Busrejse til Opatija på Istrien-halvøen

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Riis Rejser

På denne busrejse til Kroatien bor vi i Opatija på Istrien-halvøen og besøger til bl.a. Volosko, Pula, Porec samt Plitvice National Park og har udflugt til Grotterne i Postojna i Slovenien.

Mod Kroatien

- Ja, mine damer og herrer, så passerer vi... Rejselederen fortæller sporadisk om de tyske bundesländer vi kører gennem, om floder og byer vi passerer samt bjergkæder og andre interessante fænomener i landskabet som f.eks. borgruiner. Og det bliver et par lange køredage vi har foran os, idet vi allerede første dag er kommet fra forskellige steder i Danmark, er blevet samlet i Kolding i den fælles 4-stjernede luksusbus og kørt den lange vej til Dörndorf nær Denkendorf mellem München og Nürnberg. Næste dag går det over - eller rettere under Alperne - videre gennem Østrig, med frokostophold på en af Rosenbergers autobanerestauranter, inden vi fortsætter gennem Slovenien og Kroatien mod Opatija - Adriaterhavets Dronning - i Kvarner-regionen på den østlige side af Istrien-halvøen ved Adriaterhavet.

Først på aftenen indlogeres vi på Hotel Palace-Bellevue, der i virkeligheden er to adskilte hoteller, hvor vi bor i det ene og spiser i det andet. Hotellet er indrettet i fornemmeste 1800-tals stil med søjler, forgyldte stuk og marmorlook og ligger lige ud til kystpromenaden. I hotellets stueetage findes et 30 grader opvarmet svømmebassin. De sydvendte værelser har stor balkon, mens de øst og vestvendte mindre værelser har altan. 

Byvandring i Opatija

Næste dags formiddag tager rejselederen os med på en mindre byvandring rundt i Opatija. Ikke alle medrejsende er lige godt gående, men alle får alligevel en god fornemmelse af byens størrelse og indretning. Og byen er til at overskue. Opatijas historie går tilbage til det 12. århundrede og fik navn efter et benediktinerkloster fra midten af 1400-tallet, der lå hvor den nuværende Skt. Jakobs Kirke fra 1506 ligger. Skt. Jakob er byens skytshelgen.

 

Turismen i Opatija fik sin start, da Villa Angiolina blev bygget i 1844 med en vidunderlig omkringliggende have. I dag findes Kroatiens Turistmuseum i villaen. Senere i 1886 blev det første egentlige hotel - Hotel Kvarner - bygget ligesom Kejser Frans Josef af Østrig-Ungarn lod en sommerresidens opføre. Så gik det hurtigt. Aristokratiet fik smag for det milde og solrige klima ved Adriaterhavet og et utal af villaer og hoteller skød i vejret i det sene 1800-tal og begyndelsen af 1900-tallet. Alle ville se og blive set. Og sådan er det til dels stadigvæk.
Opatija har kun én hovedgade der også har mange fine forretninger, øl-, is-, og kaffebarer med overdådige kager samt en markedshal med frugt og grønt samt friske fisk.

Langs kysten på Lungomare

Kystpromenaden - den 12 km. lange Lungomare (Franz Josef I-sti) løber fra Lovran i syd gennem Opatija til Volokov i nord. Her kan alle gående få sig en vidunderlig spadseretur langs kysten, beundre de smukke bygninger og betragte de små naturlige havnemiljøer eller kikke på de badende på de få stenede strande. Sandstrande findes her ikke, men mange steder er her støbt cementplatforme, hvor gæster kan sole sig - og blive set!
Ude på pynten står en statue af en kvinde som spejder efter sømændene. Det er Madonna - i virkeligheden en erstatning for den originale figur af Madonna Grevinde Fries, der ses i guld tæt ved Skt. Jakob kirke og som blev flyttet hertil pga. erosion. I 1891 var Hertug von Kesselstadt med sin kone Grevinde Fries taget på en rotur ud i Kvarner-bugten. Et uvejr rejse sig pludseligt og robåden kæntrede. Kun grevinden reddede sig i land og hertugen fandt man aldrig. I mange år derefter spadserede Grevinde Fries hver dag ud til pynten for at vente på at hendes elskede mand skulle vende tilbage. Nu leder hun alle søfarende i sikker havn til Opatija.

