Pyramiderne, Sfinksen og kongegrave nær Cairo
Log ind Log ind
Pyramiderne, Sfinksen og kongegrave nær Cairo

Pyramiderne, Sfinksen og kongegrave nær Cairo

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Vitus Rejser

Denne rundrejse i Egypten starter i Cairo med besøg ved pyramiderne og kongegrave samt på Det Egyptiske Museum med unikke kulturskatte.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Cairo - en kæmpe metropol

Jeg var i begyndelsen af 1990’erne på en lignende rundrejse og dengang var Cairo - en af Afrikas største byer - et mylder af mennesker med et indbyggertal på omkring 11 mio. Siden da er byen vokset og med omegn rummer den i dag ca. 25 mio. indbyggere af Egyptens i alt ca. 110 mio. Befolkningstilvæksten skønnes at være ca. 2 mio. p.a.

Denne gang bor jeg på øen Zamalek der ligger omgivet af Nilen, og både her og i omegnen er der tætbyggede, grå huse hvoraf mange ikke er færdige a.h.t. skatteafgifter. Etageejendomme har måtte vige for anlæg af motorveje, der gennemskærer byen som fortsat vokser. Det kaotiske Cairos særlige ”charme” ses ved utallige biler med tudende bilhorn i de beskidte gader, hvor det flyder med affald som plastikposer og muraffald fra hus- og vejbyggeri.

Denne rejsebeskrivelse omhandler de attraktioner og steder som besøges på denne rundrejse, men ikke nødvendigvis i den rækkefølge som her er nævnt.

Nilen langs øen Zamalek i Cairo

Nilen langs øen Zamalek i Cairo

Troen, faraoen og guderne

I oldtiden var Nilen den vigtigste kilde til livet og gav hvert år oversvømmelser med frugtbart dynd (slik) som gav næring til afgrøderne. Ser egypterne, hvor vandet kommer fra mod syd - det øvre Egypten - har de på venstre side øst, hvor solen står op og hvor livet begynder - og på højre side mod vest, hvor solen går ned og livet slutter. Mod nord - i nedre Egypten - løber Nilen ud i Middelhavet gennem et stort delta. De gamle egyptere valgte at benytte den vestlige side af Nilen til at opføre sine pyramider og gravkamre, hvor man begravede bl.a. faraoer, der havde direkte forbindelse med guderne.

Når du rejser gennem Egyptens oldtid, vil du støde på forskellige guder, for egypterne havde mange hundrede guder med flere forskellige funktioner, og kongen - faraoen - blev også betragtet som en gud. Det er for omfattende at nævne alle guderne, men nogle få vil du sikkert støde på:

Guden Nut var himmelens og stjernernes gud, hvis modsætning var guden Geb som var jordens gud. Sammen skabte de universet. Solguden Ra var den vigtigste gud og konge over alle andre guder og blev født hver morgen og sejlede gennem dagen hen over himmelen. Gudinden Isis var gud for frugtbarhed, magi og sundhed. Hun var modergud og gift med sin bror Osiris.  Sammen havde de sønnen falkeguden Horus der var himlens gud og hans øjne var hhv. solen og månen. Amon var skabergud og forbindes ofte med solguden Ra, hvorfor han også benævnes Amon-Ra. Ibisguden Thoth var gud for visdom. Krokodilleguden Sobek var frugtbarhedsguden der levede i Nilen, som gav vand og slik, så jorden blev frugtbar. Løvegudinden Sekhmet startede som ond menneskeædende gud, men blev senere gud for medicin. Anubis med sort sjakalhoved var døds- og balsameringsgud og skulle ledsage sjælen til efterlivet.

Faraoen og falkeguden Horus

Faraoen og falkeguden Horus

Trinpyramiden i Sakkara - Himmeltrappen

Den ældste pyramide er trinpyramiden i Sakkara der blev opført ca. 2700 år f.v.t. til farao Djoser, så han ved sin begravelse kunne møde evigheden. Tempelkomplekset, der fungerede som begravelsesplads for faraoerne i oldtidshovedstaden Memphis, blev bygget af mindre sten og soltørrede teglsten og består af seks niveauer (afsatser). Trinpyramiden var historiens første store stenkonstruktion og en vigtig fase i udviklingen af pyramiderne. Senere kom den ”knækkede” pyramide ved byen Dahshue, før den endelige ”glatte” pyramideform som ses i Giza.

Komplekset var omgivet af en 10 meter høj stenmur på 540x280 meter med indgang gennem en søjlehal med 40 søjler i to rækker. Du kommer ind på den store tempelplads foran den ca. 60 meter høje trinpyramide også kaldt Himmeltrappen.

Ved sydmuren fører en stentrappe op til det sydlige gravkammer der er så dyb, at du ikke kan se bunden 30 meter nede. En stentrappe fører ned i gravkammeret.

Følg den stenlagte sti rundt om den store tempelplads og kom tæt på trinpyramiden. Midt på trinpyramiden fører en trappe ned til pyramidens sydlige gravkammer som for længst blev plyndret af gravrøvere.

Pyramidekomplekset med søjlehal og trinpyramiden i Sakkara

Pyramidekomplekset med søjlehal og trinpyramiden i Sakkara

Går du op på bakken ved siden af pyramiden, kan du se pyramiderne i Giza, ligesom du kan se ruinerne af den nærliggende pyramide bag trinpyramiden. Langs tempelpladsen ses bl.a. andre tempelbygninger. Trinpyramiden blev ”opdaget” i 1821 og udgravet mellem 1924 og 35 - og renovering samt genopbygning foregår fortsat.

Udsigt mod pyramiderne i Giza

Udsigt mod pyramiderne i Giza

Begravelsespladserne ved farao Teti

I Sakkara ligger også andre gravpladser bl.a. gravstedet under farao Tetis pyramide fra omkring 2300 f.v.t. Her fører en lav tunnelkorridor frem til gravkammeret, der har en spids loftskonstruktion. Gravkammeret er overalt dekoreret med hieroglyffer og en tom granitkiste med knækket låg.

Gravkomplekset ved farao Titi i Sakkara

Gravkomplekset ved farao Titi i Sakkara

Gravkammer for Kagemni

Der er en lettere adgang til Kagemnis gravkammer. Han var embedsmand og ypperstepræst under farao Tetis regeringstid. I gravkammeret kan du gå oprejst og se mange fine, farvelagte relieffer bl.a. et stort relief af Kagemni samt mænd som arbejder og bærer offergaver frem til guderne.

Relief af Kagemni i gravkammeret

Relief af Kagemni i gravkammeret

Sfinksen og pyramiderne i Giza

Når du kommer til Sfinksen skal du forestille dig, at Nilen løb lige for foden af daltemplet ved Sfinksen - en liggende kat med kronet menneskehoved, der er 73 meter lang og oprindeligt var 26 meter høj (i dag ca. 20 meter høj). Når den døde farao var blevet balsameret af guden Anubis, blev den døde sejlet ad Nilen til daltemplet, hvor forskellige ceremonier blev afholdt. Herefter blev den døde farao ført op ad den hellige processionsgang til gravtemplet for foden af pyramiden, hvor præsterne ventede, og efter flere ceremonier blev faraoen så endelig gravlagt i pyramidens hemmelige gravkammer. Med sig fik faraoen mange forskellige kunstgenstande, som han kunne tage med på den sidste rejse mod guderne. Gravkammeret blev forseglet, så ingen kunne komme ind. Der er ingen sikker tidsangivelse for hvornår Sfinksen blev opført, men det menes at være sket samtidig med pyramiderne omkring 2500 år f.v.t. Pyramiderne kan du se bag Sfinksmonumentet.

