Fæstningen Rozafa ved byen Shkoder

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Gislev Rejser

Dagens udflugt går med bus langs Adriaterhavskysten til det kontrastfyldte Albanien - et af Europas fattigste - og engang et af Europas mest lukkede lande, hvor selv religionsfrihed var forbudt.

Langs Montenegros Adriaterhavskyst mod Albanien

Blot få kilometer fra Budva holder bussen ved et udsigtspunkt, hvorfra der er vid udsigt ud over Budva-bugten og et af Montenegros mest berømte turistikoner øen Sveti Stefan. I dag er øen forbundet med en dæmning og øen er ejet af hotelkoncernen Aman, der driver et luksuriøst, femstjernet hotel i bygninger fra 1500-årene. Der er kun adgang til øen for hotellets gæster, der således er fri for nysgerrige turister!
Udflugten mod Albanien fortsætter ad den højtliggende kystvej med den ene panoramaudsigt efter den anden. Vi passerer byen Bar, der er landets eneste havneby med skibstrafik og samtidig hjemsted for Montenegros flåde. Fremme ved grænsen til Albanien ordnes grænseformaliteterne på ca. 30 minutter og vi lukkes ind i et af Europas fattigste lande.

Bunkere overalt

Ganske få meter fra grænsen ses den første af landets mere end 600.000 bunkere. Det var den tidligere kommunistiske generalsekretær og leder af Folkerepublikken Albanien Enver Hoxha, der led af en panisk rædsel for at fremmede nationer både fra vest og øst skulle annektere landet og derfor etablerede de mange bunkere, der hver skulle passes af tre soldater. Halvdelen af landets befolkning - ca. en million mennesker - var ansat i hæren! Trods dette spild af landets få ressourcer - vil nogen mene - lykkedes det at vende staten fra et landsbrugsland til et industrisamfund. Men fortsat et fattigt og lukket land, der først i forbindelse med østblokkens opløsning i 1990'erne begyndte at åbne sig mod vesten og i dag tillader turister at komme ind og bruge penge.         

Rozafa-fæstningen

Vest for byen Shkoder ligger en klippefyldt bakke, der rejser sig 130 meter over det omkringliggende flade landskab og som er omgivet af tre floder. Her har man allerede i oldtiden fundet stedet strategisk vigtigt og i illyrisk tid byggede man den første borg på toppen af bakken. I 167 f. Kr. fik Romerriget magten og udbyggede borgen, men det der i dag kan ses, stammer fra den venetianske periode i 1400-årene. Neden for Rozafa-fæstningen skifter vi til mindre taxaer, som tager os et godt stykke op ad bakken. De sidste 100 meter til indgangen må vi selv gå ad stejle, glatte brosten. Gennem fæstningens port kommer vi ind i den første af flere gårde med forskellige størrelser og kan her se lidt af fæstningsværkets ældste konstruktioner, som udgør det nederste af muren. 
Vi fortsætter til andre gårdspladser og ser bl.a. ruinerne af en tidligere basilika, der i osmannisk tid (fra 1479) blev omdannet til moské med minaret. De lodrette fæstningsmure med skydeskår fortæller os, at Rozafa-fæstningen har været svær at indtage. Vi samles på et af fæstningens tårne, hvorfra der et vid udsigt til Shkoder, som vi efterfølgende besøger.

Fæstningens legende

Som ved mange andre gamle bygninger knytter der sig også til Rozafa-fæstningen en legende: Det var tre brødre, der oprindeligt byggede fæstningen, som skulle blive til et slot, men det de byggede op om dagen, var faldet sammen i løbet af natten, så gode råd var kærkomne. De rådførte sig med en klog mand, som fortalte dem, at for at slottet skulle blive stærkt og bestå gennem tiderne, skulle en af brødrenes koner mures levende ind i slottets væg. Brødrene lavede en aftale med hinanden om ikke at advare konerne og som gik ud på, at den af deres koner som kom med maden den efterfølgende aften, skulle være den som blev offer. De to ældste brødre brød imidlertid aftalen og advarede deres koner. Det var så den yngste brors kone - der hed Rozafa - som kom med maden, og det blev hende som skulle mures inde. Da Rozafa hørte om hendes skæbne græd hun, da hun så skulle forlade sin mand og deres nyfødte barn, men indvilgede på den betingelse, at det ene bryst skulle være frit, så hun kunne amme sit barn og at den ene arm og et ben også blev frit, så hun kunne kærtegne sin mand og vugge barnet i søvn. 
I dag siges det, at det kalkholdige vand, der flyder ned langs indgangen til fæstningen, er mælken som flyder fra hendes bryst.

Shkoder - et multireligiøst samfund

Shkoder, der blev grundlagt allerede år 400 f. Kr. er i dag Albaniens næststørste by og landets kulturelle centrum. Byens katolske katedral, fik under kommunisttiden alteret spærret af, så kirkerummet kunne benyttes til boldspil. Religionsfriheden var suspenderet og alle former for gudsdyrkelse blev kriminaliseret. Alligevel fortsatte mange albanere med at praktisere deres religion - i det skjulte. På byens gågade er der mulighed for at spise frokost på en af de mange restauranter - som gerne tager mod euro. (Men sørg for at have så lige penge som muligt, da man risikerer at få vekselpenge tilbage i den lokale mønt albanske lek.)

Ved indgangen til gågaden ses en statue af Moder Teresa, der i 2016 blev helgenkåret af Paven til Sankt Teresa. Hun blev født i Makedonien, men af albanske forældre. I gågaden ses den store moské Ebu Bekr og lidt derfra den ortodokse kirke, så her er virkelig tale om et multireligiøst samfund, der dyrker religionerne - nu hvor det er blevet frit igen at tro.

Vi spadserer lidt ned i sidegaderne for at opleve andet end turiststrøget. Her kan vi se, at ikke alt er renoveret og at mange af byens indbyggere fortsat lever i nedslidte betonhuse fra kommunisttiden. Nedenfor holder store biler af mærket Mercedes-Benz, der er et statussymbol at eje i Albanien - også selv om man ikke har råd til at køre i den!  På en af byens store åbne pladser - Demokratiets Plads - ses en moderne fontæne og nye flotte kontorbygninger samt byens teater - det første i Albanien. Forandringerne er begyndt.

Efter et par timer på egen hånd i Shkoder kører vi samme vej tilbage mod hotellet i Montenegro og kan vente spændt på næste udflugt til kongeslottet i Cetinje.