Pompeji - i skyggen af vulkanen Vesuv

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Vagabond Tours

Først hørtes eksplosionen. Så rettedes øjnene mod Vesuv hvorfra en kæmpemæssig søjle af jordens indre sprøjtedes ud i æteren. Minutterne efter mærkede beboerne i bl.a. Pompeji at det begyndte at regne. Ikke med vanddråber, men med aske og pimpsten.

Under aske og sten

Folk løb rundt i panik for at komme i skjul, men kunne intet se. Asken var tæt og satte sig i næseborene og stoppede lufttilførslen. En mand satte sig ned og dækkede øjne, næse og mund i en forgæves venten på at mareridtet ville gå hurtigt over. En mor dækkede over sit barn. En hund kæmpede med forbenene, men der var intet at gøre. Omkring 2000 mennesker (ca. 10 procent af befolkningen) undslap ikke og blev begravet under flere meter aske og pimpsten.

At bo på en tikkende bombe

I dag - næsten 2000 år efter katastrofen - ligger Napoli og forstæder, herunder det nye Pompeji, fortsat i skyggen af den "tikkende bombe" vulkanen Vesuv. Vulkanologer forventer at Vesuv, der er en af verdens farligste vulkaner, igen vil eksplodere. Nu, om et år eller om 10 år? Ingen ved det. Og selv om man i dag har fine varslingssystemer, som dagligt "tager temperaturen" på Vesuv, må man ikke forvente, at alle de mange millioner mennesker som lever under og op ad siderne på Vesuv, ville kunne nå at blive evakueret. Myndighederne har for år tilbage sat en begrænsning på hvor højt op ad vulkanens frugtbare sider indbyggerne må bosætte sig. Men det overhøres!

Så det er med en vis ærefrygt, respekt og spænding, men også med en overvejende nysgerrighed, at vores vandregruppe, der de seneste dage har vandret flere ruter langs den skønne Amalfikyst, i dag besøger ruinerne i Pompeji for at få et indtryk af hvorledes livet dengang formede sig i Romerriget. Men Pompeji er meget ældre. Man mener, at de første bymure blev etableret allerede i slutningen af det 7. århundrede f.Kr. hvor en blanding af etrusker og grækere slog sig ned her. Senere kom et krigerisk folkeslag - samnitterne - ned fra bjergene mod øst og erobrede byen, hvilket med tiden viste sig til gavn for samfundet, der efterhånden blev en ganske betydelig handelsby. Først i år 80 f.Kr. kom byen under romersk ledelse, da en garnison blev placeret i byen. I år 62 e.Kr. rystede et voldsomt jordskælv byen og mange templer, paladser og huse blev ødelagt. Og man var knapt færdige med at genopføre byen, da Vesuvs altødelæggende vulkanudbrud begravede samfundet den 24. august 79 e.Kr.
I det 16. århundrede genfandt man stedet, men udgravningerne blev først påbegyndt i 1748 og blev systematisk fortsat helt op i det 19. århundrede. I dag er 45 ha. af de i alt 66 ha., som byen dækker, udgravet. Så her er endnu meget at gøre.

Templer, markedspladser og villaer

Ved indgangen er her lange køer af individuelle besøgende samt grupper, der skal ledes rundt af lokale guider. Vi er på egen hånd, men forsynet med en udmærket engelsk beskrivelse af de enkelte områder og bygninger samt et kort som fås ved køb af entréen. Vi finder let rundt til de enkelte huse. Fra hovedindgangen leder en vej frem til en af portene i bymuren - Porta Marina - hvorfra vi træder ind i selve byen med stenlagte gader og brede fortove. Vi ser rester af templer for Venus og Apollo, der blev opført i det 2. århundrede f.Kr. En af de større ruiner er resterne af en enorm basilika med hele og halve søjler (bygget ind i muren) og i flere etager. På det store centrale torv - Forum - ses også fine søjler med dekorative overliggere. Dette var byens centrum. Rundt omkring ligger ruinerne efter handelsboder, boliger, badeanstalter og bordeller. I en af bygningerne ved Forum ses en række effekter fra udgravningerne, men det som gør størst indtryk, er gipsafstøbningerne af de flygtende mennesker og dyr, der blev indkapslet i blandingen af pimpsten, aske og vand der dannede en slags skal omkring den døde og således eviggjorde deres dødsøjeblik.

