Thomas Sørensen
Rejseskribent
Nationalpark Kongernes Nordsjælland, der blev oprettet i 2018, dækker flere store skove samt Danmarks to største søer Arresø og Esrum Sø. Og det er netop Esrum Sø der er hovedmålet med denne vandretur. Efter at have parkeret ved Esrum Kloster og Møllegård er det første du møder Esrum Møllegård, der ligger smukt ved den idylliske møllesø, som endnu har kræfter til at drive et møllehjul. Her finder du kiosk og information. Allerede i middelalderen udnyttede munkene fra Esrum Kloster vandkraften i en vandmølle ude på engen. Kongen overtog klosteret efter reformationen og fik i 1605 anlagt den nuværende klostermølle. Esrum Møllegård og mølle blev rig på både dyr og kornavl, men også som savværk. I 1869 brændte møllen og det gamle træhjul blev erstattet af en turbine, som forsynede Esrum og andre landsbyer med elektricitet frem til 1940. Møllen var i brug til 1967 og kører i dag kun ved særlig lejligheder.
Mølledammen ved Esrum Møllegård
Bag Esrum Møllegård ser du den resterende hovedbygning af Esrum Kloster. Det var munke fra den franske cistercienserorden der i 1151 grundlagde Esrum Kloster, der fungerede i næsten 400 år frem til reformationen i 1536. Herefter overtog kongen klosteret, og kirke og fratergården blev revet ned og materialerne anvendt til bygning af Fredensborg Slot og Kronborg. Den blivende del af Esrum Kloster fungerede som jagtslot for skiftende konger i 200 år. Ved den tidligere fratergård - i dag et grønt areal med stenaftegninger i plænen - ses et stort, åbent skilt med en skitse af hvorledes denne del af klosteret har set ud. Du kigger op i luften gennem skiltet. Fratergården var en indvendig gårdsplads omkranset af overdækkede søjlegange og i en af disse bygninger spiste munkene i tavshed og fik aldrig kød fra firbenede dyr. Skiltningen i området fortæller mere om klosterets opbygning og historie. Det er også muligt at besøge Esrum Kloster og lære mere om klosterlivet. Ved klostergården ses en rammemodel af hvorledes Esrum Kloster så ud i middelalderen. Her er også en stenpæl - en såkaldt kagsten - der blev benyttet til at straffe forbrydere. Var forbryderen efter rettergangen blevet dømt til kagstrygning, blev han bundet til pælen og pisket.
Esrum Kloster havde flere haver med frugttræer, grøntsager, krydderurter, lægeplanter og religiøse planter. I dag ligger her en lille have med nogle af disse forskellige planter og her advares om, at enkelte af planterne kan være særdeles giftige.
Fra klosteret går ruten forbi en naturlegeplads, indrettet som markedsplads som den måske kunne se ud i middelalderen med forskellige bygninger, halvtage og sildetønder børnene kan kravle på. Efter at have passeret en idrætsplads kommer du frem til Esrum Øvre Kanal.
Esrum Kloster
Esrum Kanal blev gravet af 420 mand med skovl og trillebør fra 1802 til 1805 og blev derefter benyttet til at fragte træ fra Gribskov til Dronningmølle ved Kattegatkysten, hvor det blev udskibet til bl.a. kongen i København. Den ni km. lange kanal, der var ni meter bred og 1,5 meter dyb, er for de fleste en ukendt dansk industrihistorie. Dette storstilet ingeniørprojekt er delt i to kanaler, en øvre og en nedre. I den øvre kanal blev prammene trukket af heste, som kunne trække 30 tons - ti gange mere end spændt for en hestevogn.
Ønsker du at se, hvor tømmeret blev omlastet til den nedre kanal, skal du tage nordpå til Snevret Skov og følge kanalen frem til Væltningen. Her er fem meters højdeforskel mellem kanalerne, hvilket reducerede de ni meters terrænfald mellem Esrum Sø og Dronningmølle, så kanalerne kun fik moderat vandgennemstrømning. Ved Væltningen blev træet via en træsliske skubbet ned fra prammene i øvre kanal til mindre pramme i nedre kanal, hvor de blev trukket af to mænd det sidste stykke til Dronningmølle på grund af den bløde jord, hvor heste ikke kunne gå. Da Gribskovbanen blev indviet og bedre veje anlagt, blev kanalerne overflødige og nedlagt i 1873 og trods forsøg på at renovere kanalerne, er de delvist udtørret og tilgroet. I dag er kanalerne fredet som fortidsminde.
Ved at følge trækstien langs den øvre kanal sydpå kommer du under vej 205 og frem til Esrum Sø ved den private ejendom Sølyst, der tidligere fungerede som pramførerbolig. Langs Esrum Sø passerer du Fiskebro med ældre sluseregulering, hvor afløbet fra søen strømmer ind i Esrum Å, der via Mølledammen også fortsætter til Dronningmølle og løber ud i Kattegat.
Trækstien langs Esrum Øvre Kanal
På denne sommerdag er der ikke en krusning på overfladen af Esrum Sø, der er Danmarks næststørste sø efter Arresø. Esrum Sø er 27 km. i omkreds og har et areal på 17,3 km2. Med en vanddybde på mere end 22 meter på det dybeste sted, er Esrum Sø Danmarks vandrigeste sø. Den markerede vandrerute følger søbredden og neden for det kuperede terræn som kaldes Knagebakker. Den jævne og let gået vej langs Esrum Sø kaldes Søvejen og er en del af Esrum -Tisvildevejen. Undervejs er der flere gange meget smukke udsigter over søen, hvor der langs bredden vokser siv. Her kan du på denne årstid se og høre blishøner og ude på vandet ses andre svømmefugle. Forår og efterår er her mange forskellige fugle på træk. Flere steder passerer du enkelte ensomt beliggende huse og et par bådebroer. Her er flere muligheder for et hvil ved borde og bænke. Du kan altid afkorte turen ved at gå til højre ad stikvejene til Midtlinien og tilbage. Ved Kongens Bøge - der er opkaldt efter kong Frederik den 7. som herfra tog ud at fiske - findes en stor åben plads og her er en badebro. Nogle unge mennesker er denne dag på kanotur og tager sig en dukkert i det rene ferskvand. Kanoudlejningen sker hos Sne og Vand fra Skipperalle 6 i Fredensborg, der ligger i Esrum Søs sydøstlige ende.
Esrum Sø - Danmarks næststørste sø
Nu drejer du til højre ad Hvidportevej og ad en mindre sti kommer du forbi nogle militærbunkere. Dem finder du også, da du er ude på den snorlige og gennemgående skovvej, Midtlinien. Den er en tidligere kongevej anlagt efter ordre fra kongen – sandsynligvis til brug for jagten i Gribskov. Den følger du nordpå tilbage mod udgangspunktet. Undervejs kan du nyde de mange forskellige løvtræer - bøg, eg, ask og nåletræerne som gran, fyr og lærk. Men ro er her ikke! Overalt synger fuglene herligt for dig - og denne dag er bogfinken særlig synlig, da den ofte hopper på skovvejen foran dig.
Militærbunker i Gribskov
Godt 100 meter efter at have passeret krydset ved Nordre Skovportevej løber en grøft på tværs af Midtlinien og umiddelbart herefter går en næsten usynlig sti ind til venstre. Den smalle sti er umarkeret og tæt bevokset med bregner og andre lave planter og leder dig ind til Pengestenen. Det fortælles herom, at det var her, at folkene i gamle dage kunne modtage deres løn, som en kollega havde hentet til dem. Den åbne plet ved den store sten kaldes også for Pengesletten. Du går samme vej tilbage til Midtlinien.
Sti mod pengestenen
Efter at have krydset landevej 205 kommer du ind i en del af Grib Skov som er henlagt som urørt naturskov, hvor træer får lov til at passe sig selv og vokse vildt, falde naturligt og indgå i naturens kredsløb. Du kommer bl.a. forbi nogle af de gamle ege, hvoraf et er særligt stort og menes at være mere end 600 år gammelt.
På en lille sti til højre for den markerede rute finder du en sten markeret som Daniels Kilde. Det var en af munkene fra Esrum Kloster ved navn Daniel, der efter sigende blev helbredt for en svær sygdom efter at have drukket af kildens vand. Det menes at kilden fortsat har helbredende virkning, men idag kommer der nu ikke meget vand fra kilden.
Længere fremme passerer du Esrum Å over en lille træbro og er tilbage ved Esrum Kloster.
Ældgammel eg
Mere aktiv ferie ved Esrum Sø: Kom tæt på naturen med kajakken på Esrum Sø
Nordsjælland eller Kongernes Nordsjælland er både kendt for spændende historiske slotte og klostre, men også noget af Danmarks mest imponerende natur, hvor du aldrig er langt fra vandet.
Vigtige historiske byer: Helsingør, Hillerød, Fredensborg og Frederikssund.
Største attraktioner: Kongelige slotte og slotshaver som Kronborg Slot, Frederiksborg Slot, Fredensborg Slot samt Jægerspris Slot.
Naturoplevelser: Nordkysten langs Kattegat, de store skove som Grib Skov, Store Dyrehave, samt de mange søer med mulighed for kano- og kajakture.
Nationalparken: Nationalpark Kongernes Nordsjælland
Kronborg: Kronborg Slot
Frederiksborg: Frederiksbrog Slot
Fredensborg: Fredensborg Slot
Jægerspris: Jægerspris Slot
Turistinformation: Nordsjælland