Den kælvende bræ Eqi

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Greenland Travel

Det buldrer og brager, som er vi midt i et tordenvejr. Det er isen fra Eqip Sermia-gletsjeren der arbejder. Uden varsel vælter en kæmpe klump is i vandet og sender dønninger ud mod vores motorbåd Aleqa Ittuk, der ligger mindre end 100 meter fra brækanten.

Stærk strøm

Motorbåden er heldigvis placeret i en fed suppe af større og mindre isskosser, som afbøder dønningerne, hver gang bræen kælver. Og det gør den hele tiden. Forskellige steder på den ca. 3,4 km. brede bræfront forårsager det enorme pres inde fra indlandsisen ustandselig uro. Den stærke strøm fører motorbåden væk fra bræen og skipper må starte motoren igen for at få den placeret længere inde i bugten. Eqi (eller Eqe - udtales "Egri") rejser sig brat op mod 100 meter over havet og er en meget aktiv bræ. Fronten er forholdsvis jævn, men toppen er forreven og meterhøje spir af is rager i vejret i alle mulige retninger. De kan vælte i havet når som helst. Det er et betagende syn at følge kælvningen på så tæt hold. Vi bliver her næsten to timer og betragter naturfænomenet.

Sejltur til Glacier Lodge Eqi

For ca. fire timer siden sejlede vi fra Ilulissat mod nord i Diskobugten. Med motorbåden er en del endagsturister, der via aktivitetsselskabet World of Greeland, har bestilt denne udflugt til Eqi-gletsjeren. Men vores gruppe skal sættes af ved Glacier Lodge Eqi, lige over for gletsjeren, hvor vi skal bo de næste par dage. Allerede få minutter ude af havnen i Ilulissat passerede vi de første fantastiske isbjerge. Vi foretrak at sidde foran på dækket i det fine vejr og betragte isen og fuglelivet. Selv om vejret var perfekt og der næsten ingen vind var, er vi klædt godt på, for farten på båden gav alligevel en kold vind. De fleste medrejsende sad - uforståeligt nok - inde i salonens lummervarme lokale. Nogle sågar sov - andre slubrede kaffe i sig! Mens vi sad ude i den friske luft, spejdede vi naturligvis også efter sæl og hval. Vi passerede den lille bygd Oqaatsut (Rodebay - Rødebugt) med bare 50 indbyggere, der blev grundlagt af hollandske hvalfangere og nu er en af de fire bygder i Ilulissat kommune. Det er muligt at vandre de ca. 15 km. fra Ilulissat langs kysten til Oqaatsut.

Hvaler i farvandet

Kursen blev sat mod fjorden Ata Sund mellem Arveprinsens Island og fastlandet og pludselig så vi en blåst - en udånding fra en hval. Det er som regel denne blåst, der gør det muligt at spotte en hval på havet. Skipper havde naturligvis også set det og sætter straks kurs mod hvalen. På et øjeblik blev rygtet om hval i sigte spredt på hele båden og folk myldrede op fra salonen og ud på dækket. Hvalen blåste igen og så dykkede den samtidig med, at den meget flot løftede halefinnen op af vandet. Hele to gange så vi hvalen, men da den atter kom op til havoverfladen for at trække vejret, havde dyret taget en helt anden retning og skipper fortsatte sejladsen nordover i fjorden.
På begge sider af bugten rejste fjeldene sig smukt og vi passerede bl.a. et stort vandfald, inden vi kunne skue indlandsisen ved Kangilerngata-gletsjeren, der også sender enorme isfjelde ud i fjorden.

Gletscher Lodge Eqi

Efter udflugten ved bræfronten vender skipper båden og sejler de ca. to km på tværs af bugten over til Glacier Lodge Eqi. Et hold turister venter på at komme ombord, mens vi går på land via den lille havn - en stige på en klippe! Herfra går det ca. 100 meter stejlt op ad nøgne klipper mod Café Victor, hvorfra lejren administreres og hvor vi spiser. Det er ikke helt nemt at få bakset kufferter og tasker den stejle vej op til hytterne - så pak let, når du selv skal afsted. Midtvejs oppe på fjeldet står et enligt træhus - Den Franske Hytte - der var base for den franske polarforsker Paul-Emile Victor (1907-1995), som udforskede indlandsisen i 1948-53. Hytten benyttes ikke længere til noget, men indenfor kan man få et indtryk af hvorledes forskerne dengang boede.

At bo helt fantastisk

Selv skal vi bo helt fantastisk. En række to-mands hytter, alle med en enestående udsigt mod Eqi-isbræen, er placeret neden for Café Victor. I hytterne er der fra terrassen adgang til et opholds-/soverum med dobbeltseng, hvor vi kan ligge og skue over på bræen gennem panoramaruden ved terrassen. Rent sengetøj og håndklæder ligger parat til os. Her er ingen elektricitet og skulle man få brug for lys, er her stearinlys - men vi har jo midnatssol, så på dette tidspunkt af året står solen på himlen hele døgnet. Her er en håndvask med koldt vand fra en manuelt betjent udendørs vandbeholder, der påfyldes efter behov. Varmt vand hentes på caféen i en termokande. På siden af hytten er der adgang til et lokum, der tømmes og rengøres hver dag. Rent og pænt. Kortsagt et primitivt, men helt igennem dejligt sted. Alt affald, skrald fra husholdningen og toiletaffald bliver fragtet til Ilulissat og indgår i byens renoveringsordning, så naturen omkring Glacier Lodge Eqi på ingen måde lider overlast. Og hvor er det befriende at komme væk fra TV og andet elektrisk udstyr!

Eftermiddagstur til søen

Efter en kop velkomstkaffe og dejlig hjemmebagt kage samles vi med vores turleder for at vandre en tur i fjeldet. Vi går langs kysten og kan hele tiden høre - og betragte gletsjeren på den anden side af bugten. Hver gang vi hører braget fra en kælvning, vender vi automatisk øjnene mod isen - men da er isen for længst væltet i havet. Lyden er jo p.g.a. afstanden forsinket et par sekunder! Oppe på fjeldet finder vi en rig flora - bl.a. ses masser af storblomstret gederams, Grønlands nationalblomst. Vi fortsætter ud mod en pynt, hvor smeltevandselven fra indlandsisen fosser ud i havet. Nedenfor kan vi se målet for vandreturen - en lille sø. Vi går ned forbi søen og op i en sænkning mellem to fjeldtoppe.
Det er en vidunderlig eftermiddag med sol og ingen vind. Hvem skule tro at det kunne være så lunt i Grønland?

En usynlig rype - næsten

Turlederen stopper pludselig op og peger uden at sige noget. Vi ser forundret på ham, for vi kan intet se. "Fjeldrype", hvisker han, og et par meter foran ham, ser vi nu fuglen, der ikke forskræmt flakser afsted, som vi så tit har set, men ganske roligt går et par skridt længere frem og stiller sig under en sten. Måske er ryper ikke så hårdt jaget her og derfor ikke ræd for mennesker? Den lader sig fotografere. Rypen falder godt i med omgivelserne både sommer og vinter. Om sommeren har den sin grå fjerdragt på, mens den om vinteren skifter til hvidt. Vi kan fortsat se hvide fjer på fuglen. Her er også andre dyr. Myggene kan være en plage for nogen, som ikke er vant til disse små "drillepinde". Så kan det være nødvendigt at tage et myggenet over hovedet. Det er der nogle der gør, men i dag klarer vi os med lidt myggespray og lader nettet forblive i rygsækken. Inden vi er tilbage i Glacier Lodge Eqi, ser vi endnu to fjeldryper, heraf den ene med et kuld kyllinger. Det er herligt at iagttage, hvorledes kyllingerne kan følge deres mor, selv om de ind i mellem skal op over store sten. Men rypen har helt styr på sine unger.

Fra toppen af fjeldet går det tilbage ned mod lodgen, samtidigt med at vi igen kan se isbræen. Til højre for den ligger en stor moræne - en samling af sten, som gletsjeren i tidens løb har skubbet med sig frem mod havet. Nu har gletsjeren trukket sig tilbage, så morænen tydeligt kan ses. Der skal vi over i morgen.

Vandring til morænen ved Eqi-bræen

Det har været en vidunderlig stille nat - bortset fra det bulder og brag, som har lydt fra isen natten igennem. Her har virkelig været aktivitet. Der ligger da også en masse is i bugten, da vi mødes til morgenmaden i Café Victor. Vejret er igen perfekt og først på formiddagen samles vi for at vandre ned ad fjeldet mod havet, hvor det nu er så lavvandet, at flere mindre isklumper står på stranden. Vi forlader den markerede sti for at se nærmere på disse isklumper og fortsætter mod elven, der kommer fra søerne oppe ved Tasersuaq. Vi forcerer et par mindre morænevolde og forsøger at komme over elven. Men strømmen er stærk og der er langt mellem stenene vi skal springe på for at komme over. Vi går lidt op og lidt ned langs elven for at finde et passende overgangested. Men ikke alle i gruppen føler sig trygge ved at skulle forcere en rivende elv på denne måde. Vi går tilbage til den markerede rute og finder overgangsstedet. Via nogle store sten kan vi komme over på den anden side af elven - men det er alligevel denne rutes største udfordring, så nogle foretrækker at vende om og følge stien tilbage mod lodgen og gå lidt på egen hånd, mens vi andre fortsætter på den anden side af elven.

