Ældgammel kristendom på Afrikas Horn

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Viktors Farmor

På denne rundrejse i Etiopien kommer vi tæt på den etiopiske ortodokse kristendom som går tilbage til gammeltestamentligt tid omkring 2.000 - 3.000 år f.v.t., da Moses kom ned fra Sinai-bjerget med De ti Bud.

Addis Abeba - Etiopiens hovedstad

Lyden af en tidlig messe, udsendt gennem en skrattende højttaler fra en fjerntliggende kirke, vækker mig. Den mørke nat skifter hurtigt til dagslys og neden for hotellet er trafikken allerede intens og en dunst af dieselos hænger tungt i luften og slører udsigten til Entoto-bjergene. Vi er i Etiopiens hovedstad Addis Abeba (også stavet Addis Ababa), der ligger godt 2.300 moh., nærmere bestemt på det udmærkede Wassamar Hotel, hvortil vi kom i går aftes efter en flyrejse fra København over Amsterdam og derfra til Etiopien med mellemlanding i Khartoum, Sudans hovedstad. I lufthavnen blev vi modtaget af den lokale guide, der sammen med en buschauffør skal lede os rundt i Nordetiopiens bibelske landskab på "Den Historiske Rute".

Etnologisk Museum

Efter en flot morgenbuffet besøges et af byens mest interessante museer. Det Etnologiske Museum fra 1963, der tidligere var et af Kejser Haile Selassies (1892-1975) paladser - indtil systemskiftet i 1974, hvor den socialistisk orienteret militærdiktator Mengistu kom til magten ved et blodigt kup. Museet ligger ved Addis Abebas Universitet i en smuk park med store træer. Museet indeholder på 1. sal en noget "støvet" samling af kirkelige rekvisitter så som gejstlige kapper med indvævede sølv- og guldtråde, forskellige hellige kors i bronze, kobber, sølv og guld, hellige og rigt dekorerede bønnebøger indsamlet fra mange af landets ortodokse kirker, samt et antal diamantbesatte bispekroner. Her er også en større samling af forskellige etiopiske musikinstrumenter. På en af etagerne er der adgang til det tidligere kejserlige soveværelse, hvor himmelsengen endnu kan ses, ligesom der er adgang til det kejserlige badeværelse.

På Entoto-bjerget

Efter museumsbesøget kører bussen gennem byens kaotiske trafikmylder og op i eukalyptusskoven på Entoto-bjerget til et udsigtspunkt, hvorfra vi kan skue ud over det meste af Addis Abebas vidtstrakte areal. Denne forholdsvis unge by blev grundlagt i 1887 af Kejser Menelik II (den senere Kejser Heile Selassies far), da dennes dronning Taiut opdagede nogle varme kilder og ville bosætte sig her, og døbte det smukke sted "Den nye Blomst".
På bjerget møder vi hårdtarbejdende kvinder, som på bare fødder bærer store læs eukalyptusgrene på op mod 70 kilo på deres ryg ned mod byens markedsplads for at sælge det som brændsel. Vi ser også mange æsler læsset med brænde på vej ned ad bjerget.
Etiopiens ufatteligt mange mennesker - næsten 85 mio. - har gennem tiderne brugt træ til opvarmning og madlavning, hvilket medførte en enorm træhugst og senere mangel på træ. Så importerede man i 1894 det hurtigt groende eukalyptustræ, der vokser 12 meter på fem år og bliver 20 meter på 12 år - og som normalt fældes, når det er syv år gammelt. Udover brændsel er træet formidabelt som byggemateriale og ikke mindst til stilladser, der står som skulpturelle monumenter i gadebilledet ved opførelsen af nye bygninger. Men træet kan ikke anvendes til møbler, da stammen er snoet.

Nationalmuseet og menneskehedens vugge

Senere besøger vi nationalmuseet, der bl.a. viser samlinger af urgammelt værktøj og våben samt en omfattende kollektion af kongelige og kirkelige effekter som diamantbesatte kroner og kors. Endvidere ses den tidligere Kejser Heile Selassies trone - med skammel. Han var jo en lille - men stor - mand, som dårligt kunne nå gulvet, når han sad på tronen. Det mest interessante findes dog i museets kælder, hvor vi møder Etiopien som menneskehedens vugge. I 1974 fandt arkæologer fossile rester af et opretgående væsen i det østlige Etiopien, som man mener tilhører Homo-slægten og derfor er en af vores tidlige forfædre. Denne ca. en meter høje skabning, som er genskabt i en montre, kaldes "Lucy" og menes at være 3,2 mio. år gammel.
Men også forstenede benrester af den endnu ældre Australopithecus Africanuis, der blev fundet i 1979 og menes at være 3,7 mio. år gammel, kan ses på museet. Begge slægter kan være det manglende led - "the missing link" - mellem aberne og vore dages mennesker.

Merkato-markedet

Efter frokost kører vi gennem det store marked i bydelen Merkato med myriader af små og større butikker, utallige mennesker og meget tæt trafik. Bilerne kan dårligt komme frem trods det stedlige politis ihærdige anstrengelser. Vi bliver bedt om at være ekstra opmærksomme på at holde fast om vores fotoapparater, når vi fotograferer ud af bussens åbne vinduer, da man kan være udsat for hurtige tyve, der snupper kameraet ud af hænderne på én. Godt at vi sidder trygt i bussen og ikke skal spadsere gennem den tætpakkede menneskemængde. Her er alt hvad man kan forestille sig på et kæmpemarked fra tøj og grøntsager til genbrug af metal og gamle bildæk. Samt ikke mindst lommetyve!

Den sene eftermiddag nyder vi på hotellets terrasse med en af de lokalt producerede, glimrende øller f.eks. Skt. George, der serveres for 18 birr ca. seks danske kroner - mens vi nyder udsigten over et af byens grønne områder bag hotellet. Hen under aften samles vi i hotellets restaurant og kan fra menukortet vælge mellem adskillige retter. Alt i alt et fint spisested.

Over landbrugsland og Klostret Debre Libanos mod Debre Markos

I dag starter den klassiske rundrejse og efter kort tid er vi ude af Addis Abeba i den lille bus, som vi lige akkurat kan være i. Det frugtbare kulturlandskab åbner sig for os og pludselig bliver der langt mellem bilerne. I stedet ser vi atter og atter etiopiere på vandring langs landevejen. Etiopien er et af verdens fattigste lande, hvor det allerstørste problem er befolkningstilvæksten på ca. 2 mio. om året. Kan landet fortsat brødføde sig selv? En stor del af befolkningen lever for mindre end en USD om dagen og økonomien er meget afhængig af landbruget, hvor mere end 70 pct. af befolkningen er beskæftiget. Slår høsten fejl eller bliver der tørke som i 90’erne, bliver her hungersnød.

Undervejs på dagens tur stoppes ved forskellige udsigtspunkter og straks vi stopper, er bussen omgivet af etiopiske børn, der kommer ud af "ingenting" - som skudt op af jorden. Pludseligt er de der bare. - Hello Money, lyder det fra de fattige børn, der med deres tynde fremstrakte hænder forsøger at vriste en birr-seddel ud af os. Men vi har allerede fået at vide, hvor ødelæggende det er for såvel dem selv som for turistindustrien at give penge til børn og tiggere. Vænner man børnene til, at de kan tjene mere end deres forældre, der knokler en hel dag i marken, dropper de skolegangen, og turisterne bliver hurtigt trætte af det ustandselige tiggeri. Så er det langt bedre at handle med dem i deres boder og købe lidt hjemmegjort souvenir. Noget for noget-princippet er også en slags U-landsbistand. 

Den ældgamle kristendom

For at forstå betydningen af den etiopiske ortodokse kristendom, som over halvdelen af befolkningen er knyttet til, må vi tilbage til gammeltestamentligt tid omkring 2.000-3.000 år f.v.t., da Moses kom ned fra Sinai-bjerget (Mount Moses) i Sinaiørkenen med De ti Bud, som han havde modtaget fra Gud. Da Moses havde fået styr på israelitterne, som havde brugt hans fravær til at lave en guldkalv og tilbede den, satte han kunstneren Bezal’el til at lave en kiste - en Ark - til de to nu knuste stentavler - Pagten. Pagtens Ark blev senere af Kong David ført til Jerusalem og i hans søns Kong Salomons tid - år 963 f.v.t.. - skulle Pagtens Ark være opbevaret i et af Jerusalems templer.
I Etiopien boede dengang Dronningen af Saba, der oprindeligt stammer fra Yemen (på det tidspunkt en del af Storetiopien), og da hun i slutningen af 900-tallet f.v.t. besøgte Kong Salomon, blev kimen lagt til hendes søn den senere Kejser Menelik I. Legenden fortæller, at da Menelik som ung besøgte sin far i Jerusalem, forærede Kong Salomon ham Pagtens Ark, som han skulle bringe med sig hjem til Etiopien.
Den dag i dag har alle de ortodokse kirker i Etiopien en kopi af Pagtens Ark, mens originalen nu skulle befinde sig på det allerhelligste sted i byen Aksum (Axum).

