Thomas Sørensen
Rejseskribent
Vores lille bilkortege har forladt de knoldede lerveje i Gobørkenen og holder ved et af de større supermarkeder i byen Sainshand, hvor der bl.a. købes drikkevand - masser af vand - for det er der brug for. Kursen er sat nordover ad samme og eneste hovedvej som løber mellem Ulan Bator og Beijing, men så drejes der fra den asfalterede landevej og ud på de øde lerveje på vej mod Ikh Nart Naturreservat. Flere steder er lervejen eroderet væk pga. regn, men så køres der blot parallelt med det tidligere spor. Undervejs ses flere ar i landskabet med dynger af opgravet jordbunker. Det er her minerne ligger og som er det vigtigste grundlag for Mongoliets økonomi.
Proviantering i supermarked i Sainshand
Midt i Ikh Nart Naturreservatr stopper bilerne på et højdedrag med en vidunderlig udsigt ud over den lavereliggende steppeørken. Her er intet hus eller ger eller noget andet at se i mile vis omkreds – kun de grønne uberørte bakkedrag, hvor enkelte klipper stikker frem ind i mellem. I løbet af ingen tid har chauffører fremskaffet borde og stole og gjort klar til den medbragte picnic.
Efter frokost er der tid til at gå lidt på opdagelse i naturen og se på blomster og ikke mindst insekter og agamer (små øgler) som piler frem og tilbage mellem planterne.
Picnic i Ikh Nart National Park
Ikh Nart Naturreservatet blev etableret for at redde det truede Argali-får mod udryddelse. Argali-fåret har imponerende og meget elegante horn som var et eftertragtet jagttrofæ. Nu er Argali-fårene fredet og der er etableret en levedygtig bestand. Også andre dyr som stenbuk, rovdyr og gribbe lever i dette naturbeskyttede reservat. Men hvor er Aragali-fårene? Bilerne kører rundt i en times tid uden resultat, inden der fås kontakt med naturreservatets ranger. Han kan dirigere os frem til nogle klipper, hvor argali-fårene holder til. Desværre er det ikke muligt at komme tættere på disse nervøse dyr, som ses fra ca. 200 meters afstand. Husk en god kikkert.
Argali-får
Der er ikke langt til byen Choir med omkring 10.000 indbyggere, som ligger halvvejs mellem Sainshand og Ulan Bator og her sker indkvarteringen på Hotel Karaoke Pub, der tidligere har fungeret som militærlejligheder for sovjetrussiske officerer. Andre af vores medrejsende overnatter på et andet hotel lige i nærheden.
Hotel Karaoke Pub i Choir
Efter frokost når vi det voluminøse Djengis Khan Monument opført i rustfrit stål og indviet i 2008. Stedet ligger ca. 54 km. øst for Ulan Bator. Fra den imponerende indgangsportal med Djengis Khans kriger stående på toppen leder en vej op til den store P-plads neden for monumentet. En bred stentrappe fører op til det ti meter høje fundament, hvorpå den 30 meter høje statue af Djengis Khan står. Han spejder mod nordøst - mod sit fødested ved Dadal i Khentii-bjergene. Man ved ikke hvor Djengis Khan er begravet.
Pompøs indgang til Djengis Khan Monument i Tsonjin Boldog
I den store udstillingshal, der er 30 meter i diameter, ser du bl.a. en kæmpemæssig mongolsk støvle og en forstørret ridepisk. Her er udstillet en oversigt over hele Djengis Khans dynasti fra 1206 til 1604. Du ser malerier og andre billeder, ligesom her findes souvenirbutik. En trappe fører op til første sal og herfra kan du fortsætte op ad trapperne eller tage elevatoren op gennem ”Den Trojanske Hest” og komme ud på hestens hoved og nyde udsigten over det omkringliggende landskab.
Stor, klassisk mongolsk støvle i udstillingshallen
Som ved mange andre turistattraktioner kan du også her blive fotograferet med en kongeørn på hovedet!
Mulighed for foto med kongeørn
På vejen mod Gorkhi Terelj National Park holder vores bilkortege ind ved en sidevej for at se på et par af de specielle klippeformationer som findes her. Skildpaddeklippen (Melkhii Khad) skal dog ses på nogen afstand for at få det fulde udbytte. Over for kan din fantasi fortsætte og du kan måske se en klippeformation der mest minder om et hestehoved!
Skildpaddeklippen
Fremme i Heaven Envoy Tourist Camp indretter vi os i filtteltene, der ligger på en skråning omgivet af høje klipper. Heaven Envoy Tourist Camp har en større restaurant kombineret med toilet- og badefaciliteter i husets underetage.
Ger-lejr Heaven Envoy Tourist Camp i Gorkhi Terelj National Park
Dagens kraftige regn er ophørt og der arrangeres en mindre vandretur i omegnen af ger-campen. Den kuperede rute går op over en bakkekam og ned i skoven, hvor en mindre sti, der nu er forvandlet til et mindre vandløb følges. Udover almindelige alpine blomster som f.eks. den blå ensian ses en del svampe.
Vandretur i nærområdet af Heaven Envoy Tourist Camp
Det havde været ønskeligt at have haft en hel dag til at udforske mere af nationalparken, men allerede dagen efter fortsætter rundrejsen mod Khustain Nuruu National Park med Przewalski vildheste.
Mongoliet er verdens højeste beliggende land og hovedstaden er Ulan Bator (Ulaanbaatar) med ca. 1,4 mio. indbyggere.
Befolkningstal: ca. 3,4 mio.
Areal: ca. 1.564.120 km² - Verdens 19. største land
Afstand fra Danmark: ca. 6.100 km.
Vigtigste turistattraktion: Hovedstaden Ulan Bator samt nationalparker med græsstepper, majestætiske bjerge og den uendelige Gobiørken. I 1200-årene skabte den store mongolske kriger Djengis Khan og hans efterfølgere et kæmperige som strakte sig fra Kina til Europa.
Læs mere på: