Operarejse til Verona

Italienerne elsker god mad, vin og musik - specielt opera - og de elsker at vise sig elegant frem med nye biler, seneste modetøj og dyre tasker. Italienerne lever så at sige "på gaden" og lader sig se bl.a. på restauranter, hvor der gives indtryk af velstand og hvor man også kan iagttage andre.

Ingen verden uden for Veronas mure

Vi nordboere er pga. vejret mere hjemmemennesker og gør måske mere ud af vores bolig end af vores udadvendte facade. Den norditalienske by Verona, er ingen undtagelse. Her lever italienerne livet inden for de gamle fæstningsvolde, som man altid har gjort. "Der er ingen verden uden for Veronas mure" skriver Wilhelm Shakespeare i skuespillet Romeo og Julie, der netop foregår i Verona. I middelalderen var her mange fejder mellem stridende familier, hvilket har givet inspiration til dramaet, men om netop disse personer virkeligt har eksisteret, skriver historien intet om - men romantikken er her overalt.

På vej mod Verona

Fra Malpensa lufthavn ved Milano kører vi stik øst mod Verona. Det er på den selv samme strækning at romerne anlagde deres hærvej Via Postumia som forbandt Aquileia ved Adriaterhavet i øst med Genova ved Det Liguriske Hav i vest. Mellem Milano og Verona hed vejen Via Gallica. Ved frokosttid ankommer vi til Desenzano del Garda, en af de typiske små havnebyer som findes rundt omkring Gardasøen. Bag den store marina med fyrtårnet ud mod Gardasøen ligger den lille, gamle havn omkranset af pittoreske huse.

Hotel lige uden for voldene

I Verona ligger hotellet lidt uden for fæstningsanlæggets volde, men i gåafstand til den gamle bydel. Efter en velkomstdrik spadserer vi ind bag voldene via Porta San Zeno, forbi kirken af samme navn og frem til Adige-floden med udsigt til den gamle borg, Castelvecchio, hvorefter vi spredes for at spise aftensmad på egen hånd.

Guidet byvandring i Verona

Verona er den næststørste by i Veneto-regionen efter Venedig og blev tidligt en meget rig handelsby, da den lå på den øst-vestgående handelsrute og samtidig på den nord-sydgående rute fra Alperne og sydover mod Rom. Inden for voldene er afstandene ikke større end at vi kan spadsere - og det skal vi netop i dag med en dansktalende guide. Der er to indgange til at komme ind bag fæstningsanlæggets volde - ind til byens centrum. Den nærmeste vej via Porta San Zeno gik vi i går aftes, så vi spadserer i dag langs fæstningsanlægget til den anden indgang ved Porta Palio. Dette var oprindeligt den romerske indgang Via Gallica til Verona, men både porten samt fæstningsanlægget blev forstærket og moderniseret under Napoleonskrigene i slutningen af 1700-tallet.
Turen går ind mod den centrale bymidte ad Stradone Porta Palio, hvor vi undervejs ser nærmere på de mange arkitektoniske perler. Gaden er flankeret af store platantræer, der i sommervarmen kaster en behagelig skygge på os. Vi når frem til den gamle borg Castelvecchio, som Scaligeri-familien byggede fra 1355 til 1375, så de havde et sted at flygte til, når byen var truet. Scaligeri-familien, der regerede Verona fra 1262 til 1387, hører vi mere til. Borgens kunstmuseum har Veronas fornemste kunstsamling.

