Anne-Vibeke Isaksen
Vært og rejsejournalist
Der er kun en campingplads i Flanderns romantiske og historiske by, Brugge, og den er ikke speciel stor, så kommer man i højsæsonen er det en god ide at bestille plads, hvis man vil være på den sikre side. Til gengæld er der stor udskiftning på pladsen, for de fleste bliver desværre kun to-tre dage. Fra campingpladsen tager det 10 min. på cykel til centrum og en halv time til fods. Man kan også tage bussen. Det kan ikke anbefales at tage bilen med til centrum.
Brugges gamle bydel skal uden tvivl ses til fod, men du kan starte med en kanalrundfart for at få et hyggeligt og samtidigt smukt overblik over de mange historiske bygninger. Bådene sejler fra mange forskellige steder i byen og turen tager en halv time. Ellers handler det meget om at slentre rundt på må og få. Der er hele tiden noget at se på og giv dig god tid til at kigge op og få de mange detaljer med. Når du trænger til en pause, så ligger der cafeer, restauranter og barer overalt.
Brugge kan ikke sammenlignes med andre steder, selvom det kaldes for Nordens Venedig. Hele bymidten er ubeskrivelig, fordi sammenhængen mellem kirker, kanaler, broer, middelalderbygninger og grønne områder er så helstøbt, at man forsvinder i tid og sted. Selvom der er mange mennesker – og der er mange hele året – så er der også plads til afslapning og hygge, når man f.eks. går lidt væk fra hovedstrøgene og finder en lille krog eller café. Brugge opstod pga. vikingerne, der allerede i 800-tallet fik befolkningen i Flandern til at bygge borg og bro (brugge) for at holde dem fra land. Senere blev de samme bygninger brugt til handel og med tiden blev Brugge til en af Europas vigtigste havnebyer. Den rigdom det har medført ses på mange af de gamle bygninger, der er ganske overdådige.
Nok ikke lige to ting man nyder sammen, men ikke desto mindre to ting, der skal nydes i Brugge. For flere hundrede år siden var der mere end 400 mindre bryggerier. I dag er der bare ét, men til gengæld et bryggeri, der har vundet fine priser for sine øl. Der er interessant rundvisning på bryggeriet, og selvfølgelig afsluttes turen på en lille time med smagsprøver. Er du stadig tørstig så kan jeg varmt henvise til ´t Brugs Beertje. En ølcafé med ca. 300 af de ca. 600 belgiske øl, der findes. Så giv dig god tid. Lægges dette besøg ind på turen til Brugge, er der endnu en god grund til at tage bussen til og fra campingpladsen.
Chokoladebutikker ligger på et hvert gadehjørne, men hvis du vil prøve noget anderledes så kan The Chocolate Line varmt anbefales. Her eksperimenteres med krydderier, oliven, og soltørrede tomater i chokolade. Lyder det underligt, så giv det alligevel en chance – du bliver overrasket. Butikken har som alle andre også almindelig chokolade men af den super gode af slagsen.
Hovedstaden i Belgien er Bruxelles. Den nordlige del af Belgien er Flandern, mens den sydlige del af landet er Vallonien.
Befolkningstal: Ca. 11,4 mio.
Areal: Ca. 30.528 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 825 km til Brugge (fra Padborg)
Mest besøgte attraktion: Markt, Beginjhof, Bourgogne bryggeriet
Mere information: