Simonside Hills, Northumberland National Park

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: VisitBritain

De fleste langstrakte dale op mod Skotlands grænse i Northumberland som f.eks. Redesdale og Coquetdale løber i retningen nordvest–sydøst og ligger spredt mellem nøgne runde bakkedrag. For at komme frem til dalene skal vi op i det græs- og lyngdækkede terræn, hvor vi ind i mellem kan se mængder af "uldtotter" græsse på skråningerne.

Bløde bakker med udsigt

Allerede da vi kører ned langs River Coquet gennem Coquetdale på B6341 mod Rothbury, kan vi på venstre side se det enestående bjerg Simonside Hills rejse sig dramatisk i landskabet. De fleste ved, at Nordengland engang var dækket af is og at gletsjernes fremmarch skabte dalene og sleb bjergene til bløde bakker. Men her er bjergsiden stejl og klippefuld. Bjerget ligger ensomt med skov på et stykke nedenfor og virker meget tiltrækkende på os. Måske kan dårligt vejr over Simonside Hills være skræmmende, men på en fin dag som i dag må det være vidunderligt at komme op og nyde det vide udsyn og skyerne, der er et vigtigt træk i landskabet. 
Vi kører gennem den gamle middelalderby og drejer fra centrum over floden ad vej B6342 videre mod Forestburn Gate. Hvor vejen knækker mod venstre, fører en mindre vej skarpt til højre over en færist mod Lordenshaws.

Fortidsminder ved Lordenshaws

Ved foden af Simonside Hills finder vi P-pladsen. Herfra fører forskellige stier os ind over små bakker, der gemmer spor fra tidlig bronzealder - omkring 7.000 år gammelt. Antikke raderinger i sten og små græsdækkede jordvolde, der vidner om tidlig bosætning i området. Har forfædrene tilbedt bjerget? Har Simonside Hills været et helligt bjerg, som vi f.eks. ved det fra aboriginers hellige bjerg Ayers Rock midt i Australien? Vi ved det ikke. Men der er stærke formodninger om, at bjerget på en eller anden måde har haft en religiøs betydning. Måske var det højt oppe i Simonsides bløde sandsten, at man begravede de døde, så de efter livet lå med en flot udsigt?
Fra en anden P-plads længere inde i dalen, helt under selve Simonside, fører vandreruter ind til flere og tydeligere fortidsminder i skoven.

Op på Simonside Hills

Men vi vil op på bjerget og krydser vejen for at følge den anlagte sti opad. Hundredvis af fint tilhuggede bløde sandsten, har frivillige folk sammen med nationalparkens rangere, lagt for at beskytte bjerget mod yderligere erosion. Så det er nemt at komme op på første bakkedrag Beacon Hill, 360 moh. Herfra følger vi den nøgne sti, som gennem tiderne er slidt ned til klipperne og i dag ligger som et åbent sår op ad bjerget. Hvor er det en god ide, at frivillige kan bruge f.eks. en uge af deres ferie og hjælpe Nationalparken mod yderligere erosion. Gør man ikke noget, vil besøgende gøre stien bredere og bredere og skabe en bæk af vand, når det regner og derved forøge skaden.

Udsigt fra toppen

Vi fortsætter opad, men kan forude ikke se toppen, dertil er stigningen for stejl. På Dove Crag, 393 moh. kan vi fra et klippefremspring beundre landskabet under os. Vi kan kun forestille os, hvilken farvepragt hedelandskabet med den blomstrende lyng vil se ud, når det hele står i fuldt flor i slutningen af juli og begyndelsen af august. Da vi har vandret godt 1,5 time fra P-pladsen er vi på toppen af Simonside Hills, 430 moh. og kan se til alle sider. Nu forstår vi hvorfor Northumberland også bliver kaldt "Landet med de fjerne horisonter".

På toppen møder vi en mand fra det lokale redningskorps, der er på vandretur med sin kæreste. Det er et specielt mærke, som manden bærer på sin jakke, der fanger min opmærksomhed og han forklarer, at han er medlem af det frivillige redningskorps. "Jamen, hvad kan der ske her i disse fredelige bakker?" spørger jeg. Han forklarer, at han har været med til at hjælpe folk ned, som er faldet og f.eks. brækket benet, hvilket dog heldigvis er sjældent. Værre er det, når tågen pludselig kommer op fra mosen bag bjerget og indhyller det, så sigtbarheden er lig nul. Tågen kan være så tæt, fortæller han, at du ikke kan se dine fødder! Så er det livsfarligt at flytte sig. "Jeg har nogle gange skulle være med til at redde folk, som har forvildet sig rundt i højmosens tåge og ikke har kunnet finde hjem" forklarer han. Den vender vi lige, for det er netop højmosen, som vi har tænkt os at fortsætte denne vandring ned over. Men vejret er fint i dag og intet tyder på hverken regn eller tåge. Parret vandrer ned ad bjerget - ned i skoven med fortidsminderne - og selv går vi hen over bjerget gennem den knæhøje lyng, mens vi spejder efter vilde geder, som lever her.

Ned over lyng og højmose

Tidligere var mosen forbundet med mystik og kunne være skræmmende at passere. I dag tiltrækkes vi af nysgerrighed og de vilde planters vidunderlige farvspil samt det rige dyreliv. 
Og udsigten over højmosen og lyngarealerne er da også betagende. Dette er virkeligt "grouse-land", hvor jægerne vedligeholder lyngarealerne for at fremme livsbetingelserne for ryper og agerhøns. Store kvadratisk afbrændte områder, ses i landskabet. Næste år vokser lyngen atter her. 

På gyngende grund i mosen

Vi følger nøje med på vandrekortet, så vi hele tiden ved, hvor vi befinder os og kan finde vejen frem. Ude i mosen kommer vi på "gyngende grund". Vi vandrer rundt i spagnum og er glade for, at det har holdt tørvejr i flere dage. Havde det regnet og dermed været fugtigt, skulle vi have haft gummistøvler på. Men nu klarer vi os med vandrestøvlerne. Visse steder er lyngen afløst af fugtige pletter og små søer med kæruld, der svajer i vinden.

Et menneskeøde område

Vi er helt alene i dette store område - og dog. Lærken følger os og slår triller over hovederne på os, og enkelte steder, hvor lyngen blomstrer tidligt, er bierne allerede godt i gang med at samle honning. Mellem de høje bregner og den buskede lyng løber fårene og deres lam forskræmte i skjul, når vi nærmere os. Vi tager retning mod kløften Cove Glen og fortsætter gennem høje bregner over til skoven på den anden side af højmosen. Herfra følges et spinkelt spor tilbage mod den vestlige side af bjerget og vi oplever den alsidige natur undervejs hen over mosen. Vi kommer gennem skov, ned over å-løb og skal passere et par indhegninger, inden vi går over The Beacon og rammer "sandstenstrapperne" tilbage mod P-pladsen.
Vi har vandret en hel dag og de eneste mennesker vi mødte var parret på toppen. Så man kan godt sige, at vi har haft det hele for os selv. Overrendt er her bestemt ikke. Hvordan mon det så er på vandreruten Pennine Way,  som vi skal snuse til i morgen?