Juleferie ved Gålå - med både langrend og alpint skiløb
Log ind Log ind
Juleferie ved Gålå - med både langrend og alpint skiløb

Juleferie ved Gålå - med både langrend og alpint skiløb

På din vinterferie ved Gålå har du mulighed for at kombinere langrend med alpint skiløb, ligesom du også kan foretage dig andre ting som f.eks. isfiske eller en tur på snesko. Gålå tilbyder en bred vifte af vinteraktiviteter.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Langrend med et utal af muligheder

Har du ikke selv det nødvendige udstyr til din aktive vinterferie i Gålå, kan du leje ski m.v. f.eks. på Wadahl Høgfjellshotell, der ligger midt i langrendsområdet og med kort afstand til Gålå Alpin. Når du har hentet dine ski og smurt dem i skistalden, kan du spænde dem på lige foran hotellet – og du er på løjpesporet. Gålå har flere sammenhængende og lette løjper uden de helt store stigninger, så du altid kan gøre langrendsturen kortere eller længere - alt efter vejr og kræfter. Her får du inspiration til et par af turene - som også er for begyndere.

Wadahl Høgfjellshotell ligger midt i Peer Gynts Rike

Wadahl Høgfjellshotell ligger midt i Peer Gynts Rike

Op på Utsiktshøgda

En af de korte langrendsruter går ad rød løjpe til Utsiktshøgda, hvorfra du har en vid panoramaudsigt til alle sider. Mod nordvest kan du se Feforkampen og skimte fjeldmassivet Rondane i det fjerne. Herfra kan du tage ned langs med søen Svintjørna og videre nordover.

Udsigt mod Fefor og Rondane

Udsigt mod Fefor og Rondane

Rundt om Kristislåhøgda

I december og januar er vejret omskifteligt og solen står lavt, hvilket giver et helt enestående lys på de snepudrede træer. Følger du den blå løjpe med uret, får du et dejligt glid ned mod Baukålstulen og runder Kristislåhøgda ved det nordligste punkt. Herfra passerer du Skjerheilkampen og kan vælge en af løjperne tilbage mod hotellet.

I langrendssporet

I langrendssporet

Omkring Øyangen og Mosåranden

En lidt længere tur går sydover, hvor du har et flere km. langt, jævnt glid ned mod søen Øyangen. Her svinger løjpen til højre mod Mosåranden, hvor du får en helt enestående udsigt ned over dalen. Herfra går det jævnt opad mod nord og forbi den lille sæter Trilåsen og tilbage mod hotellet.

På Gålå findes flere shelter hvor du kan nyde din medbragte kaffe

På Gålå findes flere shelter hvor du kan nyde din medbragte kaffe

Længere ture

Er du rutineret og til længere langrendsture, går der en løjpe rundt om Gålåvatnet, og på nord– og vestsiden af søen fortsætter løjpenettet mod Feforkampen, Feforvatnet eller mod Ruten, 1.516 moh. det højeste fjeld i hele området. Ja, faktisk er her mere end 250 km. præparerede løjper fordelt på skov og højfjeld.

På et af de præparerede spor i Peer Gynts Rige

På et af de præparerede spor i Peer Gynts Rige

På snesko ud i naturen

Med snesko har du mulighed for at komme væk fra løjpenettet og ud i et terræn, hvor det ikke er muligt at gå på ski. Ofte er sneen dyb og blød i skoven, og der hvor træerne står tæt, går det ikke med ski - så er snesko uundværlige. Mange jægere benytter derfor også snesko, når de på deres jagt skal ud i vanskeligt terræn. Men snesko er for alle. Også for dig som ikke rigtigt kan styre skiene. Mange ældre som ønsker at komme ud i naturen, vælger snesko frem for ski. Og du kan sagtens benytte skistave som en ekstra støtte sammen med sneskoene. Også inden for snesko er der de senere år sket en rivende udvikling. De oprindelige canadiske snesko - formet nærmest som en ketsjer - ses næstes ikke mere. De klassiske snesko lavet af en bøjet birkegren betrukket med læderstrimler findes dog endnu. En hel ny generation af snesko i letmetal og/eller plast er både stærke og lette og har en god bæreevne. Enkelte findes nu også med snegreb, således at du står helt fast selv på glatte flader. Forsynet med snesko kan du vandre - alene eller sammen med en guidet gruppe - op i fjeldet. Og faktisk kommer du hurtigt frem, når du lige har vænnet dig til at gå, som om ”du har skidt i bukserne”! For benene skal spredes mere end normalt ellers klodser du over egne ben.

