Svaneke - Bornholms idylliske by på østkysten
Log ind Log ind
Svaneke - Bornholms idylliske by på østkysten

Svaneke - Bornholms idylliske by på østkysten

På denne ferie på Bornholm besøges nogle af byerne og vi vandrer flere af øens skønne vandreruter.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Hullehavn Camping

Receptionen på Hullehavn Camping holder middagslukket, så vi tager chancen og kører ned i "Gryden", hvor andre teltcampister er placeret og stiller teltet op på forventet senere godkendelse. Og heldigvis er den nummererede standplads, som vi frejdigt har besat, ikke reserveret til anden side, så vi kan sagtens blive boende. Det er dog sådan, at netop i "Gryden" er biler ikke velkomne, da her er mange børn og stedet ligger netop ved passagen til naturhavnen, hvor der er en fin, børnevenlig sandstrand og bademuligheder med vippe. Bilen parkeres natten over ved indgangen til Hullehavn Camping. Campingpladsen ligger meget attraktivt på terrasser ned mod den klippefyldte østersøkyst og fra langt de fleste standpladser er der udsigt til havet.

Hullehavns Camping i Svaneke

Hullehavns Camping i Svaneke

Bytur til Svaneke langs havet

Og så kan man på ca. 10-15 minutter spadsere forbi Svaneke Fyr og følge kystvejen ind til en af Bornholms allersmukkeste byer - Svaneke.

Svaneke Fyr

Svaneke Fyr

Svaneke - en idyllisk by

Og Svaneke er en af de byer, man taber sit hjerte til. Idylliske, små, kringlede gader med velholdte bindingsværkshuse med stokroser foran og bagvedliggende prydelige haver. Svaneke, Danmarks mindste købstad med kun 1200 indbyggere, blev da også i 1975 belønnet med Europarådets guldmedalje for en konsekvent bevarelse af byens historiske karakter. Men Svaneke er ingen soveby eller et frilandsmuseum. Her er aktivitet overalt, hvilket man straks ser på en tur gennem byen. Midt i byen ligger bl.a. Svaneke Bryggeri, kendt over det ganske land for sit gode øl, og ved den gamle renoverede forsvarsskanse med kanoner finder vi Svaneke Røgeri med de meget karakteristisk fem høje skorstene - kaldet "De Fem Søstre". Det dufter og det smager.
Flere kulturtilbud finder vi i Svanekegaarden. I den anden ende af byen ligger Svanekes rosakalkede kirke. Og så er der naturligvis havnen, hvor her altid er aktivitet. En fiskekutter tager på havet eller kommer ind. Hvad har de mon fanget?

Idylliske huse i Svaneke

Idylliske huse i Svaneke

Nexø - Bornholms næststørste by

Denne sene eftermiddag bruger vi på at tage til nabobyen Nexø - Bornholms næststørste by - der ved slutningen af anden verdenskrig blev bombarderet af sovjetrussiske fly, fordi den tyske kommandant ikke ville overgive sig til russerne. På to dage den 7. og 8. maj 1945 blev mere end 800 ud af byens ca. 900 bygninger beskadiget, heraf 400 totalt. Der omkom en enkelt dansker og flere tyske soldater under angrebene. Også Rønne blev bombet. Det tog syv år at genopbygge Nexø. På Nexø Museum kan man lære meget mere om bombningen af Bornholm.
Som følge af bombardementerne har Nexø ikke helt så mange gamle, originale bindingsværkshuse som andre bornholmske byer, men byen har alligevel sin egen charme. I den ene ende af byen finder vi Martin Andersen Nexøs hus - nu museum. Forfatteren er nok mest kendt for romanen Pelle Erobreren som Bille August har filmatiseret. I denne del af byen ligger også Nexøs smukke kirke med bindingsværk på tårnet og med rødder helt tilbage til 1300-tallet. I centrum omkring torvet og i sidegaderne lyder der musik og vi dumper lige ned i årets jazzfestival. Noget af et tilløbsstykke.
Ingen steder er her langt til fiskerihavnen, der er den største på Bornholm, med bl.a. færge til Polen. På en af havnekajerne ligger Restaurant Culinarium, hvor vi nyder en vidunderlig indbagt torsk svømmende i rejer. Prøv det - det kan anbefales.

Nexø Kirke

Nexø Kirke

På vej mod Gudhjem

Næste dag vil vi at tage en overliggerdag i Gudhjem, hvorfra vi senere vil besøge Ertholmene, så vi flytter teltpælene til Gudhjem.

Læs mere

Fakta om Danmark - Bornholm

Bornholm kaldes også "Solskinsøen" og er Danmarks østligste punkt i Østersøen.

Mest besøgte attraktion: Hammershus, rundkirkerne og naturen med sprækkedale. På Bornholm findes flere hyggelige byer som Svaneke og Gudhjem.

Kyststien: 120 km vandrerute hele Bornholm Rundt

Mere information:

Turistinformation: Bornholm

Turistinformation: Danmark

Campingpladser på Bornholm
Som medlem af DCU får du rabat