Vestkystruten fra Skagen til Rubjerg Knude, Nordjylland

Vi stiller cyklerne på P-pladsen ved Grenens Kunstmuseum og traver gennem det dybe sand op i klitterne og ud til Grenen. Cyklerne kunne vi ikke drømme om at tage med op i klitterne.

Danmarks top

Vi bruger en times tid på at vandre ud til Grenen, det yderste punkt på Skagen Odde, men ikke Danmarks nordligste punkt, som nogen fejlagtigt tror. Det ligger et sted længere mod vest ved Nordstrand. Men her ved Grenen oplever vi det fænomen, at to have støder sammen. 
I dag, hvor det ikke blæser, er det kun små bølger der skvulper ind over hinanden. Og den oplevelse skal man have med, når man er på disse kanter. Orker man ikke at gå helt derud, kan man vælge at tage Sandormen - en traktortrukket vogn, der bringer folk helt ud til Grenens spids og tilbage igen.
Vi har planer om at cykle en strækning på Danmarks Nationale Cykelrute nr. 1 - Vestkystruten - og følger den gode mærkning med 1-tallet på det røde skilt. Turen fra Grenen og til Skagen by er ikke så spændende - et 4-5 km. fladt stykke parallelt med landevejen, men snart kan vi skimte det rekonstruerede vippefyr på Fyrbakken - og vi cykler ind i Skagen.

Gennem Skagen

Denne smukke, typisk danske by med de karakteristiske gule huse med røde tage har betaget mennesker i århundrede. Ikke mindst kunstmalere, hvor navne som Anna og Michael Ancher og P. S. Krøyer og mange flere har fundet lyset her mod nord mellem havene helt ideelt i forbindelse med deres malerkunst. Men også mange forfattere har været her f.eks. Holger Drachmann, der også var maler. Hans grav findes ude i klitterne ved Grenen. Skagen har da også et enormt udbud af museer set i forhold til sin forholdsvis lille størrelse som by - og det frister. Men vejret i dag er perfekt cykelvejr, så museumsbesøg må vente til en dag med storm eller regn.
Vi cykler gennem byen og forbi By- & Egnsmuseet, ud ad den gamle landevej og snart er vi fremme ved Skagen Klitplantage.

Den Tilsandede Kirke

Den snoede grussti fører ind i skoven, der blev plantet i 1880’erne for at stoppe sandflugten og vi cykler i retning mod Den Tilsandede Kirke. Kirken, der i virkeligheden hed Sct. Laurentii Kirke og var fra 1300-tallet, fungerede som Skagens sognekirke. Men ved sandflugten, der begyndte i det 16. århundrede, blev kirken efterhånden "begravet", så det var mere end besværligt at benytte den. Man måtte grave sig ind, når man skulle til gudstjeneste. I 1795 gav kongen lov til at rive kirken ned, hvilket skete i 1810. Tårnet, der nu er fredet, fik dog lov til at blive stående - som sømærke. Ved kirken er der markeringer, som viser kirkens oprindelige omfang og det siges, at der fortsat ligger bygningsrester ca. fem meter under sandets overflade!
I udkanten af plantagen stiller vi igen cyklerne for at kravle op på en af de høje klitter ved Sandmilen, hvorfra vi kan se langt mod syd ud over landskabet mod Hulsig Hede.

Hulsig Hede

Grusvejen går over i en fin asfalteret sti - Hulsigstien - der snor sig gennem det barske, men smukke landskab, der nu er fredet. Hele området blev i 1996 til 2000 genskabt som et bevaringsværdigt klit- og hedelandskab efter at bjergfyr efter genplantningen havde spredt sig i hele området. Nu er her større og mindre klitter, enkelte stadig med åbne gryder fulde af sand. Det frister til en bestigning eller blot til at vandre en tur og gå op opdagelse efter planter og dyr. Vi kan ikke stå for fristelsen til også her at bestige en klit, og mens vi får lidt at drikke, har vi et fint vue ud over hedelandskabet og det bagvedliggende Kattegat. 

