Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Smyril Line
Thomas Sørensen
Rejseskribent
Der er dem som påstår, at den eneste rigtige måde at komme til Færøerne på er via søvejen. Og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. At se disse 18 små vindblæste øer dukke ud af Atlanterhavets intet, er et betagende syn. Du tager til Hirtshals, hvorfra Smyril Lines skib MS Norröna sejler til Færøerne og Island året rundt og snart er du på åbent hav og lægger landkendingen bag dig og kan gå på opdagelse på skibet. I receptionen har du fået kabinekort til kahytten og skal de næste 38 timer - to overnatninger - rejse over Nordsøen til Nordatlanten - og det kan få pulsen ned. At få pulsen ned det har mere end 70.000 passagerer på årsbasis prøvet.
Så længe solen skinner, er det om at indtage soldækket i en lun liggestol og suge den friske luft til sig. Når mørket falder på eller vinden er for skrap, kan du hygge dig i en af skibets barer, benytte cafeteriet eller restauranten, mens børnene kan lege i det særlige børneafsnit. Efter al den gode mad kan du lade dig svede igennem i et af motionsrummene eller tage en dukkert i svømmepølen. Her er alt hvad du kan forvente af et moderne skib incl. biograf, diskotek, spillehal, shopping-arkade, familie-TV-rum o.m.a.
Med MS Norröna fra Smyril Line til Færøerne
Det meste af den efterfølgende dag kan du bruge på at spejde efter søfugle i Atlanterhavet. Og så gjør det heller ikke noget, om en hval kom forbi! Men fugle har du ombord. En gruppe svaler glemte "at stå af" i Hirtshals og er fulgt med skibet. De ser allerede noget trætte ud og slår sig ned ved de vandpytter, som nattens regn har efterladt på soldækket, for at drikke.
I horisonten skimtes omridset af nogle fjerntliggende øer - Shetlandsøerne - og næppe har du passeret dem, før du ser både kjover og suler svæve omkring Norröna. Du ser også lomvier og lunder, men på lang afstand.
Den friske søluft skærper appetitten og da du nu er på vej mod Færøerne, hvorfor så ikke prøve lidt færøske specialiteter som tørfisk, tørret hval, hvalspæk og lufttørret lam, der naturligvis skylles ned med færøsk snaps? Er det ikke lige livretten - du kan vænne sig til meget - kan du i stedet kaste dig over den store buffet i Norröna Buffet-restaurant eller bede om a la carte i Restaurant Simmer Dim.
En svale som blind passager der ikke stod af i tide
Du har virkelig mulighed for at slappe af på turen i Atlantens blide bølger og står denne morgen tidligt op for at nyde indsejlingen til Thorshavn. Men en pibende nordlig vind med byger pisker i ansigtet, da du træder ud på dækket. Solen er ved at stå op og først inde i selve havnen er der så meget læ, at du kan være på soldækket og se byen med halvøen Tinganes midt i havnen. Norröna ligger til kaj lige ved Havnar Skansi - Thorshavns Fæstning - der blev bygget i 1580 for at kunne forsvare byen mod datidens sørøveroverfald.
Halvøen Tinganes i Torshavn - Færøernes hovedstad
Hotel Føroyar ligger smukt i terrænet højt over Thorshavn og her kan du få et værelse med udsigt ned mod centrum. Men ikke nok med det. Lige uden for vinduet har Færøernes nationalfugl tjaldur lagt sine æg godt kamufleret blandt andre sten, og strandskaden bliver da også "hidsig" og skræpper op, hvis du viser dig ved vinduet. Fuglens moderfølelse over for æggene er dog større end frygten for dig og den er straks tilbage på æggene, når du fjerner dig. Fugleliv på tæt hold få skridt ude i naturen!
Du spadserer ned mod centrum og passerer bl.a. en flok gæs, der græsser blandt gul blomstrende engkabbeleje - Færøernes nationalblomst.
Hotel Føroyar ligger højt over Torshavn
Halvøen Tinganes deles havnen i hhv. trafikhavnen, hvor bl.a. den smukke skonnert Nordlysid ligger, og fiskerihavnen med værftet på den anden side. Det var her på Tinganes, at folk valfartede til i middelalderen for på demokratisk vis at træffe beslutninger på Altinget. De oprindelige bygninger fra 1100- og 1200-tallet blev ødelagt af en brand i slutningen af 1600-tallet, men er siden blevet genopført i så oprindelig stil som muligt.
Havnen i Torshavn med skonnerten Nordlysid
Spadser op ad gaden Gongin og du passerer en række nænsomt renoverede sorte træhuse - mange med græs på taget - der med deres små haver og pittoreske beliggenhed er ganske smukke.
Sortmalede træhuse på Tinganes
Du kan også spadserer forbi havnekirken fra 1788, der nu er Færøernes domkirke, og gå langs det sydlige havnebassin Vestaravag til værfter og videre ned mod fiskerihavnen, hvorfra der er en glimrende udsigt til Tinganes. På turen ses også en række gamle, stortjærede bådehuse. Tilbage i centrum "bestiger" du Kongemindet, som også er et fint udsigtspunkt med en basaltobelisk på toppen rejst til minde om Kong Christian IX's besøg i 1874. På vejen derop passeres skulpturerne der viser den hårdtarbejdende færing som slæber tørv hjem efterfulgt af sin kone som bærer mælken.
Havnekirken - Torshavns domkirke
Følg vejen ud af byen og forbi et stort moderne indkøbscenter, stadion og idrætsparken, inden du når frem til Nordens Hus. Dette spændende og meget moderne kulturhus blev bygget i 1983 og benyttes til udstillinger, koncerter, teater, kongresser m.v. og har også en udmærket restaurant. På den korte tid i byen har du naturligvis kun haft mulighed for at se en brøkdel af hvad Thorshavn kan tilbyde turisten. Og hvad omegnen rummer, får du en lille smagsprøve på, da du en morgen står tidligt op og spadserer en tur op i fjeldet til Kongevaderne. Udsigten er betagende.
Nordens Hus i Torshavn
Men de kommende dage blive endnu mere betagende. Du kan alliere dig med Tora Tourist Traffic, der arrangerer guidede ture på øerne, og først går turen nordpå op langs den østlige side af Streymoy, Færøernes største ø, hvor hovedstaden Thorshavn også ligger. Allerede efter få kilometer kan du fra Nordadalsskard se den sydvestlige ø Koltur og længere fremme er bilen højt oppe over fjorden Kollafjørdur, hvor MS Norrøna kan ligge til, når vejret i Torshavn ikke gør det muligt at komme i havn der. På turen passeres høje fjelde og du kører ned langs sundet Sundini mellem Streymoy og Eysturoy, hvor du besøger den nedlagte hvalfangerstation ved Vid Air. Det var først så sent som i 1960’erne, at hvalkogeriet stoppede. Maskiner, kar og gamle bygninger står her fortsat og forfalder langsomt.
Højt over fjorden Kollafjørdur
På den anden side af broen, der fører over til Eysturoy, fortsættes nordpå og her ser du Færøernes største vandfald, det 140 meter høje Fossá. Det oplyses, at der ingen vand er i fossen i dag! - Så bare vent til det har regnet kraftigt, så skal du se det bruse, bliver det sagt.
Færøernes største vandfald Fossá
Helt nordligst på Streymoy findes den lille bygd Tjørnuvik, klemt inde bag høje fjelde på tre sider og fjorden ud mod det åbne Atlanterhav på den fjerde. Herfra kan du se over til et par mærkværdig klipper, der står nedenfor klippekysten - Risin og Kellingin. Sagnet fortæller, at den islandske jætte Risin og hans kone Kellingin (kællingen) om natten kom for at slæbe Færøerne med til Island og at Kellingin fik lagt et reb om klippen og trak så den flækkede. Men i det samme stod solen op og den første solstråle ramte jetterne, der blev forstenede. Tror du ikke på historien, kan du selv se den flækkede klippe, når det er skyfrit.
