Oplev Tirana - Albaniens smukke hovedstad

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Viktors Farmor

De senere år er turismen i Albanien vokset markant. Det meget lukkede land under kommunistlederen Envar Hoxhas totalitære regime har åbnet sig mod vesten med store investeringer i bl.a. nye hoteller, motorveje - og ikke mindst veluddannede lokale turistguider.

Tirana - Albaniens hovedstad

Efter indkvartering på Hotel Golden City, der ligger i en sidegade med rå, triste boligejendomme, spadserer vi ad en bred allé prydet med store, skyggefulde platantræer frem mod byens store centrale Skanderbeg Plads. Tirana blev ændret under Enver Hoxhas kommunisme og ateisme, hvor gamle kirker og moskéer i stor stil blev revet ned. Der er derfor ikke mange gamle/antikke bygninger tilbage i Tirana. Et særligt kvarter - Block - med finere boliger var forbeholdt eliten af partitoppen og andre spidser, mens de almindelige byboere var forment adgang. I dag er Block et populært sted med caféer, restauranter og muligheder for shopping. Efter at politikeren Edi Rama i 2000 blev borgmester i Tirana, udskrev han en konkurrence blandt skoleelever om udsmykning af de ellers så triste husfacader og de bedste forslag blev ført ud i livet, så karreerne blev malet i mange strålende farver, hvilket endnu kan ses.

Skanderbeg Pladsen

Midt på Skanderbeg Pladsen står statuen af Albaniens nationalhelt Skanderbeg (1405-1468). Hans navn var Gjergj Kastrioti og denne fyrstesøn blev taget som gidsel af den osmanniske hær (tyrkerne) i 1420. Her fik han sin militære uddannelse og kæmpede flere slag på osmannernes side og fik det osmanniske navn Skanderbeg. Han var imidlertid ikke overbevist muslim, men kristen og flygtede tilbage til Albanien, hvor han samlede forskellige klanledere som samlet bekæmpede osmannerne. Det lykkedes at trænge osmannerne tilbage i 1461, hvorefter Skanderbeg stod som Albaniens leder. Efter hans død blev Albanien en del af Det Osmanniske Rige. Dette varede i ca. 500 år og først i 1912 erklærede Albanien sig som selvstændig nation, hvilket året efter blev anerkendt af stormagterne.

Italienerne har haft stor indflydelse på arkitekturen i Tirana og det ses på bygningerne i den sydlige del af pladsen, hvor rådhuset og andre kommunale administrationsbygninger ligger. Ved siden af rådhuset ses moskéen Et’hem Bey, der blev åbnet i 1923 og er en af de få ældre bygninger, der blev anset for bevaringsværdig og ikke revet ned under kommunismen. Bag rådhus og moskéen ses klokketårnet.

I den nordlige ende af pladsen ses Operaen, hvor samme (moderne) bygning også rummer Nationalbiblioteket. Det er dog Det National Historiske Museum fra 1981, der dominerer denne del af pladsen. Over indgangen ses en kæmpemæssig mosaik med Moder Albanien i spidsen for sejrrige albanere fra forskellige tidsperioder fra illyrerne til frihedskæmpende partisanere og intellektuelle der var med til at frigøre Albanien fra Det Osmanniske Rige. I Block-kvarteret ligger Pyramiden, som Enver Hoxha fik opført som et museum om ham selv. Efter kommunismens fald i 1991 ophørte denne funktion og stedet blev senere brugt af NATO under Kosovo-krigen i 1998-99 og store dele af bygningen ligger i dag ubenyttet hen og er i forfald. 

Bunk’Art 1 - beskyttelsesrum og museum

Envar Hoxha var overbevist om, at Albanien ville blive angrebet af Vesten og byggede i 1970’erne bl.a. en hemmelig fem etagers bunker under jorden lidt uden for Tirana, hvor den kommunistiske elite kunne beskytte sig og modstå atomangreb. Efter at have kørt gennem en lang tunnel kommer vi frem til en parkeringsplads og derfra er der et stykke at gå op til museets hovedindgang. I det store kompleks med lange betongange og ikke mindre end 106 rum ser vi bl.a. hvorledes Hoxhas kontor, soveværelse og simple toilet ser ud. Kontoret er det eneste sted, hvor betonvæggene er beklædt med finertræ. Vi ser kommandocentralen, dagligstue med TV og køkken med spisestue som det har set ud i 1973. I mange af rummene er ophængt fotografier fra tiden omkring 2. verdenskrig. På andre etager ses bl.a. et stort teaterrum. Hele anlægget var tophemmeligt og ikke engang den militære ledelse havde kendskab til bunkeren.

Landfrokost i Marikaj

Vi er kørt væk fra byens larm og ud i et naturskønt område ved Marikaj ca. en times kørsel fra Tirana. Her nyder vi en landlig, hjemmelavet frokost hos familien Hajdar Kuri. Stort set alt bliver produceret af familien - selv vinen og rakien(snaps) - hvis restaurant ligger ved en smuk sø omgivet af skovklædte bjerge.

Rubik - med højtliggende kirke

Vi følger den gode hovedvej, der forbinder Albanien og Kosovo, langs Fan-floden og i Rubik besøges den højtliggende katolske kirke Shëlbuemit grundlagt i 1166. Herfra er der en flot udsigt ud over dalen og floden. Kirken har gamle fresker og et alter med et stenrelief, der viser Den Sidste Nadver.  Ved siden af kirken ligger ruinerne af et tidligere franciskanerkloster.

Hotel Marub

Inde mellem bjergene et par kilometer vest for Fan-floden ligger Hotel Marub ganske smukt ved en mindre, men brusende flod. Vi benytter den sene eftermiddag på at spadsere en tur langs floden, der er omgivet af frugtbart landbrugsområde, hvor der bl.a. dyrkes majs og vin. Til duften af krydderurter hører vi fuglenes sang og frøerne kvække i vandløbet. På den udendørs terrasse ved Hotel Marub serveres aftensmaden tæt ved floden, men det bliver hurtigt køligt her i bjergene, så en lun trøje er nødvendig.

Mod Valbonë National Park

Bussen sætter kurs mod Valbonë National Park, der ligger i det nordøstlige hjørne af Albanien. Snart ses de høje bjerge med lommer af sne, der danner grænse mod Montenegro. Vi følger Valbonë-flodens rivende vandmasser, der udspringer ved et af Albaniens højeste bjerge Jezerca, 2.694 moh. (Det højeste bjerg Korabi, 2.751 moh. ligger på grænsen til Montenegro og deles med dette land - selv om bjergspidsen ligger i Albanien). Det turkisgrønne smeltevand vælter ned over sten, forbi farvestrålende, lodrette klippesider og skærer sig gennem dybe kløfter. En flot køretur. 

Hotel Margjeka i Valbonë-dalen

Hotel Margjeka er på tre etager og opført i 2012, hvor turismen til dette naturskønne område tog fat. Hotellet, der ligger omgivet af bjerge med snelommer, har to store terrasser - en udendørs samt en overdækket. Bag hotellet ligger en blomsterrig eng, hvor man også har mindre køkkenhaver med grøntsager. Vi er relativt langt ”væk” fra civilisationen og da et uvejr med lyn og torden bryder løs, går den elektriske belysning under middagen. Levende lys kommer på bordene - og så kommer el-belysningen tilbage for igen at forsvinde! Mit råd er at tage en pandelampe eller lygte med. Man ved aldrig i Albanien!

Vandretur i bjergene

I dag gør vi os parate til en vandretur i De Albanske Alper. En lokal hyrde tager os med gennem den uspolerede natur, der starter et par kilometer fra Hotel Margjeka, hvortil vi køres. Vi vandrer på tværs af Valbonë-floden, der på dette sted - på denne årstid - er knastør og fyldt med hvide sten så langt øjet rækker. Når smeltevandet kommer i det tidlige forår, er floden ikke til at passere her. I skoven kommer vi ind på et mindre æselspor, der snor sig op over klipper med mulighed for det ene panoramaudsyn efter det andet.

Da vi er ude af skoven, rammer vi grusvejen som går frem til frokoststedet, men vi er i god tid, så vi fortsætter længere ind i dalen, der ligger åben foran os. Herfra kan vi lige akkurat se toppen af Korabi-bjerget. I den brede dal græsser en større fåreflok som også benytter floden til at drikke af. Men der bliver passer på fårene, for en hyrdehund er bestemt ikke tilfreds med, at vi trænger os på. Lokalguiden forsøger at skræmme den væk, før den gør skade på os, og et par velplacerede sten holder den på afstand. Vis altid respekt for disse løsgående hyrdehunde, der angriber hvad som helst, der nærmere sig dens fåreflok!

Den hjemmelavede frokost hos den lokale landmand ved Kukaj gæstehus er bare overdådig og velsmagende med både øl, rødvin og raki - men dagens vandretur er ikke færdig.

Paddehattebunkere

Vi vælger at spadsere tilbage ad grusvejen og nede ved Valbonë-floden er vi kommet til et sted, hvor flere vandløb skal passeres - nogle gange på et bræt andre gange må vandløbet stengås. Tilbage ved landevejen ses en række af de såkaldte paddehattebunkere. Enver Hoxha var sikker på, at landet ville blive angrebet og iværksatte - måske landets største spild af penge - at flere hundrede tusinde bunkere blev opført. En enkelt bunker kostede det samme som at bygge et et-værelses hus! Hver bunker var bemandet med to eller tre soldater, som skulle være parate, når fjenden kom. Den kom aldrig. Hvor mange af disse paddehattebunkere der endnu eksisterer, vides ikke, men det skønnes, at der fortsat ligger mere end 600.000 spredt rundt omkring i landet.

Tilbage på Hotel Margjeka benyttes eftermiddagen til en spadseretur mellem blomsterne på engen.

Med færge på Koman søen

Albaniens længste flod er den 285 km. lange Drini. Under landets isolation besluttede man at opdæmme den vandrige flod ved at lave dæmninger og udnytte hydroelektriciteten. Derved dannedes to store kunstige søer Fierza-søen og Koman-søen. Folk som levede i landsbyerne langs Drini-floden i 1970’erne og 1980’erne, måtte naturligvis flytte og god landbrugsjord blev oversvømmet. Ved byen Fierza kører vi ombord på bilfærgen Alpin og sejler ca. to timer gennem et helt spektakulært landskab til byen Koman.

På turen passeres lodrette klippesider og bjerge på op til 1.500 moh. Koman-søen er visse steder meget dyb og strækker sig 30 km. gennem smalle slugter og lidt bredere farvand. Kun ganske få steder i dette vilde landskab ses beboelse, hvor folk har valgt at dyrke afgrøder ganske afsides på de stejle bakker, for eneste vej til og fra disse huse er via vandvejen. Fra færgens soldæk nyder vi de skovklædte bjergsider, som spejler sig i det grønne vand. Undervejs møder vi blot et par andre skibe.

Fra færgelejet ved Koman kører vi på en landevej, der har kendt til bedre tider (læs hullet) og følger den imponerende Drini-flod, der bugter sig ind og ud i forskellige fjorde. Efter en times tid ankommer vi til campingpladsen ved Agora Farmhouse, hvor der er bestilt frokost. Stedet ligger afsides, men ganske skønt helt ned til Drini-floden.

