Aswan med Philaetemplet og udflugt til Abu Simbel
Log ind Log ind
Aswan med Philaetemplet og udflugt til Abu Simbel

Aswan med Philaetemplet og udflugt til Abu Simbel

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Vitus Rejser

Rundrejsen i Egypten fortsætter i Aswan med udflugt til bl.a. Philaetemplet og besøg ved Aswandæmningen samt sejlture på Nilen. 300 km. syd for Aswan besøges ørkentemplerne ved Abu Simbel.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Aswan krydderier og basar

I Aswan, der ligger på grænsen til det gamle Nubien i øvre Egypten, er det muligt at spadsere en tur i byen direkte fra flodkrydstogtsskibet. Nær havnen ligger den store Durrat el Nil Park med mindesmærker for martyrer og præsidenter bl.a. den meget populære og mest indflydelses præsident i nyere tid Gamal Abdel Nasser (1918-1970). Ved togstationen starter basaren som både er farverig og duftende af eksotiske krydderier.

Krydstogtsskibe ved kaj i Aswan

Krydstogtsskibe ved kaj i Aswan

Men krydderier kan du også købe ved udflugten til Aswan Spice. Her bliver de enkelte krydderier og duftende sæber demonstreret. Hvis du køber krydderier, er et godt råd at smage på varen, når den kommes i plastposer, så du sikrer dig, at det du køber, også er det du får med hjem. Selv købte jeg vaniljesukker, som viste sig at være en underlig saltmasse med et strejf af chili - og intet havde med vanilje at gøre!

Besøg hos Aswan Spices

Besøg hos Aswan Spices

Philae templet - Nilens juvel

En anden udflugt går til templerne på øen Philae som blev opført fra år 380 f.v.t. og senere for bl.a. at ære gudinden Isis. Da den gamle Aswan dæmning blev etableret mellem 1898 og 1902, begyndte vandstanden at stige og templerne blev jævnligt oversvømmet. Da man så i perioden 1960 til 1970 byggede den høje Aswandæmning, besluttedes det at flytte templerne til et højere plateau på den nærliggende ø Agilika. Man begyndte at dele alle templerne i mere end 40.000 blokke og genopførte templerne i 1980. Tempelområdet kaldes fortsat Philae templet, selv om der i virkeligheden er tale om en række fremragende monumenter for forskellige guder.

Fra en nubisk landsby ca. otte km. syd for Aswan går udflugtsbådene forbi den gamle Aswandæmning og ud til øen Agilika i Nilen, og det er et betagende syn som møder dig.

Udflugtsbåde til Philae templet på øen Agilika i Nilen

Udflugtsbåde til Philae templet på øen Agilika i Nilen

Ved den store søjleomkransede tempelplads har du direkte udsyn mod den store pylon ved Isis templet. Pylonen er prydet med mægtige relieffer af Isis, Osiris og Horus, ligesom der inde i templet ses flere relieffer, hvor guderne får overrakt offergaver bl.a. af faraoen. Ved siden af ligger et mindre tempel for gudinden Hathor.

Søjlerække mod Isis templet

Søjlerække mod Isis templet

Også romerne har været til stede, hvilket ses på det fritstående søjletempel med navnet Trajans Kiosk opført i det 1. århundrede e.v.t. til ære for denne romerske kejser.

Philae templet blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 1979.

Den romerske kejser Trajans Kiosk

Den romerske kejser Trajans Kiosk

Aswandæmningen

Længere mod syd ligger den store Aswandæmning som blev opført over en 10-årig periode i samarbejde med Sovjetunionen. Aswanmonumentet er rejst til minde om samarbejdet. Da dæmningen stod færdig i 1970 var den 111 meter høj og 3,6 km. bred og nu kunne man regulere Nilen og samtidig få el-kraft. Reguleringen af vandstanden betyder at de årlige oversvømmelser er stoppet og at landbruget nu kan høste flere gange om året. Et slusesystem gør, at skibe kan passere. Foran Aswandæmningen hobede vandet sig op og skabte verdens største menneskabte sø – Nassersøen - der er 550 km. lang. 83% af søen ligger på egyptisk territorie, mens 17% ligger i Sudan som kalder deres del af søen for Lake Nubia.

Der har naturligvis også været andre følgevirkninger af dæmningsbyggeriet. Store dele af Nubien blev oversvømmet og 90.000 mennesker måtte flytte. Oldtidsminder, som ikke blev flyttet, er blevet oversvømmet, og den næringsrige slik (mudder) som de tidligere oversvømmelser bragte med sig, kommer ikke længere forbi dæmningen – hvilket også kan mærkes på fiskebestanden helt oppe i Middelhavet. I dag må landmændene kunstgøde. Dæmningen har (heldigvis) også sat en stopper for, at krokodiller kan svømme forbi.

Aswandæmningen med Aswanmonumentet til minde om samarbejdet mellem Egypten og Sovjetunionen

Aswandæmningen med Aswanmonumentet til minde om samarbejdet mellem Egypten og Sovjetunionen

Den ufuldendte obelisk

De fleste af de tonstunge obelisker blev fragtet fra stenbruddet i Aswan i eet stykke. Men hvordan kunne man uden jernværktøj hugge sten ud af klipperne? De gamle egyptere kunne bore huller i klippen og fylde hullerne med træstykker, som derefter blev vandet. Træet kom under pres og udvidede sig så klippen sprang. Men en gang skulle man lave en gigantisk obelisk til farao Hatshepsut som skulle være 42 meter lang og fire meter bred, men man havde forregnet sig og obelisken der ville have vejet omkring 1100 tons gik i stykker og ligger nu knækket på sin oprindelige plads i stenbruddet som den ufuldendte obelisk.

