Rundt på idylliske Nekselø i Sejerøbugten

Det giver et lille ryk i færgen, da broen slipper sit tag og vi sætter ud af det lille færgeleje i Havnsø på vej mod Nekselø.

Med første færge til Nekselø

På denne dags første tur er vi kun nogle få stykker med færgen. To håndværkere, der skal over at bygge taget på et hus, en lokal beboer med hånden fuld af el-kabler og som får sig en snak med kaptajnen. Så er der en kvinde, der skal op og se til øens enlige kirke. Endelig er vi et par turister, som før første gang skal rundt på øen. Vi har mad og drikke med i rygsækken, for her er ingen kiosk eller købmand, så proviant skal med hjemmefra. 
Det tager ca. 20 min. at sejle derover og i det fine vejr er det bare at nyde udsigten, medens øen langsomt bliver større og større. Nekselø, der er fredet, er en moræneø med en masse bakker. Ligesom Asnæs, Røsnæs, Sejerø og Sjællands Odde er den dannet ved randen af istidens gevaldige gletsjertunger, der aflejrede materiale foran isen.

Gennem Troldeskoven mod Nekselø Kirke

Fra anløbspladsen yderst på molen går vi ind mod land og finder en stor opslagstavle, hvor foldere med beskrivelse af vandreturene findes. Her er to ture - én på øens sydlige del og én på den nordlige, men er du lidt rask til bens kan begge ruter, på i alt ca. syv km., sagtens nås på en dag. Også selv om det går lidt op og ned! Vi vælger at gå sydom og kommer snart ind i Troldeskoven, hvor de døde elmetræer står som lysende skeletter i skoven. På højre side går den stejle skrænt op mod øens midte gennem skoven og på venstre side er vi tæt på vandet med de mange andefugle, der har søgt ly på øens østkyst. Her svæver en enlig hejre, da vi nærmere os. Vi følger trappen op og går langs hegnet frem til øens enlige kirke. Nekselø Kirke ligger på toppen af en bakke og er fra 1931. Vi går lidt rundt på kirkegården for at finde gravstenen for Jens Rostgaard, der ejede øen først i 1700-tallen. Det viser sig, at den ikke står på kirkegården, men "Rostgaardstenen" står i vejkanten over for kirken.

Over Gadebjerg

Vi fortsætter nu ad den lille grusvej videre mod syd og passerer Gadebjerg, 41 moh. Fra vejen har vi et flot vue ned over søen ved Guldbjerg. Her er det muligt om foråret at høre den totalt fredede klokkefrø. I dag er det blot et par ænder, der basker op i luften, da vi passerer søen. Søen er blevet renset for fisk, der kunne æde klokkefrøens æg.

Inden vi kommer helt ud på øens sydspids drejer ruten mod vest og vi følger Oltidsdiget på strandengen syd for Guldbjerg. Så stejlt op på øens vestkyst til toppen ved Ørnekul. Igen med fin udsigt. Nu følger vi vestkysten nordpå ad en smal trædesti. Det går op og ned og vi er tæt på tjørn, slåen og brandnælder.

Enestående kyst

Ved Tjørnebakke er det tid at gøre et lille hvil. Udsigten herfra langs med kysten er enestående - måske blandt landets flotteste. Havet langt under os og den bugtede kyststrækning med de stejle skrænter, hvorover rovfuglen svæver i vindens opdrift. Meget smukt.

Miljøsvinene skulle skamme sig

Her midt i den smukke natur kan vi se, at nogen har haft et længere ophold, da græsset er trådt ned. Ingen tvivl om at de har siddet på et tæppe og nydt udsigten. Men de har også nydt så meget andet. Desværre har disse miljøsvin efterladt alt deres affald midt i naturen. Min forargelse er stor og jeg kan simpelthen ikke lade være med at fotografere dette svineri. Tag dog dit affald med dig og efterlad ikke andet end dit fodspor. Jeg håber, at "synderen" skammer sig!

Sømærketræerne

Midt på øen er det muligt at afkorte turen ved at gå tværs over øen og følge den markerede rute. Men vi fortsætter nordpå og kommer til øens varetegn "De Forblæste Fyrretræer". Som alle andre planter, er disse vindblæste "Sømærketræer" også fredede og skal stå til de segner af ælde.

Nordkysten

Og vi fortryder bestemt ikke at tage hele turen rundt. Flere steder belønnes vi med udsigten. Fra toppen kan vi se mod fyret og Sømosen. Vi beslutter at fortsætte helt ud til nordkysten, hvor fårene græsser. På vejen ned ses flere steder de såkaldte fårestier, der danner små terrasser på skråningen. Nord for fyret finder vi en sten at spise vor frokost ved, medens fårene nysgerrigt ser til.

Dyrene ved Sømose

Oppe fra højdedraget ses den smukke Sømose, der er øens største sø. Om sommeren holder en stor flok hættemåger til her og beboerne kunne tidligere, da det var tilladt, indsamle 500 æg om dagen! Her går heste frit, men gider ikke forstyrres, så vi går blot forbi dem. Ind gennem en indhegning for at komme rigtigt rundt om søen. Men her får vi en lille overraskelse. I et hjørne står en flok skotsk højlandskvæg og da vi nærmere os dem, kommer de os langsomt i møde. Vi går rask til for at komme gennem en åbning i indhegningen, men kvæget har fået samme idé. Jeg har godt nok ikke hørt om at højlandskvæg går til angreb, men vi er parate til at smide os hvis! Men de er hurtige og sikkert lige (eller mere) nervøse end os og styrter gennem åbningen og flygter ind i enebærkrattet i næste indhegning. Vi ånder lettet op og kan fortsætte vores ellers meget fredelige vandretur.

Østkysten

En koloni af skarver letter, da vi bevæger os østover nord for Sømosen. Østkysten er helt anderledes - mere flad og sandet - og vi kommer omkring Sømose og rammer markvejen, der fører op til gården ved Pandebjerg. Her springer en hare med lynets hast på tværs af vejen et par meter foran os. Sidste del af turen går ad den lige grusvej midt på øen, hvor stengærdet danner skel til markerne omkring os.

Vi kommer igen

På færgen hjemad er vi lidt flere. Et par veninder - som for længst er pensioneret - har gået turen syd om øen - og det var anden gang de var her. Nordturen er gået tidligere. Et ægtepar har taget nordruten - og synes at det var nok for i dag. Én ting er vi alle enige om. Det er, at vi kommer igen - måske til foråret, hvor tjørnen blomster, forårsblomsterne står i fuld flor, klokkefrøen kvækker og hvor her er mange flere fugle. Nekselø er bare dejlig og fredelig.