Rozafa fæstningen i Shkoder

På vej mod Hotel Colosseo i den tidligere hovedstad Shkoder stoppes ved den højtliggende fæstning Rozafa. Meget af Albaniens fortid er beskrevet i historien, men endnu mere er baseret på legender. Således også om Rozafa. Det fortælles, at tre brødre byggede på fæstningen, men hver nat faldt det byggede sammen. De rådførte sig med en klog mand, som sagde at de skulle bringe et offer. Brødrene blev enige om, at den af deres hustruer som først dukkede op næste dag med frokosten skulle mures inde i fæstningens væg. De var blevet enige om ikke at fortælle dette til nogen, men de to ældste brødre brød aftalen og fortalte deres hustruer om beslutningen og de blev hjemme. Men den yngste brors hustru med navnet Rozafa var uvidende og kom med frokosten. Hun accepterede sin skæbne, dog på den betingelse at der blev lavet et hul til hendes ene arm og bryst, så hun fortsat kunne holde og amme sin nyfødte søn. I porten ved indgangen til fæstningen ses fortsat hvide skjolder fra den mælk som løb fra Rozafas bryst.

Det er lidt anstrengende at spadsere op ad de glatte og toppede sten til fæstningens indgang, men fra borgmuren over indgangen i forreste borggård er der en betagende udsigt ind mod Shkoder og det omkringliggende landskab. På den centrale borgplads ses ruinen af den tidligere Skt. Stefans Kirke fra det 13. århundrede, der engang var Shkoders katedral, men som under ottomanerne blev ændret til en moské i 1869. I den inderste borggård ligger museet (lukket om mandagen) samt en restaurant. Borgens strategiske beliggenhed har været benyttet siden illyrerne, der var her et par hundrede år f.Kr. Spor af de illyriske mure kan endnu ses som store sten uden mørtel ved indgangsporten. De fleste ruiner som i dag kan ses, stammer dog fra de venetianske og ottomanske perioder. Rozafa var den sidste fæstning i Albanien som efter en længere belejring måtte overgive sig til osmannerne i 1479.

Shkoders bymidte

Hotel Colosseo kan ikke ligge mere centralt - lige på gågaden og over for Ebu Bekr moskéen. Et moderne hotel, men ikke uden bygningsfejl, som man kan komme ud for i Albanien. Man bygger, men holder ikke ved lige. Det er ikke første gang - og vi er ikke de eneste - som konstaterer, at det drypper fra loftet i badeværelset. Ventilationsanlægget fungerer heller ikke!

På gågaden er turistlivet i fuld gang med beværtninger, caféer og restauranter side om side med souvenirbutikker og tøjforretninger. I sidegaden parallelt med gågaden ses den ortodokse kirke - Kristi Fødselskirke - og en blok længere fremme ligger Ebu Bekr moskéen med dobbelt minareter. Den oprindelige moské blev ødelagt af et jordskælv i 1905, men blev genopbygget i 1910. Under ateismen i 1960’erne blev moskéen så revet ned (det var kun kommunismen man skulle tro på!) og blev først genopbygget i 1995 med sit nuværende udseende. På den anden side af gågaden ligger den katolske katedral fra 1867, der blev genindviet i 1991 bl.a. med deltagelse af nonnen Moder Teresa (1910-1997). Klokketårnet er genopført i 1999. Ved siden af katedralen ligger et munkekloster. For enden af gågaden ses en statue af Moder Teresa, der godt nok er født i Nordmakedonien, men som har haft stor betydning for den katolske befolkning i Albanien.

Durrës - med romerske ruiner

Næste dag er vi i Durrës - Albaniens største havneby med flere færgeforbindelser til Italien. Allerede i det 7. århundrede f.Kr. skabte det antikke Grækenland en koloni her med henblik på at udvinde sølv og andre mineraler fra bjergene i Illyrien. Senere kom romerne og erobrede byen i 229 f.Kr. der voksede til et centralt knudepunkt mellem Rom og østover. Det anslås, at befolkningstallet dengang var 40.000. Romerriget blev efterfulgt af Det Byzantiske Rige, venetianerne og ottomanerne, som alle har sat deres præg på Durrës.

