Alnwick slot og have - engelsk kulturarv i verdensklasse
Log ind Log ind
Alnwick slot og have - engelsk kulturarv i verdensklasse

Alnwick slot og have - engelsk kulturarv i verdensklasse

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: VisitBritain

Byen Alnwich i Northumberland emmer af Englands historie ikke mindst på grund af middelalderborgen Alnwick Castle.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Alnwick Castle - et historisk monument

Det menes, at opførelsen af Alnwick Slot startede i begyndelsen af den normanniske periode omkring 1096. En kronikør skriver, at slottet ”blev væsentligt befæstet i 1138”. Alnwick Slot er blevet udvidet og befæstningen øget flere gange gennem århundrederne. Allerede i den tidlige middelalder (1309) kom slottet på familien Percys hænder og er fortsat familiens ejendom, hvor generation efter generation har boet. Slottet er sæde for hertugen af Northumberland og er det næststørste beboede slot i Storbritannien (efter Windsor Castle).

Måske kender du slottet fra diverse film, hvor dets fantastiske mure og slotsgårde har dannet kulisse - bl.a. i filmene om Harry Potter, Downton Abbey samt Robin Hood m.fl.

Hovedporten til Alnwick Castle

Hovedporten til Alnwick Castle

Slottet er åbent i sommerhalvåret, hvor det er muligt at komme med på en guidet tur i de fornemme lokaliteter og se helt unik kunst og møbler i slottets forskellige gemakker. Entréindtægterne går ubeskåret til vedligeholdelse af denne nationale kulturarv. Bemærk at det ikke er tilladt at fotografere i lokalerne.

Hovedslottet med ottekantede tårne

Hovedslottet med ottekantede tårne

Alnwick Garden - en alsidig have

I tilknytning til Alnwick Castle ligger Alnwick Garden. Slottet har altid haft omkringliggende jorde og dele har været udlagt dels som prydhave, dels son køkkenhave. I den nuværende Alnwick have blev første del etableret i 2001 under ledelse af hertuginden, og er efterfølgende blevet udvidet med planter hjembragt fra alle dele af Verden.

Centralt i haven ses den store kaskade - en trinformet fontæne - hvor 120 forskellige vandkanoner udsender stråler som er et fortryllende samspil af springvand. På en tur rundt i den kuperede have vil du finde klassiske haver omkranset af tætklippet buskbom, en labyring i en skov af bambus samt staudehaver, rosenhaver, køkkenhaver samt en lund af kirsebærtræer, der er hvide som sne, når de blomstrer i foråret. Men hver årstid har sin egen charme, da Alnwick Garden har over 16.000 planter fordelt på mere end 2.000 arter som blomstrer hen over året.

Alnwick Garden

Alnwick Garden

En have med giftige planter

I 2005 blev et mindre afsnit af haven anlagt med planter som på den ene eller anden måde er giftige. På en guidet tur i den aflåste gifthave vil du forundres over, hvor mange ”daglige” planter og træer som faktisk er giftige, og få et fascinerende indblik i en af naturens mere mørke sider. Det er naturligvis strengt forbudt at røre ved eller snuse til de mere end 100 forskellige giftige planter.

Aflåst gifthave i Alnwick Garden

Aflåst gifthave i Alnwick Garden

The Treehouse - et af Verdens største træhuse

I Alnwick Garden har du også adgang til et af verdens største træhuse, der ligger højt omgivet af 16 større lindetræer. I The Treehouse er indrettet spisesteder, hvor du kan nyde maden i varmen fra den knitrende pejs. Omkring The Treehouse er der gang- og hængebroer, hvorfra der er udsigt til et af de nyere tiltag - eventyrlandsbyen Lilidorei. Her kan børn og legesyge sjæle komme tæt på de klaner som bor i de ni tårne og som ledes af lord Elfwin. Alle forbereder sig til årets højdepunkt - julen.

The Treehouse i Alnwick Garden

The Treehouse i Alnwick Garden

The Cookie Jar - et kloster der blev hotel

Vil du overnatte i Alnwick, bør du overveje det hyggelige og centralt beliggende hotel The Cookie Jar, der både har hyggelige - og individuelt indrettede værelser - naturligvis med småkager på bordet - samt fremragende mad i restauranten. Og måske kan du fornemme en ånd eller et spøgelse i de smalle korridorer?

I slutningen af 1800-årene havde den nytiltrådte præst brug for hjælpende hænder til at hjælpe bl.a. syge og fattige medborgere i Alnwick. Han ville derfor åbne et kloster. Men hvem kunne hjælpe? En af præstens venner fortalte ham om nonnerne på kanaløen Guernsey og den 27.oktober 1890 trådte fem nonner ind i barmhjertelighedsklostret efter en rejse på flere hundrede km. De bad i klostrets kapel og gik ud i byen for at møde aristokratiet og slumkvarterernes fattige. Nonnernes store indsats varede i 125 år og den 30. september 2015 bad nonnerne for sidste gang i kapellet.

I 2017 købte familien Cook de historiske bygninger og skabte det prisvindende hotel The Cookie Jar.

The Cookie Jar  indrettet i tidligere kloster

The Cookie Jar indrettet i tidligere kloster

Det smager af whisky i Ad Gefrin

Nordvest for Alnwick i landsbyen Wooler ligger bryggeriet Ad Gefrin. Bryggeriet er opkaldt efter det kongelige angelsaksiske hof i Ad Gefrin. I 600-årene lå kong Edvin af Northumberlands slot i Ad Gefrin, men ingen vidste præcist, hvor slottet lå, før man i 1949 tog luftfotografier af jorden og så mærker efter bebyggelser. Arkæologiske udgravninger i 1950’erne og 1960’erne afslørede mærker efter store kongehaller på mere end 26 meters længde samt andre bygninger. Her kom folk fra forskellige verdensdele til for at deltage i festlighederne.

I bryggeriets museum kan du opleve det kongelige hof på nærmeste hold i en film, hvor du næsten bliver suget med ind i festlighederne med musik og dans. På museet kan du også se forskellige genstande fra udgravningerne i Ad Gefrin samt fra andre steder, og lære mere om angelsaksernes levevis. Angelsakserne regerede i England mellem ca. 450 til ca. 1150. I 1066 begyndte normannerne ved Vilhelm Erobreren at indtage England bl.a. ved det berømte slag ved Hastings.

Ad Gefrin i Wooler

Ad Gefrin i Wooler

Bryggeriet og smagsprøver

Du kan tilmelde dig en omvisning i bryggeriet efterfulgt af en prøvesmagning. Processen med fremstilling forklares og du ser maltningskar, destillationsapparaterne samt lagrene hvor whiskyen modnes, og slutter med en prøvesmagning. Ikke alene af stedets blended whisky – Tacnbora - men også af stedets dry gin -Thirlings. Som ved andre bryggerier er det muligt at købe drikkevarer med hjem.

Whisky fremstilling ved Ad Gefrin

Whisky fremstilling ved Ad Gefrin

Fakta om England

Hovedstaden i England er London. England er en del af Storbritannien. 

Befolkningstal: Ca. 53 mio. I Storbritannien ca. 65,7 mio. 

Areal: Ca. 130.279 km². Storbritannien ca. 242.495 km² 

Afstand fra Danmark: Ca. 957 km til London

Mest besøgte attraktion: London samt Stonehenge.

Mere information:

Turistinformation: England

Turistinformation: Storbritannien