Vandreferie i Toscanas bjerge

Følg os på denne ferie i Italien, hvor vi på vandreferie i Toscanas bjerge - Appeninerne og senere i Apuaner-bjergene.

Mod Toscanas højst beliggende by - Sct. Pellegrino

Jeg kan tydeligt mærke den fugtige varme, der stiger op fra underskoven, medens jeg vandrer gennem kastanjeskoven på vej mod Toscanas højst beliggende by - Sct. Pellegrino, 1.524 moh. Det er omkring de 30 grader og vægten fra min rygsæk har jeg ikke helt vænnet mig til endnu. Jeg er sammen med en gruppe på vandretur i Toscana - nærmere bestemt i den nordvestlige del af Appenninerne og senere i Apuanerbjernene.
Vi skal på førstedagen stige ca. 1.000 højdemeter og medens vi kæmper os opad i varmen, summer flere af Verdis pragtfulde arier mit hoved fra gårsdagens koncert.
At det er så frygteligt fugtigt-varmt, må skyldes den enorme tordenbyge, der ramte os i byen Castelnuovo di Garfagnana i går eftermiddags, umiddelbart efter at vi var ankommet. Vi havde netop stillet vores rygsække på hotellet og skulle ud for at købe vandrekort over Garfagnana-trekkingruten. Så brød uvejret løs med et kæmpe brag der rungede i de smalle gader. Det silede ned og vandet fra nedløbsrørene stod i en vandret stråle ud over fortovet. Det buldrede og bragede som om hvert lyn slog ned i gaden lige bag ved.

Lynene slog ned ...

Det var ikke just den vejrudsigt, jeg havde set frem til her i den italienske sensommer. Men det holdt heldigvis op i løbet af en times tid. For efter aftensmaden var der offentlig Verdi-koncert. 
At starte sin ferie med at dumpe lige ned i et arrangement for at fejre mesteren er simpelt hent rent held. Koncerten startede kl. 21.30 og varede et par timer. Mange dygtige solister med fuldt orkester - og så helt gratis. Det var da også noget af et tilløbsstykke. Alle siddepladser var allerede optaget, da vi kom. Byens borgmester og den øvrige elite var der. Men også den menige musikglade italiener - selvfølgelig med børn. De italienere kan deres operahistorie hvad enten det er Verdi, Puccini eller Donizetti. Mon ikke de får det ind med modermælken!

Albergo Sant Pellegrino? Si. Si!

Nogle af de unge i vandregruppen er gået lidt i forvejen og da vi omsider får slæbt os frem til byen, kan vi ikke se de andre. En ældre italiener sidder ved et af bordene på en fortovsrestaurant og jeg spørger på mit gebrokne italiensk: Albergo Sant Pellegrino? Si. Si! siger han. 
- Hvor er hotellet, spørger jeg igen. -Ja, Ja! svarer manden. Jeg bliver ikke klogere og ved ikke rigtigt, hvad jeg skal. Jeg går over på den anden side af vejen, men der er ingen i restauranten. Så ind i baren og den venlige kromutter smiler og byder os velkommen og et øjeblik efter sidder vi med en kold øl sammen med vore kammerater ude på en balkon bag baren med fin udsigt over skoven vi kom op igennem, medens vi venter på de sidste fra gruppen.
Det viser sig, at byen stort set er hotellet og senere konstaterer vi da også, at var vi fortsat blot et par minutter videre gennem byen, ville vi være ude af den!
Hotellet har værelser og restaurant på den ene side af gaden og bar på den anden! Her får vi eget værelse med bad. Det er bare lækkert.

Toscanas højste bjerg Monte Prado, 2.054 moh.

Næste dag fortsætter vi op gennem skoven og kommer hurtigt op i højderne, hvor der er frit udsyn over de omkringliggende bløde bakker. Vi vandrer på ryggen af højdedragene og befinder os på toppen af Toscanas højeste bjerg Monte Prado, 2.054 moh. Vejret er pragtfuldt, ikke en sky, ingen vind og vidt udsyn til alle sider. Her spiser vi de medbragte klemmer, som kromutter har smurt til os. Senere følger vi bjergkammen og ender dagen med en brat nedstigning til refugiet Battisti.