Det romerske amfiteater

I det romerske amfiteater fra det 2. århundrede e.Kr., kunne op mod 20.000 tilskuere overvære gladiatorkampe. Med sin ovale form og en længde på 132 meter og en bredde på 113 meter, hvor arenaen alene målte 60 x 40 meter, var dette amfiteater det største på Balkan. Gladiatorkampene fortsatte ind til Det Vestromerske Riges fald i 476 e.Kr. hvor gladiatorkampe blev forbudt. I det 6. og 10. århundrede blev amfiteatret ødelagt af jordskælv og blev senere benyttet som begravelsesplads med kapeller, før det gik i glemmebogen og man byggede huse oven på ruinerne.

Legenden fortæller, at en indbygger i 1966 ville plante et træ i sin have, men det forsvandt ned i et hulrum. På den måde blev amfiteatret genopdaget. I 1960’erne havde man ikke midler til - eller interesse i - at udgrave ruinerne og først i 1980 blev udgravningerne delvist genoptaget. Men en egentlig bevaringsindsats skete ikke og amfiteatret gik langsomt i forfald. Først i 2000 besluttede man, at denne unikke ruin skulle bevares for fremtiden. Det er dog ikke uden problemer at fortsætte udgravningerne, for der står endnu huse oven på ruinerne, og lovgivningen i Albanien gør det ikke muligt at ekspropriere. Selv om der gives fine pristilbud til husejerne, er det dem som bestemmer, om de vil lade sig købe.

Forum, romersk bad og fontænepladsen

Nogle få hundrede meter op ad hovedgaden ses marmorsøjler fra det romerske forum. I alt har her stået 40 søjler, hvor omkring der har været forretninger. Man mener, at den vigtige romerske vej Via Egnatia, der gik til Byzans (senere Konstantinopel og i dag Istanbul), startede her. Et stenkast fra forum ses nogle få ruiner fra et romersk bad. Vi passerer den store plads med fontæne foran moskéen og kommer forbi rådhuset. Her ses også rester af den gamle bymur som både romerne, byzantinerne og venetianerne har bygget på. Nede ved havet ses det venetianske tårn La Torra.

Strandpromenaden

Vi følger den livlige strandpromenade med gynger og karusseller m.m. langs kysten og kommer forbi et moderne byggeri ved molen - Ventus Havn. Yderst på strandpromenaden ligger et etageopdelt udsigtspunkt - Sfinks - hvorfra der er tilbageblik mod strandpromenaden og frem mod en af byens populære badestrande. På strandpromenaden nydes en veltillavet frokost på restaurant Belvedere.

Berat - med osmannisk arkitektur

Samme eftermiddag kører vi ind i landet til byen Berat, der anses for at være blandt de smukkeste byer i Albanien, hvorfor den også er optaget på UNESCO's verdensarvsliste. Fra Hotel Onufri spadserer vi gennem det gamle Berat og kommer forbi det muslimske kvarter Mangalemi, hvor husene er bygget op ad bjergsiden mod det højtliggende citadel således, at alle har udsigt mod Osumi-floden. Nogle kalder byen for ”Byen med de 1000 vinduer”, men mere korrekt er det at benævne den som ”Byen med 1000 huse oven på hinanden”.

Vi passerer Osumi-floden på en hængende gangbro og kommer til det kristne ortodokse kvarter Gorica, der ligeledes har huse forskudt over hinanden op ad bjergsiden. På tilbagevejen krydser vi stenbroen Gorcia-bro og er tilbage i det muslimske kvarter.

I Mangalemi skal man have gode ben for at færdes, men vi spadsere alligevel op mellem de smalle stenlagte stræder, hvor biler ikke har en chance for at komme. Det er op og ned ad glatte trapper, langs snævre gyder, hvor nogle ender blindt. Flere steder er de små pladser foran de osmanniske huse pyntet med farverige blomster.

