Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Vitus Rejser
Thomas Sørensen
Rejseskribent
Romerne havde i år 43 e.Kr. under kejser Claudius besat store dele af Storbritannien, som udgjorde provinsen Britannia og ville naturligvis også have den nordlige del - nu Skotland - med. Men de ellers stridende keltiske klaner fandt i romerne en fælles fjende og rottede sig sammen mod dem. Romerne måtte trække sig tilbage og for at beskytte sig mod de nordlige barbarer, byggede de i år 120 e.Kr. en grænsemur med forter på tværs af hele landet - Hadrians Wall.
Vi kommer fra Skotland og efter at have passeret den nuværende grænse til England - en spinkel mur, der slynger sig i landskabet - er vi i distriktet Northumberland med de store bløde bakker mod vest og udsigt til havet mod øst. Tæt på kysten ligger øen Holy Island med det tidligere kloster Lindisfarne Priory og det var netop her, at nordiske vikinger i 793 gik i land og røvede værdierne og slog alle hankøn ihjel. Kvinderne blev voldtaget og andre bragt med tilbage som trælle.
Men vikingerne ville have mere og vendte tilbage og slog sig ned i Danelagen og etablerede bl.a. vikingebyen Jorvik, hvor der tidligere havde ligget et romersk fort. Vikingerne gjorde Jorvik til en velstående by, hvor der blev drevet landbrug, fiskeri og udført håndværk - og handlen med fremme lande blomstrede. Vikingerne blev her i 300 år indtil normannere anført af Wilhelm Erobreren i slaget ved Hastings i 1066 fik magten i England og jog de sidste vikinger bort. I dag kender vi byen som York og det er netop dertil bussen ankommer først på eftermiddagen.
Statue af den romerske kejser Konstantin den Store ses i York
I centrum skal du besøge Nordeuropas største gotiske katedral York Minster, der regnes blandt en af verdens smukkeste. Katedralen, der blev påbegyndt opført i 1220 og først fuldført gennem de følgende 250 år, er bl.a. kendt for sine blyindfattede vinduer og de mange glasmalerier fra middelalderen med bibelske motiver. Under 2. verdenskrig undgik domkirken på mirakuløs vis at blive bombet. Stedet har været helligt siden romertiden og netop uden for kirken står en statue af Konstantin den Store (274-337), der blev udråbt til romersk kejser i 306 her i byen, der dengang hed Eboracum.
Katedralen York Minster
Det var som nævnt en romersk garnison, der anlagde et fort og etablerede byen Eboracum i 71 e.Kr. og som ved alle de romerske byer i Storbritannien - og dem er der mange af - blev der også her etableret en bymur der skulle beskytte byen. Romerne forlod stedet i 410. I middelalderen blev bymuren forstærket med græsklædte forsvarsvolde og udbygget med brystværn som du ser den i dag. Den bedste del af bymuren er den vestlige og nordlige del. Gå op på bymuren ved byporten Mickelgate Bar og følg den vestover. Det bedste udsyn fra muren fås om eftermiddagen, hvor solen står i vest. Ved floden River Ouse går du ned på gaden, over broen og kommer atter op på bymuren efter at have passeret Museum Garden. Det er på dette nordvestlige stykke at du får det bedste vue ud over byen og York Minster. Ved byporten Monkgate Bar går du atter ned på gaden og kan nyde bygningsværket. Den sydlige og østlige del af bymuren er ikke så interessant - herfra dog undtaget byporten ved Walmgate.
På den romerske bymur
Fra Yorks gamle slot Clifford's Tower, der ligger på en lille høj midt i byen og stammer helt fra Wilhlem Erobrerens tid, kommer du ind i den middelalderlige bydel, der er en labyrint af smalle, krogede gyder og skæve huse, der nogen steder næsten hviler mod hinanden. Her er en lille kanal og idylliske gader med pittoreske middelalderhuse. Et af husene er Mercant Adventurers Hall - et af Europas bedst bevarede lavshuse - opført i 1357.
Også den næsten 1.000 år gamle, smalle slagtergade The Shambles er et besøg værd. Det siges, at gaden er en af Europas bedst bevarede middelaldergader. Her er dog ingen slagtere mere, men masser af pubber og små butikker bl.a. med kunsthåndværk. Parallelt med gaden ligger det farverige Newgate Market - en markedsplads med både gode varer og noget tingel-tangel.
Clifford's Tower
Gå en tur i den skønne park Museum Gardens og se St. Mary's klosterruiner - endnu med en række flotte spidsbuer. Det er også her i parken at du finder Yorkshire Museum - Vikingemuseet m.fl. Har du kræfter kan du gå helt ud til verdens bedste jernbanemuseum - National Railway Museum - og betragte de store maskiner. Men du kan også sætte dig ved en af restauranterne/pubberne langs Ouse floden og nyde livet med et glas vin og bare iagttage Yorks turistbåde tøffer op og ned ad floden.
Indgang til Museum Gardens
Et besøg i vikingebyen York er ikke fuldendt uden et besøg i Jorvik Viking Centre, der genåbnede i 2017 efter en renovering til flere millioner kroner efter en oversvømmelse. Du finder vikingecentret i Cobbergate - ja, mange af gaderne ender på "gate" - en afledning af det gammelnordiske ord "gate", der betyder gade. Det var under arkæologiske udgravninger i 1976-81 at man ca. seks meter under gadeniveau fandt enestående rester fra vikingebyen anno 970, og det ser du, da du kommer et par etager ned under jorden. Det var på den tid, hvor vikingekongen Svend Tveskæg og senere hans søn, Knud den Store, regerede over store dele af England helt frem til år 1035.
I hængende gondoler bl.a. med indbygget dansk tale glider du rundt i den rekonstruerede middelalderby Jorvik og ser forskellige opstillinger fra vikingernes dagligdag suppleret med lyde og dufte. Det er imponerende godt lavet.
Senere kan du spadserer rundt i selve museet og se nogle af de 40.000 genstande fra udgravningerne og høre "vikingerne" berette om forskellige forhold. Du hører bl.a. om sølvmønter som betalingsmiddel - en hel mønt eller en afklippet del af en mønt. Straffen for selv at fremstille mønter var i første omgang af med hånden - næste gang røg hovedet!
Jorvik Viking Centre
Mættet af indtryk fra en af Nordeuropas smukkeste byer fortsættes mod byen Chester - endnu en by grundlagt af romerne.
Hovedstaden i England er London. England er en del af Storbritannien.
Befolkningstal: Ca. 53 mio. I Storbritannien ca. 65,7 mio.
Areal: Ca. 130.279 km². Storbritannien ca. 242.495 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 957 km til London
Mest besøgte attraktion: London samt Stonehenge.
Mere information: