Brede dale og dybe kløfter i Cote d'Azur

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Frankrigs Turistråd

På denne ferie i Frankrig tager vi bl.a. på tur med damptoget Chemin de Fer de Provence mellem Nice og Digne-les-Bains i Cote d'Azur.

Le Chateau l’Esperon i Villars sur Var

Vinduerne står på vid gab, så den kølige morgenluft fra bjergene frit kan strømme ind i værelset. Der høres intet. Stilheden er total. Måske kan jeg ane en klukkende bæk i det fjerne, eller er det løvet, der rasler? Præcis klokken syv lyder klokkerne fra landsbyens kirke Saint Jean Baptiste og varsler en ny dags begyndelse. Det har været lyst længe og jeg har ligget vågen og ventet på, at solens stråler skulle komme op over bjergkammen inde i dalen.
Her i Den franske Rivieras bagland Alpes-Maritimes i Cote d’Azur findes et utal af små, skønne middelalderlandsbyer, den ene ikke så forskellig fra den næste, og i går kom jeg til chambres d’Hotels (B&B) Le Chateau l’Esperon i Villars sur Var, 432 moh. Slottet var i 1200-tallet en del af landsbyens fæstningsanlæg, men blev revet ned under krigene mellem Frankrig og Italien under Solkongen Ludvig den 14.s regeringstid i 1600-tallet og det eneste tilbageværende af det originale er lidt ruiner af et tårn. Le Chateau, som stedet kaldes, blev genopbygget med tre fløje i begyndelsen af 1900-tallet, men efter krigene er her nu kun en fløj tilbage. Familien har indrettet fire dobbeltværelser på øverste etage med plads til i alt 12 personer, mens de selv bor på 1. sal. Ude i haven findes svømmepøl med tilhørende solterrasse. Stedet serverer ikke middag og har ikke rettigheder til servering af øl eller spiritus, som du så selv kan medtage. Jeg spiser middagen på restaurant Auberge des Pignes i Villars sur Vars bydel nede i Var-dalen. Til middagen drikker vi den kraftige, lokalt fremstillede rødvin fra Clos Saint-Joseph, der er efterspurgt på hele Den Franske Riviera.

Damplokomotivet på Chemin de Fer de Provence

Jernbanen Chemin de Fer de Provence mellem Nice og Digne-les-Bains blev indviet i 1911 og benyttes dagligt af turister og lokale. Turisterne kommer for at opleve den 160 km. lange spektakulære togstrækning, som snor sig op mellem bjergene forbi smukke middelalderbyer og over dybe kløfter med strømmende floder. Hele turen tager ca. 3,5 time. De lokale benytter toget, der også kaldes "Le Train des Pignes", mellem deres hjem oppe i bjergene og arbejdet nede ved Rivieraen, hvor boligpriserne er næsten ubetalelige. "Le Train des Pignes" (Kogletoget) har fået sit navn fordi det kører så langsomt, at man populært sagt kan nå at samle pinjekogler undervejs! Jernbanen er en smalsporsbane med kun én meters afstand mellem skinnerne, hvilket gør det lettere for togene at klatre opad i det bjergrige terræn. En forening af damplokomotivsentusiaster har anskaffet sig lokomotivet med tilhørende gamle togvogne, som kører på en del af strækningen mellem Villars-sur-Var og Puget-Theniers i Vallée du Var i weekenden, så det er en oplagt chance til at prøve både det gamle tog og se en del af ruten, der løber parallelt med landevejen og Var-floden.

Efter frokost på restauration l’Oustalet i Puget-Theniers, hvor jeg får lejlighed til at smage den lokale specialitet La Secca d’ Entrevaux - millimetertyndt skåret saltet oksekød som kun fremstilles i byen Entrevaux - ser jeg at, der arbejdes ved lokomotivet. Et par sorthovedede folk knokler med at skovle kul ind i damplokomotivets førerhus, hvor kedlen allerede er i kog og den kulsorte røg vælter ud af såvel brændkammer som skorsten. Jeg kommer i snak med disse frivillige, der blot er to af de ca. 100 medlemmer af lokomotivklubben. Det 60 tons tunge damplokomotiv er bygget i 1923 i Kassel i Tyskland til De Portugisiske Jernbaner og har siden 1980 kørt på strækningen i Val-dalen. Lokomotivet bruger 1,2 tons kul på den 60 km. lange rute og skal have 10 m3 vand på tanken. Så fløjtes der til afgang og endnu en frivillig vifter det røde flag, hvorefter lokomotivet sætter i gang, mens en sky indhyller de nærmeste i damp og røg fra maskinen. Toget bevæger sig gennem den brede Var-dal og langs floden, mens jeg fra træbænken i kupéen kan iagttage at landskabet glider forbi. Visse steder ses fantastiske mønstre i de lodretstående klippesider. 

