Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Vitus Rejser
Thomas Sørensen
Rejseskribent
Montecatini Terme er en af Europas kendteste kurbyer, hvor bl.a. skuespillere, musikere og andet godtfolk gennem tiderne er kommet for at nyde godt af de varme kilder, der bringer 38 grader varmt vand op fra undergrunden til de forskellige termalbade. Nogle steder kan du bade i det helsebringende vand, andre steder drikker du det for at få et bedre liv. Selv Giuseppe Verdi har været her. Den store allé Viale Giuseppe Verdi løber fra byens centrale plads Piazza del Popolo, hvor vi finder byens moderne domkirke, Duomo, med fine glasmosaikker.
Piazza del Popolo med moderne katedral
På alléen ligger også byens rådhus, som det også er værd at se indvendigt med den brede trappe og de smukke væg- og loftmalerier samt ikke mindst det flotte glastag udført i jugendstil.
Byen har yderligere et par kirker, som ikke findes interessante, og her er ingen rigtige gamle bygninger eller levn fra romertiden, da byen først blev grundlagt i 1700-tallet. De fleste bygninger er opført i begyndelsen af 1900-tallet. Derimod bugner butikkerne på hovedstrøgene af den nyeste, dyre italienske mode - både hvad angår tøj, sko og tasker etc. I byens permanente markedsgade findes tøj og souvenir til mere fornuftige priser.
Rådhuset i Moniecatini Terme
I den store kurpark Parco delle Terme ligger de forskellige kursteder i bygninger opført i bl.a. jugendstil og nyklassicisme med søjler og arkader. De fleste kursteder tages der entré for, at du kan besøge de tilhørende parkanlæg.
Mindesmærke ved Parco delle Terme
Sent på eftermiddagen går turen mod Torre del Lago, hvor vi skal overvære den første af to operaforestillinger. En lang allé med lindetræer fører ned til søen Lago Massaciuccoli og alle de tværgående sidegader vi passerer, har alle navne efter noget i musikken - Via Tosca, Via G. Schicchi, Via Turandot, Via Bellini, etc.
Helt ude ved søen ligger Museo Villa Puccini i det hus, hvor han boede og komponerede mange af sine operaer. Puccini og hans hustru og søn ligger alle begravet i det nærliggende kapel.
Søen er et naturreservat for sjældne fugle og du kan sejle med forskellige udflugtsbåde rundt på søen. På søens højre bred står et tårn, som måske har givet stedet dets navn. På søens venstre side ses den bagerste del af operascenen bygget ud over søbredden. Her er kun ganske få spisesteder og mange mennesker, så det kan være svært at finde et ledigt bord, hvorfor det anbefales at spise hjemmefra eller tage noget mad og vin med, som du så kan nyde på en bænk inden forestillingen, der begynder, når mørket har sænket sig.
Museo Villa Puccini i Torre del Lago
Operaen Madame Butterfly af Puccini blev opført første gang i Scala-operaen i Milano i 1904.
Handlingen kort: Den amerikanske løjtnant Pinkerton gifter sig nærmest for sjov med en japansk geisha, som han kalder Madame Butterfly. Hendes familie bifalder det ikke og forbander hende. Der går tre år, hvor Pinkerton er rejst til Amerika og Madame Butterfly har i mellemtiden født deres barn. Hun venter spændt og med længsel på hans tilbagekomst. Da han endelig kommer, har han sin nye amerikanske kone Kate med. Pinkerton, der ikke aner at han er blevet far, opdager hvor hengivende og trofast Madame Butterfly har ventet på ham og forlader bevæget stedet. Madame Butterfly vil overlade sit barn til Kate, og mens barnet sendes ud at lege, tager Madam Butterfly i sit eget liv.
Sjældent har vi set en så spartansk scenografi som i første akt og værre blev det i de to sidste akter, hvor den kraftige blæst fra søen gjorde det umuligt at sætte kulissen op. Blæsten forvrængede desværre også lyden - men musikken er som altid hos Puccini sødmefyldt og dramatisk.
