Smuttur til Szczecin - den historiske hovedstad i Vestpommern
Log ind Log ind
Smuttur til Szczecin - den historiske hovedstad i Vestpommern

Smuttur til Szczecin - den historiske hovedstad i Vestpommern

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: PolenGo

På denne ferie i Polen besøges byen Szczecin - tidligere kendt som Stettin - der i dag er hovedbyen i Vestpommern.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Kom nemt til Szczecin

Der er flere måder at komme til Szczecin på. Fra Sjælland kan du kan køre til færgen ved Gedser til Rostock eller køre gennem Skåne til Ystad og tage Polferries over Østersøen til Swinoujscie og komme udhvilet frem. Herfra er der blot 65 km. til Szczecin.

Færgen Cracovia fra Polferries sejler fra Ystad til Swinoujscie i Polen

Færgen Cracovia fra Polferries sejler fra Ystad til Swinoujscie i Polen

Bo centralt i Szczecin

Et af de populære hoteller i Szczecin er Hotel Radisson, hvor du også har mulighed for at få spa-behandling. Hotellet ligger tæt på store indkøbscentre (og der er fortsat meget at spare ift. danske priser) og ikke langt fra nogle af byens seværdigheder - det meste i gåafstand.

Hotel Radisson med mulighed for spa og massage placeret centralt i Szczecin

Hotel Radisson med mulighed for spa og massage placeret centralt i Szczecin

Szczecin ved floden Oder

Szczecin har haft en omtumlet tilværelse og været underlagt flere lande som Tyskland, Sverige og sågar Danmark. I middelalderen var Szczecin med i handelsforbundet Hansestæderne og blev centrum for handel i Østersøen. Inden anden verdenskrig var Vestpommern en del af Tyskland, men efter krigens afslutning blev regionen igen en del af Polen. Tyskerne blev sendt ”hjem” og folk fra øst - specielt fra Ukraine - rykkede ind. Polen har således længe haft et nært forhold til Ukraine og det blev gentaget i 2022, hvor millioner af ukrainske flygtningen blev modtaget med åbne arme af polakkerne efter Ruslands invasion af Ukraine. I dag er Szczecin hovedbyen i Vestpommern og et yndet sted at holde ferie. Selv om der efter anden verdenskrig ikke var mange middelalderhuse tilbage - 80 procent af byen var sønderbombet - er her fortsat interessante steder med arkitektur og charmerende pladser, som kan fortrylle byens mange turister.

Parkanlæg ved hovedpostkontoret

Parkanlæg ved hovedpostkontoret

Byvandring fra byparken Jasne Blonia

Din byvandring kunne starte ved Monumentet for Polens Bestræbelser ”Ørnemonumentet” i byparken Jasne Blonia, der er Szczecins største parkanlæg og blev anlagt i midten af 1920’erne. Parken er rektangulær og omkranset af alléer med platantræer og er præcis en km. i omkreds. Derfor et yndet område for motionister. I parken ses en statue af Pave Johannes Paul II der i 1987 holdt messe her. Syd herfor ligger Szczecin Rådhus.

Ørneskulptur som Monument til Polsk Bestræbelse ved byparken Jasne Blonia

Ørneskulptur som Monument til Polsk Bestræbelse ved byparken Jasne Blonia

Jednosci mod pladsen Grunwaldski

Fra modsatte side er rådhuset grønt og kaldes derfor også ”Det Grønne Hus”. Følg nu den lange gade Jednosci mod pladsen Grunwaldski. Her komme du forbi en stenskulptur af en grif (halv løve og halv ørn) og senere en universitetsbygning. På hjørnet ved Plac Grunwaldski, der krydses af sporvogne, ses flere fornemme bygninger.

Du passerer Sømandsmonumentet og fortsætter ad gaden med mange caféer omgivet af beboelsesejendomme opført i 1950’erne efter krigens ødelæggelser. På Plac Lotnikow ses en kopi af renæssancestatuen Bartolomeo Colleoni udført i bronze. Originalen står i Venedig.

Rådhuset kaldes også Det Grønne Hus

Rådhuset kaldes også Det Grønne Hus

Solidaritetspladsen

På en af Szczecins større pladser - Solidaritetspladsen - står du faktisk oven på en del af nationalmuseet - Omvæltningens dialogcenter - indrettet i en prisbelønnet pavillon under pladsen. Fra solidaritetspladsen har du udsigt til den prisbelønnede, hvide koncertbygning Filharmonia og du møder Frihedens Engel, ligesom her er udsigt til St. Peter og St. Paul kirken.

