Guide til norske Svalbard - en drømmerejse med et ekspeditionsskib

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: HX Expeditions / Hurtigruten

En rejse til Svalbard er en drømmerejse og med et ekspeditionsskib kommer du tæt på alt det, der er så svært at se og opleve på Svalbard. Her får du vores guide til både Svalbard og det at rejse med et ekspeditionsskib.

Kort historie om den norske øgruppe Svalbard

De fleste kommer fra København via Oslo til Longyearbyen på Svalbard, hvorfra du med ekspeditionsskib kan sejle hele Svalbard eller den største ø Spitsbergen rundt. Svalbard ligger ca. 640 km nord for det norske fastland og blot ca. 1.000 km fra Nordpolen, så det er et barsk og koldt sted - men fantastisk smukt, da 60 procent er dækket af isbræer. 
Svalbard består af mange småøer samt tre hovedøer - Nordaustlandet, Edgeøya og som den største Spitsbergen. Sidstnævnte fik sit navn af den hollandske opdagelsesrejsende Willem Barents som i 1596 blev sendt på en ekspedition af de hollandske købmænd for at finde nordøstpassagen nord om Rusland til Kina. Da han opdagede øens spidse fjelde, var det naturligt at kalde dette land for Spitsbergen. Faktisk vidste man allerede i vikingetiden, at der lå et land i "den nordlige ende af havet", men stedet var koldt og utilgængeligt, og som bekendt satte vikingerne i stedet vestover mod Island, Grønland og Vinland.
I begyndelsen af 1600-årene kom hvalfangerne til og jagten på hvaler og hvalros fortsatte i de næste 200 år. Behovet for olie til gadebelysningen i de europæiske storbyer var umætteligt.
Senere blev her fundet kul og adskillige steder blev der etableret kulminer, hvoraf nogle fortsat er i drift.

Alle begynder rejsen i Longyearbyen

Mens du evt. venter på at komme ud på skibet, er det oplagt at spadsere op og ned ad gågaden midt i byen, der har både kulturhus, stor administration og købmand m.v. At Longyearbyen også er en kulmineby ses overalt. I udkanten af byen ligger Svalbard Kirke, der altid er åben. Her ligger også byens forsamlingshus, hvor forsamlingsstuen nærmest går i ét med kirkerummet. For enden af gågaden ligger Svalbard Science Center med bl.a. med Svalbard Museet, der viser 400 års natur- og kulturhistorie, med bl.a. udstoppede dyr, jagthytter og polarekspeditioner. Så længe du opholder dig i byens centrum, er her ingen farer. Men i byens udkanter er der opsat advarselsskilte om isbjørne og her er det forbudt at spadsere uden egne våben eller uden bevæbnet guide.

Hvad er et ekspeditionsskib?

Et ekspeditionsskib er først og fremmest et skib, der er egnet til at klare de arktiske udfordringer, der kan være på disse egne. Det helt særlige ved et ekspeditionsskib er også ekspeditionsteamet, som er de personer, som du kommer mest i kontakt med ved landgangene, foredrag og alle oplevelserne på rejsen. De er eksperter i alt muligt fra marinebiologer til ornitologer mm. 

Som gæst er det let at finde sig tilrette, fordi du bor godt og der er flere saloner, hvorfra du kan nyde udsigten, når det ikke er vejr til at være ude. I godt vejr er der flere dæk, hvor du kan komme uden for og mærke den friske og rene luft bide i kinderne. I to af salonerne holdes der gennem ekspeditionsforløbet forskellige foredrag om dyre- og planteliv samt om polarforskning på Svalbard, 
Med ombord er der 70 gæster fra hele verden, så er tales primært engelsk. Mange ansatte er dog også norske. der er en fantastisk stemning om bord.

Tæt på det vilde dyreliv 

Over højttaleranlægget meddeles det, at der er set isbjørn på et nøgent klippelandskab tæt ved isbræen. Skibet ligger ganske stille, mens alle samles på dækket for at få et glimt af dyret. Ca. 500 meter væk går en isbjørnemor med sin unge. Der er ingen garantier for at se vilde dyr, så når det sker er alle mand på dæk.

Der er fotogram med om bord og du får tilsendt foto, så med mindre du elsker at tage dine egne foto og har udstyr til det, så nyd øjeblikket og tag imod de billeder, som du får efter rejsen.

Finhval i Isfjorden

Finhvalen, der er verdens næststørste hval, kan blive 25 meter lang og veje 75 tons. Finhvalen blæser kraftigt, når den skal ånde, så den er let at få øje på. Når den dykker viser den finnen på den krummede ryg og forsvinder i dybet. Du ser ikke halefinnen som på f.eks. pukkelhval eller kaskelot. Finhvalen er en hurtig svømmer, så hold godt øje. 

Den russiske by Barentsburg

I den russiske kulmineby Barentsburg kan du overværer et folklore-show i kulturhuset flot udført af amatører. Nogle mænd, der til dagligt er kulminearbejdere, synger og spiller, og kvinderne danser i deres forskellige folkedragter. Byen har omkring 250 indbyggere, og ser stedets boligblokke, skole, kulmineselskabet Arktikugols bygning og byens eneste, nyrenoverede hotel.

Pyramiden i Billefjorden

I en sidefjord til Isfjorden ligger Billefjorden og her kan du fra skibet se en af de andre tidligere russiske kulminebyer - Pyramiden - der er anlagt ved et fjeld, som netop ligner en pyramide. Minedriften er ophørt, men du kan se de gamle industribygninger. Her lever kun nogle få mennesker året rundt.

Nordenskjöldbreen

Inderst i Billefjorden sejler MS Fram ganske tæt på den gigantiske Nordenskjöld isbræ, hvor vi kan se at den har kælvet for nylig, da her driver mindre isflager rundt i fjorden. Bræen strækker sig ind over landet, så langt øjet rækker og nede ved havet changerer isen i prægtige blå og grønlige nuancer.

Landgang ved Brüsebyen

En landgang på stranden foregår ved hjælp af såkaldte polarcirkelbåde, der sejler mellem skibet og landgangsstedet. De første som tager afsted er de bevæbnede medlemmer af ekspeditionsteamet, der sikrer området. Dvs. fundet det helt rigtige landingssted og undersøgt stedet for eventuelle isbjørne. Ekspeditionsteamet placerer sig i en halvcirkel fordelt på hele området og holder vagt. I hold kaldes man til dæk 3, hvor man ifører den obligatoriske redningsvest og lejede gummistøvler. Fra landingsstedet er der nogle hundrede meter til Brüsebyen, som blot består af fire hytter. Her forsøgte man i perioden 1906 til 1921 at få en kulproduktion i gang, men det blev ingen succes. Du kan fortsat se smalle skinner og en enkelt tipvogn, der har været benyttet til at transportere kullet fra det bagvedliggende fjeld og ned til stranden. I 2010 var nogle besøgende så uheldige, at der gik ild i en af hytterne som udbrændte, men sysselmannen på Svalbard (den øverst ansvarlige udpeget af den norske stat) lod hytten genopføre og i dag benyttes den til depot og overlevelseshytte.

På vejen tilbage mod landingsstedet kan den sparsomme vegetation iagttages. Den arktiske korte sommer er forbi og på de tre sommermåneder når væksterne at blomsterne og sætte frø under midnatssolens varmende stråler. I det flade landskab tættest på fjorden ses nogle forunderlige linier i jorden, hvilket viser sig at være ar efter landhævningen. Da isen forsvandt efter sidste istid, mindskedes trykket på jorden, hvorefter jorden hævede sig - hvilket den fortsat gør. Da naturen på Svalbard er fredet og ændringer i dette barske område kun sker langsomt, kan fænomener som disse opleves.
Tilbage på skibet skylles støvlerne i vand, hvorved det sikres at mikroorganismer m.v. ikke transporteres til andre steder i det sårbare arktiske område.

Isbræerne i Hornsund

Skibet sejler ind gennem Svalbards sydligste fjord Hornsund til Burgerbugta. Du er omgivet af majestætiske fjeldtoppe og dramatiske fjorde, hvor isbræerne glider helt ned til vandet, der på dybeste sted er 260 meter dybt. Under sidste istid var Hornsund fyldt med is og Burgerbukta var en af sidedalene som forsynede hovedbræen med is. Nogle går op til gletsjeren og andre tager med på en kajaktur i det isfyldte farvand. På brævandring og oplever isen på nærmeste hold. Turen op til toppen af morænekanten er jævn og ikke vanskelig og herfra er der et flot vue til farvespillet i isbræerne med dybe spalter, fjorden med skibet og de bagved liggende spidse fjelde med bl.a. Hornsundtidnen, 1.431 moh. der et øjeblik stikker frem af skyerne. Vi bruger det meste af dagen med at sejle længere ind i det 30 km. lange Hornsund og kommer forbi det ejendommelige fjeld, som måske har givet stedet sit navn.  En af de tidlige opdagelsesrejsende engelske Jonas Poole var her i 1610-12 og fik en del af et rensdyrgevir med sig hjem. "De tog en del af rensdyrhornet med ombord" hedder det sig. Derfor kaldtes stedet Horn Sound. Om det var et tilhørende fjeld der blev taget eller geviret fra et rensdyr, fortæller sagnet intet om. Inderst i sundet er der gletcjere  på tre sider Storbreen og Hornbreen og i eftermiddagssolens lys er isen betagende smuk.

Fuglefjeldene på Bjørnøya

Fjeldene på den 178 km2 store Bjørnøya dukker op. Øen er nærmest trekantet og blot 20 km. fra nord til syd og ca. 15 km. på det bredeste sted. Det var også Wilhelm Barents som gav Bjørnøen sit navn, for på sin rejse nordover nedlagde ekspeditionen en isbjørn netop her. Pga. sin beliggenhed i Barentshavet er øen blevet stadig mere strategisk interessant, både fra en militær, økonomisk og ressourcemæssig synsvinkel og hører fortsat med til Svalbard. I en lille bugt på øens spidse sydside lægger skibet sig mellem høje fuglefjelde i roligt vand. Ekspeditionsteamet undersøger mulighederne for landgang og giver klart signal. Det er blot en 100 meter lang strand mellem høje fuglefjelde. På de stejle fjeldsider sidder fortsat enkelte mallemukker, men snart er også de fløjet til havs. En stor flok gæs fouragerer på ryggen af et fjeld, hvor lidt græs fortsat stikker op af sneen. I første halvdel af 1900-årene blev der gjort forsøg med minedrift på øen, men det blev opgivet, og i dag er hele Bjørnøya med det omkringliggende hav (fire nautiske mil) et fredet naturreservat.