Eventyrlige Marrakech - for foden af Atlasbjergene

Osen fra knallerter der snor sig gennem menneskemængden i soukens smalle stræder og støvet fra de hullede gader og de altid igangværende bygningsrenovationer rammer os, da vi er kommet ind i medinaen indenfor bymuren der omkranser det gamle Marrakech.

Riad Al Jazira - et tidligere borgerhus

Vi har forladt bussen, som hentede os i Marakechs Menara lufthavn, der er en moderne og meget flot lufthavn, for at spadsere de sidste få hundrede meter gennem soukens labyrint af smalle stræder for at komme frem til hotel Riad Al Jazira. Helt eventyrligt er det, at gå gennem en skummel, lav port (man kan ikke gå oprejst) og næsten famle os frem i mørket, før vi står foran en sømbeslået dør til riad’en (hotellet). Men sikke en overraskelse det er at træde ind i dette tidligere borgerhus, som er flot renoveret. Her er flere indergårde under åben himmel med hvide vægge og antikke, bemalede trædøre ind til de forskellige værelser placeret omkring en lille fontæne midt i gårdhaven. Værelserne er ganske smalle (her kan lige stå en dobbeltseng) og her er højt til loftet for at bevare køligheden. Det tager lidt tid at finde rundt på trapperne mellem gårdhaverne og op til værelserne på første sal og helt op til tagterrassen, hvorfra der er vidt udsyn ud over souken (handelsgaderne) og tagene i medinaen (den arabiske beboelse). Herfra kan vi også se Marrakechs højeste bygning minareten ved Koutubia moskéen. I den centrale gårdhave er indrettet et lille badebassin, hvor vandet fra en mindre fontæne vælter ud med en klukkende lyd. Her er antikke lamper og moderne malerier på væggene. Helt traditionelt bydes der på myntete og søde kager, inden vi begiver os ud i soukens menneskemylder.

Souken i Marrakech

Vi bevæger os i den nordlige og østlige del af souken, der er de smalle handelsgader, som løber på kryds og tværs og hvor man let kan fare vild. Men den danske turleder har boet i Marokko og har tidligere været i Marrakech, så vi har fuld tillid til, at hun kan finde rundt. Og skulle man miste orienteringen, er det klogt at spørge en af de handlende om vej. I souken fås et glimrende indtryk af den arabiske byarkitektur i de forskellige stræder hvert med deres kendetegn. Nogle handler med keramik andre med tøj, læder, tæpper samt kurveflet, men også med kød og grøntsager. En duft af forskellige krydderier blander sig med dampene fra diverse grill-køkkener. Her er ikke plads til biler i souken, så varer bliver transporteret på knallerter og/eller på små ladvogne trukket af æsler. Vi stikker hovederne ind i et tidligere karavaneherberg, hvor de handlende - som i store karavaner drev dromedarerne fra det sydligere Afrika op gennem oaserne i Sahara - kunne afsætte deres varer og hvile sig før turen gik tilbage. I dag ses boder overalt i karavanseraiet. Flere hamammer (badeanstalter) og mausoleer samt moskéer passeres, men der er ikke adgang til moskéerne for ikke-muslimer. Flere af dørene i souken er bemalet og bag nogle af de flotte døre vi passerer i de ellers ydmyge kvarterer, gemmer sig eksklusive forretninger og flotte kunstgallerier. Vi nyder et glas myntete i et af soukens gamle borgerhuse indrettet som restaurant.

Djemaa el-Fna pladsen

Fremme ved den centralt beliggende store plads Djemaa el-Fna, får vi associationer til 1001 nats eventyr. Udover forskellige krydderi og grøntsagsboder, hvor vi køber de lækreste, store dadler, er her et leben af lokale folk og turister som blander sig mellem gadegøglere som slangetæmmere med levende kobraer svajende foran deres blæseinstrumenter. Her er sandsigersker, akrobater og musikere samt dansere i forskellige lokale folkedragter. Alle skal de have en skilling, hvis man vil fotografere dem. Her ses flere tildækkede kvinder - men også kvinder uden tørklæde. Men ingen kvinder vil fotograferes - man er bange for ”det onde øje”. På Djemaa el-Fna pladsen opleves den eventyrlige arabiske og mangfoldige kultur.

Koutoubia moskéen med landets højeste minaret

Ikke langt fra pladsen ligger en af Marokkos største moskéer, der blev grundlagt i 1147. Koutoubia moskéen fik i 1150 tilføjet byens højeste minaret - Koutoubia minareten - der strækker sig 77 meter i vejret og kan ses på 25 km. afstand. Minareten er opført med lerrøde mursten og har vinduer og indadvendte relieffer samt udhuggede dekorationer, der øger effekten mellem lys og skygge, hvilket gør minareten til et mesterværk inden for arabisk arkitektur. Øverst afsluttes minareten med grønne kakler og på toppen ses tre runde bronzekugler som spir. Minareten er Marrakechs kendetegn og har da også været model for både minareten Hassan Tower i hovedstaden Rabat og Giralda minareten i spanske Sevilla. Som nævnt er det kun muslimer, der har adgang til moskéerne, men vi kan nyde dette bygningsværk udefra. Hele medinaen, der blev etableret i slutningen af 1000-årene, omfatter ud over souken, minareter og mausoleer tillige pladser, paladser og parker og er alt sammen medtaget på UNESCO’s verdensarvsliste siden 1985. Vi når tilbage til Riad Al Jazira inden aftenens regnbyger sætter ind og her er bestilt fælles middag som er udmærket - også selv om det ikke er muligt at købe øl eller vin.

Jardin Majorelle i Nouvelle Ville

Vejret er atter fint næste morgen, hvor vi spadserer ud af medinaen gennem en af bymurens vestlige porte. Bymuren, der er op til ni meter høj og visse steder to meter tyk, strækker sig ca. 19 km. rundt om medinaen og har flere byporte. Ude af medinaen kommer vi til en af Marrakechs nyere bydele - Nouvelle Ville - og ser moderne huse opført i mere vestlig arkitektur langs brede, træpyntede boulevarder. Vi er tidligt fremme ved et af byens åndehuller haven Jardin Majorelle og undgår at stå i den hurtigt voksende billetkø. Majorelle haven er skabt af den franske kunstmaler Jacques Majorelle (1886-1962). Han havde rejst i både Spanien, Italien og Egypten, men det var i Marokko han faldt for det intense lys. I 1922 byggede han sin berømte moriske villa i Marrakech og fandt inspiration til sine malerier i soukerne, kasbaherne samt berberlandsbyerne i De Høje Atlasbjerge. Udover huset, som han kaldte Bou Safsaf, blev der anlagt en skøn, eksotisk have, der i dag er separeret fra huset og blev åbnet for publikum i 1947. Efter sin død blev hus og have forladt og gik i forfald. I 1980 blev stedet købt af den franske modeskaber og designer Yves Saint-Laurent (1936-2008) og forretningsmanden Pierre Bergé (1930-2017), der renoverede hus og have. De nåede at blive gift i 2008 og har i dag begge et gravmonument i Majorelle parken. Stier leder os gennem afsnit med tropiske træer, forskellige bambus, palmer, laurbærtræer, hibiscus m.m. samt en stor samling kaktusser - flere i blomst - med mere end 1800 forskellige arter. Omkring en lille idyllisk dam ses vandliljer.

I det tidligere blå atelier, der er omkranset af smukke, flerfarvede bougainvilleaer, er der indrettet et mindre berbermuseum - Musee Berbere - som viser antikke tæpper, keramik, karakteristiske berberdøre samt klædedragter og berbernes tunge smykker m.m. (Fotografering er ikke tilladt i berbermuseet). I dag er haven ejet af stiftelsen Pierre Bergé-Yves Saint-Laurent og har både butik og café. Få meter fra haven ligger Yves Saint-Laurent Museum i en helt moderne bygning, som vi dog ikke besøger.

Marrakech fotomuseum

Efter frokost på Grand Cafe de la Poste spadserer vi atter ind i medinaens østlige souk for at besøge Marrakech fotomuseum med det mundrette navn Masion de la Photographie de Marrakech. Her ses flere tusinde billeder - primært af berbere - fra perioden 1870 til 1950 og vi får indtryk af berberkvindernes flotte klædedragter og smykker, men også hvor fattigt berberne boede i de øde bjerglandsbyer.

Moskéen Sidi Bel Abbes

Senere finder vi frem til moskéen Sidi Bel Abbes opkaldt efter en af byens helgener (1130-1205). Han helligede sit liv for at hjælpe de svage og blinde. I dag kommer mange syge og blinde til moskéen og kan få et gratis måltid. Den ganske smukke bygning med en monumental indgang med fine ornamenter rummer udover moskéen også hamam samt bolig for blinde.

Samme aften, hvor regnen er kommet tilbage, spiser vi fælles middag på restaurant Dar Zellij i samme stræde som riaden og får under ledsagelse af levende musik fra en otte-strenget lut (en såkaldt oud) et herligt marokkansk måltid med tilhørende marokkanske vine og kan se fremad mod morgendagens klassiske vandring i de høje Atlasbjerge.