På tur til Volosko

Efter byrundturen spadserer vi ad Lungomare langs kysten godt en kilometer mod nord til den lille fiskerlandsby Volosko med en aldeles idyllisk havn. Det tager ca. 30-40 min. at spadsere derud. Denne hyggelige landsby vender vi tilbage til. Senere besøger vi den store kuppelkirke Til Maries Forkyndelse i Opatija, der med sit rustikke indre ikke virker helt færdig.

På den anden side af Opatija - mod syd - fører kystpromenaden forbi det gejstlige palæ Vila Madona med Casino Admiral og videre til små landsbyer langs kysten, Icici, Ika og Lovran, der også er et besøg værd. Gå derud og tag evt. bussen tilbage eller omvendt. Vi synes dog at kyststrækningen mod Volosko er den mest interessante.

Besøg hos en vinbonde

Kroatien har en stor vinproduktion - mest til hjemmemarkedet og af meget svingende kvalitet. Denne eftermiddag kører vi med bussen sydpå langs den smukke riviera med den ene betagende panoramaudsigt efter den næste. Ved byen Brgod besøger vi vinbonden ved Vina Licul, der straks serverer en hjemmebrændt, sprittet grappa, som ødelægger ethvert smagsløg! Han fortæller, at der her produceres 25.000 flasker p.a. fordelt på fire forskellige vine. Vi ser produktionsanlæggets to tanke og får vist "vinkælderen", hvor de tre fade er til at overskue. Bænket foran en ostemad og en skinkemad får vi først lov at smage på en sød, men "flad" hvidvin. Dernæst udsættes vi for et eksperiment - en slags rosé - som vinbonden venter sig meget af, når den er færdigudviklet og korrekt markedsført! Vinen smager p.t. mere af eddike end af vin! Men som en af vore medrejsende siger: - Får vi noget mere, fortager smagen sig!
Den tredje smagsprøve er en rød Teran med en stærk garvesyre og en grynet mundfornemmelse efter mælkesyre. Endelig smager vi en Merlot, som nok er det bedste vi oplever i dag.

Udflugt til Pula og Porec

Motorvejene er særdeles fine i Kroatien og vi kommer hurtigt frem. Så snart vi nærmere os vestkysten klarer det op og da vi når byen Pula skinner solen fra en næsten skyfri himmel. Som de fleste ved rakte Romerriget langt ud over det nuværende Italiens grænser og dækkede også hele det nuværende Kroatien. Det er her endnu mange vidnesbyrd om - ikke mindst i Pula.

Pula - med en romersk fortid

Enhver romersk "borgmester" med respekt for sig selv skulle have et amfiteater - en arena - hvor de fine og borgerskabet kunne underholde sig med gladiatorkampe, kampe mod vilde dyr (løver, tigere, etc.) og se de kristne blive flået ihjel af sultne rovdyr. Og var byen stor nok, blev der bygget. Også her i Pula hvor arenaen kunne huse 23.000 tilskuere og i dag er blandt de seks største romerske arenaer der endnu findes.
Vi besøger arenaen, hvor den yderste mur endnu er forholdsvis intakt med 72 buer i to etager samt 64 rektangulære åbninger øverst. Arenaen har haft fire tårne hvoraf det ene udgør indgangen til selve arenaen. Indvendigt er store dele af indretningen henlagt i ruiner. Man har gennem tiderne hentet byggemateriale her til husene og forsvarsanlæggene i Pula. Vi spadserer en tur rundt på de resterende tilskuerpladser og kan sagtens forestille os, hvorledes forestillingen fandt sted for 2.000 år siden. En nedgang fører os i kælderen under arenaen, men den er ikke original og er indrettet som et arkæologisk museum med fund fra udgravningerne. I dag benyttes arenaen til forskellige koncerter samt operaopførelser.

