Ad pilgrimsruterne i Cinque Terre (2/3)

På denne ferie i Italien er vi på vandretur i Cinque Terre - fem idylliske landsbyer, der ligger på bjergskråningerne ned mod havet.

Kystruten mellem alle fem små byer

Vi har god tid til morgenmaden i dag, for vi har intet tog vi skal nå. Vi vandrer fra morgenstunden - hele kystruten fra Monterosso til sidste lille by Riomaggiore. Vi har endnu ikke haft tid til et nærmere bekendtskab med den gamle del af Monterosso, der ligger en lille km. fra hotellet, så vi starter dagens vandring med at se lidt af byen - den største af de fem små samfund. 
Oppe over byen - ved den gamle borg - møder vi figuren af Frans af Assisi - byens skytshelgen. Bag borgens gamle mure dyrkes jordene - primært med citroner - og vi vandrer ud langs kysten på ruten til Vernazza. Atter kommer vi op gennem et frodigt og afvekslende landskab. Skov og vinterrasser afløser hinanden. I et sving inde i skoven møder vi den gamle sælger. Han sidder ganske stille og upåagtet lidt tilbagetrukket fra selve vandrestien, men heldigvis er der én som får øje på ham. Efter sigende sidder han altid her og venter på turfolket. I sin kurv har han vand og vin samt stærkere sager! Jo, der skal handles. Inden gruppen har passeret ham, har han vistnok fået en del varer udsolgt, men det er der råd for. Han har ikke langt til nye forsyninger. En rigtig handelsmand.

En pragtfuld udsigt

Højt oppe på terrasserne kan byerne langt under os ses, medens vi vandrer gennem landskabet. Så går det igen nedad til Vernazza og op på den anden side af byen. Nu er vi på "betalingsvej" og der skal indløses billet for at vandre ad kystruten videre frem. Længere fremme når vi til Corniglia og kan genkende trappen vi asede op ad forleden. I dag går det den modsatte vej. Nedad. Til vi rammer vandrestien helt nede langs kysten Spiaggione di Corniglia. Og den er populær. Her er mange på tur. Og det kan desværre også ses på det skrammel og skidt, der ligger efterladt, når her kommer så mange mennesker. Her er det også populært at spise medbragte pizza - hvilket kan ses på de efterladte papæsker. Flasker ligger og flyder. Det undrer mig hvorfor man ikke bruger nogle af entrépengene til almindelig oprydning og/eller opsætter skrallebøtter på ruten? Nå, men udsigten ud over havet fejler bestemt ikke noget, og da vi når Punta Bonfiglio ved Manarola, kan vi igen glæde os over denne smukt placerede by.

Via dell’amore

Kærlighedsstien - Via dell’amore - på strækningen mellem Manarola og Riomaggiore har jeg glædet mig til. Den er så berømt, at det må være noget helt særligt. Men hvor blev jeg skuffet. På lange stræk er ruten overplastret med graffiti og affaldet flyder. Nej, må jeg så bede om at komme op i bjergene - væk fra folkemængden og svineriet. 
Vi når den sidste af de fem byer - Riomaggiore - og kan lige nå at gå gennem den lange tunnel, parallelt med jernbanen og under denne ud til havnen. Her står de skæve, maleriske huse og læner sig op ad hinanden for ligesom ikke at falde i havet, med det klassiske billede af vasketøjet hængt til tørre uden for vinduerne.

