Oplevelser i og omkring Ilulissat og Diskobugten

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Greenland Travel

Hen under aften - efter en lækker middag på Hotel Icefiord - tager vi overtøj, drikkevarer og lidt chokolade med i rygsækken og vandrer ud forbi kraftstationen. Vi vil ud på pynten ved Isfjorden og nyde natten - akkurat som vi gjorde for mere end 10 år siden.

På kanten af Kangia - Isfjorden

Hvor asfaltvejen slutter, starter en gul markeret sti, der fører op mod det ca. 100 meter høje Parabolfjeld og videre ud til Isfjorden. Men den vælger vi ikke. Vi holder os til en sti på fjeldsiden ud mod Diskobugten. Vi har ikke vandret længe, før vi møder andre, der også har fået samme gode idé - at overvære solens nedgang bag Diskoøen langt mod vest. Hvor sporet ender går vi længere op ad den stejle fjeldside, for at se om vi kan finde samme sten, som vi sidst sad ved. Vi er dog ikke helt alene. Selv om vi trækker op ad fjeldsiden er her ingen vind til at holde myggene på afstand. Balsamen må på, men de medbragte myggenet lader vi ligge i rygsækken - så mange myg er her heller ikke!

Udsigt til isfjelde

Foran os har vi de kæmpemæssige isfjelde, der kan være op mod en km. på hver led og som nu er stødt på den undersøiske morænevold og gået på grund på vej ud af den ca. syv km. brede fjord. Isbjergene kommer ikke videre før presset fra mere is inde fra fjorden, får dem til at vælte ud over morænevolden - ud i havets frihed. Så starter en lang tur, hvor isen driver rundt i Diskobugten, inden den under sin vej sydover langsomt tilintetgøres af solens brændende stråler og havets ubønhørlige slid. På sin dødsrejse ændrer isbjerget form og stilling utallige gange. Er isbjerget stort nok, er der en smeltevandssø på toppen og ofte slider et vandfald langsomt en dyb fure i isbjerget. Der faldet store stykker af - isbjerget kælver - det vender sig og sender store bølger afsted, hvilket ikke er helt ufarligt, da disse bølger kan blive op til otte meter høje. Det er bl.a. derfor, at vi går op i fjeldet og ikke vandrer nede ved vandet.

Aften med udsigt til Isfjorden

Vi finder et sted, der minder om den sten, hvor vi tidligere oplevede solnedgangen og sætter os tilrette. På venstre side har vi Isfjorden med de kridhvide isfjelde. Foran os har vi Diskobugten med Diskoøen i det fjerne. En kutter sejler forbi langt under os - på vej til "midnatstur blandt isbjerge" - og forsvinder senere ind mellem isfjeldene foran fjorden. Vi venter en times tid, men solen står fortsat højt på himlen, som om vi er midt på dagen. Jeg går op på toppen af fjeldet, hvor der i det fuldstændige klare vejr, er en fin udsigt ind over byen Ilulissat.
Vi kan godt regne ud, at vi denne nat ikke helt får den samme oplevelse, som vi havde drømt om - for solen går ikke ned i denne periode, hvor vi har fuld midnatssol. Sidst vi var her, gik solen ned i et flammehav af røde skyer og netop i den fase blev hele Isfjorden farvet lyserød - et ualmindeligt smukt syn. Vi følger nu den gule markering på vandrestien og går tilbage mod Hotel Icefjord, hvor vi har et værelse med udsigt til - ja, is på havet.

Mod Ilulissat

Tidligere på denne lange dag var vi fløjet med Air Greenland fra København til Kangerlussuaq. Flyvetiden var godt fire timer og da vi fløj med tiden, blev dagen det længere. I Kangerlussuaq havde vi et par timer, inden vi skulle flyve videre nordpå mod Ilulissat og den tid benyttede vi til at gå en tur mod Old Camp, hvor vi tidligere har boet på en vinterferie med både vandreture i det snedækkede landskab, hundeslædeture på fjorden og udflugt til indlandsisen.
På den efterfølgende flyvetur fik vi mulighed for at fotografere ud af vinduet, da vi fløj over Isfjorden og Ilulissat, inden vi landede lidt nord for byen. Her tog turlederen fra Grønlands Rejsebureau imod os og da hele rejsegruppen var samlet, kørte vi til Hotel Icefiord.

Byvandring i Ilulissat

Hen på eftermiddagen viste turlederen os rundt i byen der er Grønlands 3. største Ilulissat er en travl fiskeindustriby med en stor fiske- og rejefabrik og travlheden ses bl.a. ved de mange kuttere og mindre både, der ustandseligt drøner ud og ind af havnen. Specielt hellefiskeriet er stort her. Turismen er i fremgang omkring Grønlands populæreste turistmål og her er mange større og mindre grupper fra nær og fjern, som ønsker at opleve området omkring Ilulissat - et af klodens smukkeste steder.
Vi gik fra hotellet ind mod centrum og så Zionskirken der ligger neden for den store opdagelsesrejsende og polarforsker Knud Rasmussens fødehjem, der nu er Ilulissat Museum. På museet kan vi lære mere om Knud Rasmussen der er mest kendt for sin deltagelse i Den Danske Litterære Grønlandsekspedition og sine egne Thuleekspeditioner samt for at have oprettet handelsstationen Thule. Men han er også kendt for sine indsamlinger og formidler af grønlandske myter og sagn.
Længere inde mod centrum kom vi forbi flere store boligblokke fra byggeboomet i 60'erne - som bestemt ikke pynter på den romantiske forestilling om de små farvestrålende enkeltfamiliehuse som ses på postkortene. Midt i centrum ligger World of Greenland - et aktivitetsselskab, som arrangerer mange af de udflugtsmuligheder, der findes i og omkring byen. Her er også et større udvalg af souvenirs og kunsthåndværk af forskellig art, smykker i metal og sten, fedtstensfigurer, tupilakker i både hvalrostand og rensdyrtak oma. Her fik vi købt udflugt til hvalsafari samt midnatstur med kutter til isfjeldene.

Is i havnebassinet

Men hvor er slædehundene? Sidst vi var her, var der masser af hunde som stod lænket tæt ved husene. Nu så vi kun enkelte hunde. Turlederen forklarede, at de fleste hunde er flyttet til bestemte hundepladser i udkanten af byen og at vi vil få dem at se. Vi passerede havnen, der ligger godt beskyttet for havets rasen, men det hænder, at et isbjerg sætter sig fast ved indsejlingen og så må fangerne i fællesskab forsøge at få den store isklump fjernet. Vi så, at der lå større isklumper inde i havnebassinet. Det var også her vi så de enkelte tilbageværende såkaldte "kolonihuse". Huset bygget for længe siden, da Grønland var en dansk koloni. Byvandringen fortsatte forbi fodboldbanen og ned i et andet boligkvarter med nyere boligblokke - lille Qullissat. Denne bydel blev bygget, da regeringen (den danske) besluttede at stoppe kulproduktionen på Diskoøen. I 1968 blev befolkningen ca. 1.400 mennesker tvangsflyttet til andre steder på vestkysten. Det vakte naturligvis stor bitterhed - ikke kun blandt de berørte - men i hele Grønland og blev en medvirkende faktor i bestræbelserne på at få mere selvstyre. I 2000 blev Oullisat på Diskoøen ramt af en 30 meter stor tsunami udløst af et jordskred og mange huse blev revet væk af denne flodbølge. Da kunne man for en gangs skyld glæde sig over, at byen var ubeboet.

Mødet med slædehundene

Efter at have passeret stadion kom vi til en af hundepladserne. Naturligvis var der nogle som hylede og et sted mødte vi legesyge hvalpe. De er de eneste, der må løbe frit omkring. Alle andre hunde skal være lænket, da disse dyr ikke er kæledyr, men er arbejdsdyr. Møder opsynsmanden en løs hund, kan han skyde den inden den eventuelt går til angreb på et barn. Hundene skal naturligvis behandles med respekt og have den fornødne omsorg, hvis de bliver syge eller kommer til skade f.eks. under en kamp med en anden hund. De skal have mad og adgang til vand og må naturligvis ikke lide nød på nogen måde. Ligesom i Danmark, hvor vi ind i mellem oplever vanrøgt over for husdyr, sker det også her, at en hundeejer begår overgreb på sine hunde. Enten ved at behandle dem for hårdt eller undlade at give dem det nødvendige foder. Heldigvis bliver der mere og mere fokus på dyrevelfærd - også i Grønland.
Jeg må indrømme, at da hvalpene kom hen til mig, kastede sig for mine fødder og bed i mine snørebånd, var de uimodståelige. De sloges venskabeligt indbyrdes om hvem der kunne trække længst i mine sko, for rangordningen sker tidligt. Naturligvis lod jeg min hånd glide hen ad deres små behårede rygge og kildede dem bag øret - med det resultat, at jeg lugtede af tørret fisk resten af vejen tilbage mod hotellet. Men det vidste jeg godt! Tæven, der stod lænket, skulle jeg ikke hen til og da vi gik videre, løb hvalpene ikke med, men pænt tilbage til deres mor.

