Livet på og omkring Inle-søen, Myanmar
Log ind Log ind
Livet på og omkring Inle-søen

Livet på og omkring Inle-søen

På denne rundrejse i Myanmar besøges Inle-søen, der er kendt for sine fiskere som står på et ben, når de ror og kaster deres fangstnet i søen.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Svinebyen med kunsthåndværk

I en landsby ikke så langt fra Pindaya, spadserer vi en tur og ser på landsbylivet. Landsbyen, der bl.a. er kendt for sine mange svin som går i stier i folks haver, kaldes populært "Svinebyen".
Da vi passerer skolen, bliver vi meget gæstfrit - og helt uventet - inviteret indenfor og hører børnene synge.

Grisene hygger sig i Svinebyen

Grisene hygger sig i Svinebyen

Men det er faktisk kunsthåndværkerne vi primært er kommer for at se. Ved papirværkstedet Shwe Pan King hører vi den ældgamle proces med at fremstille papir af morbærtræets bark. Hele processen er manuel og starter med at den blødgjorte bark bankes, så fibrene adskilles. Herefter lægges de endnu engang i vand og sis fra til en masse, der bliver til papir som kan dekoreres inden soltørringen. Her fremstilles bl.a. papirparaplyer i forskellige størrelser. En aldeles fingernem herrer demonstrerer, hvor "let" hele fremstillingsprocessen er. Det han laver på et par minutter, ville vi andre være uger om!

Bark fra morbærtræer bankes til fibre i papirfabrikken Shwe Pan King

Bark fra morbærtræer bankes til fibre i papirfabrikken Shwe Pan King

Teaktræsklostret Shwe Yaunghwe Kyaung

Et par km. nord for hovedbyen Nyaungshwe ved Inle-søen stopper vi ved et af områdets fineste, gamle teaktræskloster Shwe Yaunghwe Kyaung, der er bygget på pæle i traditionel klassisk stil. Her kan vi se de unge munkeelever postere ved et af vinduerne.

Teaktræsklostret Shwe Yaunghwe Kyaung

Teaktræsklostret Shwe Yaunghwe Kyaung

I Nyaungshwe indkvarteres vi på Paradis Hotel i bungalower med fire værelser i hvert sit hjørne. Hvert værelse har en lille terrasse og vi er heldige at få en i solsiden.

Paradis Hotel i Nyaungshwe

Paradis Hotel i Nyaungshwe

Nyaungshwe - en livlig by

Vi besøger byens største marked - Mingalar markedet - hvor der bl.a. handles med frugt og grønt fra de flydende haver ude i Inle-søen. Blandt de mange på markedet ses nonner - ofte helt unge novicer - som indsamler fødevarer til dagens middag. Alle forretningsdrivende afleverer lidt af hvad de kan undvære - for hele princippet i buddhismen er, at gøre en gode gerninger for at opnå et bedre næste liv, og ved at give gratis føde til nonnerne, gør man en god gerning.
En eftermiddag er der arrangeret besøg i et af byens nonneklostre, hvor vi overværer en meditation - og får pulsen helt ned.

Buddhistiske nonner på Mingalar markedet i Nyaungshwe

Buddhistiske nonner på Mingalar markedet i Nyaungshwe

Sejltur på Inle-søen

Hotellet ligger godt en kilometer fra søen og vi spadserer denne morgen ned til havnen, for enden af en ca. fem kilometer lang kanal med forbindelse til Inle-søen. Her fordeles vi i tre langbåde hver med et "piskeris" drevet af en osende og larmende dieselmotor, der får båden til at skyde en betragtelig fart.

Havnen i Nyaungshwe-kanalen

Havnen i Nyaungshwe-kanalen

Snart er vi ved indsejlingen til Inle-søen, hvor de pittoreske fiskere, der balancerer på et ben mens de fisker, lader sig fotografere mod en behørig skilling. Mere originalt er der at se de arbejdende fiskere, som vi møder på vejen over søen mod de flydende haver og landsbyerne ude midt på søen. Inle-søen, der er ca. 22 km. lang og ca. 11 km. bred ligger ligger ca. 900 moh.

Fisker på Inle-søen

Fisker på Inle-søen

Intha-folket - en etnisk minoritet

Intha-folket, som lever her, er i princippet tidligere flygtninge og udgør en etnisk mindretalsgruppe og tæller mellem 70.000 og 100.000 individer. Befolkningsgruppen kom oprindeligt fra det sydøstlige Burma (som Myanmar tidligere hed), men blev fortrængt af thailændere, der invaderede området i 1700-årene. Den lokale thai-høvding nægtede Intha-folket at få land omkring søen, hvorfor de flygtede ud på søen og opbyggede tilværelsen her. Man byggede huse på høje pæle og anlagde over tid flydende haver ved hjælp af opgravet tang etc. hvor man kunne dyrke grøntsager og holde husdyr, der sammen med fisk bidrog til opretholdelsen af livet. Efterhånden blev her bygget større og større samfund med markeder, templer m.v. Det siges, at børnene her kan "ro før de kan spise ris". Konstruktionen af huse og øerne samt Intha-folkets levevis er helt unik for Sydøstasien.

Huse på pæle ved de flydende haver ude på Inle-søen

Huse på pæle ved de flydende haver ude på Inle-søen

Templer og kunsthåndværkere

På en af øerne besøges Nga Phe Chaung klosteret og vi kommer helt tæt på munkenes spartanske levevis. Den stigende turisme er med til at øge levestandarten for Intha-folket - og nu er også en lang række kunsthåndværkere kommet til. Vi besøger bl.a. en smedje og senere en vævestue, der fremstiller klæder af lotusplantens fibre.