Piazza Bra

Via Roma leder os hen til byens store, centrale plads Piazza Bra, hvor bl.a. byens rådhus ligger. Pladsens mest markante bygning er det romerske amfiteater, som stod færdigt omkring år 30 e.Kr. og i dag er det tredjestørste romerske amfiteater i verden og er medtaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Desværre findes kun en del af amfiteatrets ydre mur tilbage, da man i middelalderen brugte arenaen som stenbrud og hentede sten til andre byggerier, indtil man i midten af 1500-tallet fik sat en stopper for det. Midt på Piazza Bra ligger Vittorio Emanuele II Parken med selv samme konge højt til hest. I det lille parkanlæg ses et springvand med trekantede toppe, som symboliserer Alperne. På hele den ene side af pladsen - Liston - ligger restauranter og caféer og fra pladsen løber den dyre indkøbsgade Via Mazzini med de nyeste og dyreste mærkevarer frem til en anden af byens smukke pladser - Piazza Erbe.
Men inden vi når så langt, ser vi den romerske port Porta dei Borsari bygget helt tilbage mellem år 50-40 f.Kr.

Frem mod Piazza Erbe

Fra det jødiske kvarter med synagogen kommer vi frem til Piazza Erbe, hvor det smukke barokpalads Palazzo Maffei fra 1668 pryder den bagerste del af pladsen. Foran står Markusløven - symbolet på Venedig. Ser du løven med poten på en åben bog - hvilket du kan gøre mange steder i Verona og andre byer - betyder det, at byen frivilligt er kommet under Venedigs overherredømme. Er bogen derimod lukket, er overtagelsen sket med magt. Verona blev optaget i Venedigs imperium i 1405.

Julies Hus

Vi advares mod lommetyve i menneskemylderet, da vi træder ind i Casa di Giulietta - Julies hus - med en statue af den unge ulykkelige pige samt den berømte marmorbalkon, hvorunder Romeo tilbad hende. Der er dog ikke belæg for husets forbindelse med Shakespeares kærlighedsdrama. Her er trængsel omkring bronzestatuen af Julie - alle vil fotograferes med hende - og ikke mindst røre hendes bryst, for det betyder held i kærlighed. Julie har naturligvis også sin grav her i byen - Tomba di Giulietta.

Piazza dei Signori

På Herrernes tov - Piazza die Signori - står statuen fra 1865 af middelalderdigteren Dante, som boede hos Scaligeri-familien mellem 1301 og 1304, mens han var forvist fra Firenze. Bag ham ses renæssancepaladset Loggia del Consiglio fra 1476 som støder op til Scaligeri-paladset. I det modsatte hjørne rejser det 84 meter høje Lamberti tårn sig, der er en del af Palazzo delle Ragione - Fornuftens Palads. Flere porte med statuer på toppen leder frem til de omkringliggende pladser og gader. Lige uden for pladsen ved den lille romanske kirke Santa Maria Antica, der kan føres tilbage til 600-tallet, ses familien Scaligeres gotiske gravmæle fra 1300-tallet. På uafhængighedspladsen står landsfaderen Giuseppe Garibaldi (1807-1882) højt til hest. Hans rødskjorter samlede Italien, hvor Veneto og dermed Verona blev forenet med resten af Italien i 1866.

Byens middelalderhuse

Vi kommer frem til den gamle havnegade Via Sottoriva med typiske middelalderhuse og byens ældste beværtning under en arkade. Gaden slutter ved Veronas største kirke Sant Anastasia, der blev påbegyndt i 1290, men først stod færdig 200 år senere. Den guidede tur slutter ved Adige-floden og på ruten har vi udover de kulturelle og historiske facts tillige fået belyst såvel de sociale - som de politiske forhold i Italien. Herefter fortsætter vi byvandringen på egen hånd.

San Pietro-højen

Vi spadserer over Adigefloden på den romerske bro Ponte Pietra og "bestiger" San Pietro-højen ad trapperne bag det romerske teater. Fra toppen ved Castel San Pietro fås den bedste udsigt ud over Veronas tage, tårne og kirkespir.

Duomo og den vidunderlige klostergård

Tilbage i byen lægger vi vejen forbi Veronas domkirke - Duomo - med den smukke romanske facade. Bag domkirken ligger en meget fin klostergård med dobbeltsøjlede buegange i to etager. Her ses også rester fra 700-tallets oprindelige kirke.
Indkøbsgaden Via Mazzini med dens mange dyre forretninger oser vi igennem og besøger i stedet kirken Santa Trinita, hvor der også er indkik til en lille klosterhave.

