Petra - nabatæernes lyserøde by

På denne rundrejse i Jordan ses Edombjergene rejse sig som en uigennemtrængelig barriere med forrevne tinder og dybe kløfter, men det er inde bag dette massiv, at nabatæernes gamle hovedstad Petra ligger skjult.

Kendt fra Indiana Jones

Lokalguiden peger på bjergene og sætter det lange ben foran, da vi begynder dagens vandring lidt uden for byen Lille Petra. Vi vandrer hen over nytilsåede marker og på spørgsmålet om ikke vi skal vise lidt hensyn til bondens afgrøder, får vi oplyst, at det kun er korn til hestefoder, der dyrkes! Vi kommer hurtigt op i terrænet og har snart den første imponerende udsigt ned i dybet under os. Og det er en helt spektakulær rute, vi følger for at komme frem til Petra, der ligger ca. 10 km. foran os. Vi kommer så at sige ind bagfra og vandrer ned til Patra.
Lokalguiden, der er født i en af Petras mange klippehuler, levede sine første drengeår her og kender området særdeles godt. Vi følger en af de "hemmelige" adgangsveje til Petra, som der kun er ganske få mennesker forundt at vandre ad. Langt de fleste besøgende har kun et par timers ophold og spadserer fra hovedindgangen i byen Wadi Musa og gennem Siq’en (en smal kløft) og kommer frem til Al-Khazneh (Skatkammeret) kendt fra filmen "Indiana Jones og det sidste korstog" og går derfra tilbage igen. Så har de set det! Og hvor er det synd, for Petra har meget mere at byde på og to dage er endda ikke nok, hvis vi skal fordybe os i det hele.

Spektakulær vandrerute med en fantastisk udsigt

Ruten over bjergene er spektakulær og ikke noget for personer, der måtte lide af højdeskræk. Vi går på kanten af bjergsiden - ofte på en sti, der ikke er meget mere end en halv meter bred og med flere meters brat fald til den ene side. Enkelte steder må vi kravle og andre steder gør en hjælpende hånd vejen mere sikker. Efterhånden som vi kommer dybere og dybere ind i Edombjergene, ændres klippernes facon og farvespil. Naturen er forunderlig - for ikke at sige ubeskrivelig. Vi følger stien på klippesiden og må igen og igen stoppe op for at nyde udsigten ud over wadierne (udtørrede flodlejer) under os. Længere mod vest ligger lavlandet med Det Døde Hav i det fjerne.

Ad-Deir (Klosteret)

Og så pludselig åbner en bred dal sig foran os og et øjeblik efter kan vi se det helt røde Ad-Deir (Klosteret), der sammen med Skatkammeret, nok er Petras mest storslåede monumenter. Dette flotte og meget store og velholdte tempel menes at have spillet en særlig rolle i nabatæernes religiøse liv. Templet ligger lidt uden for selve byen, og adgangsvejen hertil fra byen er anstrengende, da man skal op ad tusinde trappetrin.

Nabatæerne

Nabatæerne var oprindeligt et arabisk nomadefolk, der menes at være kommet fra Yemen. De levede af fårehold, men var også røvere, der plyndrede dromedar-karavanerne. De blev efterhånden dygtige handelsfolk og slog sig ned her og dominerede hele området omkring Jordanfloden fra ca. 600 f.v.t. til ca. 100 e.v.t. Området har imidlertid været beboet i mere end 10.000 år af andre folkeslag, viser de mange arkæologiske fund, der er gjort her. Men de imponerende udhuggede bygninger som ses, er nabatæernes værk. Petra, der lå tæt på det sted, hvor de store karavaneruter krydsede hinanden, blev nabatæernes hovedstad med en befolkning på mellem 45.000-50.000. 
Udover Petra etablerede nabatæerne handelsstationer og mindre bysamfund overalt langs de klassiske karavaneruter f.eks. Silkevejen der gik øst-vest fra Den Persiske Bugt til Gaza ved Middelhavets kyst. Karavanerne hentede f.eks. silke og krydderier fra Østen. Men også på den syd-nordgående Krydderivej, der kom fra Afrika via Egypten og det Røde Hav videre mod Damaskus i det nuværende Syrien, blev kontrolleret af nabatæerne. Overalt i området - både i det nuværende, Jordan, Syrien, Saudi Arabien og Israel - findes ruiner efter nabatæerne.

Forfaldt efter romernes indtog

I det første århundrede e.v.t. rykkede romerne ind og satte deres præg på Petra. Groft sagt er alt, hvad der er hugget ud i klipperne, skabt af nabatæerne, mens alt hvad der er bygget fritstående, er skabt af Romerriget. Romerne fik efterhånden etableret søhandelsruter og fragtede varer ud i verdenen, og karavaneruterne blev ændret, så de gik uden om nabatæernes område. Indtægtsgrundlaget i form af skatter m.m. forsvandt. I 300-tallet blev byen kristen og havde helt mistet sin betydning som hovedstad og vigtigt handelscentrum. Et jordskælv i år 363 lagde mange af bygningerne i ruiner, hvorefter Petra lidt efter lidt blev ørkenens bytte. I 500-tallet byggedes byzantinerne kristne kirker, senere overtog muslimerne, og korsridderne har også været her i 1200-tallet. 
Byen var glemt i 300 år og kun nogle få beduiner kendte området, som de holdt hemmeligt. I 1812 lykkedes det en schweizisk opdagelsesrejsende Johann Ludwig Burckhardt at komme ind i den hemmelige by. Forklædt som beduin og med påskud om at han ville ofre en ged, slap han gennem Siq’en. Han mente, at nogle af de gamle ruiner han fandt, måtte være den glemte by Petra. Senere i 1839 forevigede David Roberts nogle af Petras bygninger gennem tegninger, så vi i dag ved, hvorledes de så ud, da man genfaldt denne lyserøde huleby. Der skulle gå næsten 100 år inden de første egentlige udgravninger begyndte i 1924.

Til Petra ad bagvejen

Petra er optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv. De folk - romaerne (sigøjnerne) - der senest boede i hulebyen, blev tvangsflyttet til en nybygget by i nærheden. I dag har de ret til at handle med souvenir på området, ligesom de udgør en del af servicepersonalet. Vi møder da også enkelte romakvinder, der falbyder diverse souvenir, da vi er på vej ned ad de tusinde trin i Wadi ed-Deir. Langt de fleste af trinene er fra de originale trapper, udhugget i klipperne af nabatæerne. Andre turister er på vej op. Nogle pustende og stønnende. Andre klyngende sig til et æsel, der får lov til at gøre det hårde arbejde hjulpet af æseldriverens rappe piskeslag. Vi bekræftes i, at vi er kommet ind til Petra ad den helt rigtige vej - nedad.

Gravkamre og affaldsdepoter

Flere udhuggede huler i de lodrette klippevægge dukker op og langt de fleste var oprindeligt tænkt som gravkamre. Enhver med en vis status ville have et eftermægle og fik mens de levede påbegyndt udhugningen af deres gravkamre. Nogle blev færdige, andre ikke. Senere har disse gravkamre været benyttet til beboelse og i dag ser vi desværre flere af dem benyttet som stalde og affaldsdepoter. 

Da vi kommer ned fra trapperne, står vi i det egentlige centrum af Petra. Her er et leben omkring restauranter og toiletter og det er her, at den normale turiststrøm slutter med bl.a. "kamel-rideture".

Romerske bygninger

Vi fortsætter gennem en romersk domineret bymidte med søjlerække og templer og træder ud på en næsten intakt brolagt hovedgade, hvor der på hver side har ligget små butikker. Personligt gør den brolagte hovedgade et imponerende indtryk. Ikke mindst fordi det ikke er små brosten, der er anlagt, men sten på op mod en meters længde. – Og de holder endnu! En bred trappe fører op til et tempelkompleks med endnu flere søjler.

Udsigt mod Kongegravene

Foran os rejser en lerrød lodret klippevæg sig og i hele klippevæggens bredde er udhugget den ene gravplads efter den anden, der tilsammen går under betegnelsen Kongegravene. Vi besøger dem ikke i dag, da vi har hele eftermiddagen på egen hånd i morgen. I stedet ser vi nærmere på enkelte af hulerne. Og det er et imponerende farvespil, man har fået frem i lofter og vægge i de blankslebne huler. Klippernes farvelagte lag i forskelligt materiale ligner intet vi har set tidligere nogen steder. Her var det ikke nødvendigt med tapet eller anden udsmykning. Klipperne giver spillet i alle palettens farver. Og så midt mellem alle disse rødlige nuancer hopper en lille fugl omkring og nipper efter føde. Det er den meget sjældne - og naturligvis røde - "red rose bird", som kun findes her. Vi spadserer forbi teateret, der kunne rumme op til 7.000 tilskuere og kommer ind i Facadegaden med adskillige udhuggede bygninger og langsomt bliver slugten smallere og smallere.

Al-Khazneh (Skatkammeret)

Vi kommer ind i en tværgående slugt og koncentrer os om, hvad vi ser oppe til venstre. Lodrette klipper?? - Vend jer om, siger guiden, og der går et whaw! gennem os. Vi står for enden af den smalle Siq og stirrer ind på Al-Khazneh (Skatkammeret). Det er et imponerende bygningsværk. Mere end 40 meter højt og med mange flotte detaljer. Selv om det gennem tiderne har været udsat for sandstormenes slitage og menneskers hærværk, fremstår Skatkammeret som det måske fineste bygningsværk i Petra. Og det er vi ikke ene om at synes. Her er masser af turister og en lind strøm af dromedarer, der bærer folk videre ind i Petra og hestetrukne vogne, som kører folk frem og tilbage gennem den smalle Siq mellem hovedindgangen ved Wadi Musa og Skatkammeret. Vi får naturligvis den fornødne tid til at se os omkring og går ind i gravkammeret, der blot er et stort tomt rum. Under Skatkammeret er udgravninger i gang. Vi får oplyst, at vi står ca. seks meter over det oprindelige gadeniveau, så Petra er langt fra udgravet.

