Khustain Nuruu National Park med Przewalski vildheste

På rundrejsen i Mongoliet oplever du ”Vildhestenes Land” i Khustain Nuruu National Park, men først besøges et frilandsmuseum, der gør dig lidt klogere på mongolernes kultur.

Tuul floden

På ruten mod Khustain Nuruu Nationalk Park, der ligger ca. 100 km. vest for Ulan Bator, passeres en af Mongoliets store floden, den 883 km. lange Tuul flod, der løber ud i den russiske Bajkal sø. I et moderne center er der cafeteria og mulighed for at proviantere til de næste par dage.

Frilandsmuseum

Desværre hænger skyerne tungt med enkelte byger, da vi nærmere os frilandsmuseet nær nationalparken. De lokale mongoler kommer os ridende i møde på kameler, yakokser og heste for at byde os velkomne. Alle er de iført lokale, farvestrålende beklædninger og inviterer os inden for i deres ger.

Her gives der prøver på nomadernes sang og der spilles på to-strenget instrumenter, på fløjte og trommer. Der bydes på varm mælkete, inden vi fortsætter til næste ger, hvor en kvinde destillerer yoghurt, så der kommer en tynd vodka ud af det! Der bydes naturligvis på smagsprøver. I sidste ger gives der prøver på nomadernes tidsfordriv, som bl.a. går ud på at skyde til måls mod små knoglestykker.

Khustain Nuruu National Park - Vildhestenes Land

Igen er det drivvåde lerveje, som leder os frem til ger-campen Mongol Nomadic Tourist Camp i Khustain Nuruu National Park. I hovedhuset serveres middagen og på husets endevæg ses et vægmaleri af de vilde Przewalski-heste, som nationalparken er berømt for.

Den asiatiske vildhest var nær udryddelse, da den sidste vildtlevende hest blev skudt i 1968. Heldigvis havde man i flere forskellige europæiske zoologiske haver eksempler på de vilde Przewalski-heste. Man etablerede Khustain Nuruu National Park i 1993 og genudsatte omkring 50 vildheste og projektet lykkedes. Vildhestene lever nu i bedste velgående på nationalparkens store sletter. Nationalparken er også hjemsted for andre dyr som steppegazeller, kronhjorte, vildsvin, vildkatte, ulve og los – ligesom her er et rigt fugleliv.

Vi har dårligt sunket aftensmaden, da der kommer meddelelse om, at rangeren har set en flok vildheste. Vi springer i bilerne og under ledelse af rangeren køres der nogle km. ud i nationalparken til et udsigtspunkt. Oppe på skråningen blandt lidt birkeskov ses nogle heste fouragere, men de er langt væk, så en kikkert er nødvendig. Det ser ikke ud til at flokken bevæger sig.

I det let kuperede terræn skjuler bakkedragene, hvad der gennem sig i slugterne, indtil en gruppe vildheste pludselig kommer op over bakkedraget et par hundrede meter væk. Vildhestene lever i grupper med hopper og ungheste anført af en dominerende hingst. På spørgsmålet om bilerne kunne køre tættere på hestene, bliver forslaget afvist. Bilerne må ikke forlade de simple lerveje. Men tålmodighed lønner sig sommetider, for hestene kommer langsomt nærmere, for det er som regel i skumringen (morgen eller aften) at hestene kommer ned mod floden for at drikke.

Allerede dagen efter fortsætter rundrejsen i Mongoliet mod Kharkhorin med reminiscenser efter Karakorum og Erdene Zuu Kloster.