Vandreture til Kalø Slotsruin og omkringliggende skove, Djursland
Log ind Log ind
Vandreture til Kalø Slotsruin og omkringliggende skove, Djursland

Vandreture til Kalø Slotsruin og omkringliggende skove, Djursland

På denne ferie på Djursland vil vi gå på opdagelse i denne spændende del af Østjylland med morænelandskaber og fortidsminder bl.a. Kalø Slotsruin.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Store Bavnehøj ved Rønde

I de kommende dage vil vi gå på opdagelse, netop der hvor isen i sidste istid for 12.000 år siden stoppede sin fremfærd og dannede et bakket landskab af randmoræner og dødishuller. Landskabet har siden tidernes morgen været beboet og rundt omkring findes kulturelle perler som stendysser og kæmpehøje fra bondestenalderen og slotte fra tidlig middelalder. Et godt overblik over området får vi fra Store Bavnehøj ved Rønde. Store Bavnehøj er en velbevaret bronzealderhøj, der ligger 101 meter over havet. Tidligere blev gravhøjen brugt til afbrænding af bavne eller bål, som kunne ses fra lang afstand. På den måde kunne man advare, når fjenden nærmede sig. Helt fra vikingetiden og op i 1800-tallet benyttedes bålene til at kalde folk sammen. Fra toppen af Store Bavnehøj kan vi se 360 grader rundt - bl.a. mod Mols Bjerge med de karakteristiske Trehøje og mod syd kan vi se Kalø, som er første mål på vores vandreture.

Op på Store Bavnehøj ved Rønde

Op på Store Bavnehøj ved Rønde

Kalø Slotsruin

Vi skal tilbage til Kong Erik Menveds tid (1274-1379), der efter at have nedkæmpet et bondeoprør i 1313 lod slottet opføre. Kalø Slot blev dog udbygget i 1343 under Kong Valdemar Atterdag (1321-1375) til den borg vi kan se lidt af i dag.
Fra P-pladsen ved Kalø Slotskro fører en 500 meter lang vejdæmning ud mod slotsruinen. Denne brolagte vej er Danmarks betydeligste vejanlæg fra middelalderen og hvor vejen stopper ude på halvøen, har der formentlig engang været et forsvarsanlæg bestående af palisade, voldgrav og vindebro. Ud mod slotsruinen passeres gamle vandfyldte voldgrave og via en bro kommer vi op på slottet, hvor hovedtårnet er den dominerende bygning, som kan ses fra lang afstand. Rundt om den centrale slotsplads har der været boliger, bygget med solide munkesten, for både slotsherren og præsten samt for håndværkere og krigskarle. Kalø Slot har været beboet af flere hundrede personer. Indtil enevælden i 1660 var Kalø Slot et lensmandssæde for hele Djursland med bl.a. skatteopkrævning og et fast støttepunkt for kongemagten. Da man i slutningen af 1600-tallet rev slottet ned, blev munkestenene spredt og brugt til bygninger andre steder i landet bl.a. Charlottenborg i København.

Vejdæmning ud til Kalø Slotsruin

Vejdæmning ud til Kalø Slotsruin

Hovedtårnet på Kalø Slotsruin

Man kan ikke komme ind i Hovedtårnet, men en åbning spærret med gitter gør det muligt at kikke ind bag de tre meter tykke mure. Tårnet har været i tre etager med en dyb kælder, en stueetage og første sal. Man kan se huller til stolper, hvor etageadskillelsen har været. Rundt om slottet er der (i dag tørre) voldgrave og på de eksisterende volde vokser et hav af forskellige blomster og fra voldene er der udsigt til de omkringliggende skove inde på fastlandet.

Hovedtårnet har haft flere etager

Hovedtårnet har haft flere etager

Hestehave Skov

Der er flere indgange til Hestehave Skov, men vi starter denne vandretur i det nordøstlige hjørne, hvor vi støder på Baron Wilhelms Bøg, der med sine ca. 36 meters højde er skovens højeste træ. Stammen er så tyk, 4,7 meter, at vi fire lige akkurat kan nå omkring den. Mod syd ud mod Kalø Vig vandrer vi langs den bratte klint, der udgør resterne af en randmoræne, som isen har skubbet foran sig. Da den kilometer tykke is forsvandt, blev presset på jorden mindre og landet hævede sig. Vindretningen har formet de mange forkrøblede træer, der gror på Havbakkerne, som klinten kaldes, og det sætter fantasien i gang om trolde og andre væsner. Træerne er udmærkede til at klatre i.
Mod vest passerer vi Favntræspladsen, hvor man tidligere udskibede brænde til Århus.

Baron Wilhelms Bøg i Hestehave Skov

Baron Wilhelms Bøg i Hestehave Skov

Store Stenhøj

Her er flere gravhøje og stendysser i Hestehave Skov, men de er ikke alle lige synlige. Man må dog ikke snyde sig selv ved ikke at se nærmere på Store Stenhøj, der er en langdysse fra ældre bondestenalder, dvs. at den er fra omkring 3.000 år f.v.t.. Dyssen er ca. 20 meter lang og 10 meter bred og omkranset af store randsten. Der har været to gravkamre og det ene har fortsat en tonstung dæksten.

Store Stenhøj - en langdysse fra bondestenalderen

Store Stenhøj - en langdysse fra bondestenalderen

Ringelmose Skov

Vores vandretur i den anden af "Kalø-skovene" Ringelmose Skov starter ved Kalø Hovedgård opført i begyndelsen af 1700-tallet. Ad Fægyden - samme vej som kvæget blev drevet ned ad, når de skulle på græs - passerer vi Jagtslottet fra 1899.

Landskabet ved Kalø Hovedgård

Landskabet ved Kalø Hovedgård

Bregnet Kirke

I skovens nordvestlige kant ligger Bregnet Kirke fra 1400-tallet. Den har erstattet en tidligere kirke fra 1100-tallet som lå samme sted. I 2006 blev kirken gennemgående renoveret og har i dag en moderne altertavle med et trefløjet nadverbillede malet af Arne Haugen Sørensen og en lige så moderne prædikestol.

Bregnet kirke

Bregnet kirke

Skovens stendysser

På turen gennem skoven, er der ikke så meget at se, selv om her også er flere levn fra bondestenalderen. Men vi er heldige at støde på både stålorm og en masse små frøer som nu har forvandlet sig fra haletudser til hoppende krybdyr. Også i Ringelmose Skov findes navngivne træer og syd for Baronessens Eg går der en skovvej - uden for den markerede vandrerute - ind til en stendysse, som er værd at se. Her er fortsat nogle få randsten og dækstenen på dyssen er flækket.

Ringelmose Skov

Ringelmose Skov

Fakta om Danmark - Djursland

Djursland er Jyllands - en østvendt halvø i Kattegat.

Mest besøgte attraktioner: Nationalpark Mols Bjerge, Ebeltoft, Fregatten Jylland, Ree Dyrepark, Djurs Sommerland, Skandinavisk Dyrepark. 

Turistinformation:

Turistinformation: Djursland

Nationalpark: Nationalpark Mols Bjerge