Lanzarote fra nord til syd - alt dette skal du opleve
Log ind Log ind
Lanzarote fra nord til syd - alt dette skal du opleve

Lanzarote fra nord til syd - alt dette skal du opleve

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Club La Santa

Lanzarote er især kendt for sine dramatiske vulkanlandskaber og den særlige arkitektur skabt af César Manrique. Øen er også berømt for sine sandstrande, vinmarkerne i La Geria og den rå skønhed, der adskiller den fra de andre kanariske øer. Her er hvad du skal opleve fra nord til syd.

Anne-Vibeke Isaksen

Anne-Vibeke Isaksen

Vært og rejsejournalist

Tilføj favorit

Begynd i nord -  udsigter, grotter og Manriques landskabskunst

Helt mod nord på Lanzarote ligger Mirador del Río, et af øens mest berømte udsigtspunkter. Hvis du vil spare entrégebyret, kan du gå et par hundrede meter ned af vejen. Det giver ikke helt den samme udsigt, men tæt på. Herfra åbner landskabet sig mod den lille naboø La Graciosa, og udsigten over klipper, hav og himmel giver en stærk fornemmelse af Lanzarotes rå skønhed. Hvis du vil besøge La Graciosa, bør du afsætte en separat dag og tage færgen fra Órzola.

Længere nede ad østkysten ligger Cueva de los Verdes, der ligger i Monumento Natural del Malpaís de La Corona og skabt i et gammelt vulkansk tunnelsystem og du får en fornemmels af øens geologi indefra. I grotten Jameos del Agua kan du både opleve særlige krabber og en koncertsal bygget af øens store personlighed César Manriques.

Udsigten til naboøen La Graciosa fra Mirador del Río.

Udsigten til naboøen La Graciosa fra Mirador del Río.

ONLINE NU: Se Anne-Vibeke Rejser - Lanzarote

Dette er KLUB-indhold

Gå til programmet

Lanzarotes helt César Manriques ses overalt

Der er ingen reklamesøjler, ingen store feriekomplekser eller højhuse på Lanzarote og det er skønt. Det skyldes primært den lokale helt César Manrique, der i 1968 kom tilbage til Lanzarote – 48 år gammel. Han brugte resten af sit liv på at være fortaler for vedligeholdelse af traditioner og miljøvenlig turisme. Der blev bl.a. sat nøje grænser for højde på hus og valg af farver. Over alt på øen kan du se hans kendetegnende kunstværker, der alle tager udgangspunkt i naturen. César Manrique døde i 1992 – 73 år gammel.

Over alt på Lanzarote kan du se César Manriques kendetegnende kunstværker, der alle tager udgangspunkt i naturen.

Over alt på Lanzarote kan du se César Manriques kendetegnende kunstværker, der alle tager udgangspunkt i naturen.

Smukke Haría og Famara stranden

Under 10 km fra Mirador del Río ligger byen Haría, der også er kendt som “De tusind palmers dal”. Byen har en rolig atmosfære, hvide huse og grønne kontraster til det ellers tørre landskab. Mod vest ligger den uendelige Famara-strand, hvor lange sandflader, surfere og de stejle klipper sammen skaber et af Lanzarotes mest fotogene kystlandskaber. Pas på bølgerne - de er for øvede surfere. Bor du på Club La Santa kan du sagtens cykle hertil - kun 15 km.

Praktisk tip: Nordøen er bedst om formiddagen, hvor lyset ofte er flot ved udsigtspunkterne. Kombinér Mirador del Río, Cueva de los Verdes og Jameos del Agua på samme tur, da de ligger relativt tæt. Hvis du vil besøge La Graciosa, bør du afsætte en separat dag og tage færgen fra Órzola.

Famara stranden er to kilometer lang. Pas på de dramatiske bølger.

Famara stranden er to kilometer lang. Pas på de dramatiske bølger.

Historiske Tequise med marked

Bare 12 km fra Famara-stranden ligger smukke Tequise, der fungerede som øens hovedstad frem til og med 1852. Hævet over byen ligger borgen Santa Bárbara. Tequise er en velbevaret by med brolagte gader og velbevarede lave hvide huse. Speciel kirken Iglesia de San Miguel er et samlingspunkt. Det er det lokale søndagsmarked også, der er er en farverig oplevelse med lokale håndværk, smykker og tøj. 

Ikke langt derfra ligger Jardín de Cactus, hvor tusindvis af kaktusser er samlet i et tidligere stenbrud. Haven er endnu et eksempel på, hvordan Manriques formsprog tager udgangspunkt i øens egne materialer og farver.

