Oaserne syd for De Høje Atlasbjerge

Minibussen er på vej op over De Høje Atlasbjerge på en af de få hovedveje som går fra nord til syd i Marokko. Tizi n’Tichka vejen (N9) blev anlagt af den franske fremmedlegion i 1936 og snor sig gennem et dramatisk landskab.

Over Tizi n’Tichka-passet

De lavt hængende skyer møder vi i højderne omkring 1.500-1.900 moh., hvilket naturligvis spærrer for udsynet. Men da vi når Marokkos højest beliggende pas - Tizi n’Tichka, 2.260 moh. - er vi over skyerne og vejret er klaret op. Vi gør et kort ophold i passet, hvor der helt traditionelt er flere boder som tilbyder alverdens souvenir som lertøj, sten med farvede krystaller, smykker etc. På toppen har vi et panoramisk vue ud over de mangefarvede bjergtoppe og mod de frugtbare, grønne dale. Overalt blomstrer forårets gule vækster. På den videre kørsel ser vi, at hovedvejen er under udvidelse og mange steder er store maskiner ved at gøre vejen bredere bl.a. ved at fjerne jord og klipper fra bjergvæggene.

Ksar Ait Benhaddou

Ved frokosttid når vi frem til Ksar Ait Benhaddou der ligger på en bakke ved floden Ounila. Denne befæstede by (ksar) har været et vigtigt sted på den gamle karavanerute mellem Sahara og Marrakech, hvor man handlede med salt, guld og elfenben - og ikke mindst slaver fra det sydligere Afrika. Før vi besøger ksaren, spiser vi frokost i den nyere bydel på en terrasse med udsigt til Ait Benhaddou. Vi spadserer over den næsten udtørrede Ounila flod på en betonbro for at komme frem til den pittoreske Ait Benhaddou, hvor et utal af film har scener som er optaget her - bl.a. Lawrence of Arabien, Gladiator og Prince of Persia, blot for at nævne et par stykker. Her kan vi på egen hånd spadsere rundt mellem de mange fint restaurerede kasbaher, der er navnet på små befæstede slotslignende bygninger, som hver familie ejede. Typisk for kasbaherne er, at de er kvadratisk opbygget af soltørret lermursten iblandet strå og har forsvarstårne i hvert hjørne. Huse og kasbaher er bygget tæt sammen omkring en forsvarsmur, der skulle beskytte byen mod fremmedes indtrængen. Ad de smalle stræder og mange trapper kommer vi forbi flere små boder, hvor der tilbydes souvenir samt antikke ting og kunstgenstande, før vi når helt op på bjergets top. Her står byens fælles kornkammer (skattekammer), der menes af være fra 1.000-årene. Udsigten fra toppen er turen værd, for her kan vi se den omkringliggende ørken samt har et flot vue ud over Ait Benhaddou, der siden 1987 har været medtaget på UNESCO’s verdensarvsliste.

Chez Talout ved Skoura-oasen

I minibus fortsættes gennem filmbyen Ouarzazate og vi kan se flere af de store filmstudier med forskellige filmkulisser, mens vi kører ad en flot boulevard prydet med skønne gadelamper. Byen blev grundlagt af den franske fremmedlegion i 1928 som et strategisk knudepunkt mellem nord og syd. Samme eftermiddag når vi frem til Skoura-oasen i Vallée du Dadès (Dades-dalen), der er en stor, frodig oase, som ligger syd for Atlasbjergene. (Dalens navn har dog intet med dadeldyrkning at gøre!). På kanten mellem ørkenlandskabet og oasen indkvarteres vi på et skønt hotel Chez Talout, der har svømmebassin i en blomsterfyldt have omkranset af en høj mur. Fra det blå jacaranda træ lyder bulbul-fuglens smukke fløjt. Værelserne ligger placeret langs ydermuren og over receptionen findes en terrasse, der både har et åbent og lukket afsnit, hvorfra udsynet mod både ørken og oasen er betagende. Stedet serverer udmærket aftensmad og har en flot morgenbuffet serveret på terrassen. Vi kommer senere tilbage hertil efter en enkelt overnatning nær Dadès kløften.

Vandring i Skoura-oasen

Næste morgen pakker vi minibussen som venter, mens vi spadserer en tur gennem Skoura-oasen og hører lidt om de afgrøder, som dyrkes her. Vi ser enkelte daddelpalmer og kommer forbi forskellige jordlodder afgrænset af små jordvolde, hvor der dels dyrkes lucerne, hvede, løg m.v. Vi ser også det enkelte vandingssystem, hvor man med små jorddæmninger kan regulere, hvorhen vandet skal løbe og overrisle markerne. Her er et rigt fugleliv bl.a. hører vi flere bulbuler og ser også den farvestrålende europæiske biæder. Undervejs kommer vi forbi flere forladte og eroderede kasbaher.

