På tur til Faaborg - en lille, idyllisk fynsk købstad
Log ind Log ind
På tur til Faaborg - en lille, idyllisk fynsk købstad

På tur til Faaborg - en lille, idyllisk fynsk købstad

Oplev en af Danmarks ældste og smukkeste købstæder og gå gennem byen på de toppede brosten i smalle gader mellem idylliske bindingsværkshuse og imponerende købmandsgårde.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Faaborg - en gammel købstad

I de gamle annaler er Faaborg nævnt første gang, da Valdemar Sejr i 1229 forærede Foburgh - som byen hed dengang og som betyder Rævens Borg - til sin portugisiske svigerdatter Eleonora som morgengave. I dag kan du spadsere rundt på egen hånd, eventuelt med et informativt bykort med tekster ”Byvandring i Faaborg” som kan købes på Faaborg Turistbureau. Du kan også følges med en lokal guide der beretter om Faaborgs historie og den omfattende gadekunst som ses i bybilledet. Helt unik er det, at du i sæsonen kan komme med en vægter rundt om aftenen og høre nærmere om Faaborgs historie.

Faaborg set fra Havneparken

Faaborg set fra Havneparken

Vesterport - et levn fra bymuren

Vi begynder vores byvandring ved den gamle byport Vesterport, der menes opført omkring 1470 og var en del af Faaborgs befæstning, der dannede grænsen mellem byen og det omkringliggende land. Vesterport er en af de to originale byporte som endnu findes i Danmark. (Den anden, Mølleporten, står i Stege). I middelalderen skulle de handlende sælge deres varer på torvet og måtte betale told, inden de blev lukket ind i byen.

Vesterport i Faaborg

Vesterport i Faaborg

Den Voigtske Gaard

Kun et stenkast fra den gamle byport ligger Den Voigtske Gaard - en flot købmandsgård og et af byens historiske huse med rødder tilbage til 1700-årene. Nogle af de gulpudsede bygninger er fra 1800-årene. Købmandsgården er kendt som det sted, hvor H. C. Andersen i 1830 forelskede sig i købmandsdatteren, som han elskede hele livet.

Den Voigtske Gaard

Den Voigtske Gaard

Nygade - et homogent

Et lille stykke ad Vestergade komme du til Nygade, hvor du på venstre hånd ser en række ensartede, små huse. Det var en af Fyns største købmænd Jørgen Ploug Hempel, der fik husene opført i 1824 til sine medarbejdere. Det blev et homogent kvarter for folk med samme sociale status.

Nygade

Nygade

Havnen - porten til øhavet

Nygade leder ned til Havnegade, hvor du passerer skulpturen ”Vikingeskib”, der med skum for boven stævner ud mod havnen og Faaborg Fjord. Faaborgs hyggelige havn blev anlagt i 1600-årene og blev en aktiv del af byens handelsliv. Der var stor handel med Slesvig-Holstein og ikke sjældent kom skibe hjem fra flere års langfart med eksotiske varer - og ikke mindst spændende historier om fjerne egne. Op gennem 1700-årene var Faaborg en af Fyns vigtigste havneby og blev grundlaget for byens rigdom, der voksede gennem de næste hundrede år. I dag er Faaborg Havn et yndet sted for sejlsportsfolk, fiskeri og skibsværft, ligesom her er daglige færger til de nærliggende øer Bjørnø, Lyø og Avernakø samt til Ærø. I havnen ligger det gamle træskib ”Håbet” som i sæsonen tager turister med på togt i øhavet.

Skulpturen Vikingeskib

Skulpturen Vikingeskib

Faaborg Havnebad

Længere fremme i det hyggelige havnemiljø ligger havnebadet som en skulptur ud i Faaborg Fjord. Fra de to brede badebroer er der mulighed for at få sig en dukkert, ligesom der er sauna – måske mest til vinterbaderne! Ved badet ses halen af en hval stikke op af vandet. Men den rører ikke på sig! Den kaldes Hvalborgs Hale og blev placeret af ukendte personer ved en happening i 2014!