Med snesko kan du komme ud i naturen på steder hvor ski er besværlige

Med snesko kan du komme ud i naturen på steder hvor ski er besværlige

Isfiske på Gålåvatnet

Har du ikke prøvet det før og har du den nødvendige tålmodighed, er isfiskeri en dejlig afslappende hobby. Det er bedst at alliere sig med nogen som har det nødvendige udstyr, hvilket bl.a. omfatter et varmt underlag f.eks. et rensdyrskind. Du skal have skovl og et isbor samt naturligvis en fiskestang med lidt agn, så fiskene bider på. Husk ekstra varmt tøj. I øvrigt vil dine ømme muskler måske have godt af en hviledag fra skiløbet!

Forberedelse til isfiskeri på Gålåvatnet

Forberedelse til isfiskeri på Gålåvatnet

Gålå Alpin - nemme slalombakker

Lige uden for Wadalh Høgfjellshotell ligger en mindre slalombakke et par hundrede meter ned mod Gålåvatnet. Denne lille alpinbakke er udmærket til begyndere og til dig, som lige skal have rytmen ind i kroppen igen, inden du kaster dig ud på pisterne længere nede ved Gålå Alpin. For enden af øvebakken er et lille skitræk, der bringer dig de 200 meter tilbage til højfjeldshotellet. Til venstre neden for øvebakken følger du skiltningen gennem skoven, hvor tilgangspisten snor sig lidt, men efter få øjeblikke er du nede ved skicentret. Her findes flere skihejse en til Blåbærfjellet og en til Valsfjellet samt en mindre børnehejs.

Slalompisterne ved Gålå Alpin

Slalompisterne ved Gålå Alpin

Blåbærhejsen

Skihejsens længde er 1.200 meter og bringer dig op på Blåbærfjellet, 1.004 moh, hvor du har en enestående udsigt ud over Gålåvatnet langt under dig. Mod nord kan jeg se over mod hotelområdet og mod nordvest rejser Feforkampen sig. Længere væk mod nord ses Rondane i det fjerne. Mod vest – på den anden side af dalen ligger Valsfjellet. Fra Blåbærfjellet kan du vælge mellem flere forskellige piste, hvoraf den længste er 2.000 meter og som alle fører tilbage til bunden ved skihejsen. Fra toppen kan du også glide ned til hotellet. På det allersidste lille stykke – et par hundrede meter – er det dog nødvendigt at stage/skøjte sig frem, hvis man ikke vælger at glide ned over øvebakken og lade sig trække op til Wadahl Høgfjellshotell. Pistenettet hænger godt sammen her.

Vejviser på pisten langt over Gålåvatnet

Vejviser på pisten langt over Gålåvatnet

Valsfjellet

Her bringer en 4-sædet stolelift dig højt op på fjeldet, hvor der er flere udfordringer. Du kan vælge en af de mere stejle pister ned foran fjeldet eller en lettere – den længste på 2.800 meter - der snor sig bag om Valsfjellet, men ender samme sted nede ved hejsens begyndelse. Gålå Alpin er et godt område til at par dages alpine aktiviteter, uden at det i øvrigt skal sammenlignes med de større nordiske alpinområder.

Pister på Valsfjellet ved Gålå Alpin

Pister på Valsfjellet ved Gålå Alpin

Jul på Wadahl Høgfjellshotell

Har du ikke prøvet at holde jul i de norske fjelde, er det måske værd at prøve. Langt de fleste steder er der traditioner både med maden og med underholdningen juleaften - ikke mindst til glæde for børnene. Og så er her altid pyntet med masser af nisser.

Nisser ved juletid

Nisser ved juletid

Fakta om Norge - Gålå

Gålå i Gudbrandsdalen ligger ca. 950 moh. og tilbyder aktiviteter både sommer og vinter.

Hotel: Wadahl Høgfjellshotell 

Aktivitet: Gålå Alpin

Turistinformation: Norge