Stenbruddet ved den ufuldendte obelisk i Aswan

Stenbruddet ved den ufuldendte obelisk i Aswan

Parfume og mirakelolier

På vej tilbage til krydstogtsskibet besøges Philae Essens Palace, hvor du får demonstreret diverse parfumer og olier til at smøre dig ind i. Det er faktisk ufatteligt, hvor mange forskellige mirakelolier du kan købe for at blive helbredt for både det ene eller det andet!

Besøg i parfumeri

Besøg i parfumeri

Sejltur til nubisk landsby

Neden for flodkrydstogtsskibet ligger et virvar af udflugtsbåde og herfra er der arrangeret en udflugt med motorbåd til en nubisk landsby. Bådturen går forbi den 1200 meter lange ø Elefantine og her er der nubiske drenge som hægter sig til motorbåden og giver sig til at synge – sikkert i håb om lidt drikkepenge. Skipper er selv nubier og lader drengene synge. Udflugtsbåden sejler, så der er udsigt til Aga Kahns Mausoleum, der ligger på en bakketop højt over Nilen og stod færdigt i 1960. Mohammed Shah Aga Khan III (1855-1957) var imam og ekstrem rig og delte ud af sin formue. Han ligger begravet i mausoleet sammen med sin fjerde kone Begum om Habibeh Aga Khan (1905-2000).

Et virvar af udflugtsbåde ligger neden for flodkrydstogtsskibet i Aswan

Et virvar af udflugtsbåde ligger neden for flodkrydstogtsskibet i Aswan

I den nubiske landsby, der synes ekstrem fattig og misligholdt, besøges en nubisk familie som serverer te eller kaffe og vil naturligvis gerne have afsat nogle af deres hjemmelavede smykker. Hjemmet er meget enkelt og væggen er prydet med et vægmaleri af Ka'baen i Mekka. En hver troende muslim skal mindst én gang i sit liv rejse på pilgrimsfærd til Mekka i Saudi-Arabien - hvis man har råd til det. 

Nubisk landsby

Nubisk landsby

Abu Simbel

Jeg er tidligt oppe for at nå flyveren fra Aswan til Abu Simbel, hvor lokale guider tager imod. Akkurat som ved Philae templet stod Abu Simpel templet til at blive oversvømmet da Aswan dæmningen blev bygget. Templet blev derfor delt i 1200 blokke og mellem 1964-1968 flyttet 120 meter ind på land og opført på et omkring 60 meter højt plateau, hvor det blev genrejst foran en kunstig klippebakke.

Templerne ved Abu Simbel blev oprindeligt opført under farao Ramses II’s’ regering 1300 f.v.t. og består af hovedtemplet for Ramses II og et mindre sidetempel for sin dronning Nefertari. Ramses II var godt klar over, hvilken betydelig farao han var og kaldes da også Ramses den Store. Foran hans tempel ses fire 20 meter høje statuer af faraoen og inde i første hal står ikke mindre end otte kæmpestatuer – ja, af Ramses II. I den efterfølgende hal med søjler ses flere relieffer med kampscener, hvor du både ser ham til fods og i en galoperende stridsvogn (hvilket ses på at hesten har flere ben). Men du ser ham også med stridsvognen køre i triumftog. Et af de finere (og sjældne) relieffer viser faraoen stående mellem guderne Seht og Horus.

Abu Simbel med fire kæmpestatuer af Farao Ramses II (1300 f.v.t.)

Abu Simbel med fire kæmpestatuer af Farao Ramses II (1300 f.v.t.)

Også det lille tempel for dronning Nefertari gør indtryk. Foran templet ses store statuer af Ramses II og Nefertari og inden for atter fine relieffer- både med offerbilleder og Ramses II’ kampscener.

Det lille tempel bygget til dronning Nefetari og himmelgudinden Hathor

Det lille tempel bygget til dronning Nefetari og himmelgudinden Hathor

Sejlads med felucca

Denne eftermiddag er der arrangeret en sejltur med den såkaldte felucca. Feluccaen er en traditionel sejlbåd af træ med et trekantet sejl og bliv anvendt til godstransport på bl.a. Nilen, men kendes også fra andre stedet i Middelhavet f.eks. Tunesien og Malta. I dag lever bådejerne af at sejle turister og denne tur går igen omkring øen Elefantine med udsigt til dagliglivet som f.eks. fiskeri. Det er elegant at se, hvorledes den nubiske skipper får manøvreret det tunge ror og får båden krydset op mod vinden. Skibet kommer tæt på fuglelivet og unge mennesker som padler sig frem på paddleboard med et par cigarkasselåg som årer. Inden vi er tilbage til udgangspunktet, underholder den nubiske bådsmand med et par lokale sange.

Senere sejler skibet tilbage mod Luxor.

Sejltur med felucca på Nilen ved Aswan

Sejltur med felucca på Nilen ved Aswan

Fakta om Egypten

Hovedstaden i Egypten er Kairo.

Befolkningstal: Ca. 109 mio.

Areal: Ca. 1.002.000 km2

Afstand fra Danmark: Ca. 3.700 km.

Største turistattraktioner: Kairo med Det Egyptiske Museum samt pyramiderne i Giza. Luxor med Kongernes Dal samt templerne langs Nilen. Badestrandene ved Sharm el-Sheikh og Hurghada.

Mere Information:

Rejsebureau: Vitus Rejser

Turistinformation: Egypten