Sfinksen i Giza

Sfinksen i Giza

Keops pyramide - Den Store Pyramide

Gizaplateauet har flere pyramider og den første du møder fra parkeringspladsen, er Keops pyramide - også kendt som Den Store Pyramide. Pyramiden var oprindeligt ca. 146 meter høj og ca. 230 meter bred på hver side ved jorden. Der er anvendt to mio. sandstensblokke med en gennemsnitsvægt på 2,5 tons - nogle vejer 5 tons - til at bygge pyramiden, som er fra omkring år 2560 f.v.t. og det eneste bevarede af Verdenens Syv Underværker fra antikken. Byggestenene blev brudt på stedet og dels fragtet på flåder ned ad Nilen fra stenbruddet ved Aswan. Ved pyramiden blev stenene trukket af arbejdere og okser frem til byggepladsen. For at få disse kæmpeblokke sat på plads, byggede man sandramper, hvorpå man trak stenene op på rette plads. Man benyttede også løftekraner. Det er naturligvis et under, hvorledes arkitekterne har kunnet beregne, hvorledes gangene til gravkamrene og de indlagte faldgruber skulle konstrueres - ikke mindst bære den tonstunge vægt. Arkæologer anslår, at her arbejdede mellem 20-25.000 mand i 20 år for at bygge Keops pyramide. Det er muligt at komme ind i pyramidens gravkammer fra en indgang lidt oppe på pyramidens nordside. Du kommer gennem en lang, smal og lavloftet korridor til et tomt gravkammer - det store galleri.

Keops pyramide i Giza

Keops pyramide i Giza

Khefrens pyramide

Ved siden af Keops pyramide står Khefrens pyramide, der endnu har lidt af sit hvide kalklag på toppen. Da pyramiderne blev bygget, var de helt dækket af et hvidt kalklag som kunne reflektere solen. Khefrens pyramide var oprindeligt 143 meter høj og virker højere end Keopspyramiden, men er det ikke. Den er klogelig opført på et bakkedrag, så den synes højere.

Den tredje større pyramide er Mykerinos pyramide med en højde på 67 meter. De små pyramider neden for de store er beregnet til dronningerne. Vil du se det hele, skal du beregne mindst tre timer til besøget.

Khefrens pyramide i Giza

Khefrens pyramide i Giza

Egyptisk Papyrus - verdens første papir

I Giza ligger Egyptens Papyrusinstitut, hvor fremstilling af papyrus demonstreres, ligesom der er mulighed for at købe kvalitetssouvenir med hjem. Kort fortalt består processen i at fjerne det yderste af papyrusstænglen og skære resten i tynde strimler, der så lægges i vand i seks dage. Herefter lægges strimlerne på tværs af hinanden og sættes under et hårdt pres i nogle dage og det smidige papyruspapir er konstrueret og kan bemales med motiver fra bl.a. antikken.

Egyptisk papyrus

Egyptisk papyrus

Det Egyptiske Museum - Cairomuseet

Den fine røde bygning som rummer Det Egyptiske Museum er fra 1901 og udstiller omkring 120.000 antikke kunstgenstande fra forskellige tidsperioder. Man har beregnet, at bruger du blot et minut på hver genstand, vil det tage ni måneder at komme gennem udstillingen! Med en lokalguide bliver du derfor præsenteret for nogle af de vigtigste kunstgenstande.

Du træder ind i den store hal, hvor her er flere kæmpefigurer bl.a. af den nok mest berømte af de store faraoer Ramses II (1314-1224 f.v.t.). For enden af hallen står statuen af farao Amenophis III og hans dronning Tyi med tre døtre (ca. 1300 år f.v.t.).

Det Egyptiske Museum i Cairo

Det Egyptiske Museum i Cairo

Farao Narmers palet

Det ældste bevis på, at det nedre og det øvre Egypten blev samlet i et rige, ses på den 64 cm. høje farao Narmers palet placeret i en glasmontre. Paletten stammer fra omkring år 3050 f.v.t. og på forreste side viser den Narmer med øvre Egyptens krone i gang med at dræbe en fjende. På bagsiden bærer han nedre Egyptens krone, hvor han ses som sejrherrer over hovedløse fjender.

