Thomas Sørensen
Rejseskribent
Først på eftermiddagen kører vi til turistbyen Hikkaaduwa, som var blandt de første feriedestinationer, hvortil danskere ankom i 70'erne med rejsebureauerne Spies og Tjæreborg. Tsunamien i 2004 gjorde stor skade på byen og mange af husene er ikke blevet genopbygget. Den nye officielle byggelinie er nu 300 meter fra stranden. Hotel Kalla Bongo Lake Resort ligger et par kilometer inde i landet for enden af en simpel jordvej med flere fine huse. Vi overraskes, når vi kommer ind bag hotellets beskyttende ydremure, hvor en vidunderlig park ligger på en skråning ned til Hikkaduwa-søen. Øverst på grunden findes en række værelser fordelt på to etager alle med udsigt mod søen. Lige foran bygningen ligger stedets poolområde og lidt længere nede ad skråningen hotellets bar og restaurant. Hotellet stiller kanoer til rådighed for de som vil padle på søen, men det er ulideligt varmt! Igen og igen overraskes vi af den velsmagende og afvekslende mad vi præsenteres for på denne rejse - og maden her på Kalle Bongo Lake Resort er ingen undtagelse - en gastronomisk oplevelse.
Kalla Bongo Lake Resort i Hikkaaduwa
Næste dag kører vi nordpå forbi nogle mindesmærker for ofrene efter tsunamien i 2004.
Kaempe Buddha-statue i Hikkaaduwa til minde om ofrene efter tsunami i 2004
I byen Balapitiya ankommer vi til Captain's Boat House, der udover hotel også driver Maduwa River Boat Safari. Herfra tager vi på en bådsafari op ad Maduganga-floden, der efter de første sving åbner sig som en sø omgivet af svajende palmer, skov og mangrove. Undervejs ses flere fugle - hejre, skarv, biædere, isfugle og møder også en varan. Vi sejler gennem tunneller i den tætte mangroveskov - med chance for at se slanger, men møder dem ikke! På en af øerne i søen - Cinanmon Island (Kanel Øen) - går vi i land for at høre om, hvordan kanelstængerne egentlig bliver til. Barken fra kanaltræet skæres forsigtigt af og tørres i solen. Vi ser også hvor "let" det er at flette palmeblade!
Flodsafari på Maduganga-floden
Midt ude i søen holder "købmanden" til. Han sælger læskende drikke og frugt, og her gør vi holdt for at nyde den friske mælk fra nyplukkede kokosnødder. Yderste top af kokosnødden hugges af med en machete og i hullet stikkes et sugerør - en herlig forfriskende afslutning på en varm bådsafari.
Hos købmanden midt på Maduganga-floden
Ved landsbyen Kosgoda besøger vi Sea Turtle Sanctuary & Reserch Center, der ligger ud til en vidunderlig bounty-strand med hvidt sand og svajende kokospalmer så langt øjet rækker. Det er bl.a. på denne strand, at de store havskildpadder kommer op af havet for at lægge deres æg. Vi får en præsentation af de fem arter havskildpadder, som findes ved Sri Lanka og hører om hvordan havskildpaddernes æg indsamles og afleveres til denne udklækningsanstalt. Æggene graves ned i beskyttede sandkasser og når ungerne kommer ud, samles de og lever de første dage i stedets bassiner, inden de sættes fri i havet. De mindste går i hvert sit bassin for hhv. en–, to- og tre-dage gamle skildpaddeunger. De sidste får vi lov til at tage op og se nærmere på. De større skildpadder som her også er, må ikke røres og nogle af arterne er endda særdeles aggressive og kan nemt bide en finger af!
Skildpaddestrand ved Sea Turtle Sanctuary & Reserch Center i Kosgoda
Enkelte skildpadder som er kommet til skade eller mangler et lem eller to efter hajbid bliver her permanent og hjælpes gennem livet i centret. De forskellige arter udvikler forskellige, flotte mønstre på deres rygskjold. Verdens største skildpadde - læderskildpadden - er blandt de største krybdyr i verden (kun overgået af krokodiller) og kan have et rygskjold på tre meter og veje mere end 900 kilo! En model foran centret giver en ide om størrelsen.
Ved model af læderskildpadde i naturlig størrelse
Det er blevet sidste dag på denne naturrejse i Sri Lanka og der er dømt "fri leg" indtil vi om eftermiddagen skal tilbage mod Danmark. Enkelte går en tur til byen, andre tager med på snorkeltur ved koralrevet ud for kysten og nogle bliver på hotellet omkring poolen. Selv vælger vi umiddelbart efter morgenmaden og før den ekstreme varme sætter ind, at spadsere en tur i lokalområdet for at se på de mange fugle. Vi møder flere utroligt venlige mennesker, som byder os indenfor i deres haver, så vi kommer tættere på fuglene og også kan se, hvordan de lokale har indrettet sig bag murene. I et af husene fortæller ejeren, at han i flere år har tjent penge som kok i Milano og nu er kommet tilbage til sin kone og børn og bygget sig et dejligt hus, som han udlejer en del af som B&B gæstelejlighed.
Spadseretur i området omkring Kalla Bongo Lake Resort
Tilbage på værelset kører aircondition på 26 kølige grader og kæmper mod en udendørstemperatur som nærmere sig 40 grader. Men temperaturen er ikke problemet - det er i kombinationen med den ekstreme høje fugtighedsgrad, at vi simpelthen ikke kan holde ud, at være udendørs. Så den påtænkte kanotur på søen droppes og i stedet kaster vi os over de medbragte bøger. Hotellet har meget velvilligt stillet værelserne til rådighed for os, ind til vi om eftermiddagen får et sidste afkølende bad før vi køres mod lufthavnen uden for Colombo for at flyve tilbage mod Danmark.
Din rejseskribent lagt til afkøling
Hovedstaden i Sri Lanka er Colombo.
Befolkningstal: Ca. 22 mio.
Areal: Ca. 65.610 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 7.981 km
Mest besøgte attraktioner: Klippetemplet Sigiriya, helligdommen Adams Peak samt nationalparken Udawalawe
Mere information: