Vandreferie på Hardangervidda

På denne vandreferie i Norge går vi fra Haukeliseter og ind over Hardangervidda til Litlos og Torehytten og tilbage.

Hvor Nansen trænede til sine ekspeditioner

Lammestegen, der serveres i kantinen, gør godt efter den lange biltur fra Danmark til Haukeliseter midt på Hardangervidda i Norge. Dette knudepunkt for Den Norske Turistforenings vandrenet på Hardangervidda er udgangspunktet for denne vandretur og her kan vi lade bilen stå, medens vi er afsted. Vi får tildelt et rum, så vi kan sove i en god seng og blive helt udhvilet inden starten i morgen. I det gamle hus nede ved søen boede polarforsker og opdagelsesrejsende Fritjof Nansen (1861-1930) i lange perioder i 1920’erne.

Mod Hellevassbu

Vi lægger "hårdt" ud - det er vi nødsaget til - for stien mod Hellevassbu starter lige bag turisthytten og går bare op og op ad en stejl skrænt. Stigningen er vel på en 200-300 meter og det tager pusten fra os. Men vi skal nok komme i bedre form i løbet af de næste par dage. Nu er vi så oppe på det høje fjeldplateau. Den værste stigning er overstået. Vejret er rimeligt dvs. overskyet men klart og vi følger T-mærkningen og varderne. Efter et par timers vandring er vi inde i nationalparken og følger mærkningen langs forskellige vande og får snart luft under os. Ved Holmasjøen er der en enestående udsigt til de flotte fjeldsider på Nupseggi. Selv så sent på året ligger her masser af sne, som skal passeres. Vi må gå meget forsigtigt for ikke at glide. Jeg er specielt ikke glad for de passager, hvor sneen nederst ender ud i det åbne vand! Fremme ved turistforeningens selvbetjeningshytte Hellevasbu er vi i alt 20 gæster - men med god plads til alle.

Mod Litlos - centralt på Hardangervidda

Vejret er perfekt, da vi næste dag fortsætter vandringen. I det gode vejr er det ekstra nødvendigt at holde væskebalancen i orden. Så vi drikker af de mange vandløb vi passerer - også selv om vi endnu ikke er tørstige. Hellere drikke lidt ad gangen, inden du bliver tør i halsen, end at vælte en halv liter i dig, når du først er blevet rigtig tørstig. Her i området er masser af blåbær - og dem kan vi jo ikke stå for! 

Snart er vi oppe og får for første gang øje på vores mål Hårteigen. Dette specielle fjeld - der nærmest ligner en hat placeret midt på højsletten - er oprindelig en del af den nordligere liggende Hardangerjøkule, men flyttede sig for "nogle tusinde år siden". Oppe på fjeldet gør vi holdt for frokosten, men lige her er der ingen sø eller vandløb, der kan give os vand til suppen. Men ovre på klippevæggen render en lille stråle af frisk vand og der henter jeg lidt. Kogegrejet kommer frem og suppen er klar på få minutter.
Fra toppen af Prestkono i ca. 1.300 moh. kan vi se den betjente hytte Litlos ligge lige nede ved søen. Men da vi kommer ned til vandet, skal vi en god vej rundt om den. Det føles rigtigt langt!
Vel fremme slapper vi af med en øl, medens vi taler om turen med nogle af de øvrige gæster. Litlos er en stor og flot hytte med alle faciliteter og i og med at den er betjent, er det nordmændene, der laver maden til os.

Rundt om Hårteigen til Torehytten

Det bliver varmt i dag og vi må da også have mere af tøjet af, efter at vi er gået varme. Korte bukser og T-shirts. Vi kommer til et sted, hvor ruten går hen over en sneforn og hvor vandet under sneen fosser ud. Vi vurderer sneen til at være for tynd til at kunne bære os og vælger at gå en anden vej. Vi går ned i en kløft, hvor udsynet er begrænset og følger elven. Da vi efter nogen tid igen kommer op fra kløften, er vi kommet meget nærmere på Hårteigen og nu blæser der en kold vind, så vi må igen have mere tøj på. Vi passerer fjeldet. Det er faktisk muligt at komme op (uden den helt store bjergbestigningseksamen), men vi vælger at gå uden om og videre mod Torehytten, men inden vi når hytten, bliver det uvejr. Hvor skifter det hurtigt her i fjeldet! Så kommer hyttevagten os i møde - en dansker, der har valgt at bruge sin ferie med tilsynet på hytten. Han viser os tilrette og hjælper med til, at alle har det godt. Vi er her sammen med otte hollændere.

Tilbage mod Tyssevassbu

Det har regnet hele natten, men her til morgen er det igen fint solskin, da vi begiver os af sted. Flere steder har den megen regn fået elvene til at svulme op og vandstanden er så høj, at elve der normalt kan stengås, nu må vades. Vi kommer til en elv som aldrig har kunnet passeres ved at hoppe fra sten til sten og her kommer sko og bukser af. Vi har små lette sandaler at tage på, medens vi vader elven, hvor vandet når helt op til knæet. Det er ikke sjovt, at skulle passere en elv barfodet. Dels kan man glide, dels kan man risikere, at skære sin fod. Så tag noget på fødderne, når du vader en elv.

Hen under eftermiddagen bliver det igen regn og vi er våde. Ved skillevejen mellem Tyssevassbu og Litlos beslutter vi at fortsætte videre til Litlos, da vi føler os i god form. Når vi ikke frem - eller finder vi en plet, hvor vi vil blive - kan vi jo altid slå det medbragte letvægtstelt op. Efter endnu engang at vade en elv kommer vi sent på eftermiddagen frem til Litlos. Det blev en lang dag - på mere end 20 km.

Turen til Middalsbu

Tågen er tæt og ligger pakket omkring søen. Vi kan vælge at følge den markerede rute tilbage mod Hellevassbu og så dreje fra ved Prestkono. Vi kan også vælge at gå op over Ramneberget og gennem Vassdalen i håb om at komme fri af tågen. Vi vælger det sidste og oplever at gå ud af tågen efterhånden som vi kommer op i højden. Her oppe er vejret pragtfuldt. Vi er helt alene - dvs. her kommer en rype løbende med et helt kuld kyllinger. Hvor er de kære. Turen gennem Vassdalen er bestemt anstrengelserne værd. Her er rigtigt flot. Vi får et sidste glimt af Hårteigen, inden vi går ned på ruten i Vivassdalen.
Efter ca. 22 km. er vi nede ved Middalsbu, hvor vi er helt alene. Og her vrimler det med blåbær. Vi samler lidt lidt blåbærsuppe og snart er vi trætte efter den lange dag og lægger os. Vi er lige faldet i søvn og klokken er 22.30, da vi hører stemmer ude i mørket. Jeg springer ud af køjen for at se, hvad det mon kan være. Og idet jeg åbner døren - stort set i bar figur - er der seks norske piger, der får et chok! De havde ikke ventet at møde nogen her - slet ikke en halvnøgen dansker! De var blevet sat af længere nede ad vejen og er gået herop og skal have et par dage i fjeldet. Jeg får hurtigt flyttet vores ting, som jeg i god tro havde spredt over hele hytten - og gjort plads til de friske piger. 
Heldigvis kunne vi blive på et 2-mandsrum og lukke døren - medens pigerne kunne få snakket færdigt inde i stuen. (Du ved nok hvad jeg mener!) - Og det var de længe om.

Over Nupsridet til Haukeliseter

Der hænger tunge skyer over os, da vi går langs med Valldalsvatnet. Ved Kjømberg drejer vi ind i fjeldet og skal gennem skoven. Her er mærkningen dårlig og vi har svært ved at finde den.
Vi skal op i dalen og så begynder regnen. Ikke bare lidt regn. Nej, det bliver en frygtelig tur med silende regn og strid modvind. Men man vænner sig til at gå med ½ liter vand i støvlerne. Der kommer vand ind alle vegne. Mit overtræk til rygsækken fyldes indvendigt med regn, så jeg slæber på et kilo mere. Frokosten spiser vi stående lidt i læ af en stor sten og skifter fra inderst til yderst. Hvor det luner med en tør skjorte! Men glæden er desværre kortvarig.
Flere bække, der løber ned ad fjeldsiden, er blevet så fyldte, at vi skal springe over. I starten springer jeg over og lægger min rygsæk. Springer så tilbage og henter konens sæk. Og så springer hun over i armene på mig til sidst. Men efterhånden bliver bækkene til store brede fosser og at tage støvlerne af og på hele tiden, opgiver vi hurtigt. Vi er alligevel så våde, at det ikke gør nogen forskel, om vi bare vader igennem. Så det gør vi.
Skyerne bliver tættere og da vi når fjeldet Nupsridet, som vi skal op over og kan vi ikke se toppen. Så forsvinder sporet for os. Hvor er markeringen? Oppe på toppen kan vi ikke se ret langt ud til siderne. Vi går frem og tilbage, men kan ikke finde løjpen/mærkningen. Nå, kompasset må frem! Vi kom derfra - og vi skal derned - dybt derned - men hvordan? Vi må selv finde en vej ned og går helt over i venstre side af sadlen og følger et lille vandløb ned over løst liggende skiffer. Ned skal vi jo. Vi går forsigtigt. Skifferen giver efter under os for hvert skridt. Men det går. Endelig er vi nede i Nupsdalen og lidt efter igen på rette spor. Vi når frem til en lille grusvej, der fører os ud til hovedvej 11. Men nu - efter 11 timer på fjeldet - er vi trætte. Jeg stiller rygsækken og beder konen vente på mig her lidt i læ af et skilt, medens jeg sætter det lange ben foran og går hurtigt til Haukeliseter for at hente bilen. En time efter - og efter et dejligt langt, varmt bad - sidder vi igen i kantinen og nyder, at nogen har lavet maden for os.