Brug vin som tema for din rejse til Toscana - i Brunnello og Chiantivinens fodspor
Log ind Log ind
Brug vin som tema for din rejse til Toscana - i Brunnello og Chiantivinens fodspor

Brug vin som tema for din rejse til Toscana - i Brunnello og Chiantivinens fodspor

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Riis Rejser

Toscana er en populær feriedestination på grund af den gode mad, den skønne natur, den spændende historie og det behagelige klima. Her rejser vi i de gode vine som Brunello og Chiantis fodspor.

Anne-Vibeke Isaksen

Anne-Vibeke Isaksen

Vært og rejsejournalist

Tilføj favorit

Første base i Chianciano Terme

Vores rejse rundt i Toscana tager i første omgang udgangspunkt i byen Chianciano Terme, der især er kendt som en spa by, med mange thermale bade. Byen, der ligger ca. 50km fra Siena, kan spore sine rødder helt tilbage i etrusker-riget, ca. 500 år fvt., men i dag er det en moderne by, hvor der er gode muligheder for at shoppe den seneste italienske mode, eller bare slappe af på en af de mange spa-hoteller.

Etruskiske vinoplevelser

Etrusker-folket, der beboede Toscana i perioden 768-264 fvt. har også haft indflydelse på den første vinågrd vi skal besøge på denne rejse. Vi ankommer til vingården og restauranten Fattoria Pulcino, lidt uden for vinbyen Montepulciano. 

Den ligger oven på ruinerne af et gammelt kloster, og i hovedhuset finder man, ud over restauranten og en hyggelig lille butik, med vin økoligske produkter fra vingården, også et museum der fortæller om stedets historie. 

Den gamle vinkælder, der befinder sig lige under museet, gemmer også på noget helt særligt, nemlig en gammel etruskisk lermaske. Der findes kun tre af denne slags masker i hele Italien, så det er ikke uden grund at Fattoria Pulcino også har valgt at bruge masken som deres logo. 

Hos Fattoria Pulcino produceres de berømte Vino Nobile som kun produceres i Montepulciano. Efter endt vinsmagning er der tid til en tur ud i vinmarken, hvor vi får et overblik over hvordan de gode dråber bliver til.

Vin i de gamle katakomber

Den gamle by Montepulciano, der ligger på toppen af en 605m høj klippetop, har også sine rødder i Etrusker riget. Byen er verdenskendt for den gode rødvin Vino Nobile, som er blevet produceret i området siden starten af 800 tallet. Vinen lagres i to til tre år, i de gamle etruskiske katakomber, der strækker sig under det meste af byen. 

Det er en oplevelse at bevæge sig rundt i de gamle gravkamre, hvor man derudover også lagrer byens produktion af oste. Og det er en næsten lige så stor oplevelse at få en smagsprøve, både på vine og oste når rundvisningen i katakomberne er slut.

Vinkooperativet Cantina di Montalcino

Oftest vil en vingård stå for hele vinproduktionen selv, men hos Cantina di Montalcino, der ligger lidt uden for byen Montalcino, er sagen en helt anden. 

Her er over 100 vinbønder gået sammen i et kooperativ. Det betyder at de leverer druer til den samme topmoderne vingård, hvor druerne presses og lagres i topmoderne faciliteter. Under rundvisningen på vingården, ser vi hvordan produktionen foregår, først i moderne ståltanke, og sidenhen med lagring på de store træfade i den enorme kælder. 

Derudover fortæller turguiden også om den lokale jordbund, og hvorfor den er med til at gøre områdets vine til noget særligt. Da Cantina di Montalcino ligger i Brunello området, produceres her selvfølgelig Brunellovine, men også vinen Rosso di Montalcino. Begge vine laves på Sangiovese Grosso druen, men den store forskel ligger i at Rosso di Montalcino kun lagres et år, hvor Brunellovinene lagres i fem år. 

Brunelloens højborg

Byen Montalcino er hjemstedet for Brunelloen, og det er kun i Montalcino og nærmeste omegn at man må producere den. Det oplever man også når man bevæger sig gennem byens mange hyggelige gader. 

Her er masser af vinbutikker og cafeer, og den gamle middelalderby skuffer ikke, hvad stemning og hygge angår. På byens højeste punkt, finder vi den gamle borg, der har fungeret som byens forsvarsværk, siden det 13. årh., og for at understrege byens status som vinby, ligger der selvfølgelig også en vinforretning inde i det ene borgtårn. Herligt!

Dette indhold kræver et aktivt
abonnement

Læs mere

Har du allerede et abonnment?

Videre til kønne Montecatini Terme

Fra vores base i Chianciano Terme, er det nu blevet tid til at rykke lidt mere nord på til Montecatini Terme, der skal være base for resten af turen. Undervejs tager vi et par stop i to berømte toscanske byer. Det første stop på ruten er Siena, der går for at være en af Europas bedst bevarede middelalderbyer. 


Verdens bedste is i San Gimignano

Vi besøger også San Gimignano, der er kendt for verdens bedste is, men også vin - især hvidvinen Vernaccia di San Gimignano, der har været produceret i byen siden 1200 tallet, på Vernaccia druen, og er kendt som en af Italiens bedste hvidvine.
Læs om oplevelser i begge byer her på portalen.

