Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Hurtigruten
Thomas Sørensen
Rejseskribent
Det har været en rolig nat på Barentshavet efter at MS Fram fra Hurtigruten forlod Bjørnøya for at sejle mod Tromsø. Da vi denne morgen kommer på dækket kan vi skimte de sneklædte fjelde inde ved Nordnorges kyst. MS Fram sejler ind i fjordene bag øerne i den yderste skærgård og udsigten til fjeldene omkring os er betagende i det smukke vejr. De første huse ses og langsomt "vokser" Tromsø frem foran os. Vi passerer Tromsøbrua, hvor Ishavskatedralen står på en forhøjning i landskabet og snart ligger vi ved kaj i Tromsø.
Tromsø er den største by i Nordnorge med omkring 68.000 indbyggere, og stedet har været beboet meget længe. Arkæologiske fund viser, at her har boet mennesker i mere end 9.000 år.
Siden jernalderen har området været permanent beboet og har siden vikingetiden været et kirkeligt og handelsmæssigt centrum. I 1252 byggede Håkon Håkonson den første kirke på Tromsøya. Byen har siden 1800-årene haft tilnavnet "Nordens Paris", hvilket skyldes de rigdomme som blev hentet på havet og som gjorde det muligt for kvinderne at købe den nyeste mode, som blev båret i Paris.
Nordnorges fjelde klædt i nysne
Fra kajen i Tromsø er der kun kort afstand til indkøbsmulighederne og byen er let at finde rundt i på egen hånd. Men MS Fram arrangerer også forskellige udflugter i Tromsø. Man kan komme på guidet byvandring eller på en guidet fjeldvandring til toppen af Tromsø – Fløya. Vi har valgt at tage med på fjeldvandringen og i bus køres vi frem til Fjellheisen, der transporterer os 421 meter til Storsteinen på Fløya. Oppe ligger fjeldstationen med cafeteria og en udsigtsplatform, hvorfra vi kan overskue det meste af Tromsø. Blot hundrede meter herfra kan vi komme ud på en klippeafsats og også derfra få et imponerende vue.
Nogle vælger en bytur gennem Tromsø
Vi har en lokalguide med os, som fører an. Hun fortæller at de 10 cm. sne som ligger på fjeldet er kommet natten til i dag, så det er helt ny sne vi vandrer i. Om det er pga. nysneen eller manglende erfaring, ved vi ikke, men guiden har tilsyneladende svært ved at finde den rigtige vej op ad fjeldet. I stedet for at gå i zig-zak foretrækker hun at gå direkte op mod toppen - og i et alt for hurtigt tempo! Flere deltagere falder fra og foretrækker i stedet at blive ved fjeldstationen og nyde udsigten ud over byen derfra.
Turen op er faktisk ikke svær, men for de fleste er det naturligvis en overraskelse at sneen allerede er kommet. Fra toppen 671 moh. er der udsigt over hele området med fjorden og den bagvedliggende Kvaløy. Mod land ses fjeldet Tromsdaltinden, 1.238 moh.
Op mod Fløya i sne
Lidt nede ad fjeldet ligger en stenhytte - Steinbøhytta - som Troms Turlag (Vandrerforeningen) har restaureret. Vi kigger indenfor og konstaterer at dette kunne være et fint sted at drikke lidt.
Turen fortsætter nedover, men ingen har sagt noget om at holde afstand til den forangående i dette glatte føre, så vi foretrækker at vandre ned for os selv. Det var faktisk en god ide, for lidt neden for Steinbøhytta, finder vi en lille tilfrosset sø og her holder en gruppe fjeldryper til. Nu vi er alene, kan vi langsomt og uden støj nærme os fjeldryperne og betragte fuglene. De har endnu lidt af deres sommerfjer på sig, men er ved at skifte til den helt hvide vinterdragt. Fjeldryperne er både nervøse og nysgerrige og vi når at tage et par billeder, inden vi trækker os stille tilbage - uden at have forstyrret dem så meget, at de skal bruge energi på at flyve væk.
Steinbohytta
Vi aftaler med en fra ekspeditionsteamet, som har været med på vandreturen, at vi foretrækker selv at spadsere tilbage til MS Fram i stedet for at tage med bussen. Vi spadserer hen forbi Ishavskatedralen, som vi har besøgt ved en tidligere lejlighed, og går over Tromsøbrua tilbage mod centrum. Vi har ikke helt så megen tid, som vi kunne ønske, inden vi skal være ombord, men vi når at besøge Stortorget, se det nye rådhus og gøre lidt indkøb på hovedgaden.
Ishavskatedralen ligger højt i Tromsø
Denne aften er der valgfrie siddepladser under middagsbuffeten og vi ser nye ansigter fra bl.a. USA og Israel. Og mens vi hygger os med nye venner og nyder det store tag-selv-bord, sætter MS Fram kursen sydover mod Vesterålens hyggelige fiskersamfund.
Ekspeditionsskiber MS Fram før afgang mod Vesterålen
Hovedstaden i Norge er Oslo.
Svalbard er ca. 1½ gang større end Danmark, men der er kun godt 3.000 fastboende mennesker.
Longyearbyen er verdens nordligste by og hovedbyen på Svalbard og derfra begynder og slutter alle rejser rundt til øgruppen.
Den bedste både at opleve Svalbard på er med et ekspeditionsskib som f.eks. MS Spitsbergen fra HX Ekspeditions / Hurtigruten.
Hurtigruten, der også kaldes "Verdens smukkeste sørejse" går fra Bergen op langs Norges vestkyst til Kirkenes. Det tager seks dage at sejle til Kirkenes og fem dage at sejle retur til Bergen.
HX Ekspeditions' ekspeditionsskibe sejler også i Arktis med bl.a. Grønland og Svalbard, samt i Antarktis med bl.a. Sydpolen.
Befolkningstal: Ca. 3.000
Areal: 1 ½ gang større end Danmark
Afstand fra Danmark: Over 3.000 km til København. Langt de fleste flyver via Olso.
Mere information: