En klassisk vandring i De Høje Atlasbjerge

Omkring 1,5 times kørsel fra Marrakech er vi fremme i landsbyen Imlil, hvor vi møder den lokale vandreguide samt det team med muldyr som skal transportere bagagen de næste tre dage over De Høje Atlasbjerge til Setti Fatma.

De Høje Atlasbjerge

Marokko har flere store bjergkæder og De Høje Atlasbjerge er den største bjergkæde som strækker sig omkring 800 km. på tværs af landet og deler det i det frugtbare nord og mod syd den tørre ørken Sahara. De snedækkede bjergtoppe rejser sig mere end 4.000 moh. Her iblandt Nordafrikas højeste bjerg Jebel Toubkan på 4.167 moh. I bjergene bor berberne, der er Marokkos oprindelige befolkning som menes at være kommet fra Egypten og har været her i tusindvis af år før fønikerne i år 1.200 f.Kr. etablerede handelsstationer langs kysten. Da araberne trængte ind i landet i slutningen af 600-årene og videre op i Spanien i 714, blev berberne fordrevet og søgte ly i bjergene, hvor de fortsat lever af landbrug og handel. Araberne havde bl.a. den islamiske religion med sig.

Vandring fra Imlil til Tacheddirt

Vi har mindre end 15 kg. bagage med pakket i bløde rejsetasker, således at disse let kan pakkes på muldyrene, som skal ledsage os på denne klassiske vandrerute. Teamet har derudover mad med til os og sørger for at tilberede både frokost undervejs og aftensmad samt morgenmad på de herberger vi overnatter i. Fra Imlil, 1.740 moh., følger vi den asfalterede landevej et stykke, men drejer så fra og laver små ”shortcuts” for at skyde genvej for atter at møde vejen, der snor sig op ad bjerget. Højere oppe er vejen blevet til en mindre stenet bjergvej, hvorfra vi kan se ned i dalen til forskellige små berberlandsbyer, der ligger skråt op ad bjergsiderne. Husene i disse bjerglandsbyer ligger tæt - nærmest bygget oven på hinanden - for at udnytte de sparsomme jordarealer, som det er muligt at dyrke.

Vi kommer over passet Tizi n’Tamatert i 2.279 moh, på denne grusvej, der er en af de højest beliggende bjergveje i Atlasbjergene, hvorefter landskabet åbner sig for os. Tæt ved landsbyen Tamaterte møder vi igen muldyrsteamet, som har arrangeret en picnicfrokost til os nær et grønt landskab med lilla gøgeurt-orkideer og gule markblomster. Skønne salater og brød og den obligatoriske te bliver serveret på en udbredt dug, mens vi sidder omkring på tynde madrasser.

I lavt hængende skydække fortsætter turen på grusvejen med en lang nedstigning og senere op mod berberlandsbyen Tacheddirt, 2.314 moh, hvor der er reserveret plads på et primitivt herberg. Vi når netop frem, da eftermiddagens regn sætter ind. Enkelte par er heldige at få simple værelser med senge, mens andre sover på madrasser lagt på gulvet i et fælles soveværelse. Alle har medbragt egne soveposer, men her findes også tunge tæpper. Dette primitive herberg har blot en fælles lille håndvask med koldt vand samt et enkelt ståtoilet! Det er derfor vigtigt selv at have vådservietter med! Mens muldyrsteamet forbereder aftensmaden til os, er der enkelte som spadserer ind i berberlandsbyen, der har omkring 200-300 indbyggere. De kommer noget chokerede tilbage, for sjældent har de set så elendige forhold med skidt i gaderne og stor fattigdom.

Solens stråler rejser sig langsomt over bjergkammen næste morgen og oplyser den smukke dal, hvor berberne dyrker forskellige grøntsager på bjergterrasser og har masser af valnøddetræer og mandeltræer. Vi kan nu se tilbage mod passet Tizi n’Tamatert, hvorfra vi kom i går, samt de høje, rå bjerge som rejser sig omkring os. Da muldyrene er pakket, begiver vi os gennem Tacheddirt og kan med egne øje konstatere, hvor simpelt berberne bor og hvor det flyder med affald i de smalle gader - lige fra plastflasker og bolsjepapir til møddinger fra de indelukkede stalde. Snart er vi ude af berberlandsbyen, der på afstand ligger smukt op ad bjerget, og skal begynde den fem km. lange opstigning mod passet Tizi n’Tacheddirt, 3.230 moh.

Over Tizi n'Tacheddirt passet til Timichi i Ourikadalen

Den næsten 1.000 meter høje stigning mener den lokale guide er for svær for en af de kvindelige deltagere og hun indvilliger i at komme op på et af muldyrene og så ride op til passet. Og der sidder hun så som en anden ”Dronning af Saba” og forsvinder op ad bjerget, mens vi andre må knokle over sten og mindre vandløb, så sveden hagler af os. Den tynde luft gør det endnu vanskeligere og indimellem må vi stoppe op for at få vejret! Højt over os kan vi se silhuetten af andre bjergvandrer, der er ved at nå passet, mens skyerne stille og roligt bliver flere og flere jo højere vi kommer.

I Tizi n’Tacheddirt passet mødes alle igen og vi når lige at købe lidt chokolade og sodavand, slæbt herop af lokale berbere, inden det blæser op og skyerne samler sig. Vi er kun kommet nogle få meter ned på den anden side, før uvejret bryder løs. Det tordner mellem bjergene og en kraftig haglbyge sætter ind, så det er nødvendigt at tage regntøjet på. Hurtigt bliver landskabet omkring os ganske hvidt og skyer og senere regn tager ethvert udsyn mod bjergene fra os. I tæt tåge bevæger vi os ned mellem store dynger af sne, som endnu ikke er smeltet bort og jo længere vi kommer ned i Ourikadalen, des bedre bliver vejret og udsynet til de barske bjergsider. Her er flere vandløb som passeres og efter yderligere ca. ti kilometer ned ad bjerget når vi frem til herberget i berberlandsbyen Timichi. Igen er herberget primitivt, men her er da både europæisk toilet samt mulighed for at komme i bad med varmt vand. Enkelte får eget dobbeltværelse med senge, mens andre sover på madrasser i et fælles rum. Og mens der bades og vi indretter os, er muldyrsteamet i fuld gang med at forberede aftensmaden.

Til Setti Fatma for foden af Atlasbjergene

Næste morgen står vi op til høj blå himmel og efter morgenmaden spadserer vi gennem Timichi, hvor vi igen ser hvorledes affald flyder i de smalle gader og hvor fattigt berberne ser ud til at bo i de simple stenhuse. Vi er nu så langt ude i bjergene, at her endnu ikke er bilvej til landsbyen, hvorfor alle varer skal fragtes på æsel eller muldyr. Vandrestien leder os gennem flere isolerede berberlandsbyer og undervejs kan vi se, hvorledes berberne udnytter hver en tomme jord til at dyrke grøntsager og græs til dyrene. På de større lodder vokser hvede. På afstand kan vi se, at kvinderne går foroverbøjet og høster med segl. Andre kvinder ordner storvasken i floden og har lagt tøjet til tørre på de store sten. Efterhånden som Ourikadalen åbner sig, kommer vi ind på en bjergvej, der er ved at blive anlagt frem til Timichi. Resten af dagens vandrerute på ca. 15 km. sker på denne grusvej der fortrinsvis går nedad - selv om der undervejs er en mindre stigning på ca. 150 meter. Det er tydeligt at se, hvorledes de fugtige områder nederst i dalen udnyttes til landbrug. Enkelte steder møder vi store gedeflokke. Naturen er barsk og på den anden side af dalen sea, hvorledes serpentinevejen snor sig op mod fjernereliggende berberlandsbyer.

Så åbner dalen sig foran os og nedenfor ses dagen mål - Setti Fatma. Men vi har endnu et par kilometer ned ad grusvejen, før vi er helt nede i Ourikadalen. Her venter muldyrsteamet med en sen frokost i en lille skyggefuld lund. Her er mulighed for at få købt vand, og efter frokosten tager vi afsked med teamet, som skal samme vej tilbage mod Imlil.

Cascades de Setti Fatma

Vi fortsætter langs Ourikafloden til den anden ende af byen, hvor nogle vil drikke kaffe/te, mens andre vil vandre op til de berømte syv vandfald Cascades de Setti Fatma. Floden passeres på en primitiv bro og turen op mod vandfaldene går gennem et nok så turistet område med diverse salgsboder og caféer under de skyggefulde træer. Ingen tvivl om, at dette er et populært sted og at her kommer mange lokale og turister. Vi følger vandløbet og må visse steder kravle på alle fire over store sten for at komme frem. Primitive broer uden rækværk går over en strømmende flod og et større vandløb må stengås før vi efter ca. 20 minutter når frem til det nederste af disse vandfald. Faldet er omkring 25-30 meter højt og vælter ned i en lille pool før vandet fortsætter ned langs vandrerruten. Vil man se andre af de syv vandfald, kræver det mere bjergbestigning, som begynder med at man skal forcere en lodret stige som første udfordring! Vi har fået nok og vender om. Men nu er vores vandrestøvler blevet våde og stenene er glatte, så det er med stor forsigtighed, at vi kravler/går tilbage hvorfra vi kom. Turen op og ned tager omkring en time og herfra synes det ikke ulejligheden værd at bruge tid på.

Quaryati Lodge - en fransk oase

Efter at have nydt et glas forfriskende appelsinjuice på en af Settis Fatmas mange restauranter, er minibussen ankommet og vi kører ud af Ourikadalen og rammer hovedvejen mod Marrakech, men kører den modsatte vej og ud på landet mod Quaryati Lodge. Det er en fransk kvinde som har opbygget dette dejlige feriested, som har en skøn, fredfyldt have med mange roser, fuglesang og omvandrende påfugle. Hovedhuset er smagfuldt indrettet med skønne møbler og arabisk kunst på væggene. Vi indkvarteres i skønne bungalower og får senere serveret en rigtig god middag bl.a. med artiskokker. Så kan vi se frem mod morgendagens køretur over passet Tizi n’Tichka i De Høje Atlasbjerge til Ksar Ait Benhaddou og videre mod Skoura-oasen i Vallée du Dadès syd for bjergene.