Vandretur på Fyns Hoved
Log ind Log ind
 Vandretur på Fyns Hoved

Vandretur på Fyns Hoved

Tag med på en vandretur på halvøen Hindsholm nord for Kerteminde, hvor du kan besøge Jøvet og spadsere ud til Horseklint og derefter over Halsen til Fyns Hoved, der er en af Fyns største naturoplevelser.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Jøvet - med imponerende udsigt

Ca. en kilometer før Fyns Hoved fører en grusvej til højre op mod P-pladsen ved Jøvet. Denne kan du vælge, da her er mulighed for at stille dit køretøj i let skygge. Det kan du ikke ved P-pladsen ude på Halsen ved Fyns Hoved. Ved Jøvet P-plads ses en oversigtstavle samt en bænk med bord og mellem disse fører en sti op mod Jøvet, der er et 17 meter højt plateau. Du kommer gennem en låge til et indhegnet område, hvor der kan være fritgående får og/eller kvæg. Lidt oppe ad bakkedraget passerer du områdets eneste shelter med bålplads. Snart er du ude af indhegningen ved et gammelt krat og her fører en trappe til venstre ned til Halsen mod Fyns Hoved. Spring denne trappe over og gå ud på Jøvet, hvor der kun er spredt og vindblæst bevoksning og nyd den imponerende udsigt ud over den lavvandede bugt nedenfor – Fællesstrand – samt den krumme kystlinje ud til krumodden - Tornen. (En krumodde er en oddespids som vender ind mod land). Mod nordvest ser du Halsen med vejen og P-plads ud til halvøen Fyns Hoved.

Shelter på Jøvet

Shelter på Jøvet

Langs Fællesstrand mod den tidligere Horseklint

Følg Jøvets nordside ved den gule markering ned over græsengen til markvejen langs med Fællesstrand. Du passerer en ældre granbevoksning og har snart et sommerhusområde på højre side og strandengen, hvor planterne gror helt ud i vandet, på din venstre side. Strandengene er kendetegnet ved at have planter som tåler saltvand. Om foråret kan du her observere større fugletræk og ofte ses mange forskellige svømmefugle i strandkanten og ude på det lave, stillestående og næringsrige vand. Det er en god ide at huske kikkerten.

Markvejen ender ved en strandvold, som er opbygget af havet med sand og sten. Her lå tidligere en otte meter høj klint, som havet i slutningen af 1960’erne eroderede væk. I dag kan du nyde den karakteristiske strandvold bevokset med marehalm og blomstrende strandkål. På ydersiden har du Kattegat, hvor du sikkert møder lystfiskere, og på den indre side af strandvolden har du det stillestående, mudrede vand i Fællesstrand. Du kan fortsætte langs strandvolden ud mod Tornen, der om foråret er reservat for fuglene.

Gå samme vej tilbage, men følg markvejen til venstre når den deler sig og gå tilbage til P-pladsen ved Jøvet. Denne første del af vandreturen er samlet ca. fem km. lang og nu kan du f.eks. nyde din formiddagskaffe ved bordet på P-pladsen, inden du fortsætter ud på Fyns Hoved.

Markvej langs Fællesstrand

Markvej langs Fællesstrand

Halsen - hævet stenalderhavbund

Fra P-pladsens sydlige side følger du den gule markering gennem den tætte skov på sydsiden af Jøvet og kommer til en anden trappe oppe på højdedraget. Herfra er glimrende udsyn udover havet mod syd, Pugesø og den krumme odde Korsøre samt Korshavn, der siden vikingetiden har været benyttet som naturhavn. Du tager nu trappen ned til landevejen mod Halsen. På sydsiden langs roden af Jøvet passerer du den tidligere omtalte trappe og fortsætter ud på adgangsvejen til Fyns Hoved, som kaldes Halsen. Halsen er hævet stenalderhavbund og i dag tilgroet med græs og strandengsflora.

Sti gennem sydsiden på Jøvet

Sti gennem sydsiden på Jøvet

Fyns Hoved - en populær attraktion

Efter P-pladsen er du ved begyndelsen af vandreturen rundt på Fyns Hoved. Her er opsat korttavler, der gør det nemt at orientere sig. Foran dig har du en let stigning op mod Bydebjerg og opmuntres af en lille malet sten med ordene: ”Lev i dag.” Og det er netop hvad du gør, når du vandrer venstre om på Fyns Hoved.

Snart ser du lystfiskere nede på stenstranden, netop fordi kysten langs Fyns Hoved er ideel og kendt også internationalt. I det friske og kølige vand kommer bl.a. havørreder ofte tæt på kystens dybe vand fra vækstområderne i Storebælt på vej til deres gydepladser i åerne på Fyn eller Jylland. Nogle fisk trækker hurtigt, mens andre gør kortere ophold, så chancerne for en stor fisk er gode - selv på en varm sommerdag.