Fremkaldelse ved operaen Madame Butterfly
Stien, der desværre ikke er helt vedligeholdt og derfor noget ujævn, går op i skoven langs kabelbanen og ender lidt øst for kabelbanens endestation. Undervejs er her 13 små bedesteder med relieffer, som forestiller Kristus lidelser på Via Dolorosa - vejen til Golgata. En gade ovenfor bilvejen, der løber rundt om Montecatini Alto, følges ud til det østlige hjørne, hvorfra der er en fin udsigt ud over Montecatini Terme samt det flade landskab - Valdinevoles slette. På toppen i denne del af Montecatini Alto finder vi et af de oprindelige 25 tårne Torre del Orologio - Klokketårnet - som udgjorde en del af forsvarsanlægget i middelalderen. Nu er her kun seks tårne tilbage. Ved siden af ligger Carmine kirken.
Montecatini Alto ligger ca. 300 meter over Montecatini Terme
Herfra spadserer vi ad bilfrie stræder frem til byens centrale torv - Piazza Guiseppe Giusti - hvor der på tre af siderne ligger caféer og restauranter. Torvet prydes af et mindesmærke for de faldne under første verdenskrig samt et slotslignende teater. Bagved - længere op ad bakken - ligger den gamle borg Fortezza della Rocca samt apostlen Peters kirke med museum.
Piazza Guiseppe Giusti er Montecatini Altos store torv
Efter at have drukket formiddagskaffe på en af byens mange caféer, finder vi fortsættelsen på Sentieri-ruten og går ned ad rute 2 Via Amore mod Montecatini Terme. Stien her er noget bedre vedligeholdt og går ned i skoven, gennem olivenlunde, forbi bambusskov og vinmarker for at ende lidt nord for Parco delle Terme.
Ned gennem olivenlund
Det bliver en lidt sen frokost, men den var værd at gå efter, for på restaurant Gambrinus music-café, får vi rigtig god mad og kan slappe af resten af dagen, inden vi først på aftenen køres til Torre del Lago for at overvære operaforestillingen La Traviata.
Grillede grøntsager ved Gambrinus Musci Café i Montecatini Terme
Operaen La Traviata af Giuseppe Verdi (1813-1901) blev opført første gang i Teatro La Fenica i Venedig i 1853.
Handlingen kort: Alfredo elsker kurtisanen Violetta som har sympati for ham, men pga. sit vilde liv ikke har plads til ægte kærlighed. Hun giver imidlertid efter og de flytter sammen. Da Alfredo er på rejse for at skaffe penge til Violettas luksuriøse liv, opsøges hun af Alfredos far, som beder hende droppe den uværdige forbindelse, så Alfredos søster kan blive ordentligt gift, hvilket Violetta derfor lover. Violetta indbilder Alfredo, at hun rejser væk nogle dage, men i et brev fortæller hun, at det er forbi. Senere finder han et andet brev, hvor Violetta er blevet indbudt til en fest i Paris og han regner med at hendes tidligere vilde liv atter lokker hende. Alfredo drager afsted og ser ved festen Violetta sammen med en anden og under tumult kaster han en pose penge til hende, som betaling for den kærlighed han har fået. Da hun senere dødsyg af tuberkulose ønsker at gense Alfredo, har han allerede fået den rette sammenhæng forklaret af sin far, og når at blive genforenet med hende, men det er for sent og Violetta dør.
Puccinifestivalen leverer en flot opsætning med et stort anlagt kor og fine solister i en enkel scenografi.
Scene fra operaen La Traviata
Vi har formiddagen til at gøre de sidste indkøb i byen. Derefter kører vi gennem det frodige toscanske landskab mod La Specia og Det Liguriske Hav, som vi lige får et glimt af, inden vi fortsætter ind i landet over Appenninerne og forbi Parma for at nå aftenflyet til København fra Malpensa lufthavnen ved Milano.
Store ømme fødder - skulptur i Torre del Lago
Mellem forestillingerne er der mulighed for at deltage i en udflugt til Lucca - Puccinis fødeby.
Hovedstaden i Italien er Rom.
Befolkningstal: Ca. 61 mio.
Areal: Ca. 301.338 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 1.534 km til Rom. Ca. 2.030 km til Sicilien.
Mest besøgte attraktion: Antikke steder fra Romertiden, middelalderbyer som f. eks. Firenze, badeferier og alle former for aktiv ferie i bjergene eller ved kysten.
Mere information: