Vandretur ved Råbjerg Mile, Nordjylland

Ved en af Danmarks mindste kirker, Råbjerg Kirke, bygget i begyndelsen af 1300-tallet parkerer vi vores bil, ifører os solide vandrestøvler samt rygsæk med regntøj, madpakker, lidt at drikke samt kikkert og fotoudstyr.

Mødet med de første klitter

Vi befinder os i et øde landskab omgivet af mager landbrugsland med levende hegn, forblæste plantager og mod nord ses en næsten uendelig tilgroet klitrække ud mod havet. Inden vi begiver os af sted på denne dagslange vandring, ser vi nærmere på den gamle Råbjerg Kirke, som ikke har noget kirketårn. Et lille klokketårn i træ står i hjørnet af kirkegårdsgrunden og herfra følger vi stengærdet hele vejen rundt langs de gamle gravsteder. Fra kirken fører en lille plantagevej ud i klitterne. Her er ganske åbent og lyng, marehalm og hjelme dominerer overalt. Vi følger stien et stykke og hvor den deler sig, holder vi til venstre. Stien bliver mindre og mere utydelig og ender med blot at være et trædespor i lyngen. Snart har vi lagt træer og buske bag os og foran ses store klitter - endnu enkelte med åbne sandpletter. De første tilgroede klitter bestiges og fra toppen kan vi skimte Skagerraks blå vande.
Det er forår og viben flakser et sted ude på heden. Spæde violer og andre forårsbebudere har fundet fodfæste i sandet, der ellers ved første øjekast kun er marehalm, så langt øjet rækker.

Råbjerg Stene - en stenslette

På den anden side af klitrækken kommer vi ud på et fladt stenet område, der åbner sig som en ørken foran os. Vi er på Råbjerg Stene, Danmark største stenslette, dannet på et plateau 15 meter over havet, hvor blæsten har fejet det løse, lette kvartssand og tilbage ligger kun grus og sandslebne flade sten. Vi følger sporet videre ud mod kysten, da vi har læst, at det er muligt at komme ned på stranden via en stenrande - en erosionskløft - der skærer sig ned gennem den 15 meter høje kystskrænt.
Undervejs ud mod kysten "taber" vi sporet og vandrer gennem lyng og marehalm med kurs ud mod kysten. Fra et højt punkt i klitterne får vi overblik og efter få hundrede meter står vi på kanten af klitten ca. 12 meter over den brede strand. Her tør vi simpelthen ikke gå ned, da Skagerraks bølger gennem vinteren har gnavet i skrænten og skabt et lodret fald ned mod stranden.

Ad Nordsøstien

Vi går tilbage - ind i hedelandskabet - og i læ bag den yderste klitrække finder vi Nordsøstien. Denne fine rute går hele vejen rundt om Vesterhavet/Nordsøen/Skagerrak/Kattegat gennem Danmark, Tyskland, Holland, England, Skotland, Norge og Sverige. Her i området på Danmarks vestkyst følger Nordsøstien mange steder de gamle redningsveje. Men da redningsvejene for længst har mistet deres funktion med at få de hestetrukne redningsbåde trukket frem til skibenes forlissteder, er stierne flere steder ved at gro helt til. Den første hørkær røber, at vi er på vej ind i et mere fugtigt område og snart kan vi fremefter skue udover de første milesøer med den bagvedliggende hvide bræmme af sand - Råbjerg Mile. 
Vi vandrer langs kanten af de lavvandede Nye Milesøer, som hører til de klarvandede, næringsfattige søer, der er Danmarks mest sjældne søtype, og spejder efter fugle, inden vi kommer frem til selve sandet dette fantastiske naturområde.

Råbjerg Mile - Danmarks største sandkasse

For mere end 100 år siden var hele Skagen Odde et stort sandflugtsområde med vandreklitter - såkaldte miler. Store sandbunker, der flyttede sig med vestenvinden fra Skagerrak over odden til Kattegat. Vejen frem til Skagen by var dengang ofte ikke farbar på grund af sandfygningen og man ønskede sig en stabil løsning med en ordentlig vej samt en jernbane. Man indgik en aftale med staten om at stoppe sandflugten ved at anlægge klitplantager. Det var dog ikke alle, der var lige begejstrede for at man sådan greb ind i naturens gang og dette synspunkt vandt efterhånden gehør. Inden man havde tilplantet alle klitter, købte staten i 1900 det areal, hvor Råbjerg Mile den gang lå og fredede området, så det kunne overlades til sin egen frie udvikling. I dag kan vi derfor fortsat opleve sandflugtens forfærdelighed - men også dens storslåede skønhed.

Europas største vandreklit

Råbjerg Mile er ikke blot Danmarks men Europas største vandreklit og flytter sig gennemsnitligt 15 meter mod øst hvert år. Den er mere end en km2 stor og rager på sit højeste punkt mere end 40 meter op over havet. Denne sandkasse rummer omkring 40 mio. m3 sand og er en hel lille ørken. Det er da også flere gange sket, at internationale filmselskaber har optaget ørken-scener i Råbjerg Mile, som skulle forestille f.eks. Sahara eller en "westernørken". Alt tyder på, at milen vil fortsætte sin vandring mod Kattegat og sker der ikke nogen sikring gennem tilplantning o. lign. vurderes det, at den vil nå landevejen i år 2200 og ende sine dage i Kattegat i år 2230.
Nu er sand ikke bare sand. Der er stor forskel på sandkorn. Her i området skal man også blot prøve at gå i sandet ved Rubjerg Knude, lidt længere nede ad Jyllands vestkyst - hvor en ny vandreklit er ved at tage form. Der er en kolossal forskel, synes vi. De der har været i Sahara ved, at sandet ofte er meget løst og at man synker godt ned i det. Det gør vi også her, da vi ivrige efter et komme op på milen, næsten løber frem. 
Vi følger den vestlige klitrække og har udsigt til sommerhusområdet ved Kandestederne, da mørke regntunge skyer skyder ind over himmelen fra syd.

Stjernestøv

Det er imponerende at skue ud over denne enorme sandbunke. I yderkanten af klitten vokser marehalm eller hjelme, sikkert plantet for at holde klitten lidt i ave i siderne. Men ind over højdedraget findes intet - udover sand og mere sand. På en skråning finder vi riller med det såkaldte "stjernestøv". Det er mineralrigt tungsand, som består af forskellige malmmineraler, der er så tunge, at de ikke blæser væk på samme måde som det lette kvartssand, men aflejres som mørke striber i sandet. Naturen er forunderlig.

Bunken Klitplantage

På den østlige side af milen rejser der sig også en kæmpe klit. Vi går derop og kaster et sidste blik tilbage på ørkenen vi har travet tungt igennem. Så ned gennem det løse sand på den anden side, hvor Råbjerg Mile nu er på vej ind i Bunken Klitplantage. Sandet her er allerede ved at dække gyvelbuske og andre vækster på vandreklittens fremmarch. Her finder vi et bord samt en bænk som er et passende sted at spise den medbragte frokost. Havde vi ønsker om et længere ophold - måske en overnatning - er her på Milevej en fint indrettet shelter (læskur) som det er helt gratis at benytte. Lidt inde i skoven vises der vej til et udkigstårn, hvorfra man kan se ud over de nærmeste tilplantede klitter og Mile Søerne mod vest.
Vi fortsætter ad Milevej, runder hjørnet på klitplantagen og vandrer langs søerne tilbage mod Råbjergvej, mens en enlig dompap svirrer fra træ til træ foran os og følger os på vej - inden den forsvinder ind i den tætte nåleskov.

Et langt trist tilbagetog

Ude på den asfalterede landevej er det blot at sætte det lange ben foran. Det er et ret kedeligt stykke at vandre tilbage til Råbjerg Kirke, selv om vi kommer forbi opdyrkede kulturlandskaber med marker og enkelte bebyggelser.
Min anbefaling er at finde en vej tilbage inde på heden - men Mile Søerne er vanskelige at passere, hvis man vil være tørskoet. Så gå udenom og lad være med at forstyrre de fuglene, der netop på denne årstid er i gang med redebyggeriet.

På stranden ved Kandestederne

Da vi atter sidder i vores bil, kører vi tilbage til hovedvejen Frederikshavn - Skagen og drejer fra ved Råbjerg Mile Camping ud mod Kandestederne. Vi fik ikke oplevet stranden på vandreturen, men vil ikke snydes for den oplevelse. Det er også spændende at vandre en tur langs den høje klit - eller klint skulle man sige. Flere steder rejser den sig mere end 15 meter over strandniveau og de forskellige aflejringer i sandet ses tydeligt. Ca. 10 meter oppe findes et mørkt tørvelag. Det er dannet i oldtiden fra en tidligere milesø, hvor planterester er presset sammen efter at flyvesandet har dækket søen. Gå ikke for tæt på skrænten, for man ved aldrig hvornår sandet giver efter og tørven faldet ned. Flere steder er klinten eroderet, så tørven er faldet ned og saften herfra farvet stranden rødbrun. Vi vandrer et par kilometer hen ad stranden for at se, om vi kan finde en af de render det skulle være muligt at komme op gennem til klitterne, men alle steder er renderne for høje og for stejle.

Vi giver op og tager tilbage - beriget med en fin dag omkring Råbjerg Mile.