San Zeno Maggiore

Denne smukke kirke er genopbygget til Veronas skytshelgen mellem 1120 og 1138 efter at den oprindelige kirke fra 500-tallet styrtede sammen ved et jordskælv i 1117. Kirken er måske Veronas mest interessante og er Norditaliens flottest udsmykkede romanske kirke med en imponerende facade ud mod pladsen og en indgangsportal med en dør med bronzepaneler, som beskriver San Zenos mirakler. Over indgangen ses et relief med San Zeno, der blev den 8. biskop af Verona og kristnede hele byen. Indenfor er kirken rigt udsmykket med fresker fra forskellige perioder. Ser du godt efter, kan du se nyere malerier oven på tidligere tiders malerier. Her er billeder af Jesus, Maria, helgener, biskopper og mange, mange flere. Den fine tredelte, malede altertavle er fra midten af 1400-tallet. I krypten er der også flere interessante ting at studere herunder kapitælerne på søjlerne, der bærer de buede lofthvælvinger. Ved siden af kirken ligger en smuk klostergård fra slutningen af 1200-tallet med både rundbuer og spidsbuer.

Restauranterne ved San Zeno pladsen

San Zeno pladsen ligger blot ti minutters gang fra hotellet. Pladsen er på den ene side fyldt med forskellige restauranter og her spiser vi flere gange. Det er for os en herlig oplevelse at spise sammen med de lokale på Osteria Abasia, der ligger på hjørnet tættest ved kirken. Tjeneren taler ikke engelsk, men forstår hvad vi ønsker. En herlig faderlig type, der nok ved, hvad vi vil have. Da maden bliver serveret, mangler de grillede grøntsager - tror jeg - så da jeg rejser mig for at bestille dem, får jeg inde i osteriet stukket dem i hånden og kan selv bære retten ud. Så mangler der en gaffel og får at vide, at de ligger i den øverste skuffe - jeg kan bare selv tage, hvad jeg skal bruge! Herligt uhøjtideligt og udmærket mad.

En anden oplevelse får vi på restaurant Al Calmiere, der ligger midt i rækken af restauranterne. Betjeningen er eksemplarisk ligesom både forretten caprese (tomat og mozzarella) og hovedretten en supermør hestebøf er helt i top. De har desværre ikke mere af den ønskede vin, hvilket tjeneren beklager, så vi vælger en anden vin til maden. Godt inde i middagen kommer der imidlertid nye forsyninger - deriblandt den oprindelige ønskede vin, som vi så får tilbudt - men to flasker vin på en aften. Nej, det bliver for meget. Tjeneren syntes alligevel, at vi skal smage, så på husets regning får vi smagt også denne vin. En god italiensk middag kan fint afrundes med lidt mandelkage samt et glas grappa.

Også pladsens allerførste restaurant på hjørnet Trattoria ai Piloti kan anbefalers og udover bordene foran restauranten har man her også en lille åben gård inde bag ved. Restauranten har specialiseret sig i fiskeanretninger og her nyder vi en frokostsalat med blæksprutter.

Og så til operaen ...

Forskellige pladser i Arenaen

Nogle sidder på unummererede stenpladser, hvor først-til-mølle-princippet gælder. Find evt. en plads lige neden for et gangareal, så du slipper for at få andre folks fødder i ryggen. Andre sidder på nummererede stenpladser, hvilket viser sig at være jernsæder, hvor det også kan være godt at medbringe en pude til at sidde på. Her er dog ikke megen benplads og slet ikke plads til at medbringe mad og drikke. På gulvet er der nummererede stolesæder i flere kategorier - og her er det ikke velset at komme i shorts! Det er en underlig fornemmelse at sidde i arenaen og tænke på, at der netop her for 2.000 år siden blev gennemført blodig teater for at fornøje borgerskabet. Gladiatorer kæmpede til døden mod hinanden, vilde dyr blev dræbt i kamp og krigsfanger, forbrydere og kristne døde i tusindvis i underholdningens navn. Så er det mere fredeligt i dag, om end der i operaerne vi skal overvære - Aida og Tuandot - også er masser af drama.

