Isjuving (isvandring) i Sjoaelven

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Ruby Rejser

På denne vinterferie i Norge prøver vi en helt ny aktivitet - vandring mellem snedækkede sten og frosne vandfald i Sjoaelven.

Iseventyret

André Sundero fra Hindsæter Fjellhotell har hentet os i sin minibus og på vejen mod Sjoaelven holder han ind til siden. "Her så jeg elg i morges" fortæller han og vi spejder ud over dalsænkningen. Her er masser af spor - også spor efter de, der var med på sneskotur i går - men ingen dyr at se nu. Vi kører lidt længere og snart er vi ved stien, der fører ned mod Ridderspranget. Vi går dog ikke direkte mod denne naturseværdighed, men bevæger os nedad mod Sjoaelven gennem skoven. Vi skal på isjuving. Vi har ingen direkte dansk betegnelse for denne relative nye aktivitet, men kalder det isvandring. Her kan alle være med, hvis man er indstillet på lidt af hvert. Vi skal til Sjoaelvens eventyrlige isverden, hvor der er isgrotter, vægge af is, frosne vandfald i grønt, blåt og gult.
Det går stejlt ned mod elven - men André går forrest og sikrer at stedet vi træder på kan bære, ikke er mere glat end at vi kan gå der og viser os hvordan. Jo, man skal være lidt af et legebarn. Kunne lide at kravle på alle fire, rutsje og ha’ det sjovt. Det er en helt ny verden, der her åbner sig for os. Vi har været vant til masser af sne - men knapt så megen is.
Her i Sjoaelven dannes hele tiden ny is. Isen vokser faktisk. Visse steder i sneen under os er der vand, der er dæmmet op. Vi hugger lidt i sneen og vandet løber udover den allerede etablerede is. Fryser og gør isformationerne endnu større. Vi går langs elvens bred. Op over store sten og får det ene flotte udsyn ud over isen efter det andet. 
Her ligger Norges største "snetudse" og hviler sig på klippen midt i elven.

Ned og op, over og under igen

Her skal vi lige ned under en klippe. Af med rygsækken. Ned på alle fire og kravle igennem. Så går det opad igen. Stejlt opad. Vi kan nok holde varmen. Vi fortsætter ned til elven igen. André hugger i isen med sin isøkse, for at vi kan stå bedre fast. Vi hører om isens farve - som slet ikke er der! Vand har ingen farve - det er lyset og refleksionerne, der giver farverne. Her er blåis. Men også urenheder fra jorden, som sætter sig i isfaldene. Nu kravler vi ind under en kæmpe klippeblok for at komme ind bag et af isfaldene. Klippeblokken hviler kun tre steder på de sten, vi kravler under. Men mon ikke det holder?

Jættegryder

Henne ved Ridderspranget går vi ud på broen over elven. Her direkte under os har vandet gennem tusinder af år formet klipperne i enorme jættegryder. Vi går ned i elven. Dvs. vi holder fast i tovet der er lagt ud, medens vi langsomt glider/går ned på isen. Vi forsøger at komme ind bag nogle klipper, men her er trangt. Vi må passere én ad gangen.