Mysterie-villaen

Vi spadserer ad Via Consolare ud til den fjernere liggende romerske rigmands villa Mysterie-villaen, der har ikke mindre end 60 værelser, hvoraf flere fortsat er fint dekoreret med fresker. Her ses bl.a. den græske vingud Dionysos - der i den romerske mytologi hedder Bacchus - omgivet af mystiske dæmoner (deraf villaens navn) - og med unge kvinder der skulle indvies i Dionysos-kulten. I flere af de øvrige rum ses andre fine fresker. Mange af de fornemmeste fresker fra nogle af de ca. 100 villaer som er udgravet, kan ses på Det Nationale Museum i Napoli.

De romerske teatre

Vi er tilbage i byen og passerer villaer med fine mosaikgulve, hvor "Alexanderslaget" i Faunens Hus er helt enestående. Uden for huses ses den lille dansende faun - skovens satyr. I den sydlige del af området findes to romerske teatre - et lille og et stort med plads til ca. 5.000 tilskuere som kunne overvære skuespil og pantomimer med dans og musik. Gå op på de øverste sæder og få et overblik over Pompeji.

Amfiteateret

Længst mod øst findes Pompejis amfiteater, der menes bygget omkring år 70 f.Kr. Ingen betydende romersk by uden en arena, hvor man kunne nyde gladiatorkampene. Under de tykke mure fører en ca. 20 meter lang gang ned til selve arenaen. En tilsvarende gang ses i den ovale arenas anden side. Vinderen af kampen kunne gå sejrrigt ud af den ene port, mens den dræbte blev ført ud gennem den anden. Midt i arenaen ses en gitterport, hvorfra løver og andre vilde dyr kunne lukkes ind til kamp på livet. I gangene under tilskuerpladserne kunne de der iscenesatte forestillingen operere. De op til 20.000 tilskuere kunne via udvendige trapper indtage deres pladser, således at byens betydeligste kunne sidde nederst og tættest på arenaen, mens de næstvigtigste besatte midterpladserne og pøblen de øverste gallerier.

Et par timer - eller en halv dag - er slet ikke nok til at gå på en dybere opdagelse i Pompeji, men vi har fået et fint lille indblik i byens indretning.
Vi skal nå lokaltoget til Napoli, hvor vores bagage allerede er bragt til Hotel Neapolis.

En flig af Napolis smalle gader

Efter ca. 45 minutters togkørsel nås centralbanegården i Napoli og vi spadserer gennem denne del af byens smalle og trafikerede gader med høje huse, der ikke levner meget sol til gadens brosten. De små altaner er overdænget med vasketøj der hænger til tørre i byens tykke smog. Affaldscontainerne er ikke tømte og skidtet er smidt ved siden af. Her er det mafiaen som bestemmer hvornår affaldet skal hentes - og til hvilken pris! En mand står og roder efter et eller andet i affaldsbunken. Måske noget spiseligt? Ved siden af har grønthandleren sin stade ude på fortovet foran forretningen, der nærmest kan betegnes som en tidligere garage.
Vi er nået frem til Hotel Neapolis, der er indrettet på 3. sal i et hus midt i dette kvarter. Et udmærket hotel - om end det ligger "lidt afsides" midt i byen.

San Gennaro Katedralen

Vi har kun en god times tid til at se en flig af Napoli der har meget mere at byde på, end vi kan nå denne sene eftermiddag. Så vi vælger at spadsere til den nærliggende Duomo - Napolis Katedral - en af byens store seværdigheder. Tilstrømningen til katedralen er stor, da en messe er ved at tage sin begyndelse. Vi når dog at få et indtryk af denne fine kirke, der blev påbegyndt bygget i slutningen af 1200-tallet. Læg hovedet tilbage og nyd det pragtfulde loft inde i kirkerummet. Specielt det fornemme sidekapel San Gennaros Kapel med sin overdådige udsmykning er seværdig. Her ligger Napolis skytshelgen San Gennaro begravet sammen med hans størknede blod, der på mirakuløs vis bliver flydende tre gange om året - første søndag i maj, den 19. september samt den 16. december. Bliver blodet ikke flydende, vil det gå Napoli dårligt! Disse højtidsdage er et tilløbsstykke og katedralen fyldes til sidste plads.

Souvenir og pizza

Tilbage mod hotellet spadserer vi gennem en af de typiske souvenirgader, hvor miniaturefigurer af dyr og almindelige arbejdende mennesker, fodboldshelte og gejstlige er det helt store hit. Her har vi lejlighed til at gøre de sidste indkøb før hjemrejsen i morgen. Vi slutter dagen med pizza på fortovsrestauranten lige neden for døren til hotellet. Et eftertragtet sted, hvor det er nødvendigt at reservere bord. Og mens vi nyder de veltillavede pizzaer, runger det gennem de smalle mørke gader med høje råb og dybe suk. Neapolitanerne sidder udendørs klinet foran TV-storskærm og følger deres elskede fodboldhold - lige omkring hjørnet.