På bytur i Pula

Vi har derefter to timer på egen hånd til at indsnuse lidt af atmosfæren i denne spændende romerske by. Vi spadserer venstre om i den gamle bydel og heldigvis har vi en guidebog med, hvori der findes et lille kort over byen, så vi kan orientere os. Og her er mange levn fra Romerriget og fantastisk er det at tænke på, at mange af bygningerne er omkring 2.000 år gamle. Vi passerer Tvillingeporten fra det 2.-3. århundrede e.Kr. og med fine detaljer under frisen og flot udskåret kapitæler. Herefter kommer vi forbi Herkulesporten med en enkelt bue, som menes at være byens ældste romerske bygningsværk fra 1. århundrede f.Kr. Fra en stor plads leder Sergiernes Bue os ind i Pulas smalle strøg. Men vi giver os tid til at nyde de små fine, dekorative detaljer som findes på frisen og de korintiske kapitæler på buens søjler. I gågaden Ulica Serguevaca er her mange mennesker - herunder gadegøglere - og gode forretninger, men dem har vi slet ikke tid til at se nærmere på. Strøget leder os ud på det tidligere Forum, hvor dels Rådhuset ligger med sin buegang og lige ved siden af Templet for Roma og Augustus fra 1. århundrede e.Kr. - også med enkelte fine detaljer. Katedralen - viet til Jomfru Maria - ses længere fremme med klokketårn og et bagved liggende kloster, der menes grundlagt i 500-tallet.

På det højtliggende fort

Vi tager de mange trappetrin op til fortet midt i den gamle bydel. Har du tid så gå derop - udsigten er anstrengelserne værd. Inde i fortet, der blev bygget af venezianerne i 1300-tallet, findes det historiske museum for Istrien, men det må vi lade ligge til en anden gang, og går i stedet op i tårnet midt på Fortet. Herfra kan vi se ned på Pulas amfiteater og hele byen ligger for vore fødder. Mod nord ses kranerne på havnen, der vidner om Pula som industrihavn.
Vi følger vejen ned til byen og passerer Skt. Nikolaj Kirke med rødder tilbage til 500-tallet og kommer ned i parken foran amfiteatret. Vi kunne sagtens have brugt mere end en hel dag her.

Porec - Istriens kendteste ferieby

Bussen tager os tilbage på motorvejen og nordpå til Istriens måske mest populære turistby - Porec. Her har vi fire timer til vi igen skal mødes, men før gruppen skilles skal vi sammen se byens største seværdighed Eufrasius-basilikaen - et byzantinsk mesterværk fra midten af 500-tallet. Allerede fra gaden ses smukke mosaikker over indgangen til Atruim - en kvadratisk gård med søjlegang hvor der under buerne er udstillet gamle gravsten og andre arkæologiske fund. Herfra er der indgang til kirkerummet med en række søjler og et apsis udsmykket med forgyldte mosaikker, der øverst viser Jesus med de 12 apostle. Nedenunder i buen ses Jomfru Maria omgivet af hellige og adelige mænd. Også alteroverdækningen - Ciborium - er båret af fire marmorsøjler og udsmykket med forgyldte mosaikker. I 1997 blev Eufrasius-basilikaen optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.

Vi krydser gennem byens smalle stræder fyldt med hyggelige spisesteder bag gamle middelalderbygninger eller midt på et af byens mange pladser. Vi spadserer hele kystvejen rundt og ender igen midt i middelalderbyen på restaurant Marconi, hvor vi i den åbne gård spiser en dejlig let frokost. Senere mødes vi på aftalt tid og sted, hvor bussen fra Riis Rejser henter os og bringer os sikkert tilbage til Opatija. På dagens to udflugter har vi kun set en brøkdel af, hvad Istrien kan tilbyde sine gæster. Her må vi tilbage en anden gang.