Berat citadel

Den stenlagte gade lige uden for Hotel Unifri er den korteste vej op til Berat citadel og det etnografiske museum. Det tager omkring 20 minutter at spadsere op - og ikke uden sved på panden! Vi vælger i steder at køre op til citadellet fra den anden side af bjerget og fra P-pladsen er der kun få meter at spadsere op til indgangen. Inde i citadellet spadserer vi rundt på de toppede brosten og kommer bl.a. forbi en kæmpemæssig buste af Konstantin den Store. At Det Byzantinske Rige har været her, ses også på arkitekturen på treenighedskirken opført i 1300-årene, der ligger ganske kønt. Oppe bag kirken er der adgang til at se citadellets enorme cisterne, der kunne indeholde nok vand til længere tids belejring.

Fra citadellets udsigtsplatform kan vi overskue store dele af Berat med Osimo-floden og bydelen Gorica.

Vi slutter besøget med at se Det National Ikonografiske Museum - populært kaldt Onufri Museet - ved den ortodokse St. Mary kirke fra 1797. I de tilstødende lokaler ses en større samling af ikonmalerier - over hundrede malerier - flere skabt af den berømte ikonmaler Onufri, der levede i 1500-årene. (Det er ikke tilladt at fotografere i kirken og på museet).   

Over oliefelterne i Kucova til frokost i Belsh

Vi er på vej mod byen Kruja og vælger at køre en tur omkring Kucova, hvor mange af de gamle oliepumper fortsat kan ses. ”Lækkert” er det ikke for omkring boringerne flyder det med olierester og ganske få meter herfra dyrkes grøntsager!

Så er det meget mere lækkert at få serveret et landligt frokostmåltid ved Dumrea Rubin i Belsh, hvor de selv dyrker grøntsagerne. Dette agriturisme sted med mulighed for overnatning i landlige omgivelser ligger midt i en olivenplantage.

Kruja - Skanderbegs hjemby

Sent på dagen når vi Kruja, der er en af de vigtigste byer i Albaniens historie, for dette var Skanderbegs hjemsted. Byen ligger på en bjergskråning og på vejen til det moderne Hotel Panorama kommer vi forbi en statue af nationalhelten.

Kruja borg med Skanderbeg Museum

Hotel Panorama et placeret højt og flot i byen med direkte udsigt fra værelsernes altaner til Kruja-borgen, der har eksisteret siden antikken og som ligger i gåafstand fra hotellet. Det skal vi se nærmere på.

Neden for hotellet spadserer vi gennem den gamle - men restaurerede bazar - specielt beregnet til turister, hvor det er muligt at købe god souvenir. Herfra er der kort afstand op til borgens indgang. Inden for borgens mure er det første vi møder en stor bygning - Skanderbeg Museum - der fra 1982. Museet fortæller om Albaniens historie helt fra Illyriens tid til kampen mod osmannerne med Skanderbeg i spidsen. Han ses da også som det første sammen med sine krigere, når vi træder ind i museet. (Det er ikke tilladt at fotografere i museet).

Rundt på borgen

Blandt borgens gamle bygninger bor her fortsat indbyggere med private haver. Men på rundturen ser vi bl.a. den gamle hammam fra 1400-årene, kommer forbi det etnografiske museum, ligesom vi besøger det markante klokketårn øverst på bjerget, hvor udsigten ned over Kruja er bedst.

Lokal overraskelse

Aftenen før blev der arrangeret afskedsmiddag på Hotel Panorama - og under middagen kom overraskelsen - folklore i nationaldragter med musik, sang og dans.

Smuttur til Prizren i Kosovo

Under besøget i Albanien er der en udflugt til Kosovo, der i 2008 rev sig løs fra Serbien. Efter den formelle grænsekontrol er der blot en snes kilometer til byen Prizren. Se neden for.