Når du har forladt den larmende hovedstad Kampala, oplever du landets fattige landsbyer gemt blandt grønne bjergskråninger, hvor bananpalmerne dominerer. På en ferie til Uganda er safari i Queen Elisabeth National Park et must, for her møder du savannens dyr, skovens aktobater og flodernes giganter samt et utal af spændende og farverige fugle. Netop her har løverne lært sig kunsten at klatre i træer.
Der er dog intet, der overgår det at stå ansigt til ansigt med menneskeaberne - enten det er bjerggorillaerne i Bwindi National Park eller chimpanserne i Kibale Forest National Park. Det er noget af det største, der kan ske på en ferie i Uganda.