På hvalsafari i Diskobugten

Der er gået nogle dage og vi har været på udflugt ved Eqi-gletsjeren og er nu vendt tilbage til Ilulissat. Nede i havnen venter en motorbåd på os for vi skal med på hvalsafari. Båden sejler nordpå forbi kæmpemæssige isbjerge med huller som var det en stor portal. Vi sejler en lille halv time, da vi spotter den første blåst. Blåsten er den stråle af varm luft, som hvalen sender ud når den er oppe for at trække vejret. Skipper sætter kursen mod hvalen og sænker farten, da vi nærmere os kæmpen. Det viser sig at være en ca. 15 meter stor pukkelhval. Den bliver i overfladen for at trække vejret fire-fem gange inden den atter dykker ned i dybet for at spise. Vi når frem til hvalen, som tilsyneladende ikke lader sig forstyrre af motorlarmen fra båden. Nu kommer den op til overfladen og puster ud med en vældig kraft, der kan høres ombord. Ufatteligt at den på det sekund den er oppe kan nå at puste ud og trække frisk luft ind. Endnu en gang ser vi den blæse.

Hvalen dykker

Vi er nu ganske tæt på denne kæmpe og motoren sættes i laveste gear. Efter sidste blåst krummer hvalen sin ryg, hvilket sker når den skal til at dykke. Roligt glider ryggen gennem havoverfladen, det nederste af ryggen kommer frem og halefinnen løftes op af havet og vandet væltes af i en kaskade. Så løftes halefinnen, så pukkelhvalens hvide mønster på undersiden af finnerne vises og et kort øjeblik efter forsvinder det store dyr i dybet - i total stilhed. Havet lukker sig igen i et særligt mønster, der tydeligt angiver at noget stort er gået ned her. Den hvide tegning på halefinnernes underside er individuelt fra dyr til dyr og er eneste måde man sikkert kan identificere disse totalt fredede dyr på. Visse andre hvaler må jages f.eks. sildepisker og dette sker efter en kvotetildeling, så der er kontrol med jagten. Langsomt glider vores båd frem i den retning hvalen er dykket. Men det der er ingen garanti for at den kommer op længere fremme i den retning.
Vi spejder i alle retninger med tilbageholdt åndedræt. Hvor kommer den op igen? Er den lige under båden? En underlig tavshed spreder sig på hele båden. Der går nogle minutter, der føles lange som timer. Nu var vi lige så tæt på! Stilhed.
"Der blæser den" - lyder det så fra en årvågen deltager, som peger skråt bagud, hvor der ses en blåst. Hvalen har ændret retning og skipper får vendt båden og hele sceneriet gentager sig.

Pludselig havgus

Det er den samme hval, som vi følger et par gange, inden skipper sætter kursen syd for Isfjorden, hvor han har hørt, at andre hvaler holder til. Vi sejler ind mellem andre af havets kæmper - iskolosserne - naturligvis i behørig afstand til de største isbjerge, der kan kælve når som helst og uden varsel. Hvor er man lille her! Solen reflekterer i de skinnende hvide fjeldsider, men ovre fra Diskoøen breder der sig et skydække. Vi kommer på den anden side af isbjergene - syd for Isfjorden - men ser ingen hvaler.

Skipper sejler lidt rundt i området, da havgusen pludselig ligger sig tæt om os. Sigtbarheden bliver betydeligt nedsat og kulden fra havgusen går ind til marv og ben. Vi må have en ekstra jakke på. Hvalsafarien afbrydes. Det er med en vis spænding, vi atter skal tilbage mellem de store iskolosser - uden at ramme noget og uden at komme for tæt på. Naturligvis er båden forsynet med radar, der viser både isbjerge og andre skibe i området. Men skipper kender forholdene og har prøvet dette mange gange før og kan med stor fart og dygtighed få os sikkert manøvreret gennem isen tilbage til Ilulissat.
Den midnatstur til Isfjorden samme aften, som vi tidligere havde tilmeldt os, bliver af sikkerhedsmæssige grunde aflyst på grund af tåge og havgus. Men faktisk fik vi på hvalsafarien smagt lidt af storheden ved at være tæt på isfjeldene.

Vandring langs Isfjorden

Det er også en noget våd morgen, vi vågner til på denne sidste dag vi er i Ilulissat på den store rundrejse i Grønland. Nu ser vejret ofte værre ud gennem et vinduet fra et varmt hotelværelse end det faktisk er, når man kommer ud i det og regnen er da også ophørt, da vi vandrer afsted på en tur langs Isfjorden. Turen går gennem det regnvåde græs ud til bopladsen ved Sermermut et par km. sydvest for byen. På denne idylliske plet har forskellige inuit-kulturer i mere end 4.000 år fundet et ideelt sted at bo i læ for havet, med gode fiske- og jagtmuligheder. De sidste beboere forlod stedet så sent som i 1850'erne. I dag er det kun rester af stensætninger - små forhøjninger i terrænet - der kan ses. Ved bopladsen, der nu er fredet, fandt arkæologer i 1950'erne en køkkenmødding, som gav beviser for disse tidligere kulturer. Vi går op over fjeldet langs Isfjorden, hvor de kæmpemæssige isbjerge flyder ud mod Diskobugten. Isen kommer fra indlandsisen, hvor en bræ rammer fjorden ca. 50 km. længere inde i fjorden. Bræen er den nordlige halvkugles mest producerende isbræ og Grønlands hurtigst flydende, da der er målt bevægelser på ca. 27 meter i døgnet. Man kan så og sige følge isens vandring gennem fjorden med øjet!
I denne formiddags tætte tåge virker hele sceneriet lidt spøgelsesagtigt, hvor disse kæmper næsten "ser ned" på os.
Hele fjorden samt en del af fjeldene omkring den, blev i 2004 medtaget på UNESCOs The World Heritage-liste over verdens kultur- og naturarv og er nu fredet og beskyttet område.

Kællingekløften

På en fjeldside støder vi på en dyb sprække, der fører ned til Isfjorden. Det er Kællingekløften. Forsigtigt går vi ud til kanten og får et sug i maven. Pas på ikke at glide på de fugtige sten. Kællingekløften var det sted, hvor de gamle kastede sig i døden, når de følte at de ikke længere kunne gøre gavn og var blevet en belastning for bopladsen.
Vi fortsætter ad vandreruten, der er markeret med blå farve. For at beskytte naturen mod yderligere erosion fra de mange gæster, der hvert år besøger stedet, har man gjort sig umage med at markere ruten, som man bør følge. Desværre med alt for mange blå klatter, så det skæmmer landskabet. De der har sat markeringen vil måske være sikre på at ingen går vildt - selv i tæt tåge. Men dette er bare for meget!

De gamle gravpladser

Vi kommer forbi en samling sten der ligger markant på fjeldskråningen. Her er de såkaldte inuitgrave. Man kan naturligvis ikke grave i fjeldets klipper, men man fandt ud af at stille stenene således, at de døde kunne få en fin plads med en god udsigt når de var døde. Enkelte grave er åbne, dvs. at den dækkende sten er faldet ned, så vi kan se kranier og skeletter af de døde. Det er naturligvis strengt forbudt selv at åbne grave eller røre ved de døde. Alle bør respektere gravfreden.

Vandretur gennem sprækkedal

Længere op ad klipperne kommer vi blandt et hav af farvestrålende fjeldblomster - op forbi en sø og følger ruten ned gennem en stor stenfyldt sprækkedal med en del udfordringer til balanceevnen på de store fugtige sten. 

Denne prægtige tur ender ved en af byens hundepladser, hvor det er vigtigt nøje at følge mærkningen, så man ikke får forvildet sig ind mellem de bundne slædehunde, der kan være nok så bidske og aggressive over for fremmede. Men når de legesyge hvalpe kommer alene hen til én uden en voksen hund, er der ingen grund til frygt. Nyd disse dejlige hunde og giv dem et venligt klap.

Mellem besøgene i Ilulissat sejlede vi til den kælvende bræ Eqi.