Le Porraie

Næste dag går vi tilbage på bjergkammen over Le Porraie, 1.843 moh. og har fortsat et perfekt vejr. Det bliver en lang og meget varm dag, men heldigvis kan vi få fyldt vores vandflasker op undervejs ved en lille kilde. Sidst på eftermiddagen er vi fremme ved refugiet i Pradarena og her venter en 5-retters særdeles veltilberedt italiensk menu.

Monte Tondo

Igen på bjergkammen og over Monte Tondo, 1.782 moh. hvor vi bl.a. ser halvvilde heste. Kan heste lide blåbær? I hvert fald kan vi. Overalt er der masser af blåbær, som vi lystigt sætter til livs. Herligt! I nat sover vi i to hytter på en campingplads.

Vi forlader Appenninerne

Vi forlader Appenninerne og går gennem små pittoreske landsbyer, over marker med et væld af vilde kornblomster og med udsyn til andre små byer placeret i det toscanske landskab. Vi skal nu over i Apuanerne. Disse bjerge ligner - og er - bjerge, hvor det er mere dramatiske stigninger og bratte bjergsider, der møder os. Opstigning til passet Foce di Cardeto i fint vejr - men det taget tid, simpelthen fordi der er masser af modne, søde hindbær undervejs. Vi kan ikke stå for dette enorme udbud af velsmagende grønt. Så der plukkes og spises og plukkes og ...
Men vi kommer op og går videre gennem et af de mange marmorbrud, der desværre giver bjergene nogle grimme ar. 
Der kommer gus (tåge) ind fra havet, som gør det umuligt at se noget som helst mod vest. Det gør desværre turen til toppen af Tambura til en blandet fornøjelse. Tambura, 1.895 moh. er et "rigtigt" bjerg med klipper/sten og med bratte fald til alle sider. Lidt i læ på østsiden af bjerget er der et begrænset udsyn mod øst, men gusen dækker som en tung tågedis for udsigten mod vest. Vores guide har en overraskelse med til os, som vi nyder på toppen - blåbær-grappa. Det luner, men der er alligevel køligt på toppen, så vi går hurtigt nedad igen. Pas på de løse sten og giv dig god tid!
Senere beslutter vi os for at blive lidt i højden, medens de hurtigste i gruppen forsvinder i disen under os. Vi kan høre deres stemmer en tid, men så kommer stilheden. Alene i disen med den overdøvende stilhed venter vi i håbet om, at det måske klarer op. Men nej, da de sidste kommer ned fra bjerget, går vi ned til refugiet Conti, 1.420 moh. Her var vi lovet alle tiders udsigt fra den flot placerede hytte. Men disen ...

Op over Stella-passet

Hele natten og morgenen med fortsætter gusen med at vælte ind fra havet og vi får aldrig den lovede udsigt. Vi forlader hytten, går igen op over passet og i læ på østsiden af bjerget. Her klarer det op og vejret bliver igen fint. Vi passerer flere marmorbrud på vejen op mod passet Sella, 1.739 moh. Her spiser vi vore tørre klemmer og går på grusvej ned og ned og ned. Det bliver igen en lang dag. Vores turleder har fået en opringning fra det refugie, vi skulle have overnattet i, at der nu var optaget, men at de havde skaffet os logi på "næste" hytte. Så først på aftenen er vi fremme ved hytten Del Freo.

Bestigning af Pania delle Croce

Nu en virkelig bjergvandring! Vi bestiger Pania delle Croce (maven på "Den døde mand") 1.859 moh. Selv om bjerget ikke er helt så højt, som dem vi tidligere har "besteget", føles det større og meget mere spændende at komme op på. Hurtigt er vi oppe over skyerne og har et fantastisk udsyn helt til Middelhavet. På toppen ser vi ned på de dramatiske klipper omkring os, medens vi spiser frokosten. Og så går det nedad igen, og inden vi får set os om, er vi atter nede i kastanje-skoven. Vi har et langt stykke vej foran os, inden vi trætte og mætte af oplevelser slutter turen i den lille by Sant Antonio.