Tharros-ruinerne - en vigtig kulturskat, Sardinien, Italien
Log ind Log ind
Tharros-ruinerne - en vigtig kulturskat, Sardinien

Tharros-ruinerne - en vigtig kulturskat, Sardinien

På Sinis-halvøen - helt vest på Sardinien - ligger en af Sardernes vigtigste kulturskatte - ruinerne ved Tharros - smukt placeret ud til en stille bugt.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Ruinerne ved Tharros på Sinis-halvøen

Fra P-pladsen ved Tharros spadserer vi op mod "Det Spanske Tårn", der ligger som et pejlingspunkt på halvøens højeste top, og passerer undervejs resterne af en akvædukt (vandingskanal) som romerne anlagde for mere end 2.000 år siden. Det var dog ikke romerne som først fandt dette ideelle sted at anlægge en by. Der har siden stenalderen for mere end 5.000 år siden boet mennesker her, men det var fønikerne (der oprindeligt kom fra det nuværende Libanon) som 800 år f.Kr. anlagde havnebyen. Da Romerriget bredte sig til hele Middelhavsregionen var romerne ikke sene til at opdage den strategisk vigtige placering af Tharros og overtog derfor byen i år 238 f.Kr.

Op mod Det Spanske Tårn

Op mod Det Spanske Tårn

Rundt på ældgammel brolægning

Der opstår en særlig stemning, når man tænker på, at her har romeren gået på den selvsamme brolægning, som vi i dag spadserer hen over mellem hundredvis af ruiner fra huse og templer.
Der berettes om byen der blev udgravet i 1800-tallet. Vi hører om dens indretning og romernes glæde ved at bade i opvarmede badstuer og hvor smart romerne allerede dengang var både med hensyn til arkitektur og logistik. Under den originale belægning på hovedgaden Cardo Maximus havde romerne indrettet et kloaksystem, som samlede affaldsvand fra de tilstødende huse og ledte det under gaden ned til havet, hvor det blev skyllet væk ved højvande.

Rundt i Tharros på den originale brolægning

Rundt i Tharros på den originale brolægning

Badstuer og doriske søjler

Romerne elskede varme bade og her er flere ruiner efter badstuer som var et af romernes sociale samlingspunkter. På en åben plads, hvor der måske engang lå et tempel, er rejst to uoriginale doriske søjler, som nu er kendetegnet for Tharros. I en senere periode blev byen adskillige gange plyndret af sørøver og vandaler fra Nordafrika, der havde let adgang til øen. Hvem tænker på at Sardinien ligger tættere på Afrika end selve Italien? I 1070 havde befolkningen fået nok og flyttede længere ind i baglandet, hvor Oristano blev grundlagt, hvorefter Tharros blev glemt og sandede til.

Tharros havde flere badstuer

Tharros havde flere badstuer

Det Spanske Tårn

Også saracenere hærgede området og i middelalderens spanske periode beordrede kong Philip en række forsvarstårne opført langs kysten. Herfra kunne man med ild signalere til næste tårn - og til næste, når der viste sig fjender i horisonten.
Har du kræfter til det, bør du ikke snyde dig selv for at spadsere op til Det Spanske Tårn og nyde udsigten, dels langs kysten, hvor havet bruser, og dels ud over den yderste spids af Sinis-halvøen.
Du kan også spadsere længere ud på halvøen, hvor der findes endnu et forsvarstårn. Det er en ganske flot halvø med få bygninger, hvor du kommer tæt på naturen.

Mod Det Spanske Tårn

Mod Det Spanske Tårn

Kirken San Giovanni di Sinis

Her er ikke et menneske at se i den støvede lille landsby, hvor vi gør holdt blot få kilometer længere inde på Sinis-halvøen for at se nærmere på Sardiniens næstældste kirke San Giovanni de Sinis. Det er en lille buttet sandstenskirke, som menes grundlagt omkring år 470, men ombygget til sit nuværende udseende i byzantinsk stil af benediktinermunke i 1100-tallet. Under de buede stenlofter i den i spartansk indrettede kirke står bl.a. en flot dekoreret vievandsfont i sten. Her er et par rækker træbænke og i øvrigt kun få dekorationer. Kirken benyttes kun ved særlige lejligheder f.eks. helgenfesten for San Giovanni - Johannes Døberen - der holdes den sidste weekend i august.

Kirken San Giovanni di Sinis

Kirken San Giovanni di Sinis

Frokost på Ermi-stranden

Vi når at spadsere en lille tur i det hvide, grove kvartssand på stranden ved Ermi, inden et uvejr bryder løs. Vi søger læ i restaurant Chiosco Sole & Mare, hvor vi nyder en typisk sardinsk frokost med bl.a. grillet multe fanget i Stagno de Cabras - områdets største lagune.

Sardinsk frokost med grillet fisk

Sardinsk frokost med grillet fisk

Bytur i Oristano

I Oristano tager vi på byvandring. Vi har et bykort samt en oversigt over forskellige anbefalelsesværdige spisesteder. På vejen til centrum passeres rester fra den gamle bymur og snart er vi ved en af byens store kirker San Francesco. Ikke langt herfra ligger byens domkirke katedralen Santa Maria Assunta med et klokketårn der kunne minde om en minaret og bag denne det store ærkebispepalads.

Byvandring i Oristano

Byvandring i Oristano

Piazza Eleonora d’Arborea

Byens vigtigste og største plads Piazza Eleonora d'Arborea samles borgere omkring statuen af byens legendariske heltinde Eleonora d’Arborea. Hun blev født omkring 1340 og blev - efter faderen - områdets regent indtil sin død i 1404. Som regent fik hun udrettet store ting på Sardinien. Hun indførte love og fik skabt system i tingene, ligesom vilkårene for regionens fattige blev forbedret. På visse punkter sammenlignes hun med Janne d’Arc fra Frankrig.

Piazza Eleonora d'Arborea

Piazza Eleonora d'Arborea

Omkring Piazza Roma

En af byens gamle byporte Torre de San Cristoforo fra 1290 ses på Piazza Roma, hvor byens gågader udgår fra. Her ligger flere af de gode restauranter, bl.a. restaurant Lo La, hvor rejselederen byder på en forfriskning ledsaget af små madder med pølse og ost - og vi kan i den lavtstående sol, glæde os til morgendagens udflugt til Sardiniens "hovedstad" - Cagliari.

Torre de San Cristoforo på Piazza Roma

Torre de San Cristoforo på Piazza Roma

Fakta om Italien

Hovedstaden i Italien er Rom.

Befolkningstal: Ca. 61 mio.

Areal: Ca. 301.338 km²         

Afstand fra Danmark: Ca. 1.534 km til Rom. Ca. 2.030 km til Sicilien.

Mest besøgte attraktion: Antikke steder fra Romertiden, middelalderbyer som f. eks. Firenze, badeferier og alle former for aktiv ferie i bjergene eller ved kysten. 

Mere information:

Rejsebureau: Tema Rejser

Turistinformation: Italien