Aida

Operaen Aida af Giuseppe Verdi (1813-1901) blev opført første gang i 1871 i forbindelse med indvielsen af det nye operahus i Cairo. Ikke mindst den berømte triumfmarch har medvirket til at gøre denne gennemkomponerede opera til en af Verdis populæreste.
Historien er kort: Aida er slavinde hos kongen af Egypten og elsker feltherren Radames, som også elsker Aida. Men kongedatteren Amneris elsker Radames og er således Aidas rivalinde. Aidas tilfangetagne far - kongen af Etiopien - overtaler hende til at få Radames til at røbe hærens planer, hvilket sker. Det opdager Amneris, men vil lade Radames gå fri, hvis han opgiver Aida og gifter sig med hende. Men han elsker Aida og dømmes derfor til levende begravelse. Mens grotten under Isistemplet mures til, opdager Radames, at Aida har sneget sig ned til ham og de elskende går i døden sammen.

Vi oplever et vidunderligt sceneri og et imponerende opbud af statister og kor med langt over 100 optrædende - og triumfmarchen skuffer bestemt ikke. Flere stort anlagte danseoptrin i flotte farver fuldender denne forestilling. Det er her, at operaen Aida skal opleves.

Turandot

Et par dage efter er vi atter til opera i arenaen. Også denne aften begynder med en tradition - tusindvis af levende lys tændes blandt de ca. 8.000 tilskuerne, inden forestillingen starter.
Giacomo Puccini (1858-1924) nåede ikke selv at gøre sin sidste og mest storslåede opera helt færdig, men havde før din død bestemt, at Franco Alfano færdiggjorde de sidste 36 partitursider.
Ved uropførelsen på Scala-operaen i Milano i 1926 under ledelse af selveste Arturo Toscanini (1867-1957) lagde dirigenten pludselig taktstokken og vendte sig mod publikum med ordene: "Her ender mesterens værk." Først ved næste opførelse blev operaen gennemført, som vi kender den i dag.
Historien er kort: En underskøn og tilsyneladende kold og nådesløs kinesisk prinsesse Turandot, vil ikke gifte sig med hvem som helst. Kun den som kan gætte hendes gåder. Kan bejlerne ikke svare korrekt, ryger deres hoveder. Den unge prins Calaf besvarer gåderne korrekt, men Turandot vil alligevel ikke have ham. Calaf giver så Turandot et modspørgsmål, så hun kan slippe for sit løfte. Hun skal gætte hans navn, som han endnu ikke har røbet. Hun gør hvad hun kan for at presse navnet ud af alle i løbet af natten. Den unge slavinde Liu, der er i Calafs følge og som hun elsker, underkastes tortur, men siger kun at hans navn er "Kærlighed", hvorefter hun begår selvmord. Det lykkes alligevel at få vristet navnet ud af Calaf og da Turandot næste dag skal fortælle det til offentligheden, siger hun at navnet er: Kærlighed. Så trods den barske handling med både mord og selvmord ender det lykkeligt.

Musikken er som altid hos Puccini dramatisk og med mange sødmefyldte temaer og flere steder benyttes østens klangverden. Atter oplever vi en imponerende opsætning med et storslået kinesisk tempel og hundredvis af statister og et velsyngende kor. Calafs store arie Nessun Dorma blev klappet til dacapo. En betagende smuk forestilling.

Udflugter fra Verona

Mellem operaforestillingerne i Veronas romerske arena arrangeres flere udflugter - bl.a. til Gardasøen og Vicenza.

Mod flere operaer i Toscana

Denne operarejse er langtfra overstået og vi fortsætter mod Toscana for at overvære yderligere to operaer i forbindelse med Puccini-festivalen i Torre del Lago.