Klostret Debre Libanos

Efter en ca. 110 km. lang tur på god asfaltvej er vi fremme ved det berømte kloster Debre Libanos grundlagt i det 13. årh. Den noget bombastiske kirke er dog fra 1950’erne. Her er et leben uden lige, da vi dumper ned i en af de mange kirkelige fester. Hele pladsen foran kirken er fyldt af bedende mennesker, der ser på et par og tyve hvidklædte præster, som danser til en monoton trommerytme, mens tre ypperstepræster sidder på kirketrappen med hver sin røde guldbroderede pude på hovedet, som skal symbolisere Pagtens Ark. Ved siden af står andre præster iført deres prægtige præstekåber og holder de forskellige hellige kors frem. Midt i festligheden græder en kvinde fortvivlet og tager sig til hovedet, mens hun kaster sig bagud og vakler væk fra forsamlingen som i trance. Lidt efter føres hun atter grædende frem mod præsterne støttet af en mand. Hun er "i en anden verden" måske i sorg over at have mistet nogen.
Efter en stund, hvor folk meget velvilligt har ladet os komme nærmere for at kunne deltage i begivenhederne og fotografere, trækker vi om bag kirken og får en omvisning inden for i den mørke, næsten mennesketomme kirke. Midt på kirkegulvet står et alter og bagerst i kirkerummet - under den korsfæstede Jesus og under Treenigheden - ses et forhæng der skærmer til det allerhelligste, hvor kun ypperstepræsterne må komme. Her står en kopi af Pagtens Ark. En godt engelsktalende og meget munter munk viser os rundt i kirken og efterfølgende i klostrets fine museum, hvor det ikke er tilladt at fotografere!

Over Den Blå Nil

Vi følger hovedvejen nordpå - her er ikke andre muligheder - og ved frokosttid indtager vi de medbragte madpakker ved en lodge på kanten af Nilsænkningen. Et helt fantastisk skue er det at se 700 meter ned over klippesiden mod Den Blå Nil, mens glubske glenter drevet af vindens opdrift svæver over hovederne på os, indtil de ser en mulighed for at styrtdykke efter madpakkerne, der i et uopmærksomt øjeblik ligger tilgængeligt på bordet.

I byen Dangla stopper vi for at få eftermiddagskaffe, og pludselig er vi blevet midtpunkt for dagens største sensation. Der er hvide turister i byen. Folk - flest unge - flokkes omkring den lille cafés terrasse for at se nærmere på os. De tigger ikke og de mere aggressive sælgere bliver pænt, men bestemt, bedt om at fjerne sig. Andre fordriver tiden med at dyste på de opstillede udendørs fodboldspilleborde, mens en evig strøm af vandrende etiopiere går forbi i støvet langs vejen.

Senere kører vi ned i Nilsænkningen, hvor vi kan følge vejen sno sig ned langs klippesiden som en sort slange i landskabet. Her er ubeskriveligt smukt med lodrette røde klippesider og dybe slugter, hvor kandelabrekaktus vokser sammen med gultblomstrende buske. Nede ved broen over Den Blå Nil stoppes vi af en militær vejpatrulje. Vi skal alle forlade bussen og vise vores pas, men soldaterne er flinke, smiler og lader os fotografere den bro vi skal passere. På den anden side af floden går det atter opad - måske endnu mere dramatisk end turen nedad. Flere hundrede meter dybe slugter ligger helt tæt på kørebanen. Autoværn er her ikke, men vi har fuld tillid til den dygtige chauffør. Hen på aftenen er vi fremme i Debre Markos, hvor vi indkvarteres i små, primitive og ikke helt rene bungalower i tilknytning til Wabe Shebelle Hotels.

Colobusaber ved vulkansøen Zengena

I dag er vi allerede tidligt på formiddagen fremme ved den smukke vulkansø Zengena, der ligger 2.500 moh. Fra bussen vandrer vi et par hundrede meter op gennem en lille cypresskov og får en vidunderlig udsigt ud over søen. Der er noget, som pusler på skrænten under os og pludselig får vi øje på nogle sort-hvide colobus-aber. Disse langhårede aber er meget sky og springer væk, når vi nærmere os. Men de er også nysgerrige, så når de sidder stille, har vi mulighed for at betragte disse smukke væsner. På en åben plads i skoven kan vi få kaffe som tilberedes, mens vi handler souvenir med de lokale.

Frokost ved Tana-søen

Turen fortsætter gennem frugtbare landbrugsområder, hvor der dyrkes teff og hirse. Teff er en græsafgrøde der bruges til fremstilling af injera, som er en vigtig del af højlandsbefolkningens daglige kost. Midt på dagen er vi fremme ved byen Bahir Dar, hjemsted for Amhara-folket, hvis sprog i mange år var Etiopiens nationalsprog. I dag tales der mere end 80 forskellige sprog i Etiopien. Bagagen læsses af på den helt vidunderlige Abay Minch Lodge, hvor vi skal bo denne nat, inden vi kører ned til Tana-søen for at spise frokost på Bahir Dar Ghion Hotel der ligger på kanten af søen. Efter en udmærket fiskeret - valgt blandt flere menuer - springer jeg kaffen over og går på opdagelse i hotellets park med mit kamera. Her er flere spændende fugle og da jeg er helt alene lykkes det minsandten at "fange" den meget smukke afrikanske paradis-fluesnapper med de ca. 30 cm. lange, bløde halefjer.

Nilens røg ved Bahir Dar

Godt 20 km. fra byen er vi fremme ved overfarten til Den Blå Nils vandfald - en miniudgave af Victoria Falls i Zimbabwe. Fra P-pladsen er der kort spadsereafstand til stedet, hvor vi kan blive fragtet over på den anden side af Den Blå Nil. Høstarbejdet er i fuld gang, og både her og på den anden side har man travlt med at sejle høsten over og få den bragt hjem. Efter få hundrede meters vandring langs floden forbi marker med græssende kvæg, kan vi høre vandfaldets bulder.

Gennem en 45 meter dyb kløft får vi det første glimt af vandfaldet, som de indfødte kalder Tis Isat - "Nilens Røg". Vi spadserer rundt om kløften og går ned til vandfaldet, der ikke længere - efter at der er bygget et kraftværk i nærheden - har den samme kraft som tidligere. Kun i regntiden mellem maj og september fyldes hele kløftens bredde på 400 meter med dette gigantiske vandfald. Men selv om her denne dag blot er et par enkelte nedløb, er det imponerende at stå tæt på det brusende vand og lade sig fugte af vandskyerne, der konstant hvirvles op omkring os. Vandet fosser endnu et trin ned og forsvinder i en smal kløft, hvorefter floden flyder nordpå og forener sig i Sudan med den store Hvide Nil, som har udspring ved Victoriasøen i Uganda, før vandet efter 5.223 km. løber ud i Middelhavet. På samme vej tilbage mod bussen giver jeg mig tid til at "jagte" nogle af de mange forskellige fugle, som er her - lige fra den kæmpestore abyssinske hornravn (Grounded Hornbill) til de mindste knaldrøde ildfinker (African Firefinch) for blot at nævne nogle. Ved P-pladsen opdager jeg en flok grønne biædere oppe i en vissen trætop. Herligt.

Abay Minch Lodge

Herligt er her også på Abay Minch Lodge i Bahir Dar, hvor jeg nyder at spadsere rundt blandt de fint indrettede dobbelte bungalower i den skønne parklignende have, hvor blomstrende buske og træer tiltrækker et væld af fugle. Her ser jeg de elegant flyvende musefugle, de fint syngende piroler og mange duer med smukt changerende fjerdragter. Dette er et sted, jeg gerne ville tilbringe længere tid - selv om aftenens buffet slet ikke lever op til stedets øvrige kvaliteter.

I morgen fortsætter denne kulturelle rejse med en sejltur tå tværs af Tana-søen, inden vi når frem til den gamle kongeby Gonder.