Thomas Sørensen
Rejseskribent
Den smule regn som falder i Kyzyl Kum ørkenen er nok til, at nomaderne kan holde får, geder samt kameler og dromedarer. Det er netop disse nomader vi er på vej til. Vi følger hovedvejen mod byen Navoi, der har en stor gasproduktion, og drejer fra mod pilgrimsbyen Nurata. På vejen stopper bussen ved et af Silkevejens mange karavanseraier, Raboti Malik, der oprindeligt var fra det 11. århundrede og delvist renoveret i 1900-tallet. Den imponerende indgangsportal fører ind til pladsen bag murene, hvor der kun er rester af bygningernes fundamenter tilbage. Men pas på hvor du træder, for netop på trappen, hvor vi intetanende kommer gående, ligger en lille giftslange, som vi lige så godt kunne have trådt på! At man netop har placeret et herberg for kamelkaravanerne her, skyldes ikke mindst, at her er vand.
Portal ved karavanseraiet Raboti Malik i Kyzyl Kum ørkenen
På den anden side af landevejen ligger Sarboda-kilden under en kunstfærdigt opført bygning fra det 14. århundrede. Vi går lidt ned ad nogle trapper under bygningen og betragte det store vandfyldte reservoir. I tidligere tider blev vand herfra ledt over til karavanseraiet.
Bygning ved Sarboda-kilden
Der er flere kilder ved den hellige pilgrimsby Nurata, hvor en hel kanal flyder med helligt vand. Det fortælles, at en meteorit slog ned mellem klipperne og vandet sprang frem fra jordens indre. Vandet er fyldt af store fisk som er beskyttet af helligdommen og derfor ikke må fanges. I flg. historien var det her fra Nurata at islam spredte sig i denne del af verden, efter at den irakiske missionær Ahmad ibn Muhammad var kommet hertil i 800-tallet. Pilgrimme kommer endnu langvejs fra, dels for at bede i moskéen, men mest for at blive salvet og vasket i det hellige vand eller fylde dunke med vandet som de tager med sig, da det siges at have en helbredende virkning. På skråningen over kanalen ses et gravsted, som menes at tilhøre en af Alexander den Stores generaler.
Indgangsportal til pilgrimsbyen Nutara
Længere oppe står resterne af et fort som Alexander den Store opførte i 300-tallet, før han gik til angreb på Bukhara. Det er dog kun nogle lerede jordvolde, som står tilbage, resten er eroderet væk. Men udsigten ud over Nutara fra toppen af det tidligere forsvarsanlæg er betagende.
Alexander den Stores fæstningsruin ved Nutara
Først på eftermiddagen når vi frem til lejren af filttelte ikke langt fra den lille ørkenby Dongilek, der bebos af kasakhstanere. Lejren består at en række såkaldte yurter, som vi overnatter i. I hver yurt kan der sove op til otte personer, men da vi er den eneste gruppe i lejren, kan hver familie få deres egen yurt, der indvendigt er opredt med madrasser på gulvet med dyner og ekstra tæpper. Foran teltlejren findes en simpel restaurant og lidt derfra udmærket bade- og toiletfaciliteter. Helt primitivt er det ikke.
Yurt-lejr ved Dongilek
I det tørre ørkenlandskab er det et ejendommeligt syn at se så stor en sø som Aidarkul-søen, der strækker sig helt til Kasakhstan. Her er muligheden for at få vasket ørkenstøvet af sig og flere hopper da også i det 28 grader varme vand. Andre spadserer langs stranden for at se lidt på fuglelivet, men biædernes huller i brinken er for længst forladt og her er kun nogle få måger.
Svømmetur i Aidarkul-søen
Tilbage i lejren venter nogle kasakhstanere med deres kameler, som vi tilbydes en ridetur på. Akkurat som ved dromedarer skal vi holde godt fast, mens vi sidder på ryggen mellem puklerne, når kamelen rejser sig, da vi ellers står på snuden. I små hold føres vi ud i ørkenlandskabet for at prøve hvordan det er at bevæge sig med "dette vuggende ørkenskib" og få en lille fornemmelse af hvorledes transporten på Silkevejen føles.
Kamel venter på kunder
Inden middagen tilberedes i lejren, spadserer vi en tur ud i ørkensandet omkring lejren for at se efter dyreliv. Mest aktive er de sjove jordegern som fra deres huller i sandet stikker hovedet frem for at se, om vi endnu er der. Her er spor efter mange dyr som biller, firben og slanger, men vi får ikke øje på dem alle. Her er lidt fugle, men det er ved at blive aften og solen går hurtigt ned - og så bliver det køligt.
Spadseretur i ørkenen kræver at du kan orientere dig
Efter middagen, der serveres inde i restauranten, tændes bålet på pladsen foran yurterne og musikken spiller, mens en pige viser forskellige kasakhstanske danse under en strålende stjernehimmel.
Solnedgang
Næste morgen er det tid til at forlade nomaderne og atter triller vi ud i det ensformige ørkenlandskab og følger ruten langs den storslåede Aqtau-bjergkæde.
På landevejen gennem Kyzyl Kum ørkenen
Ved frokosttid ankommer vi til Samarkand - de blå moskéers by.
Hovedstaden i Usbekistan er Tasjkent.
Befolkningstal: Ca. 32 mio.
Areal: Ca. 447.400 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 4.523 km til Tasjkent
Mest besøgte attraktioner: De klassiske byer på Silkevejen som Samatkand, Bukhara og Khiva med deres flotte moskéer, mausoleer og muslimskoler m.v.
Mere information: