Armenien - med ældgammel kristendom

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Viktors Farmor

Omgivet af bjergkæder på alle sider er Arax-dalen et frugtbart plateau, hvor der overalt dyrkes grøntsager og frugt, heriblandt de berømte abrikoser, som har sin oprindelse her i Armenien. Vi kører faktisk gennem landets ”køkkenhave” på vej mod byen Goris i det sydøstlige Armenien.

Det armenske alfabet

Undervejs hører vi om det helt specielle armenske alfabet, der består af 39 flot udformede bogstaver og i dag er blandt armenernes stoltheder. I 2005 fejrede man 1600-året for dets tilblivelse.

Khor Virap kloster

Tæt på Arax-floden, der danner grænsen til Tyrkiet, ligger Khor Virap klostret - så at sige i skyggen af det 5.165 meter høje Ararat-bjerg. Ararat-bjerget ligger blot 33 km. herfra i det tidligere Vestarmenien, men er i dag en del af Tyrkiet. I klart vejr kan man se den evige sne på bjergets top, men i dag er bjerget indhyllet i lavt hængende skyer. På en lille bakketop lige ved Khor Virap klostret får man et godt overblik over det befæstede kloster som ligger smukt omgivet af en klostermur på en mindre høj på plateauet ganske få meter fra ingenmandslandet mod den tyrkiske grænse. Klosteret er mest kendt for, at det var her kong Trdat III, der var hedning, indespærrede den kristne prædikant St. Gregor Lysbringeren i et slangefyldt fangehul i 12 år i slutningen af 200-årene. Kristne nonner kom i al hemmelighed med mad til fangen. Selv om de kristne blev forfulgt og tortureret og flere dræbt, nægtede St. Gregor at opgive kristendommen. Legenden fortæller, at kongen senere blev syg og at St. Gregor var den eneste som kunne gøre ham rask. St. Gregor bad for ham og kongen blev rask og som tak lod han sig døbe og indførte kristendommen som statsreligion i 301. Det skete i Moderkirken i Etchmiatsin. St. Gregor blev senere biskop i Caesarea i Palistina (nuværende Israel), men endte sine dage som martyr.

I den lille St. Gregor kirke fra det 5. århundrede ved siden af den store katedral er der adgang til at kravle ned til fangehullet lige til højre for altret, hvor der ses et billede af Lysbringeren. Man skal seks meter ned gennem et smalt hul og en stejl stige. Men i dag er køen ned til fangehullet så lang, at jeg opgiver og besøger i stedet et andet fangehul lige til højre for kirkens indgang. Også her fører et smalt hul og en stige ned til et usselt fangehul et par meter under kirken. Den nuværende katedral dedikeret til Gudsmoder er langt yngre og fra 1669.

Noravank klosterkompleks

Efter et par timers kørsel er vi kommet op i et bjergrigt og goldt terræn med spredte landsbyer i dalene, der ligger som oaser, hvor der er adgang til vand. Her findes Armeniens største vinproducenter. Og vin har man kendt til meget længe, for i nærliggende huler har arkæologer fundet rester af vin 6.000 år gammel. Kerner fra vildtvoksende endemiske druer har man dateret ved kulstofanalyser. På vejen mod Noravank, der betyder det nye kloster, snævrer bjergene omkring os sammen til en spektakulær kløft. Først da vi er kommet gennem denne smalle slugt, åbner landskabet sig igen ved klosterkomplekset, der ligger højt på en klippe. Efter frokost på Noravank Restaurant ved klostret ser vi nærmere på hele komplekset, der omfatter kirker og gravkapeller fra flere perioder. De ældste ruiner er fra 800-årene og i 1200- og 1300-tallet var Noravank et vigtigt religiøst og kulturelt center.

Den største af kirkerne er Gudsmoder Kirke som stod færdig i 1339 og er helt usædvanligt i to etager. Et jordskælv i 1840 ødelagde bl.a. kuplen som først blev genopført i 1997. Over nedgangen til et tidligere gravkapel i kirkens underetage ses et relief af Jomfru Maria med Jesus omgivet af ærkeenglene Gabriel og Michael. I gravkapellet kan man brænde et lys. En udvendig trappe på kirkens vestgavl leder op til selve kirkerummet på øverste etage. Det er en smal trappe med en wire som man kan holde fast i på vejen op og ned – og trappen er ikke for usikre ben! Over døren til kirkerummet ses Jesus flankeret af apostlene Peter og Paul. I det enkle kirkerum er et alter med Jomfru Maria og Jesusbarnet.

På området står flere stenkors, de såkaldte khachkars, med flot udhuggede kors og mønstre.

Den anden kirke er Johannes Døberens Kirke, der oprindeligt er fra 1261. Over indgangen ses et relief af Jomfru Maria med Jesusbarnet. Et mindre hoved forestiller Johannes Døberen og relieffet er omgivet af en tekst i det armenske alfabet. Øverst på gavlen ses et af de meget få relieffer af Gud. Han er afbilledet med mandelagtige øjne og løfter højre hånd i en velsignelse, mens han holder et hoved i den anden hånd – muligvis Adam eller Johannes Døberen. Jesus på korset ses ved hans højre arm. Det siges, at det noget mongolske udtryk som her ses, skulle mildne de mongolske horder under Hulagu Khan om netop hærgede i 1200-årene. Mongolerne fik rigdomme, men skånede klosterbygningerne.

Karahunj - ”Armeniens Stonehedge”

Efter at have passeret flere serpentineveje i bjergene kommer vi til et gådefuldt sted. Fra landevejen er der ca. 300 meter at spadsere frem til Karahunj - der også kaldes ”Armeniens Stonehedge”. Stedet kan dog ikke sammenlignes, da her ikke er overliggende klippeblokke, men i stedet en helt række basaltsten – mere end 200 – opstillet i den sene bronzealder i cirkler og rækker. Den tungeste sten er tre meter høj og vejer 10 tons. Karahunj har med stor sandsynlighed været et astronomisk observatorium omkring 2000 år f.Kr. 76 af stenene har et hul nær toppen og arkæologerne mener, at man herigennem har kunne følge månens bevægelser. 39 sten er opsat i en oval øst-vestformation med en afstand på op til 43 meter fra centrum. Midt i observatoriet ses en stenbunke som er ruinerne af et tidligere tempel. En stensætning markerer indgangen. I bronzealderen var sådanne steder også typisk hellige steder, hvor man fejrede solhverv.

Goris – det klippefyldte sted

Først på aftenen kommer vi til byen Goris, der betyder det klippefyldte sted. Byen er da også omgivet af klippeformationer. Vi indlogeres på Lara Hotel, der ligger i den sydlige udkant af byen. Hotellet er enkelt indrettet i russisk-armensk stil og i spisesalen serveres en enkel morgenbuffet. Begrebet hygge er endnu ikke nået hertil! Aftensmaden spiser vi på et par af byens andre hoteller.

Tatev klostret - i tæt tåge

I regnvejr og tæt tåge med en sigtbarhed på kun 30 meter kører vi godt en halv time fra Goris og kommer til Tatev kloster, der regnes blandt de mest berømte kloster i landet med en unik og dramatisk beliggenhed i bjergene. For at komme frem til klostret skal vi med Verdens længste kabelbane på hele 5.752 meter. De to kabiner tager hver 25 personer og er ca. 12 minutter om at passere den op til 312 meter dybe kløft under os. Desværre er udsigten begrænset pga. tågen. Tatev klostret ligger helt ud til de stejle klippesider der beskytter klostret fra tre sider. Den fjerde side mod land er beskyttet af en solid forsvarsmur med forsvarstårne. Klostrets funktion går tilbage til 800-tallet, men her havde tidligere været et hedensk, religiøst samlingssted, hvis dato er ukendt. Klostrets storhedstid var i 1300-årene hvor det fungerede som læreanstalt. Her boede omkring 1000 mennesker og her var skoler for skrivning og miniaturemaleri. Tusindvis af håndskrevne bøger blev opbevaret i klostret, ligesom der skulle opbevares relikvier. De omkringliggende 264 landsbyer i 10 provinser betalte skatter til klostret.

Det første vi ser, da vi træder ind gennem porten i dette befæstede kloster, er den store kirke viet til St. Peter og Paul bygget mellem 895 og 906. Legenden fortæller, at en præst ulovligt var kravlet op på toppen af kirkens kuppel for at opsætte et kors, men kunne ikke komme ned igen. Han råbte om hjælp: ”Må Gud give mig vinger”. På armensk er vinger lig med ”ta-tev”, hvilket har givet klostrets sit navn. Kirkens klokketårn er væsentligt yngre og fra 1600-årene. Til venstre lige inden for klostermuren står Gudsmoder kirke fra det 11. århundrede. En udvendig stentrappe fører op til kirkens øverste plateau, hvor flere meget elegante kors og skrifter i det armenske alfabet er hugget ind i kirkevæggene. Skrifterne beretter om de donationer som er ydet til klostret. Længst mod syd – ud mod klippesiderne – ligger en lang række andre bygninger som bl.a. har været beboelse, undervisningslokaler, køkkener og lagre m.m. Uden for klostermuren ligger oliemøllen fra 1700-årene og fungerer i dag som et mindre museum. Tatev klostret er flere gange blevet bygget op efter jordskælv – det seneste i 1931. Desværre gør tågen, at vi i dag ikke kan nyde det betagende bjerglandskab, som omgiver Tatev klostret.

Khndzoresk - klippehuler

Hen på eftermiddagen hentes vi af en firhjulstrukket minibus, som tager os ad små snoede jordveje langs med marker til landsbyen Khndzoresk, der ligger i et område, som også benævnes ”Armeniens Kappadokien” (klippehuler i Tyrkiet). Fra en udsigtsplatform kan vi se ud over en bjergkløft og nogle af de mange klippehuler som ligger på dalens anden side og udgør det gamle Khndzoresk. Det er fortsat noget tåget, så sigtbarheden er reduceret. For at komme over til klippehulerne er det nødvendigt at gå ned ad flere hundrede trappetrin til en spektakulær hængebro over kløften. Med en afstand på et par meter mellem os og i ulig takt – for at hængebroen ikke kommer i svingninger – vover vi os over på kløftens anden side. Vi skal samme vej tilbage.

Vi ser et par af de mange hulebeboelser, hvoraf de fleste stammer fra middelalderen. Først var det forfulgte kristne munke fra Aserbajdsjan som slog sig ned her og senere kom andre kristne til og det blev et helt samfund. Klippehulerne blev ramt af et jordskælv i 1931, men blev alligevel benyttet helt frem til midten af 1900-årene, hvor folk blev ”tvangsflyttet” af Sovjet til en ny bebyggelse på toppen af bjerget. Under krigen om Nogorno Karabagh i 1990’erne blev hulerne kortvarigt beboet. I dag benyttes enkelte af klippehulerne som lagerplads. De fleste klippehuler er ganske enkle og nogle har nicher hugget ud i de bløde sandstensklipper. Vi ser et sted, hvor der er lavet hul til et soveafsnit i en klippehule længere oppe i klippen, hvortil man kunne komme op via en stige. Klippehulerne var behageligt kølige i sommervarmen og holdt den værste kulde væk om vinteren. For indgangen havde man tykke tæpper. Mere velhavende folk fik bygget en facade af mursten foran klippehulen, men flere af disse er væk, da man skulle benytte stenene til nybyggeriet på bjergtoppen. I hulelandsbyen ligger et par kirker og vi besøger en enkelt indrettet kirke fra 1600-årene viet til apostlen St. Thaddeus. Rumklangen fejler intet, hvilket vores lokale guide demonstreret ved at synge en armensk sang for os. På denne tur anbefales det at have gode vandresko med en kraftig profil på , da man let skrider på det lerede underlag.