Faaborg Havnebad

Faaborg Havnebad

Holkegade - uforandret i 300 år

Byturen går tilbage til den snoede Holkegade der regnes for den mest velbevarede af Faaborgs charmerende gader. Hele kvarteret nedbrændte i 1728 og blev genopført inden for en kort årrække. Årsagen til at gaden stort ikke har ændret sig siden, er, at den aldrig har haft betydning som trafik- eller handelsgade. Her finder du Smedehusene og Den Gamle Gård.

Idyl i Holkegade

Idyl i Holkegade

Faaborg Torv - med Ymerbrønden

På Torvegade kan du dreje til højre ned forbi Faaborgs tidligere arrest på hjørnet af Strandgade. Arresten er mulig at besøge og høre mere om hvordan det har været at blive spærret inde og hvordan man blev straffet. Du når frem til byens store plads, hvor bl.a. Faaborg Turistbureau ligger. På pladsen, der summer af liv på fortovscaféerne, ses bronzeskulpturen Ymerbrønden, der vakte ”forargelse” da den blev opstillet i 1913. Således var bornerte kvinder imod, at børn måtte se den lige da den blev opstillet. Ymerbrønden handler om den nordiske skabelsesmyte, hvor den nøgne Ymer får sin næring fra en ko, som slikker stamfaderen til guderne Odin, Vile og Ve frem af stenene. Den originale sandstensskulptur, der ikke tålte vejr og vind, ses på Faaborg Museum. I dag anses Ymerbrønden for at være et hovedværk i dansk skulpturkunst.

Bindingsværk i Torvegade

Bindingsværk i Torvegade

Fra Torvegade er der adgang til den meget velholdte Kanneworffs Gaard, hvor der på pladsen i den smukke købmandsgård står en bronzestatue af Keld Moseholm; Lene - der gynger.

Lene - i gyngen

Lene - i gyngen

Klokketårnet - Faaborgs vartegn

Fra Torvet fortsættes ad Adelgade og du ser Faaborgs vartegn det gule, karakteristiske klokketårn, der er et levn fra den gamle Skt. Nikolaj Kirke fra omkring 1250. Men kirken gik i forfald og blev revet ned efter reformationen i 1536. Klokketårnet lod man stå, da det virkede som sømærke. På bestemte tider er det muligt at komme op i det 31 meter høje klokketårnet og nyde udsigten ud over Faaborgs tage, se Svanninge Bakker og Det Fynske Øhav. Det siges, at en forborgenser aldrig flytter længere væk, end vedkommende kan se klokketårnet!

Adelgade

Adelgade

Østergade - gågade med livlig handel

Du når frem til Østergade - Faaborgs absolutte handelsgade og kun for gående trafik. Her findes indgange til flere købmandsgårde etableret af driftige købmænd. For enden af gaden ligger Faaborg Museum.

Østergade

Østergade

Faaborg Museum - malerier og anden kunst

Det er velkendt at mange kunstnere - malere, skulptører, keramikere, designere etc. - har fundet inspiration i Faaborg og byens betagende omegn - ikke mindst De Fynske Alper i Svanninge Bakker. På Faaborg Museum kan du se de fynske maleres værker, skulpturer, arkitektur og møbelkunst m.v. Og så ligger museet ud til en prægtig købmandsgård.

Gaard ved Faaborg Museum

Gaard ved Faaborg Museum

Helligåndskirken - et levn fra den katolske tiggerorden

Ruten gennem Faaborg svinger hen ad Grønnegade, der snor sig frem til Helligåndskirken. Det var den katolske munkeorden, helligåndsbrødrene, som i 1400-årene fik opført Helligåndskirken i tilknytning til klostret som ikke længere findes, da det blev revet ned efter reformationen. l dag er helligåndskirken Faaborgs sognekirke.

Helligåndskirken

Helligåndskirken

Grønnegade mod Klokketårnet

Fra Klostergade fortsætter du ligefrem i Bøjestræde, hvor de mange udhængsskilte på facaderne fortæller, at dette har været en tidligere håndværkergade, hvor bødkeren, blikkenslageren, snedkeren og skomageren m.v. havde deres boliger og værksteder. Herfra har du måske den bedste udsigt mod Klokketårnet som afslutning på denne byvandring i en lille by - men med store oplevelser.