Vinbonden Fulvio

Vores anden base på denne rejse ligger i byen Montecatini Terme, der er delt op i to dele. Den nye og moderne bydel, hvor vi bor, og den gamle øvre bydel Alto, der ligger på toppen af en klippe, med en smuk udsigt over den nye bydel. Da bussen ikke kan komme op ad de smalle bjergveje, tager vi med en tovbane, den såkaldte funicular, op til Montecatini Alto. I det tidligere teater på byens torv, møder vi Fulvio, der har ombygget teatret til restaurant. Efter en hjertelig velkomst går turen til fods ud til Fulvios hjem, der ligger et stykke uden for byen. Et hjem der også fungerer som Fulvios vingård, med egen vinmark i baghaven. Her laver han al den vin der serveres i restauranten.

Den lille producent - med kvalitet for øje

Fulvio fortæller indlevende om, hvordan hans far omlagde vinmarken i 1970'erne – og hvordan han selv sidenhen har omlagt produktionen til rødvin, af Cabernet Sauvignong druer, for ca. 20 år siden. 

Han fortæller også om fordelene og ulemperne ved at være en lille producent, og det må man sige han er. Hans have er ikke meget større end et frimærke, så det er i det hele taget ret imponerende at man overhovedet kan producere vin her, men det er gennem årene lykkedes for Fulvio, også fordi hans tilgang til vinproduktionen er kvalitet frem for kvantitet. Tilbage på restauranten inviteres vi til at smage på Fulvios vine, og gruppen får allernådigst lov til at købe et lille udvalg af hans produktion. Det er noget helt særligt – for han sælger normalt ikke ud af huset.

Festligt lag i Monte Carlo

Efter besøget hos Fulvio, der sørger for at indkøbene bliver kørt ned til bussen, tager vi videre til vingården Fattorio Il Poggio i Monte Carlo. Her er også smagning af de lokale vine – samt den yderst udemærkede olivenolie der laves på gården. Stedet står i kontrast til Fulvios lille gård, men stemningen er høj og vi slutter dagen af i festligt lag.

Greve in Chianti

I dag skal vi opleve endnu en spændende vinby, nemlig byen Greve in Chianti. Som byens navn også antyder, er Greve in Chianti en del af Chianti distriktet, og her afholdes årligt festival for Chianti Classico vinene. På byens hovedtorv besøger vi den lokale slagter Falorni, der byder på en lækker frokostanretning, efter rundvisning i den ret store slagterbutik. Selvfølgelig med et spændende udvalg af lokale vine. 

Chiantivine, Mona Lisa og Leonardo

Lidt uden for Greve in Chianti, kommer vi til den gamle og meget smukke vingård Vignamaggio. Vingården har bl.a. været brugt som location filmen over Shakespeares værk Stort ståhej for ingenting, og det forstår man godt for her er gudesmukt. Vingården blev anlagt i det 14. årh. og var i mange år i Gherardini familiens eje.

Iflg. legenderne hedder det sig at Monna Lisa Gherardini, har haft sin gang på gården, i tiden hvor Leonardo Da Vinci malede det verdensberømte portræt af hende. Det portræt der i dag er bedre kendt som Mona Lisa. Uanset om historien er sand eller ej er det i hvert fald en god historie, og man kan sagtens forestille sig Mona Lisa gå rundt i de smukke haver. Rundvisningen på gården slutter selvfølgelig af med en smagning af de lokale Chiantivine.

Besøg på vingården Fattoria il Poggio

Fattoria il Poggio er en spændende vingård, hvis historie går helt tilbage til 845. Vi får en spændende rundvisning, der både går ud til vinmarkerne og ind i produktionen, der godt nok står stille på denne årstid. Det bedste er dog uden tvivl, da vi sætter os til bords og får lov til at smage på både vin, hjemmelavet olivenolie, brød, pølser og skinker. Det smager ganske enkelt fortrinligt og måske mere end nogensinde før på denne rejse, sætter vi endnu større pris på at have privatchauffør på. Du kan næppe besøge Toscana uden at smage på det skønne køkken, hvor kvaliteten i råvarerne er utrolig højt.

Masser af vin med hjem

En busrejse som denne har mange fordele, heriblandt den danske guide, der kan fortælle om alle de historiske steder, samt de lokale vine, og ikke mindst at vi har chauffør på, så vi ikke behøver at holde os tilbage til vinsmagningerne.

Men en helt anden fordel er også at der er masser af plads i bussens bagagerum, så vi kan få alle de indkøbte vine med hjem. Det er der flere af gæsterne der glæder sig over, for der er blevet købt godt ind undervejs. Nu går turen hjem til Danmark, men vi er alle en herlig vinoplevelse rigere, og det i et rigtig godt og festligt rejseselskab. 

Fakta om Toscana - Italien

Toscana er en af de mest populære destinationer i Italien, fordi her finder du så mange kulturskatte - faktisk 60% af alle dem, der findes i hele verden

Befolkningstal: Ca. 3,7 mio.

Areal: Knap 23.000 km²  

Sprog: Italiensk         

Afstand fra Danmark: Ca. 1.600 til Firenze (fra Padborg).

Mest besøgte steder: Byer som Firenze, Pisa, Siena, Lucca, San Gimignano og Montecatini Alto

Mere information:

Turistinformation: Italien

Campingpladser i Italien med DCU
Husk du får rabat som medlem.

Busrejser til Italien