Risin og Kellingin
I Tjørnuvik er stranden ud i fjorden flad og derfor meget velegnet til grindedrab, der skaffer færingerne kød. Grindedrab er tilladt og en ældgammel tradition. Grinden, en lille tandhval, der på ingen måde er udryddelsestruet, er omkring fem meter lang og orienterer sig ved hjælp af ekkolyd. Rammer lyden en undersøisk klippevæg sendes signalet tilbage og grindehvalen kan undvige. Men på flade strande kommer signalet ikke tilbage og så er der mulighed for at få hvalerne jaget ind på lavt vand, hvor de kan aflives. Det foregår med en skarp, speciel grindekniv, der stikkes i hvalen lige bag åndehullet, hvorved hovedpulsåren skæres over og hvalen dør øjeblikkeligt. Det ser drabeligt ud, når havet farves rødt af blod, men for færingerne har det været en naturlig ting i århundrede. Der fanges ikke lige mange grindehvaler hvert år, men det sker hvert år, at en flok kan slagtes, og alle i bygden får del i udbyttet.
Bygden Tjoernuvik ligger beskyttet af høje fjelde
Efter et besøg i Tjørnuvik køres tilbage over broen til Eysteroy og nordpå over Eidi og du kan fra fjeldets top se Risin og Kellingin, men nu fra den anden side. Bilen kører højt over Funningsfjørdur og fortsætter frem til den lille bygd Gjógv. I gæstehuset Gjáargardur tager værten i mod på rigtig færøsk manér med snaps, inden han viser rundt i gæstehuset. Stedet havde tidligere campingplads, som nu er nedlagt. På Færøerne findes ingen allemandsret, hvor du frit kan opstille dit telt, hvor du ønsker, som det kendes det fra f.eks. Sverige. Camping finder sted på autoriserede campingpladser. Nu kan du i stedet bo i komfortable værelser, hvilket er ideelt til et par dages ophold, hvor du kan vandre til de nærliggende fjeldtoppe, tage med på fisketur, studere fuglefjeldet eller blot komme væk fra storbyens fortravlede larm.
Gå en tur op i fjeldet, hvor du bl.a. ser hvorledes man dyrker kartofler på Færøerne - man vender simpelthen tørven over en kartoffel og giver det lidt gødning. Længere oppe går nogle af Færøernes mange får. Det siges, at Færøerne har i alt 72.000 får - der er simpelthen ikke græs til flere!
Bygden Gjógv
Det går stejlt op ad fjeldsiden og pludselig er du på fjeldryggen, hvor klippen faldet lodret ned i Atlanterhavet og danner et fuglefjeld. Heldigvis er der sat et interimistisk hegn op, så du "ikke går for langt". Her er kun ét skridt ned! På den lodrette klippesides små fremspring har mallemukkerne (en stormfugl/mågeart) deres koloni. Mallemukken kendes bl.a. på det specielle næserør den har på næbet. Der bliver tid til at studere disse dygtige flyvere, der bæres oppe af vindens opdrift, før de "giver slip" og styrtdykker mod havet. Du kan spadsere ud på de yderste klipper og kan derfra nyde udsigten ned over bygden og det åbne hav langt under dig.
Op på fjeldet ved Gjógv
Tilbage kommer du forbi den dyb klippesprække, der danner en naturhavn, som på færøsk kaldes en gjógv, deraf bygdens navn. Inderst i klippesprækken kan bådene trækkes længere op på land, hvilket er nødvendigt, når stormen pisker ind fra Atlanterhavet og sender store dønninger mod land. Det er spændende at møde denne lille bygd og nogle af dens indbyggere.