Kasbah Amridil

Ved floden Wadi Amridil, som er knastør, kommer vi til den privatejede Kasbah Amridil, der oprindeligt er fra 1600-årene og i dag er totalt renoveret og åbnet for offentligheden som et levende museum. Her møder vi en helt utrolig lokalguide, som viser rundt og med stor humor og ironi forklarer, hvad vi ser undervejs. En oplevelse som ingen må snyde sig for. Udover at se den centrale gårdhave med forskellige vækster er her en dyb brønd og en stor samling forskellige antikviteter. Vi får forklaret hvorledes væggene er bygget af hårdt stampet ler iblandet strå, og ser forskellige rum og køkkenet med bageovn, inden vi går op på første sal og ser de forskellige værelser og nyder udsigten ud over terrænet. I kasbahens andet afsnit er indrettet et mindre hotel samt en restaurant, hvor vi nyder et glas appelsinjuice, inden vi fortsætter vandringen gennem oasen. Ved endnu en flot renoveret Kasbah Ait Ben Morro, der er et større eksklusivt hotel, møder vi igen minibussen, som skal køre os til Boumalne du Dadès. 

Kasbah Tizzarouine i Vallée du Dadès

Inden vi forlader Skoura-oasen stopper vi ved et center for produktion af damascenerroser og hører om den tilknyttede parfumeindustri. I byen Boumalne du Dadès har vi lidt tid på egen hånd, inden vi fortsætter til det store hotel Kasbah Tizzarouine, der ligger ca. en kilometer uden for byen på en højtliggende skråning med udsigt til floden Wadi Dadès. Hotellet har flere bygninger med forskellige værelseskategorier, et stort poolområde samt restaurant. Mest betagende er dog udsigten fra terrassen mod Dadès-floden, dalens mange lerrøde huse samt de snedækkede Atlasbjerge i horisonten. Desværre er der problemer med vandet i visse af værelserne, hvorfor det er tvivlsomt om det noget slidte hotel benyttes en anden gang! Hen under aften ankommer flere gæster bl.a. fra ture i Sahara og sammen kan vi nyde en stor fælles buffet i restaurationen. Men pas på de rå salater serveret i en åben buffet, som let kan give maveproblemer!

Op og ned i Dadès kløften

Næste dag starter vi med at kører ind i den fantastiske Dadès kløft, hvor serpentinevejen snor sig op langs den farverige kløft, indtil vi når kløftens smalleste sted. Her får vi mulighed for at spadsere en tur på landevejen som er bygget ved siden af den rivende flod Wadi Dadès, hvor de rå, lodrette klippesider rejser sig 100 meter over os. Her er ikke plads til andet end vejen og floden! På tilbageturen stopper vi ved det klassiske udsigtspunkt, hvor udsynet mod serpentinevejen er bedst for at forevige dette spektakulære syn.

Vandring i Vallée du Dadès

Tilbage i dalbunden af Vallée du Dadès starter dagens ca. fem km. lange vandretur, som fører os gennem et eroderet landskab med flere forladte og delvist ødelagte kasbaer i berberlandsbyerne. Det er tydeligt at se, hvorledes de eroderede klipper gennem årtusinder er formet af vand, som engang har strømmet her. På en klippeside ses helt specielle klippeformationer, som kunne minde om abefingre. Man kalder klipperne for ”Abeklipperne”. Vi kommer gennem frodige marklodder og går langs Wadi Dadès og ser figner, valnøddetræer, mandeltræer samt oliventræer. Tilbage på landevejen følger vi denne et stykke og finder et sted med en flot udsigt for at spise den medbragte picnic. Atter vandrer vi ned langs floden op og ned ad klipper flere med ganske flotte udsigter. Vi slutter vandreturen på en af dalens caféer med kaffe, inden minibussen henter os for at køre tilbage til Skoura-oasen.

Mellem ørken og oase i Skoura

Det er som at komme ”hjem,” da vi atter er på hotellet Chez Talout og da vi var her forleden dag, gik vi en tur i oasen, så denne gang vil vi opleve lidt mere af ørkenen. Derfor benytter vi eftermiddagen på at spadsere en tur ud i det tørre ørkenlandskab. Enkelte steder vokser her palmer og enkelte buske, og et sted ved en mindre wadi (flodsænkning) har der været så meget vand, at græs kan vokse. Et sted finder vi knogler fra et æsel, der af solen er fuldstændigt blegnet. Kunne man være heldig at finde et fossil? Eller et af ørkenens krybdyr? Vi må ”nøjes” med ørkenens vidunderlige stilhed og synet af de få enkeltstående, stærke palmer som har kræfter til at gro her.

Tilbage på hotellet er der denne aften arrangeret en hyggelig udendørs middag som indtages, mens månen ses på den mørkeblå himmel, alt mens vi under middagen får trukket stjernehimlen hen over os og cikaderne begynder deres sang. I morgen kører vi samme vej tilbage over De Høje Atlasbjerge til Marrakech og har endnu en dag i souken med mulighed for de sidste indkøb, inden rejsen i overmorgen går tilbage mod Danmark.