Mod Klokketornet i Bøjestræde

Mod Klokketornet i Bøjestræde

Aftentur med vægter

Tilbage i 1592 indførte byen en ordning med vægtere som skulle gå deres runde i byen og se efter om alt var roligt i løbet af natten og i givet fald slå alarm ved ildebrand. Der skulle naturligvis også holdes øje med drukkenbolte, som kunne skabe uro i de smalle gader. For at berolige indbyggerne sang nattevægterne et vers ved hvert timeslag, mens de også passede gadebelysningen ”Hov vægter - klokken er slagen …”.

Vægteren skulle være ”ædru og tro”, men en efterårsnat fandt man en vægter liggende døddrukken på gaden og da han dagen i forvejen havde ringet med byens klokke i utide, blev han dømt til at bære den spanske kappe gennem byens gader. Den spanske kappe var et straffeinstrument bestående af en tønde med hul i, så den dømtes hoved kunne komme i gennem. Det var uromagere og prostituerede m.fl. der fik denne straf, indtil den blev afskaffet af Struensee omkring 1770.

I Faaborg har man genoptaget denne gamle tradition med nattevægterne og i sæsonen kan du komme med på en gratis aftenrunde og høre nattevægterens sang, ligesom der fortælles om byens seværdigheder.

Nattevægtere i Faaborg

Nattevægtere i Faaborg

Faaborg Miniby

I udkanten af byen ligger Faaborg Miniby, hvor du kan se hvorledes byen så ud i 1890 - korrekt fremstillet i forholdet 1:10. Her er mere end 150 huse fremstillet efter gamle arkitekttegninger og med originale byggematerialer.

Sundet - et rekreativt område

Bag Faaborg findes et større rekreativt område - en sø som kaldes Sundet. Oprindeligt var Sundet en del af Faaborg Fjord og her lå den tidligere havn. Men indsejlingen sandede efterhånden til og skibene blev større, så omkring år 1500 blev havnen opgivet. I dag er her et rigt fugleliv og der er etableret vandreruter rundt om søen og de nærliggende Sundbakker.

Kaleko Mølle - en gammel vandmølle

I kort afstand fra Faaborg ligger Kaleko Mølle med rødder tilbage til 1600-årene. Vandmøllen er en af landets ældste, som malede korn. Vandmøllen kan ses udvendigt hele året og i sæsonen kan du se vandhjulet køre og komme indenfor og høre mere om maling af korn for mere end 100 år siden samt hvordan man boede i et møllerhjem. Kaleko Mølle er af mange kendt fra fjernsynets julekalender ”Nissebanden” sendt første gang i 1984.

Kaleko Mølle

Kaleko Mølle

Hotel Faaborg Fjord

Et af byens hoteller er Hotel Faaborg Fjord der ligger et par km. uden for byen på vejen mod Svendborg og er et typisk konferencehotel. Her er gode værelser hver med en lille terrasse. Morgenmadsbuffeten er stor og omfangsrig og i restauranten serveres der dejlig og afvekslende middag fremstillet med de friske fynske råvarer. Hotellet har flere hyggekroge, hvor du kan nyde en drink efter middagen. På den anden side af Svendborgvej har hotellet egen badestrand med badebro. Hotel Faaborg Fjord er også kendt for at tilbyde forskellige former for spa og wellness.

På denne tur rundt i Faaborg er der blot givet en lille smagsprøve på, hvad Faaborg tilbyder sine gæster.

Hotel Faaborg Fjord

Hotel Faaborg Fjord

Fakta om Danmark - Faaborg

Med sin beliggenhed ud til Det Fynske Øhav kaldes den gamle købstad Faaborg også for "Porten til øhavet".

Attraktioner: Faaborgs gamle købstadshuse og -gårde, Faaborg Museum, Bytur med nattevægtere, Faaborg Miniby, Den Sydfynske Veteranjernbane, Svanninge Bakker, Kaleko Mølle o.m.a.

Turistinformation: Faaborg