Al-Siq med de mange farver

Vi samles og går sammen gennem den 1,3 km. lange Al-Siq, der igen har et enestående farvespil med røde, gule, blå og grønne farver i klipperne. Siq’en er på sit smalleste sted ikke meget mere end tre meter bred og de lodrette klippesider rager op til 200 meter op over vores hoveder - nogle gange endog ind over kløftens bund så de danner et halvtag. 

På hver side af Al-Siq har der været vandingskanaler - den ene i en åben, udhugget rende, i den anden var vandet lagt i keramikrør! For enden af Siq’en breder landskabet sig ud og her tilbyder hesteejerne, at vi kan ride den sidste km. til hovedindgangen.

Vi foretrækker dog at vandre og får samtidig mulighed for at se nærmere på et tempel, der kaldes Obeliskgraven.

Højt over Petra

Den efterfølgende dag fører guiden os over den udtørrede flodsænkning lige inden for adgangsporten til Petra. Han kender en rute op til toppen af bjerget Jebel Madhbar, hvor offerstedet ligger. Det kan ikke anbefales at forsøge at følge denne rute uden guide, da stien ikke er mærket lige godt alle steder. I det pragtfulde morgenvejr, hvor nattens kølighed endnu ikke har fortaget sig helt, får vi prøvet kræfter med både at klatre og springe op over de farvestrålende klipper. På ruten ser vi en udhugget slange på en klippevæg, hvilket skulle signalerer, at der engang var begravet en guldskat her! Hvem var dum nok til at vise omverdenen at her lå en guldskat?

Offerpladsen

Vi bestiger det sidste ret stejle stykke op til toppen ved offerpladsen og kan derfra skue ud over det meste af Petra. Selve offerstedet er en rund udhulet sten, hvor offertes blod kunne starte sin vandring ned fra bjerget og undervejs velsigne området. Det menes at det ikke kun var dyr man ofrede! Blodet blev ført via udhuggede kanaler ned langs bjergets side - helt ned i dalen. Vi følger trapperne ned og passerer Løvefontænen, hvor blodet fra offerstedet gled ned over.

Den Romerske Soldats Grav

De fint udhuggede trappetrin fører os forbi endnu et område med farvestrålende klippesider og snart kan vi fra højden se ned på Den Romerske Soldats Grav. Graven har fået navn efter den midterste statue, der viser en romersk mand iført en toga. Lige over for ligger gartnerens tempel. Gartneren var en umådelig rig mand, der havde en form for monopol på vandforsyningen. Udover en flot søjlerække foran gravpladsen er selve rummet forsynet med flotte farverige halvsøjler og fint tilhuggede nicher.

En fin frokostbuffet

Vi er tilbage i restaurationsområdet, har fået udleveret spisekuponer og har hele eftermiddagen på egen hånd. Det er hen på formiddagen og flere af de medrejsende synes, at det er godt at spise før det store ryk-ind af turister, så vi benytter os af spisekuponerne og kan tage fra en storslået buffet med diverse salater, fisk og kød - og ikke mindst desserter. Meget lækkert. Måske den bedste buffet på hele rundrejsen.

Oppe bag restauranten fører nogle hundrede trin op til et lille museum, indrettet i en hule. Det har dog ikke meget at byde på. Nogle få potteskår og et enkelt hoved fra en statue. Det er ikke ulejligheden værd at gå der op.

Byzantinske mosaikker

Lidt oppe på en bakke over for tempelkomplekset er udgravet en byzantinsk kirke fra 500-tallet med nogle fantastisk flotte mosaikker. Flere af mosaikkerne viser eksotiske dyr, som de rejsende har fortalt om fra deres ture i bl.a. Afrika. Løver og plettede dromedarer, der måske i virkeligheden skulle forestille giraffer? Her er også flotte billeder af forskellige mennesker i deres hverdag.

Kongegravene

Vi fortsætter til de pompøse gravpaladser ved kongegravene  og bruger det meste af eftermiddagen til at studere disse enorme gravsteder. Og det er stort - også når man tænker på at nabatæerne startede deres udhugning af klipperne fra oven og langsomt fik mejslet sig ned gennem klippesiden. Længst væk ligger Paladsgraven, Silkegraven og Urnegraven. Und dig selv at klatre op ad de mange trappetrin og føl dig lille neden for disse kæmpemæssige bygningsværker og betragt Petra herfra. Nabatæernes lyserøde by er storslået på alle måder.

Da vi atter går gennem den smalle Al-Siq på vej tilbage til hotellet, melder spørgsmålet sig om ørkenlandskabet ved Wadi Rum, som vi skal besøge de næste par dage, vil være lige så storslået.