En forårsdag på Mølleåen
Log ind Log ind
En forårsdag på Mølleåen

En forårsdag på Mølleåen

En dejlig forårsdag i maj og det myldrer med folk ved bådudlejningen. Det er som om alle vil ud at padle kano på Mølleåen i dag og det kan man godt forstå, så her er trængsel.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Kanoudlejning

Her er to steder du kan leje kano - begge steder fra Nybrovej i Lyngby. Den første du møder er Nybro Båd- & Kanoudlejning - lige ved ishuset på højre hånd, når du kommer fra Lyngby. Her er en lille parkeringsplads på venstre side umiddelbart før du når bådudlejningen. Men den er lille og du skal være tidligt ude, hvis du vil gøre dig håb om en P-plads.

Nybro Båd & Kanoudlejning

Nybro Båd & Kanoudlejning

Længere ude ad Nybrovej finder du Frederiksdal Kanoudlejning. Her er parkeringsforholdene meget bedre. Men tag i stedet bussen evt. fra Lyngby station (det tager 5-10 min) - så er du også frit stillet med hensyn til hvor du "vil stå af" på turen - hvis ikke du skal tilbage med kanoen til udlejeren. Du kan nemlig aftale med udlejeren, at han henter kanoen et sted i "den anden ende af Mølleåen" - f.eks. ved Raadvad. Det er naturligvis ikke gratis, men er I i flere kanoer bliver det jo billigere pr. stk.

Frederiksdal Kanoudlejning ved Mølleå

Frederiksdal Kanoudlejning ved Mølleå

Forbi sluse

Vælger du at starte turen længst ude skal du forbi en lille sluse, hvor vandet fra Furesøen vælter ned i Mølleåen. Du trækker kanoen over en træ-sliske under broen og kommer tørskoet igennem.

Kanotrafik på Mølleåen

Kanotrafik på Mølleåen

Mod Lyngby Sø

Så begynder selve skovturen i kanoen, idet første del går gennem Nybroskov, bag om Marienborg og langs Lyngby Åmose. På dette første stykke har Mølleåen nærmest karakter af en kanal. Efter sidste bro åbner Lyngby sø sig og du kommer nu ud i åbent vand. Du kan vælge at padle tværs over søen eller føre kanoen lange bredden, og nyde de mange åkander. Husk at åkanderne er fredet og at du ikke må sejle gennem dem. Her er også mange hyggelige små vige, hvor du kan lægge til eller du kan vælge øen midt i søen.

Gennem kanalen ved Lyngby Åmose

Gennem kanalen ved Lyngby Åmose

Husk hjulsæt

Vil du videre, kommer du i den anden af Lyngby Sø under motorvejen og frem til Lyngby Hovedgade. Her skal kanoen skubbes over - så det er en god ide at få et sæt hjul med. Du skal lidt ned forbi nogle værksteder, inden du igen får kanoen i åen. Straks er her mere fredeligt, for det er trods alt de færreste, der kommer ud af Lyngby sø. Til gengæld bliver det - efter min mening - flottere og flottere, jo længere væk vi kommer. Vi padler nu på bagsiden af Sorgenfri Slot og har skov og skrænter tæt på os.   

I kano over Lyngby Sø

I kano over Lyngby Sø

En tur i vandet

Ved Fuglevad Station ser vi, at en kano er kæntret og alt er gledet ud i vandet! Kano og udstyr kommer på land, men vores uheldige ven er så uheldig at sidde fast i bundens mudder - dvs. det er de dyre kondisko, der har suget sig fast i dyndet og er blevet dernede - gemt i søbunden! Han dykker igen – men forgæves. Hans våde kammerat ser til, medens han gør endnu et forsøg - med samme negative resultat. "Skal vi opgive at finde skoene? Vi prøver igen". Da opdager vennen, at han har sin mobiltelefon i sin våde lomme. "Sørens også at den ikke er vandtæt. Nu skal jeg ha’ en ny"!

Vandgang efter væltet kano

Vandgang efter væltet kano

Jeg kender situationen, da jeg for nogle år siden "selv tog turen". Forrest i kanoen sad min hustru - uvidende om hvad der var ved at ske – med ryggen til mig. Midt i kanoen stod mit "dyrebare" kamera og jeg skulle stige på og sætte af fra bredden på én gang. Det kunne jeg bare ikke. Så resultatet blev en større vandgang - med et tabt kamera. Selv om mine venner gjorde ihærdige forsøg på hurtigt at redde kameraet - de fandt det faktisk nede i mudderet – var vandet trængt ind og ødelagt elektronik og linse. Og jeg fik det ikke erstattet af forsikringen. Tabte ting erstattes ikke! Det lærte jeg noget af! 

Reddes hvad reddes kan

Reddes hvad reddes kan

Gennem "Det Danske Schweiz"

På den videre vej skal vi rulle kanoen et par gange mere. Bl.a. et længere stykke langs jernbanen. Ved Ørholm kommer vi ind i Ravneholm - Det Danske Schweiz – et kuperet terræn som navnet antyder! Vi skal hele tiden være opmærksomme på træer, der strækker sig ud i åen eller er væltet herned.

Idyl på Mølleå

Idyl på Mølleå

Nu bliver åen smal og sivene står tæt langs begge bredder. Der er lige en smal sejlrende midt på åen. Og hvor er her fredeligt.
Turen ender ved Raadvad, hvor udlejeren kommer på det aftalte tidspunkt og henter kanoerne - medens vi vandrer gennem Dyrehaven over til toget ved Klampenborg Station.

I Mølleåens rørskov

I Mølleåens rørskov

Fakta om Danmark - Nordsjælland

Nordsjælland eller Kongernes Nordsjælland er både kendt for spændende historiske slotte og klostre, men også noget af Danmarks mest imponerende natur, hvor du aldrig er langt fra vandet.

Vigtige historiske byer: Helsingør, Hillerød, Fredensborg og Frederikssund.

Største attraktioner: Kongelige slotte og slotshaver som Kronborg Slot, Frederiksborg Slot, Fredensborg Slot samt Jægerspris Slot.

Naturoplevelser: Nordkysten langs Kattegat, de store skove som Grib Skov, Store Dyrehave, samt de mange søer med mulighed for kano- og kajakture.

Nationalparken: Nationalpark Kongernes Nordsjælland 

Kronborg: Kronborg Slot

Frederiksborg: Frederiksbrog Slot

Fredensborg: Fredensborg Slot

Jægerspris: Jægerspris Slot 

Turistinformation: Nordsjælland