Teguise er Lanzarotes gamle hovedstad.

Teguise er Lanzarotes gamle hovedstad.

Lanzarotes største attraktion - Timanfaya Nationalpark

Fra 1730 til 1736 blev hele elleve små byer og 200 km2 frodigt landbrugsjord begravet under lava på Lanzarote. I 1974 blev hele området omdannet til Timanfaya Nationalpark på 51 km2, og det er en hel speciel oplevelse, for man har svært ved at forstille sig noget så specielt. En stor del af parken kan du se fra egen bil (eller på cykel) – resten foregår i busser, hvor man samles i grupper før at køre længere ind i parken og opleve de områder, som man ikke må udforske på egen hånd. Det er uden tvivl de 30 min. værd. På alle tidspunkter af døgnet og året er Timanfaya en stor oplevelse, men ved solopgang og solnedgang skifter lyset og farverne i ekstrem grad. Der er stort set ingen vegetation. Det er et stort månelandskab i brændte jordfarver blander med kobberfarver og irgrønne nuancer. Den størknede lava står som naturens egne kunstværker og oplevelsen bliver ikke mindre, hvis du har god fantasi.

Timanfaya Nationalpark på 51 km2 blev til i 1974.

Timanfaya Nationalpark på 51 km2 blev til i 1974.

Alle ture slutter ved Islote de Hilario og restauranten El Diablo, der betyder djævlen. Her får du flere beviser på, at vulkanerne endnu ikke er uddøde. Undergrunden er stadig aktiv. Der hældes vand i de små men dybe huller, og det kommer retur med fuld kraft som en dampstråle i løbet af få sekunder. I andre huller antændes kviste også på få sekunder. 10 meter nede i jorden er der 400 grader varmt. Islote de Hilario og restauranten El Diablo er også designet af César Manriques – Lanzarotes multikunstner.

Praktisk tip: I Timanfaya må private biler ikke køre frit rundt i selve nationalparken. Du parkerer ved Islote de Hilario og fortsætter på den officielle busrute gennem vulkanlandskabet. Planlæg derfor ekstra tid til kø, parkering og busafgang. Kombinér gerne besøget med El Golfo, Los Hervideros og Salinas de Janubio på samme dag.

Lanzarotes særprægede vinmarker - La Geria

20 km syd for Teguise ligger et af de mest særprægede vinområder i Europa. Gudernes nektar, som vinen også kaldes på De Kanariske Øer, er en meget speciel oplevelse på Lanzarote, fordi hver vinstok står i en fordybning i jorden. Det er giver et yderst særpræget landskab, når du kigger ud over de store sletter med vinstokke. Fordybningerne gør, at planterne skånes for den barske vind samtidigt med, at øens sparsomme nedbør og dug samles ved planternes rødder. Det er genialt. Du kan købe vin alle steder, og på Bodega la Geria er der vinsmagning og rundvisning efter nærmere aftale. Er du til vandring, så går der flere vandreture derfra.

Praktisk tip: La Geria passer godt som frokost- eller eftermiddagsstop, især hvis du vil besøge en vingård og smage Malvasía-vin.

Vinmarkerne på Lanzarote er et særpræget syn.

Vinmarkerne på Lanzarote er et særpræget syn.

Irgrønne søer, saltbassinerne og solnedgang i El Golfo

Lanzarotes sydspids er også fyldt med oplevelser. De vulkanske landskaber er altdominerende på Lanzarote. Når du når den sydlige del af øen, kan det anbefales at tage en afstikker til kystbyen El Golfo, hvor du spiser utrolig godt i første række til havet. I øvrigt et godt sted at se solnedgang. Du kommer også forbi de store saltbassiner Salinas de Janubio og irgrønne søer. Husk også badetøjet for der er flere gode sandstrande.

Salinas de Janubio blev etableret i 1895 og producerer over 2.000 salt om året.

Salinas de Janubio blev etableret i 1895 og producerer over 2.000 salt om året.

De bedste strande på Lanzarote

Øen har et væld af skønne smukt beliggende strande. Det bedste er, hvis du har en bil, for så kan du virkelig komme ud til de lidt øde strande, og ofte kan du få dem næsten for dig selv. Husk at medbringe alt, for der er sjældent servering på strandene. For at besøge strandene helt nede syd på, parkerer du som regel bilen oppe på plateauet og vandrer derefter ned gennem lavaklipperne til selve strandene. Pas på bølgerne, især hvis du har børn med.

  • Playa de Papagayo: Den mest ikoniske strand på Lanzarote med gyldent sand, klart vand og klipper omkring bugten. Bedst til badning, snorkling og en halv dag i roligt tempo. Kom tidligt, da den er meget populær.
  • Playa Mujeres: En bredere og ofte lidt mere rummelig strand i Papagayo-området. God, hvis du vil have naturstrand, men lidt mere plads end ved selve Papagayo.
  • Famara: En lang, dramatisk strand på nordvestkysten med udsigt til Risco de Famara-klipperne. Fantastisk til gåture, surf og solnedgang, men ikke altid egnet til rolig badning.
  • Caletón Blanco: En smuk nordlig strand ved Órzola med hvidt sand, sort lava og lavt, klart vand. God til rolige pauser og flotte fotos, især når tidevandet passer.
  • Playa Chica: En lille strand ved Puerto del Carmen, der er særlig god til snorkling og dykning på grund af klart vand og klipper tæt på kysten.
  • Playa Flamingo: En familievenlig strand i Playa Blanca med roligere vand, promenade og faciliteter tæt på. God, hvis du rejser med børn eller vil have en nem stranddag.
  • Playa Dorada: En praktisk og veludstyret strand i Playa Blanca med sand, restauranter og nem adgang. God til en afslappet dag uden meget planlægning.
  • Playa de las Cucharas: En populær strand i Costa Teguise, især kendt for vind og vandsport. God til windsurfing og aktiv strandstemning.
  • Playa El Jablillo: En beskyttet strand i Costa Teguise med roligere vand, der ofte fungerer godt til en kort svømmetur eller snorkling.
  • Playa del Reducto: Bystranden i Arrecife med nem adgang, promenade og roligt vand. God, hvis du kombinerer strand med et besøg i hovedbyen.
Playa de Papagayo kræver en lille gåtur ned til stranden, men den er turen værd. Husk at medbringe alt. Ligger på den sydlige del af Lanzarote.

Playa de Papagayo kræver en lille gåtur ned til stranden, men den er turen værd. Husk at medbringe alt. Ligger på den sydlige del af Lanzarote.

Aktiv ferie på Lanzarote

Mange kender Lanzarote for aktiv ferie, som øen er perfekt til - især med udgangspunkt fra Club La Santa. Uanset, hvor du er på øen, er der aldrig langt til havet. Ved Puerto del Carmen og stranden Playa Chica, der er også er kendt for sit festlige natteliv, så er det også her du kan dykke. Vandreturene, der arrangeres af Club La Santa, er af forskellige længder. Alle kan være med, fordi der er en følgebil, som hele tiden kan samle op. De fleste går langs de dramatiske kyststrækninger, og naturen er utrolig varieret Gåturenes længder varierer alt efter gruppens sammensætning, som kan være fra fem-seks år og til over 70. Der er vandreture for en hver smag.

Det er ikke uden grund Club La Santa er så populær året rundt. Afslapning og aktiv ferie for tre generationer.

Det er ikke uden grund Club La Santa er så populær året rundt. Afslapning og aktiv ferie for tre generationer.

Mad du skal smage på Lanzarote

Lanzarote er ikke kun vulkaner og strande. Maden er enkel, lokal og præget af havet, gedeost, kartofler, mojo-saucer og vin fra de vulkanske marker i La Geria. Prøv især de små lokale steder i landsbyer, fiskerbyer og ved havnene, hvor menuen ofte er mere kanarisk end international.

  • Papas arrugadas med mojo: Små saltede “rynke-kartofler” serveret med rød eller grøn mojo. Det er den klassiske kanariske ret og fungerer både som forret, snack og tilbehør.
  • Mojo rojo og mojo verde: Den røde mojo er ofte mere krydret og passer godt til kartofler og kød, mens den grønne mojo med urter ofte serveres til fisk.
  • Frisk fisk og skaldyr: Bestil dagens fisk i en fiskerby eller ved kysten. Grillet fisk med papas arrugadas og mojo er en af de bedste enkle måltider på øen.
  • Rejer i hvidløg: På spansk kaldes retten ofte gambas al ajillo. Den serveres typisk som en varm tapa med rejer, hvidløg, olivenolie og lidt chili eller persille. Den passer godt som forret eller som del af flere småretter ved kysten.
  • Vieja: En lokal fisk, der ofte serveres kogt eller grillet med kartofler og mojo. Den er mild og god, hvis du vil prøve noget typisk kanarisk.
  • Gedeost fra Lanzarote: Prøv frisk, modnet eller let røget gedeost. Den serveres ofte grillet med mojo, honning eller marmelade.
  • Gofio: Ristet kornmel, som bruges i supper, desserter eller som en fast blanding. Det er en af de ældste madtraditioner på De Kanariske Øer.
  • Sancocho canario: En traditionel ret med saltet fisk, kartofler, sød kartoffel, mojo og ofte gofio. Den er enkel, mættende og meget lokal.
  • Ropa vieja canaria: En fyldig ret med kikærter, kød, kartofler og krydderier. God som frokost eller aftensmad, især hvis du vil spise noget mere rustikt.
  • Lapas med grøn mojo: Grillede albueskæl serveret med grøn mojo. Det er en god tapa ved kysten, hvis du kan lide skaldyr.
  • Malvasía-vin fra La Geria: Smag den lokale vin i vinområdet La Geria. Den passer godt som stop midt på ruten eller sammen med ost og småretter.