Du passerer en række stengærder på tværs af halvøen og de stammer fra 1810, hvor syv bønder aftalte at dele jorden mellem sig. Hver bonde fik ét jordareal som var magert samt ét med bedre jord. Stengærderne er flere steder ret markante.

Sti op mod Bydebjerg på Fyns Hoved

Sti op mod Bydebjerg på Fyns Hoved

Nu følger du den vestvendte, bratte klint som havet eroderer, så de mange store og små sten i denne gamle moræne fra istiden bliver synlige. På de blottede og vegetationsløse klintesider har svaler/mursejlere deres reder inde i klintens huller. En sand strøm af fuglene flyver frem og tilbage til rederne.

Baesbanke - Fyns Hoveds højeste punkt

Du kommer tæt på de blottede klinter og visse steder kan du se at klinten har ”sat sig” - simpelthen sunket en meter eller mere.

En mindre sti fører op til halvøens højeste punkt Baesbanke og her 25 meter over havet er udsigten betagende - alle 360 grader rundt. Du har Kattegat omkring dig og nedenfor de brede græsgange, hvor får og kvæg af racen galloway går frit omkring og plejer naturen – så ikke det hele vokser til. Går du ind i indhegningerne så hold god afstand til kvæget - især hvis du går alene eller har børn med. En hund skal naturligvis holdes i kort snor, da kvæget kan være aggressive over for hunde. Undgå høje lyde og pludselige bevægelser og gå aldrig mellem de voksne dyr og kalvene.

Mellem de spredte træer og buske ses små søer og vandhuller. Her lever bl.a. strandtudser. Bakkerne med det tørre klima er hjemsted for mange andre krybdyr som hugorm, snog og firben.

Tilbage på den vestvendte klintesti passerer du nogle rester af betonelementer, hvor tyskerne under anden verdenskrig havde en observationspost. Under krigen opførte besættelsesmagten med dansk arbejdskraft et radaranlæg og luftsværnskanoner på Fyns Hoved som kunne skyde 22 km. ud i Kattegat og beskyde Storebælt samt gabet mellem Fyns Hoved og Enebærodde ved indsejlingen til Odense. (Du kan finde artiklen om vandreturen på Enebærodde her på portalen.)

Er du opmærksom - og heldig - kan du måske få øje på marsvin boltre sig nær kysten. Mon ikke det er fiskene de er interesserede i?

Kystnær rute

Kystnær rute

På Spidsen af Fyns Hoved

Igen kommer du tæt på de stejle klintesider og efter den sidste stigning går det lidt nedad til spidsen af Fyns Hoved, men stadig noget over havet. Her er det igen tydeligt at se, hvorledes klinten har ”sat sig”. Går du ned på afsatsen og betragter jordskredet, ser du de mange huller som svaler/mursejlere har lavet i klintesiden. En sådan sænkning i ly for eventuel vind, kan være et godt sted at spise din medbragte frokost.

Vestvendt klint på Fyns Hoved

Vestvendt klint på Fyns Hoved

Røverdalen - Marsk Stigs gemmested

En sænkning yderst på Fyns Hoved betegnes som Røverdalen og ifølge legenden var det her at Marsk Stig (1230-1293) og hans mænd (røverbanden) gemte sig efter at havde været dømt fredløse for mordet på kong Erik 5. Klippinge i Finnerup lade i 1286. Man fandt ham ikke her for han døde på sin borg på øen Hjelm sydøst for Djursland.

Tilbage langs østsiden af Fyns Hoved

Nu går stien jævnt ned på østsiden af Fyns Hoved og du kommer ned i læ for den dominerende vestenvind. Her om foråret blomstrer træer og buske og snart passerer du flere vandhuller med kæruld og en lille sø med svaner, ænder og blishøns. Over dig hører du sikkert sanglærken slå triller og gøgen kukker i det fjerne. Når atter du nærmere dig Halsen har du direkte udsyn til bakkedraget Jøvet og vandrer nu tilbage til din parkeringsplads. Turen rundt på Fyns Hoved er ca. fire km. målt fra P-pladsen på Jøvet.

Busk i blomst på læsiden mod øst på Fyns Hoved

Busk i blomst på læsiden mod øst på Fyns Hoved

Fakta om Fyn

Fyn ligger i hjertet af Danmark og er derfor altid tæt på. Du finder masser af kyst, kystbyer, et ørige og ikke mindst Odense. Midt på øen ligger et af Danmarks størst kulturelle ikoner Egeskov og naturen svigter ikke med store skove, Svanninge Bakker og det er altså ideel til både cykel- og vandreture.

Mest besøgte attraktioner: H.C Andersens hus, Odense Zoo, Egeskov Slot, Nyborg Slot, Bogense, Kerteminde, Svendborg og det sydfynske øhav.

Besøg også: Naturama i Svendborg,  Midtfyns Bryghus

Største by: Odense med 200.000 indbyggere

Mere information:

Turistinformation: Fyn

Find campingpladser på Fyn

Campingpladser med DCU (Dansk Camping Union) rabat til medlemmer