Farao Narmers palet (3050 f.v.t.) viser den første farao som forenede Egypten

Farao Narmers palet (3050 f.v.t.) viser den første farao som forenede Egypten

Pyramidebyggerne i Giza

Det er bemærkelsesværdigt, at der kun findes en enkelt lille figur med en højde på 7,5 cm. af den store farao Keops (ca. år 2500 f.v.t) manden bag Keops-pyramiden. Det menes dog, at denne elfenbensfigur er skåret langt senere omkring år 600 f.v.t. og beviset på, at det skulle være Keops, ses ved, at hans egyptiske navn Khufu står skrevet på figuren.

Du ser også en stor statue af farao Khefern (ca. 2500 f.v.t.) manden bag den næststørste af pyramiderne.

Den tredje store pyramidebygger er farao Menkaure (2532-2504 f.v.t) manden bag den mindste af de store pyramider i Giza.

Museet rummer naturligvis statuer af mange andre faraoer.

Lille figur af farao Keops (2500 f.v.t) manden bag Keopspyramiden i Giza

Lille figur af farao Keops (2500 f.v.t) manden bag Keopspyramiden i Giza

Museets første sal

En af de ikoniske figurer forestiller dronning Hatshepsut (1507-1458 f.v.t.). Hun havde godt nok en lille søn som blev farao, men hun tiltog sig magten og regerede i 15 år. Hun fik opført sit mausoleum i en sidedal ved Kongernes Dal – Hatshepsuts gravtempel også kaldt terrassetemplet.

Også statuen af den siddende skriver med papyrus mellem knæene fra ca. 2720 f.v.t. har været afbilledet på egyptiske pengesedler. Embedsmændene som kunne skrive, var i høj kurs og særdeles vellønnede.

Blandt andre spændende kunstgenstande ses den farvelagte dobbeltstatue af prins Rahotep og hustruen Nofret.

Dronning Hatshepsut (1507-1458 f.v.t.)

Dronning Hatshepsut (1507-1458 f.v.t.)

Tutankhamon - den unge farao

Flere af de udstillede kunstgenstande ses i særskilte lokaler, hvor det ikke er tilladt at fotografere, hvilket bl.a. omfatter kistelågene og guldmaskerne m.v. fra Tutankhamons grav.

Da den engelske arkæolog Howard Carter i 1922 opdaget Tutankhamons grav i Kongernes Dal og havde boret det første hul, så han kunne kigge ind i graven, blev han spurgt om, hvad kan kunne se. ”Herlige ting”, svarede han. Og det viste sig, at Tutankhamons grav ikke havde været plyndret og havde mere end 5000 kunstgenstande, herunder en 1100 kg. tung guldkiste og dermed det rigeste gravfund der nogensinde er gjort. Tutankhamon blev farao i en alder af otte-ni år og døde i 1323 f.v.t. som 19-årig af malaria.

Farao Tutankhamons guldmaske

Farao Tutankhamons guldmaske

Uden for Tutankhamons eget udstillingslokale kan du se flere af de andre uerstattelige kunstskatte, som graven indeholdt. Bl.a. en statue af faraoen selv stående med sin kommandostav. Den blev fundet foran indgangen til gravkammeret. Den helt vidunderlige forgyldte trætrone, hvor faraoens dronning Ankhesenamon (datter af Nefatiti) i en dragt af sølv rører ved den siddende Tutankhamon, hvilket tolkes som at de stod hinanden meget nær.

I en montre ses balsameringsguden Anubis som en sort sjakal, og en ceremonistol samt et forgyldt træskab - for blot at nævne et par ting.

Statue af Tutankhamon fra hans grav

Statue af Tutankhamon fra hans grav

Mumierne

På samme etage ser du en samling af dækmasker, kistelåg samt enkelte mumier liggende i deres respektive kister.

En del af de udstillede kunstgenstande vil efterhånden blive flyttet til det nye Grand Egyptian Museum (GEM), og sammen med Nationalmuseet for Egyptisk Civilisation er det således muligt at besøge flere museer med Egyptens antikke kunstgenstande.

Afdeling med kister og mumier

Afdeling med kister og mumier

Det koptiske Cairo med Den hængende kirke

En af udflugterne går til det koptiske Cairo, der ligger i byens ældste kvarter. Kopterne er Egyptens kristne mindretal. Inden for et mindre areal findes flere kirker bl.a. den græsk-ortodokse kirke St. Georgs kirke med rødder tilbage til 1000-tallet. De nuværende bygninger er dog en genopbygning fra 1909 efter en brand. Ved siden af kirken ses Babylon fæstningen, der er en romersk bygning fra år 30 f.v.t.

Herefter møder du St. Marys kirke eller Den Hængende Kirke - El Muallaqa. Fra kirkens forgård ses op til kirken, der er bygget oven på dele af Babylon fæstningen, som kirken nærmest ”hænger ” på. Forgården er prydet med forskellige mosaikbilleder. Kirken har rødder tilbage til det 5. århundrede e.v.t. og har fungeret som residens for den koptiske patriark i flere århundreder. Kirken har mange gamle ikoner og prydes bl.a. med en søjlerække foran ikonostasen.

St. Georg Kirke i Cairos koptiske kvarter

St. Georg Kirke i Cairos koptiske kvarter

Sultan Hassan Moské og muslimskole

En af de mest imponerende bygningsværker i Cairo må siges at være Sultan Hassan Moské. Den ligger i kort afstand fra Cairos Salah el-din citadel med den højtliggende Muhammad Ali Moské, ligesom der er flere andre moskéer i området. Du tager naturligvis skoene af, når du betræder Sultan Hassan Moské, der blev bygget mellem 1356-1363. Fra moskéens gårdsplads kommer du ind under den over 30 meter høje indgangsportal og ind i den udsmykkede bedehal.
Ganske få meter fra Hassan-moskéen ligger Al-Rifa'i Moské også med to imponerende op til 80 meter høje minareter.

Muhammad Ali Moskéen troner på toppen af citadellet i Cairo

Muhammad Ali Moskéen troner på toppen af citadellet i Cairo

Khan el-Khalili basar og souq

Besøget i Cairo slutter i den berømte Khan el-Khalili basar, hvor du finder alt inden for egyptisk souvenir, ligesom her er et utal af caféer, hvor du kan nyde en kop te eller kaffe.
Hvis du handler i basaren, kan der betales med både egyptiske pund, euro eller dollar – men sjældent med kreditkort i souqens små butikker. Og vær indstillet på at skulle handle, hvilket er en tradition i Egypten. Selv fik jeg fik tilbudt en bog til 150$ og fik forhandlet den ned til 20$. En lille statue af Tutankhamon blev tilbudt til 35$, men kunne efter forhandling fås for 5$. I alle tilfælde er det klogt at passe godt på dine penge. Gå ikke med dem alle på dig og stå aldrig med din pung fremme i offentligheden. Her er mange mennesker og ikke alle er Allahs bedste børn.

Minaret ved Al Hussien Moské ved Cairos store basar Khan el-Khalili

Minaret ved Al Hussien Moské ved Cairos store basar Khan el-Khalili

Næste udflugt sker fra Luxor, hvortil vi flyver næste dag.

Fakta om Egypten

Hovedstaden i Egypten er Kairo.

Befolkningstal: Ca. 109 mio.

Areal: Ca. 1.002.000 km2

Afstand fra Danmark: Ca. 3.700 km.

Største turistattraktioner: Kairo med Det Egyptiske Museum samt pyramiderne i Giza. Luxor med Kongernes Dal samt templerne langs Nilen. Badestrandene ved Sharm el-Sheikh og Hurghada.

Mere Information:

Rejsebureau: Vitus Rejser

Turistinformation: Egypten