Forbi Råbjerg Mile

Efter Hulsig By kommer vi ind i Bunken Klitplantage og har snart øjenkontakt med Europas største vandreklit - Råbjerg Mile. For mere end 100 år siden var hele Skagen Odde et stort sandflugtsområde med vandreklitter - miler. Store sandbunker, der flyttede sig med vestenvinden fra Skagerrak over odden til Kattegat. Vejen frem til Skagen by var dengang ofte ikke farbar på grund af sandfygningen og man ønskede sig en stabil løsning med en ordentlig vej samt en jernbane. Man indgik en aftale med Staten om at stoppe sandflugten ved at anlægge klitplantager. Det var dog ikke alle, der var lige begejstrede for at man sådan greb ind i naturens gang, og dette synspunkt vandt efterhånden gehør. Inden man havde tilplantet alle klitter, købte staten i 1900 det areal, hvor Råbjerg Mile den gang lå og fredede området, så det kunne overlades til sin egen frie udvikling. I dag kan vi derfor fortsat opleve sandflugtens forfærdelighed - men også dens storslåede skønhed.
Milen er mere end 1 km2 stor og rager på sit højeste punkt mere end 40 meter op over havet. Denne sandkasse rummer omkring 40 mio. m3 sand og er en hel lille ørken. Vandreklitten flytter sig gennemsnitligt 15 meter mod øst hvert år og vi ser hvorledes sandet på milens østside langsomt kvæler buske og træer, som den støder på.

Forbi Råbjerg Kirke mod Skiveren

Vi cykler videre over det smukke hedelandskab, forbi Mile Søerne og ud på landevejen mod Skiveren. Vi passerer Råbjerg Kirke fra 1300-tallet, der ikke har noget kirketårn, men et lille klokketårn i træ i hjørnet af kirkegårdsgrunden.
I Skiveren cykler vi ned til stranden og tager et hvil. I den lille idylliske sommerhusby er der mulighed for at proviantere, inden turen fortsætter gennem skoven.

Tversted Plantage

Plantagen vi cykler igennem er en af de ældste klitplantager i Nordjylland. Tilplantningen blev påbegyndt i 1858 og nu er det ikke længere kun bjergfyr med også gran og løvfældende træer vi passerer på turen gennem plantagen. Et skilt viser vej til et udsigtstårn, rejst på toppen af en bakke midt i skoven, og der må vi op. Vi kan lige skimte havet i Tannis Bugt over trætoppene.
Ude på et åbent areal finder vi på vores højre hånd Østerklit Stokmølle. Møllen sidder på en lade fra 1872 og denne vindmølle trækker via en "stok" ned gennem taget en kværn eller andre redskaber. Her har siden 1677 ligget et hus, Strandhuset, der med tiden skiftede navn til Østerklit og det var herfra man holdt opsyn med stranden. Det var nødvendigt, da der skete flere hundrede strandinger hvert år. Til trods for at strandet gods rettelig tilhørte dem, der havde strandretten, stjal folk fra egnen ivrigt fra strandingerne, hvilket førte til at mange fik bøder og/eller kom i tugthus. Stuehuset fra 1677 blev i 1810 ombygget, men nedbrændte i 1981 ved en pyromanbrand.

Tversted Søerne

Vi slår et smut ned omkring Tversted Søerne, der blev skabt i perioden 1948-52 ved opdæmning af bækken Hvarrebæk. Man forstår godt hvorfor dette smukke område er et yndet udflugtsmål året rundt og et tilholdssted for gråænder, blishøns og rørhøns.
Efter at have været rundt om søerne cykler vi ind i gennem Tannisby og videre gennem Tversted, drejer ned langs med Tversted Å gennem en lille lund, hvorfra vi igen kommer ud i et åbent klitlandskab.

Uggerby Klitplantage

Vi passerer broen overe Uggerby Å og kan fra den høje klit på den anden side af broen se åens udløb i Tannis Bugt. Åen udspringer i Sterup og løber via Sindal, Mosbjerg og Uggerby. 
Fra Sindal og til dens udløb er åen ureguleret og visse steder dyb og med moderat strøm. På den nedre del har åen store sving med dybe skrænter og er et populært mål for kanosejlads på Uggerby Å. Det er et flot åbent vildmarkslandskab vi fortsætter cykelturen i. Op og ned ad små bakker, der snor sig gennem klitlandskabet inden vi atter er i klitskov. Også her støder vi på et udkigstårn, hvorfra vi har fin udsigt. (Hvorfor er det lige, at vi altid skal op og se udsigten?) 
Vi passerer nogle smukke søer, dels i skoven, dels ude på det åbne terræn, hvor gæssene allerede har fået gæslinger, før vi cykler ind i Hirtshals.

Hirtshals og Nordsø Oceanarium

Vi slår en tur ned omkring havnen, der er en af Danmarks driftige fiskerihavne - også med færgeforbindelser til flere forskellige byer i Norge. Herefter parkeres cyklerne ved Nordsø Oceanarium (Nordsømuseet), for det må vi bare se. Her får vi et flot indblik i hvorledes livet som fisker i Vesterhavet/Nordsøen har været gennem tiderne. Her er masser af akvarier med de forskellige fiskearter, som bl.a. findes i Vesterhavet. Vi træder ind i et stort, mørkt lokale og står over for Oceanariet, et af Europas største akvarier på 4,5 mio. liter havvand med tusindvis af fisk, der danner elegante stimer i konstant bevægelse. Blandt fiskestimerne svømmer også en kæmpe klumpfisk. Vi kommer gennem en undervandstunnel og ser pludselig en sæl over vores hoveder. Uden for er der et stort sælarium, hvor vi overværer at sælerne fodres.
På vej sydpå ud af byen og passeres det 35 meter høje Hirtshals Fyr, der siden 1863 har vejledt de sejlende i Vesterhavet.

Lønstrup Klint

Vesterhavsruten fortsætter mod Torneby Strand og klitplantage, krydser Varbro å og Liver å og vi kommer igen ud til kysten ved Skallerup Klit ved Lønstrup. Her får vi et enestående billede af geologien i Danmark. Den 15 km. lange Lønstrup Klint går fra Lønstrup i nord til Løkken i syd. Den 90 meter høje Rubjerg Knude er klintens højeste og vildeste del. Klinten består af sand og ler, som blev aflejret under sidste istid for mere end 10.000 år siden.

Mårup Kirke

Vi cykler ind til Mårup Kirke, der blev opført i slutningen af 1200-tallet. Dengang lå kirken ca. 2 km. fra stranden og var i brug til 1928. Da vi besøget stedet i maj 2008 lå den stejle Lønstrup Klint blot nogle få meter fra kirken og det var kun et spørgsmål om kort tid, før kirken blev taget af havet, der hvert år gnavede ca. tre meter af klinten. I slutningen af 2008 blev det besluttet at nedrive kirken og flytte den til en anden placering, så nu kan kirken ikke længere ses på sin oprindelige plads.

Rubjerg Knude

Lidt længere nede ad kystlinien drejer vi ind til Rubjerg Knude, som vi har kunnet se et godt stykke derfra. Jeg var her i dette fantastiske naturområde som dreng på skoleudflugt i begyndelsen af 60’erne. Vi kravlede op på klinten, der rejste sig højt over stranden et stykke fra fyret og blev gennemblæst. Dengang var fyret endnu intakt og fungerede.
Vi var her med vores børn sidste gang i midten af 80’erne og kunne dengang fortsat holde i Rubjerg Knude Fyrs gård og besøge museet indrettet i fyret. Dengang var omgivelserne dækket i sand og vi husker, at der lå sand alle vegne inde i bilen, selv om den var lukket. Det blæste og flyvesandet kom ind alle steder.
Nu er vi her igen og det er slet ikke til at kende. Hvor sker forandringerne hurtigt, når naturens kræfter får frit spil. I dag er alle husene totalt dækket af sandet, kun enkelte dele af taget ligger spredt øverst i sandbunkerne. 
Det oprindeligt 23 meter høje fyr blev bygget i 1900 på en bakke ca. 60 meter over havet, men taget ud af drift i 1968, da knuden foran fyret voksede sig så høj, at lyset ikke længere kunne ses fra havet. Fyret var ved at blive begravet i de enormt store og meget finkornet sand- og lerbunker, og da havet rykker nærmere, har man nu flyttet fyret længere væk fra kysten.

På toppen af en vandreklit

Vi spadserer op i det bløde sand og når toppen. Det er både et sørgeligt - men også fascinerende syn. Langsomt men sikkert er her ved at danne sig en ny vandreklit, som hvis ikke man får den tæmmet med beplantning, vil begynde sin vandring mod øst - mod Kattegat.
Da vi atter forlader området og cykler videre forbi et andet typisk billede i det danske landskab - de gamle vindmøller - som vi trods alt endnu kan se enkelte steder, tænker vi på at om et par generationer, er disse kulturminder tæt på den jyske vestkyst måske opslugt af en grådig vandreklits fremmarch.