På bjergkammen uden udsigt

Vi er på egen hånd i dag - en såkaldt fridag. Nogle tager til storbyen La Spezia, andre slapper af på hotellet og nogen udforsker Monterosso lidt nærmere. Selv om det er overskyet vandrer vi til den gamle bydel i Monterosso, går gennem hovedgaden og efter nogle få meter ude af byen finder vi på venstre side vandreruten til klostret Madonna di Soviore (rute 9) og følger denne stejlt op i godt en time. Sveden hagler af os og luftfugtigheden er stor, da vi støder på en lille pavillion lidt før klostret og får lidt at drikke. Ruten forbi klostret - ad landevejen - kender vi fra tidligere, men vi fortsætter lidt længere og følger pilgrimsruten (rute 1) op ad bjerget. Først gennem pinjeskov og senere i kastanieskov. Her er mange spor efter vildsvin, der har gravet i jorden og ledt efter rødder og kastanjer. 
Vi er ganske alene på ruten og håber på, at det klarer op. Vejret kan jo hurtigt skifte i bjergene. Det pusler lidt inde i de tørre blade og straks er vi på vagt. Kunne det være et vildsvin? Nej, vi møder ingen. Det er firbenene, der skræmt af vore fodtrin springer i dækning. Vi følger ruten, der som en hestesko går i en bue højt oppe på bjerget. Flere steder vandrer vi på selve ryggen af bjerget med skråninger ned på begge sider. Her vokser mange forskellige skovplanter bl.a. violer, anemoner, jordbær, brombær, følfod, aurikler o.m.a. Hele bjegskråninger med blomstrende trælyng passeres og andre skråninger er fyldt med gule buske overalt, hvor bierne summer lystigt. Men luften er også fyldt med et andet underligt, sort insekt, der er i stand til at stå stille i luften og med lynets hast flyve væk. Her er tusinder af dem og de svirrer omkring os og kan naturligvis ikke undgå at ramme ind i os. Men de bider heldigvis ikke!

Torden i bjergene

Skyer driver konstant ind fra havet og kastes op ad bjergskråningen. Selv om solen ind i mellem skinner, der hvor vi går, kan vi intet se ud over havet og terrænet under os. I læsiden er der derimod fin udsigt ind i landet. Men der er ingen tvivl om, at denne rute er pragtfuld i godt vejr. Under kastanietræerne, hvis kroner danner den nødvendige skygge fra Italiens brændende sol, kan man vandre uden at blive kogt/stegt. Ind imellem er der flot udsyn, men megen af tiden vil man intet kunne se pga. bladene på træerne.
På toppen af Monte Gaginara, godt 700 moh, er der et åbent sted, hvor vi gør holdt og tørrer vort svedige tøj i solen, medens skyerne fortsat driver op ad bjergsiden. Da vi når vejkrydset, hvor rute 7 møder rute 1, spiser vi frokost og netop som vi sidder og nyder solen, lyder det første tordenskrald i det fjerne. Det trækker sammen, hvorfra vi er komet og vi træffer hurtigt den afgørelse, at den videre tur over Monte Grosse må vente til en anden gang. Vi kan alligevel intet se og at gå i bjergene i tordenvejr er måske ikke det smarteste!

I styrtregn

Vi søger ned ad mod byen S. Bernardino (rute 7) og her er ruten mange steder ganske smal. Da vi når byen, begynder det at regne og vi tager regnjakkerne på. Benene behøver vi ikke at beskytte. Og så kommer regnen voldsomt, væltende ned i kraftige byger og med lyn og torden lige over os. Da møder vi de to eneste andre vandrere på vores tur. Et fransk par har søgt tilflugt under et træ og ved ikke hvad de skal gøre. Jeg spørger hvor de kommer fra og hvor de skal hen - så vi måske kan følges og hjælpes ad - og manden forsøger på gebrokken engelsk at forklare sig. Men de skal vist til Volastra - som ligger i modsat retning!
Skal vi vente eller fortsætte? Regnen synes ikke at ville stoppe og selv om der er lang tid til det bliver mørkt, beslutter vi at gå videre ned til Vernazza og derfra tage toget hjem.

Ned i sikkerhed

I tørvejr kan turen sikkert gøres på en time, men vi bruger to. Det er glat, det er vådt og det er stejlt - meget stejlt - på den smalle sti, der snor sig ned ad bjerget. Vi støtter og opmuntrer hinanden, medens lyn og torden raser over vore hoveder. Hele siden forsøger vi at komme så hurtigt som muligt ned blandt høj bevoksning, så vi ikke er det, der rager højest op i landskabet. Men vi skal samtidig give os tid til at træde varsomt for ikke at glide. 
På ingen tid samles regnen til et lille vandløb på stien, og våde bliver vi - både udvendigt og indvendigt. Vandet løber ned ad jakken, så bukserne er drivvåde og fortsætter ned ad benene og ned i støvlerne, hvor vores sokker allerede har suget det vand de kan. Endelig er vi nede. Finder stationen og får købt billetter. Men sidde ned i toget på vejen hjem? Nej - dertil er vi for gennemblødte