Naturhavnen Gjógv har givert bygden sit navn
Der køres over fjeldet på den anden side af Torshavn til Kirkjubøur, hvor kongsbonden Patursson, der er 17. generation på Kongsgården, tager imod. I bygden er her fundet spor efter irske munke fra 600-tallet, som fik besøg af norske vikinger ca. 300 år senere. I omkring år 1000 kom kristendommen (katolicismen) til stedet, der blev bispesæde. Måske var det de irske munke der kristnede de ankomne vikinger. Her er aldrig fundet våben eller andre tegn på krig. Op gennem hele middelalderen var Kirkjubøur Færøernes åndelige og kulturelle midtpunkt. Den flotte Kongsgård, der menes bygget i 1100-tallet, er primært bygget i stolpetræ og en af blokstuerne er indrettet som museum og benyttes også til forskellige arrangementer. Det var her i bygden, at den senere stamfader til de mægtige norske konger, kong Sverre, blev født og opfostret i en af fjeldets grotter. Han fik sin uddannelse på Kongsgården og en lille buste hænger på væggen i museet. Dengang var bygden meget større end i dag og bestod af omkring 50 huse. Men havet tog en del af landet, så vandet når nu næsten helt op til Olav-kirken lige ved siden af Kongsgården. Olav-kirken er Færøernes ældste middelalderkirke, der fortsat benyttes som sognekirke.
Kongsgården i Kirkjubøur
Lige over for Kongsgården ses ruinen af Magnus-katedralen opført i 1300-tallet. Det er en ni meter høj stenbygning med 1,5 meter tykke mure, som man p.t. forsøger at renovere og beskytte mod tidens erosion. I en af kirkens hemmelige rum bag en tavle, fandt man i 1905 nogle relikvier, bl.a. en flis af Kristi kors, et stykke af Jomfru Marias klæde samt knogler fra forskellige helgener.
Magnus-katedralen ved Kongsgården i Kirkjubøur
Nordpå i bygden Vestmanna ligger Sagamuseet i turistcentret. Her fortælles Færøernes dramatiske historie gennem en række livagtige voksfigurer placeret i en uovertruffen scenografi - det eneste vokskabinet på Færøerne.
Bygden Vestmanna
Fra havnen i Vestmanna er der udflugt med skib ud gennem Vestmannasund og op langs Streymoys nordvestlige klippeside, hvor fjeldene, Vestmannabjørgini, rejser sig dramatisk - flere steder lodret mod himlen. Måske er dette en af de største turistattraktioner på Færøerne? Du bliver bedt om at tage hjelm på, da skibet sejler tæt ind under de op til 700 meter høje klipper og der kan falde løse sten ned. Ikke nok med det. Skibet sejler ind mellem klipper, ind i dybe huler, under hvælvinger og i smalle klippesprækker, hvor skibet lige akkurat kan passere i roligt vand. I storm eller ved høj sø er denne tur ikke mulig at gennemføre.
Sejltur langs Vestmannabjørgini
Undervejs ses lomvier sidde på klippeafsatserne, ligesom der besøges en koloni af rider. På andre årstider kan her også ses søpapegøjer (lunder) og andre søfugle som mallemukker, men dem ser vi ikke i dag. Efter turen, der varer et par timer og stærk kan anbefales, kører bilen til Torshavns lufthavn, hvor flyet fra Atlantic Airways bringer dig tilbage til Danmark.
Lomvier og andre havfugle ses på sejlturen
Færøerne består af 18 vindomsuste øer i Nordatlanten med hovedstaden Thorshavn og et samlet befolkningsantal på omkring 53.000.
Turistattraktioner: Den idylliske hovedstad Thorshavn med Tinganes, Kongsgården i Kirkjubør med Færøernes historie, sejltur ved Vestmanna med enestående natur, fuglefjelde og øernes barske natur med masser af får.