Tilbage til Villars sur Var

Kogletoget når frem til trinbrættet ved byen Villars sur Var, der består af to bydele - en i dalen ved jernbanen og så middelalderbyen, hvor jeg bor ca. to km. oppe på en bjergryg. Midt på torvet i bjerglandsbyen ses en af byens fontæner og i torvets ene side ligger landsbyens eneste beværtning. Overfor ses kirken Saint Jean Baptiste, der blev bygget i perioden mellem 1520-1766. Den smukke altertavle er fra det 15. århundrede og malet af italienske og hollandske kunstnere. Her findes desuden malerier fra 1700-tallet og andre effekter. Det mest interessante er nok selve byens opbygning, der er så typisk for de små middelalderlandsbyer i Alpes-Maritimes. De smalle stræder er ofte ikke bredere end at jeg kan nå fra husmur til husmur med strakte arme. Alt er samlet inden for den tidligere bymur fra 1200-tallet. Men området har været beboet siden romerne, som bl.a. dyrkede vin her i provinsen Provence. 
Her er også levn fra Tempelriddernes tid i form af et 1200-tals hus med venetianske vinduer med søjler. Her er offentlige vaskepladser og en vandmølle, som driver hjulene til en olivenpresse.

Gennem Vallée du Var

Bilfirmaet Executive Transport Service henter mig og andre i en 8-personers bil ved Le Chateau for at tage os på rundturen gennem brede dale og dybe kløfter "Le circuit des Gorges du Cians et de Daluis". Turen gennemføres i retningen med uret for at få det bedste lys. Nede i Var-dalen passeres den smukt beliggende landsby Touët-sur-Var, der klæber sig op ad klippesiden. Vi kører gennem den større by Puget-Theniers og drejer op i bjergene mod landsbyen Puger-Rostang. Igen en typisk bjerglandsby hvor der findes et lille museum Roudoule med skiftende udstillinger. Museets inspektør taler både fransk og engelsk. 
Tilbage i Vallée du Var passeres den historiske fæstningsby Entrevaux med et højtliggende citadel, der kunne overvåge og forsvare hele denne del af Val-dalen. Har du tid og kræfter kan du ad en serpentinevej spadsere op til citadellet. Byen dannede grænse mod Italien indtil 1860.

Gorges de Daluis

Da vi drejer ind i dalen Gorges de Daluis er udsigten mod bjergbyen Dalius og det 2.517 meter høje og nøgne bjerg Mont Saint-Honorat imponerende. Vi følger floden og langsomt bliver dalen smallere og smallere efterhånden som vi kommer længere og længere ind i dalen, hvor den ender med at blive en dyb kløft. Vi har kørt på den tidligere jernbanestrækning til Guillaumes, der for længst er erstattet af landevejens biltrafik, men visse af tunnellerne er så smalle, at biltrafikken er ledt uden om. De mange svimlende og smalle hårnålesving er ikke for folk med sarte nerver og højdeskræk. Men vi har fuld tillid til chaufføren, der kender hvert et sving på ruten, og kan slappe af og bare nyde den spektakulære natur. Fremme ved Cascade d’Amen findes borde og bænke og her kan vi passende indtage den medbragte picnic, mens vi iagttager vandfaldet dybt nede i kløften. Længere fremme er udsigten fra broen Pont de la Mariee ind mod Parc National du Marcantour også betagende. Broen er opkaldt efter en kvinde ved navn Mariee, der faldt ned fra broen under mystiske omstændigheder. Måske var hun ikke alene på broen, da det skete. I gamle dage gik jernbanen over broen, der nu er lukket for al trafik.

Heksen i Chateaneuf d’Entraunes

Vi passerer den større by Guillaumes for at køre ind i dalen Val d’Entraunes og op mod Chateaneuf d’Entraunes, der ligger 1.650 moh. Igen en typisk bjerglandsby med et lille torv med en fontæne, en restaurant Bistrot de Pays og smalle stræder, der leder frem til byens kapel. Midt i byens hovedgade ses skiltet med heksen - og her bor byens kloge kone An-Marie Belliu, der ved alt om planter og deres helbredende virkning. Udover at sælge sine helsebringende produkter, driver familien et lille museum med diverse lokale kuriositeter. 
An-Marie Belliu tager os en tur med rundt i byen og i sin alpine have for at fortælle os lidt om planterne.

Over Péone til Valberg

Nu bevæger vi os videre op i højderne og ved Péone er her en dramatisk udsigt mod bjergene i Parc National du Mercantour. Nationalparken har et rigt dyreliv med fugle bl.a. ørne, men også murmeldyr og sågar ulve, der strejfer ind i området fra Italien. Valberg, der også kaldes porten til Mercantour Nationalparken, ligger i et pas 1.700 moh. og er en traditionel ferieby for hele familien året rundt. Om sommeren er her mulighed for vandreture og rideture i nationalparken, og i byen findes alle slags familieunderholdning som svømmepøl, minigolf, tennis, mountainbikes, golf, wellness, etc. Om vinteren er Valberg et yndet vintersportssted med både alpint og mulighed for langrend blot en times kørsel fra Den Franske Riviera. Stå på ski om formiddagen og svøm i Middelhavet om eftermiddagen! Fra Valberg er skisystemet forbundet til nabobyen Beuil, som vi passerer, da vi drejer ind i en dramatisk, smal og dyb kløft.

Gorges du Cians

Man kalder det "Alpernes Colorado". Og de smalle passager på den gamle landevej flankeret af hundredemeter høje, lodrette klippesider i rustrøde farver, er dramatisk. Kløften Gorges de Cains er så smal og dyb, at solens stråler kun når ned til vejen en kort stund i løbet af dagen. Visse dele af vejen er ført gennem tunneller og væk fra den gamle, smalle vej, hvor det ikke er usædvanligt, at en sten falder ned i ny og næ!