Grotterne i Postojna, Slovenien

På dagens udflugt kører vi til udlandet! Til en af Sloveniens største turistattraktioner - drypstenshulerne ved Postojna. Disse kæmpemæssige huler, de største i landet, har været kendt de sidste 800 år, men blev "genopdaget" langt senere og gjort tilgængelig for alle for omkring 200 år siden. Og selv om det fortsat regner uden for, kan vi trøste os med, at det kun drypper lidt inde i hulerne.
Først transporteres vi med et lille tog ca. en km. ind, hvor de store drypstenshuler er, og vandringen kan begynde. De mange hundrede mennesker fordeles i grupper efter sprog og guides ad en 1.200 meter lang støbt betonsti rundt i forskellige afsnit af dette enorme drypstenskompleks. Her skal man have varmt tøj og fodtøj på for stien er våd og temperaturen kun otte grader. 
Den engelsktalende lokalguide har omkring 200 mennesker i sin gruppe, hvilket gør det umuligt for de bagerste at høre, hvad han beretter til de forreste. Grupperne er alt for store. 
Vores rejseleder har på turen hertil heldigvis forklaret os hvad der sker i drypstenshulen og hvorledes de fantastiske kalkformationer dannes gennem tusinder - ja, millioner af år. Vand siver ned gennem bjerget og afsætter lidt kalk, når dråben forlader loftet i hulen, og over tid dannes stalaktitter. Der hvor dråben lander afsættes der også kalk og stalagmitterne vokser langsomt op mod loftet - op til ½ mm. om året. Efter tilstrækkeligt mange år når stalagmitter og stalaktitter sammen og danner en søjle. 
De forskellige farver skabes af forskelligt materiale fra jorden, som dråberne medbringer - f.eks. jern, ler, etc. og det er kun fantasien der sætter en stopper for, hvad man kan forestille de forskellige formationer ligner. Lyset i grotten er svagt, men ved mange af de flotteste formationer er der lys som illuminerer stedet på bedste vis. Fotografering er ikke tilladt, men der ses gennem fingre med det, så længe der ikke bruges blitz! Den regel kan bl.a. japanerne ikke overholde! Det er naturligvis også forbudt at berøre stalagmitterne, da der derved afsættes bakterier, men det overholdes desværre heller ikke!
Vi spadserer gennem grotterne og de er STORE, højt til loftet og meget brede. Vi kommer via en bro over en kløft og ser senere den underjordiske flod sende sine vandmasser videre ind under bjerget før vandet render ud i fri natur. En stor oplevelse rigere kører vi tilbage til Opatija og er fremme først på eftermiddagen.

Vandretur til Carmen Sylve

På turistkontoret har vi forhørt os om vandremulighederne oppe i Ucka-bjergene bag byen, men det er kun om søndagen, at der går bus op mod det højeste punkt Vojak, 1.401 moh., så det er udelukket. I stedet findes to mindre, men let tilgængelige ruter, som begge begynder ved byens busholdeplads, hvor der også er skiltning.
Vi vil bruge eftermiddagen til at "udforske" ruten Carmen Sylve og følger skiltningen op under viadukten under hovedvejen og ind i skoven. Hvor den fliselagte sti ender og grusvejen begynder drejes skarpt til højre (mærkningen mangler) og der fortsættes op gennem skoven til den asfalterede vej Seraliste Carmen Sylve. Denne følges mod nord til det store skilt Carmen Sylve ses på højre hånd og vi går ind i skoven.
Men skuffelsen er stor, da vi ingen udsigt har, fordi træerne simpelt hen ikke holdes nede. Ruten har syv punkter som hver især fortæller en lille historie, om hvad der kan ses, om dyreliv om planteliv, hvem der har været her o.s.v. Først da vi når landsbyen Varljeni åbner udsigten sig. Og så ophører rutens mærkning! Vi krydser ned over trafikveje, gennem boligkarreer, ned ad trapper og ender ved kysten på Lungomare ikke langt fra Volosko, som var vores mål. Havet er i oprør og sender kaskader af vand ind over kystpromenaden. 
I Volosko, en autentisk fiskerlandsby med gamle smalle huse og stræder, ånder alt fred og ro. Vi går en tur op i byen og ser bl.a. Skt. Ana Kirke med to fine tårne. Vi spadserer tilbage til Opatija langs kysten og undgår lige akkurat at blive våde! På grund af den manglende udsigt samt den ikke eksisterende mærkning, kan denne vandretur ikke anbefales.

Udflugt til Plitvice National Park

Her er vand overalt. Ikke alene i de helt unikke og meget smukke vandfald som denne nationalpark er kendt for, men også fra himmelen over os. Udstyret med regnfrakker, regnslag og paraplyer går vi ned og tager "toget" - et buslignende køretøj, som fragter os langs søerne og gennem skoven til vandreturens begyndelse. Overalt er der lagt træbroer ud langs og over vandløbene. Vi passerer små og store vandfald - det ene mere betagende end det andet - der sender vandet ned i næste sø. Masser af trappevandfald, der i etager sender strømmen ned over naturlige mosgroede stenformationer. Aldrig har vi set så mange vandfald på én gang. 
Området omfatter udover den omkringliggende skov tillige 16 smaragdgrønne søer, hvoraf vi passerer flere på vores vandring. De fleste har fået nok efter ca. 40 minutters våd vandring og tager motorbåden over søen tilbage til vores bus. Vi er nogle stykker, som tager med båden til den anden ende af søen og får yderligere ca. 40 minutters vandring frem til det store vandfald. Herfra går det stejlt op ad en serpentine-sti med fantastiske udsigtspunkter undervejs. Vi når "togets" holdeplads, som bringer os tilbage til vores rejsekammerater.
Nationalparken Plitvice er Kroatiens første (1949) og største nationalpark (ca. 300 km2) og kom i 1979 på UNESCOs liste over verdens naturarv.

Vandretur til middelalderbyen Veprinac

Det lysner i dag og da vi har formiddagen fri, vandrer vi den anden rute - turen op til byen Veprinac der ligger på det nederste af Ucka-bjergene oppe bag Opatija. Igen følger vi mærkningen og fortsætter op i skoven, til vi når landevejen. Mærkningen - rød/hvid - er ikke til at tage fejl af og ruten er overalt fint mærket. Vi vandrer opad på en gammel stenlagt middelaldersti og nyder forårets blomster, der står i læ under de ældgamle stengærde og suger dagens solstråler til sig. Vi passerer et par små landsbyer med sirligt anlagte prydhaver og køkkenhaver - og kommer efter 1,5 time frem til Veprinac, 512 moh.
Byen er nævnt første gang i 1374, hvor det var nødvendigt at beskytte sig bag tykke bymure. Vi går under byportens hvælvinger og er inde i landsbyen, hvor en serie trapper leder os op til Skt. Markus Kirken, der er fra 1600-tallet. Kirken er låst. I stedet kan vi fra en lille plads foran kirken nyde den helt enestående udsigt ud over Kvarnerbugten og Opatija, der ligger nede for vore fødder. Alene denne udsigt er hele turen værd.
Veprinac har også et lille kapel Sct. Annes Kapel fra 1442 med en "forgård" båret af fine søjler og med et lille klokketårn. Under porthvælvingen er der indgang til byens lille museum, ligesom man kan stikke hovedet indenfor i fangehullet. 
Vi vælger at vandre en anden rute tilbage mod Opatija, der starter lidt længere nede ad vejen. På det første stykke vandrer vi på en stille landevej og må bruge stedsansen for at finde frem, og da vi endelig ser en vejviser, er den noget ramponeret da den har ageret skydeskive for skarpe skud. Men den kan da tydes og vi finder tilbage til ruten vi kom op ad. Længere nede vælger vi igen en alternativ mærket rute ned gennem skoven for at se noget andet. Hele vejen er her fuglekvidder - solsort, mejse, vipstjert, bogfinke og i det fjerne gøgen. Vi bare nyder at være i skoven. Så åbner landskabet sig og til sidst ender vi lige ved vores hotel.
Turen er for godt gående, og det anbefales at have vandresko med stiv sål, da her er en del sten på ruten.

Sejltur på Kvarnerbugten

Det er blevet eftermiddag og vi skal med skibet Tunara på en sejltur i Kvarnerbugten. Vi kommer sammen med en gruppe festlige hollændere og da vi sejler ud fra Opatija, skænkes blommebrændevinen slivovits og stemningen stiger! Skipper griber harmonikaen og synger for, hvilket får hollænderne til at gribe chancen til at synge med. Brød kommer på bordet, ligesom vores rejseleder sørger for rigelige mængder vin og vand ad libitum.
Vi sejler langs kysten med udsigt til villaer, hoteller og paladser i byerne Icici, Ika, Lovran og ender efter ca. en time i byen Moscénicka Draga syd for Lovran. Her er der landlov i en lang time - for selv om byen har enkelte smukke huse og en helt vidunderlig stenstrand, er her ikke meget at foretage sig. Og vi er jo på sejltur!
Herefter går det samme vej tilbage med lige så meget slivovits og vin og vand samt harmonikaspil og sang som på udturen.

Hjemtur - med service undervejs

Foran os står hjemturen til Danmark, hvor vores dygtige chauffør over to lange dage bringer os sikkert gennem Slovenien, Østrig og Tyskland, mens vores rejseleder servicerer os på bedste vis med varme og kolde drikke undervejs. Overnatning sker på Hotel Zur Krone - også i Denkendorf - hvor vi er så tidligt fremme, at der er tid til en spadseretur i byen.