Op på morænekanten

Vi vandrer rundt om en laguneagtig indsø Tasinnngortaaq, men her hører markeringen op og vi finder selv en rute. Vi kommer forbi vandfaldet og frem til ydersiden af morænekanten. Først der opdager man, hvor stor morænen er. Det går stejlt op gennem større og mindre sten og forsigtigt nærmere vi os selve kanten - toppen af morænen. På indersiden - ind mod isen - falder morænen brat ned, så vi skal være ekstra forsigtige med ikke at komme for langt ud, så stenene begynder at skride. Isen har trukket sig noget tilbage og for at komme op på siden af isen skal vi længere op ad morænekanten. Det er meget vanskeligt terræn at vandre i, så vi går skråt ned ad morænekanten og over på fjeldsiden og kravler op ad denne for igen at ramme morænen længere oppe. Det er meget lettere, selv om det er en "omvej".

Udsigt til Eqip Sermia-gletsjeren

Nu sidder vi på nogle store sten og har en helt ubeskrivelig udsigt ud over bugten, bræfronten lige under os og hele Eqip Sermia-gletsjeren på vores højre side. Dette er det helt rigtige sted at spise sin medbragte madpakke, og mens vi betragter landskabet, kælver bræen under øredøvende larm. Store isstykker - hele isbjerge - vælter i havet. En fantastisk oplevelse, at være vidne til - på så tæt hold. Hvor stort det er, kan måske anskueliggøres ved at motorbåden, der dagligt kommer med gæster og forsyninger til lodgen, kun er en lille prik i bugten ud for isen. Det er svært at løsrive sig fra dette sceneri, men da vi skal afsted, følger vi vores rute tilbage til lodgen.

Vandring mod indlandsisen

ra Glacier Lodge Eqi er der kun ca. fem timers vandring ind til indlandsisen. Det meste af vejen kan man følge det spor som Paul-Emile Victors bæltebiler for et halvt århundrede siden har mejslet ind i det sårbare fjeld og som endnu tydeligt kan ses. Ruten er let gået, når man først er kommet over første stigning på fjeldet. Der er mulighed for at overnatte i stationære telte inde ved isen eller man kan medbringe eget telt og så gå tilbage næste dag. Men mange går både frem og tilbage på samme dag. Med en let rygsæk går det fint. I dag har vi dog ikke mere end fire timer, til vi atter skal med båden tilbage mod Ilulissat, så vi må begrænse os. Men ind mod indlandsisen skal vi da! Og det er en lidt krævende opstigning til at begynde med, men her er så meget at se på undervejs. Ved søen Lac des Canards, hvor fjeldene spejler sig i det klare vand, ses andefugle. Fjeldblomster ser vi overalt og specielt kaster vi opmærksomheden på - mosepost. Det er en krydret urt, som man kan lade trække nogle uger på snaps og få en fin kryddersnaps. Og det er netop hvad vores turleder har med i rygsækken. På toppen af fjeldet med udsigt til bræen smager vi på sagerne.

I bæltekøretøjernes spor

Vi passerer en interimistisk bro op ad fjeldet som bæltekøretøjerne i sin tid har kørt af. Helt let har det nu ikke været at finde vej op ad fjeldet for Victor. Så er vi oppe på højdepunktet ved søen Taseruaq og kan se ind til den enorme indlandsis, der forsvinder i det fjerne. Her stopper vores fremmarch og for at nå båden må vi (desværre) vende om. Men oplevelserne er langtfra forbi. Vi ser bl.a. en polarhare helt i hvidt og dens grå unge, der trykker sig i en klippespalte for ikke at blive opdaget. Forsigtigt går jeg derhen og så tør den ikke trykke sig længere, men løber et par meter frem på en nøgen klippe og sætter sig. Bange for noget? Nej, dyrene her er ikke jagede og derfor heller ikke bange for os, så vi kan komme tæt på. Også fuglene, der følger os overalt, kommer vi tæt på. Men den lille polarræv som jævnligt besøger lodgen, som værtsfolkene i Café Victor beretter om, ser vi desværre ikke.

Tilbage til Ilulissat

Da vi er tilbage ved lodgen, er det tid til at sige farvel til dette dejlige sted. Motorbåden Aviaq Ittuk - søsterskib til det, vi sejlede ud med - er på vej til havnen og vi har båret vores bagage derned. Tilbageturen til Ilulissat bliver en fantastisk gentagelse af turen herud. Vi ser fjeldvægge, vandfald, mallemukker, isbjerge - og igen pukkelhval.
En udflugt til Eqi er en rejse, man vil huske hele livet.

Fra Ilulissat tager vi rutebåden sydover langs Grønlands vestkyst mod Nuuk.