Praktisk madtip: Spis fisk ved kysten, ost og vin i La Geria eller landsbyerne, og gem papas arrugadas med mojo som den sikre ret, der næsten altid findes på menukortet. Hvis du vil undgå turistmenuer, så kig efter små restauranter med lokale retter, dagens fisk og spanske menukort.

Stegte rejer i hvidløg: På spansk kaldes retten ofte gambas al ajillo.

Stegte rejer i hvidløg: På spansk kaldes retten ofte gambas al ajillo.

Gode råd før du tager af sted

  • Kørsel: Vejene er generelt gode og skiltningen tydelig, men enkelte strandveje og adgangsveje kan være ujævne.
  • Vejr: Solen er stærk året rundt. Vinden kan gøre temperaturen behagelig, men øger risikoen for at glemme solbeskyttelse.
  • Fodtøj: Brug lukkede sko til grotter, lavalandskaber og udsigtspunkter. Sandaler fungerer bedst til strandene.
  • Foto: De bedste farver i lava, klipper og vinmarker ses ofte morgen og sen eftermiddag.
  • Med børn: Grotterne, Jameos del Agua og strandene er gode valg. Timanfaya er flot, men busdelen kræver, at børn kan sidde stille under turen.
  • Mad og pauser: Planlæg pauser, før du kører ud i de mere øde områder. Der er flest caféer og restauranter i byerne og turistområderne.
Lanzarote er en perfekt ferieø hele året.

Lanzarote er en perfekt ferieø hele året.

Fakta om Lanzarote - De Kanariske Øer

Lanzarote er den østligst beliggende af De Kanariske Øer og ligger kun 150 km fra Afrikas kyst og Sahara. Det varme klima på 20-28 grader året rundt har gennem årene tiltrukket mange turister, men modsat både Gran Canaria og Tenerife, har øen ikke givet afkald på sit særpræg. De Kanariske Øer hører til Spanien og ø-gruppen består af øerne Tenerife, Gran Canaria, Lanzarote, La Palma, La Gomera, El Hierro samt Fuerteventura. 

Befolkningstal: Ca. 0,4 mio.

Areal: Ca. 7.447 km2

Afstand fra Danmark: Ca. 3.756  km.

Mest besøgte attraktioner: Famara stranden, Mirador del Río, Acuario de Lanzarote, Cueva de los Verde, Fundación César Manriques, Jardín de Cactus.

Mere information:

Rejsebureau: Club la Santa

Turistinfo: Spanien

Turistinfo: De Kanariske Øer

Få meget mere Anne-Vibeke Rejser

Adgang til ALT indhold på AnneVibekeRejser.dk
Streaming af Tv-programmer i fuld længde - altid over 150 stk.
Næste online Tv-program: Anne-Vibeke Rejser - Limburg, Belgien
De bedste rejsetips i et nyhedsbrev ca. to gange hver måned
Næste online foredrag: Tips til Thailand
Få rejsetips i over 40 foredrag fra hele verden
Ja tak, lad mig se noget mere!
Få de sidste nye rejsetips fra Anne-Vibeke

Få de sidste nye rejsetips fra Anne-Vibeke

Vores nyhedsbrev er fyldt med gratis inspiration til din næste rejse, Anne-Vibekes bedste rejsetips, gode tilbud, men også nyt fra KLUB Anne Vibeke Rejser, hvor du kan se tv-programmer i fuld længde, deltage i foredrag mm.

klub

Bliv abonnent af Klub Anne-Vibeke Rejser

Tilmeld dig Klubben