Karavanserai Selim

Næste dag forlader vi Goris for at køre tilbage mod Yerevan - og kommer igen op i bjergene. Området var i middelalderen en del af Silkevejen mellem Kina og Europa. Men Silkevejen var ikke blot en enkelt rute, der var mange forgreninger. Vi passerer den store opdæmmede sø Spandaria Reservoir og kommer over passet Vorotan, 2.344 moh. Neden for bjergene går det hurtigt fremad på udmærkede landeveje til vi igen når næste bjergkæde, som vi skal op over - ofte ad spektakulære serpentineveje. Ved passet Vardeniats, (Selim Pas) 2.410 moh. ligger karanvanseraiet Selim, som også kaldes Orbelians karavanserai. Dette karavaneherberg er opført i basaltsten i 1332 og er landets bedst bevarede. Stenmaterialet har undgået at blive røvet, sikkert pga. bygningens høje og utilgængelige beliggenhed. Her er kun en enkelt indgang, hvilket gjorde det lettere at forsvare stedet mod eventuelle røvere. Over indgangen ses relieffer af en grif (bevinget løve med ørnehoved) og en tyr. Inden for i ”entreen” er forskellige bedesteder til både kristne og muslimer. Herfra går man til venstre ind i selve herberget, som kun er oplyst af de enkelte små huller i loftet. Herberget består af en stor sal med buet loft og på begge sider bag søjler med buer kunne gæsterne bo og have deres dyr. Huller i stenene viser hvor man kunne binde dyrene. Udover at være et herberg for de handelsrejsende, blev der handlet og ikke mindst udvekslet informationer. Med sin høje beliggenhed med sne om vinteren, blev karavanseraiet kun benyttet i sommermånederne. Udsigten ud over dalen, vi er kommet op fra og de bagvedliggende bjergkæder, er betagende.

Sevansøen

På vej ned fra bjergkæden får vi det første syn af landets største sø – Sevansøen, der ligger i 1900 meters højde. Allerede i 1910 fik ingeniører den ide at udnytte vandkraften fra Sevansøen og i søens eneste udløb i Hrazdanfloden begyndte man byggeriet af en dæmning med et hydroelektrisk kraftværk i 1933. Man havde lovet befolkningen ”guld og grønne skove”, men hurtigt faldt søens vandstand med 50 meter og man indså katastrofen. Søens areal blev betydeligt mindre og søens længde blev reduceret fra 260 km til blot 80 km. - og den lovede træbevoksning langs bredden kunne slet ikke gro. Værre gik det ud over fiskebestanden, som var ved at uddø. Selv om Sevansøen har indløb fra 28 forskellige mindre floder, var det ikke nok til at hæve end sige vedligeholde vandstanden. Man måtte nedgrave lange rørledninger fra større floder i de omkringliggende bjergkæder. Selv om der er store problemer med Sevansøen er den et yndet udflugtsmål for bl.a. Yerevans byboere, som kan komme til stranden i et land uden adgang til det åbne hav. Vi skulle have nydt en sejltur på Sevansøen, men pga. det stormfulde og våde vejr, må dette opgives.

Noraduz khachkars - eminente stenkors

I byen Noraduz tæt ved Sevansøen besøger vi kirkegården, hvor Armeniens største samling på omkring 900 stenkors, de såkaldte khachkars, står som gravsten. Disse kulturelle symboler, der stammer fra middelalderen, har kunstfærdigt udhuggede kors omkranset med plantemotiver og geometriske figurer. Ofte ses stenkorsene stå side om side på kirkegården. Korsstenene, der alle vender mod vest, er op til tre meter høje og kan have en mindre udadvendt bue på toppen.

Sevanavank Klostret

Regnen siler ned, da vi besøger Sevanavank Klostret, der tidligere lå på en ø i Sevansøen. Men som følge af den lavere vandstand er øen nu blevet til en lille halvø. En række trapper fører fra P-pladsen op til de gamle klosterkirker der ligger smukt højt over Sevansøen. Klostret blev grundlagt i 800-årene og i dag ser vi to kirker. Den mindste og ældste er De Hellige Apostles Kirke som var den første kirke der blev bygget efter 200 år under arabisk herredømme. Den større Gudsmoder Kirke er opbygget i samme stil og har indvendigt et sjældent stenkors, hvor Gud er afbildet. Det nye klosterkompleks ligger for foden af den lille halvø.

Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på vores base på hotel Ani Plaza i Armeniens hovedstad Yerevan - klar til nye oplevelser.