Tempelbygning på Inle-søen

Tempelbygning på Inle-søen

Efter en dejlig frokost på restaurant Inthar Heritage House midt i Inle-søen, fortsætter sejladsen gennem masser af vandhyacinter, hvilket får søen til at ligne en magisk have. Vi kommer forbi flere flydende haver, forbi pælehuse og frem til andre øer, hvor vi bl.a. ser et skibsbyggeri og en cigaretfabrik, hvor kvinderne fremstiller håndrullede cigaretter.

Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på hotellet for senere på aftenen at spise godt på restaurant Thanakha Garden.

Den fortsatte sejltur på Inle-søen går gennem byens bebyggelser

Den fortsatte sejltur på Inle-søen går gennem byens bebyggelser

Markedsdag ved Phaung Daw U pagoden

Denne morgen går spadsereturen til en havn i en af sidekanalerne, hvor man er i gang med at losse tomater fra de små både. Tomaterne ligger i store sivkurve og eksporteres til markederne i Yangon og Mandalay.

Aktivitet i eksporthavnen

Aktivitet i eksporthavnen

Vi finder den reserverede båd og er atter på farten ud over Inle-søen. Hver femte dag er det markedsdag, der udspiller sig på en af de større øer i søen omkring den store Phaung Daw U pagode. 

Marked ved Phaung Daw U pagoden ude på Inle-søen

Marked ved Phaung Daw U pagoden ude på Inle-søen

Efter markedet og de mange souvenirbutikker besøges pagoden, som bl.a. har fem buddhafigurer, der er overklistret med bladguld, så de er ganske deforme og ukendelige.

Phaung Daw U pagode

Phaung Daw U pagode

Pagoder og stupaer ved Nyaung Ohak

Vi fortsætter op ad en sideflod i den sydvestlige del af Inle-søen til landgangsstedet ved en af de andre større bosætninger - Nyaung Ohak. Floden er delvist opdæmmet med flere trækonstruktioner, der bremser vandets fart ned mod søen. Kun ved hver opdæmning strømmer vandet gennem en smal åbning - lige bred nok til at en enkelt båd kan passere i høj fart. Man har hørt, at både før er kæntret her, men en rutinerede bådførere får os alle fint gennem åbningerne.

Mindre dæmning med smal gennemsejlingsmulighed

Mindre dæmning med smal gennemsejlingsmulighed

Ved landgangen kommer vi ind i et område med ældgamle pagoder, der er som taget ud af en eventyrfilm med Indiana Jones. Mange af pagoderne og stupaerne er fra det 12. århundrede og har smukke udhuggede relieffer der forestiller forskellige halvguder, der alle beskytter de buddhafigurer, som endnu ses i nogle af stupaerne. Desværre har mange af bygningerne gennem årene været udsat for plyndringer, så her er ingen med guld og flere stubaer er ødelagte og henligger i dag som ruiner.

Helligt område ved Nyaung Ohak

Helligt område ved Nyaung Ohak

Pagodeområdet Shwe in Tain

En kilometer lang overdækket gang leder os op til pagodeområdet Shwe in Tain med 1.054 stupaer samlet på et forholdsvis lille område. Det er en helt specielt oplevelse at spadsere rundt mellem disse mange tårne, der står tæt og svajer næst spøgelsesagtigt omkring os. Øverst i komplekset ses nyere og forgyldte stupaer og her findes også indgangen til områdets store centrale tempel.

Pagodeområdet Shwe in Tain

Pagodeområdet Shwe in Tain

Vi springer dog tempelbesøget over, da der er reserveret frokostbord på restaurant Golden Kite, der bryster sig med at have områdets bedste pizzaer. Fra frokostbordet kan vi iagttage livet langs floden, hvor ivrige sælgere forsøger at afsætte deres souvenir, hvor både som kommer og går, og hvor kvinder bærer brænde på hovedet til næste madlavning hjemme.
Atter har vi en fin tur over søen tilbage mod Nyaungshwe og hotellet, hvor vi hygger os denne aften.

Under frokosten er der udsigt til forbipasserende

Under frokosten er der udsigt til forbipasserende

Vingården Red Mountain

Hvem skulle tro, at der blev dyrket vin i Myanmar? Ikke desto mindre er det sandt, og på vejen til landets største vingård, besøger vi først et sukkerkogeri, som fremstiller sukker fra sukkerrør og ser derefter et værksted, hvor man fletter husvægge af bambus.

Tilskæring af bambus

Tilskæring af bambus

Da vi ankommer til vingården Red Mountain, der ligger 1.000 moh. er kvinderne i gang med arbejdet i vinmarken og efter at have set de helt moderne vintanke og det fuldautomatiske tapperi, er der vinsmagning af forskellige vine - forbavsende god vin fremstillet med hjælp fra franske og australske eksperter.
Vingården blev etableret allerede i 1922 i et område, hvor mikroklimaet er perfekt til vindyrkning - kølige nætter og varme solrige dage - og her fremstilles flere forskellige vine. Vinplanterne er importeret fra Frankrig, Spanien og Israel. I vingårdens højtliggende restaurant serveres en dejlig frokost.

Kvinder i vinmarken ved Red Mountain Vingård

Kvinder i vinmarken ved Red Mountain Vingård

Rundrejsen i Myanmar fortsætter og vi kører til lufthavnen i Hero for at flyve til landets hovedstad Yangon, hvor nye eventyr venter.

Fakta om Myanmar

Hovedstaden i Myanmar (tidligere Burma) er Naypyidaw (eller Pyinmana)

Befolkningstal: ca. 52 mio.

Areal: ca. 678.500 km²

Afstand fra Danmark: 7.614 km

Mest besøgte attraktioner: Inlesøen, Bagan samt de mange pagoder og helligdomme

Mere information:

Rejsebureau: Viktors Farmor

Turistinformation: Myanmar