Torbole ved Gardasøen

Op ad formiddagen kører vi mod den nordlige del af Gardasøen til byen Torbole sul Garda. Byen minder på mange måder om de øvrige byer rundt omkring Gardasøen med en lille, gammel havn fyldt af små fiskerbåde, et torv og en masse caféer og restauranter. Vi bruger imidlertid udflugten på at spadsere en tur ad strandpromenaden til nabobyen Riva del Garda. Ruten følger den nordlige kystlinje og her holder italienerne deres ferie og mange hygger sig på stranden. Efter ca. 2,5 km. er vi fremme i Riva, som vi lige vender og går samme vej tilbage.

Middelalderbyen Lazise

På vejen tilbage mod Verona kører bussen ned langs Gardasøens østside og standser ved byen Lazise. Byen domineres af en gammel middelalderborg med tilhørende bymur som næsten omslutter denne gamle by. På den centrale plads Piazza Vittorio Emanuele er der rig mulighed for at besøge caféerne, der fortsætter ned langs den lille havn. I de smalle stræder kan den middelalderlige atmosfære opleves, hvor også flere velassorterede delikatesseforretninger findes.

Vicenza - Andrea Palladios by

Dagens udflugt går til den interessante by Vicenza, der først og fremmest er kendt for bygningsværkerne af arkitekten Andrea di Pietro della Gondola med kælenavnet Palladio (1508-1580) efter visdommens gudinde Pallas Athene. Han genskabte den gamle græske symmetri med søjlerækker og trekantede overliggere og fornyede arkitekturen med bygningsværker også andre steder i Italien. Hans skole Palladianismen blev flittigt brugt i 1800-tallet - også uden for landets grænser - f.eks. Det Hvide Hus i USA. Det er dog ikke Palladio vi møder, da vi sættes af bussen ved parken Giardini Salvi og spadserer ind gennem byporten med Torre di Castello mod hovedgaden Corso Palladio, men en statue af landsfaderen Giuseppe Garibaldi. Men allerede efter få skridt ser vi de første af Palladios bygningsværker.

Piazza dei Signori

Vi passerer Vicenzas katedral - Duomo - og fortsætter frem til byens centrale plads Piazza dei Signori, hvor statuen af Palladio står foran Palazzo delle Ragione - byens Basilika Palladiana, med renæssance fasade og søjlearkader i to etager. Dette er et af Palladios berømteste bygningsværker. Tårnet ved siden af - Torre Bissara - har stået her siden 1100-tallet og forbløffer ved kun at have en bredde på syv x syv meter ved jorden trods sin højde på 82 meter.

For enden af pladsen findes to søjler, en med Markusløven - tegnet på Venedigs overherredømme - samt en med Kristus der velsigner byen. På den anden side af pladsen ligger Loggia del Capitano med prangende detaljer og overdådige vinduesbalustrader. Om formiddagen er her marked, så pladsens fulde skønhed ser du først, når markedet pakker sammen ved 12-tiden.

Contra Porti

Rundturen fortsætter ad den interessante gade Contra Porti med flere spændende bygningsværker i forskellige stilarter.

Teatro Olimpico

For enden af Corso Palladio ved Piazza Matteotti ses den gamle borg med det berømte Teatro Olimpico - Det Olympiske Teater - hvor man kan opleve en af verdens ældste teaterkulisser i et flot perspektiv.

Langs flod og park

Byens flod Petrone snor sig gennem de gamle gader med pittoreske broer over og her skal specielt nævnes Ponte San Michele. I den nordlige ende af byen ligger byparken Parco Querini med en allé af fine statuer, samt kirken Santa Maria in Arceli.

Da vi atter er samlet kører bussen op til Basilica de Monte Berico, hvor der fra bjergets udsigtspunkt er et betagende vue ud over Vicenza, og inden vi vender bussen for at køre tilbage mod Verona, runder vi Palladios berømteste bygningsværk Villa La Rotonda - en villa som er fuldstændig symmetrisk opbygget og derfor ser ens ud ligegyldigt fra hvilken side, du ser den.