Koncerthuset Filharmonia set fra Solidaritetspladsen

Koncerthuset Filharmonia set fra Solidaritetspladsen

Hertugerne af Pommerns Slot

Det første slot på stedet, der var bygget af træ, havde rødder tilbage til 1200-tallet. Senere blev det opført i sten og var residens for det aristokratiske, pommerske Gryfit-dynasti i over 500 år. Under 2. verdenskrig blev hertugslottet stærkt beskadiget, men genopbygget i den oprindelige renæssancestil. Det hvide slot har fire fremtrædende tårne, hvoraf klokketårnet har et astronomisk ur fra 1693. Derudover er der fem fløje og to slotsgårde, hvor du i den ene slotsgård kan se en model af hele komplekset. Udover at kunne besøge tårnene opføres her koncerter og operaer m.v.

Hertugerne af Pommerns Slot fra 1400-årene

Hertugerne af Pommerns Slot fra 1400-årene

Szczecins gamle bydel med Korntorvet

Du er nu i Szczecins gamle bydel og kommer forbi Szczecins tidligere rådhus, der i dag huser det historiske museum. På Korntorvet bag museet ses pastelfarvede huse med barokke facader. Korntorvet har flere gode restauranter.

Szczecins gamle rådhus er i dag det historiske museum

Szczecins gamle rådhus er i dag det historiske museum

Med vandtaxa på Oderfloden

Da du nu er tæt ved vandet i Oderfloden kan det være fornøjeligt at tage en vandtaxa mod den anden side af floden. Og det er netop fra floden, at du får det bedste udsyn mod nationalmuseet og amtsrådsbygningen på terrasserne ved Kong Chrobrys Vold. Du sejler forbi spidsen af Sandøen i Oder hvor der er mulighed for at bade m.v.

Det Maritime Universitet

Det Maritime Universitet

Det Maritime Science Center

I stedet kan du besøge Det Maritime Videnskabs Center og blive klogere på alt om søfart, dykning, redningsudstyr o.m.a. med relation til det maritime. Uden for Det Maritime Videnskabs Center står en række skulpturelle kraner med øgenavnet Cranosauruses. De stammer fra dengang industrihavnen var en aktiv arbejdsplads.

Tilbage på bredden ved den gamle bydel kan du følge flodpromenaden med bl.a. skulpturen af billedhuggeren og sømanden Kazimierz Haska (1912-1976), inden du når frem til terrassen Kong Chrobrys Vold.

Det Maritime Videnskabs Center på bredden af Oder

Det Maritime Videnskabs Center på bredden af Oder

Kong Chrobrys Vold - tidligere Hagaterrasserne

Området omkring nationalmuseet samt amtsrådsbygningen er et af de få steder i Szczecin, som ikke blev ramt af bomber under anden verdenskrig. Den 500 meter lange terrasse Kong Chrobrys Vold er et vartegn for Szczecin. Neden for nationalmuseet ses en flot fontæne ved siden af den klassiske amtsrådsbygning, der nærmest ligner et slot.

Amtsrådsbygning ved terrassen Kong Chrobrys Vold

Amtsrådsbygning ved terrassen Kong Chrobrys Vold

Dele af Den Røde Linje

Gennem Szczecin er der trukket en stiplet, rød linje på fortovet som viser dig vej til de vigtigste seværdigheder. Denne turistrute er ca. seks km. lang og du kommer forbi næsten 50 forskellige attraktioner. Vær opmærksom på, at der løbende renoveres veje og fortove, hvorfor Den Røde Linje visse steder mangler, så det er en god ide at medbringe et detaljeret bykort, så du altid kan finde vej.

Du kommer bl.a. forbi Sankt Jakob katedralen, der er et af de største gotiske bygningsværker. Men Szczecin har mange flere interessante bygninger.

St. Jacobs Katedral

St. Jacobs Katedral

Verdens ældste biograf

På Den Røde Linje kommer du forbi Kino Pionier 1907 der i mere en 100 år har vist film og derfor er verdens ældste fungerende biograf. I underetagen liggere kælderbiograf ”Kiniaria”, med caféstole og -borde. Glem alt om popcorn men nyd i stedet et glas kold hvidvin, mens det gamle piano fra 1898 klinger før forestillingen.

Koni Pionier 1907

Koni Pionier 1907

Koncert i Filharmonia

Er du ikke til biografbesøg kan en koncert i Filharmonia måske lokke. Denne aften var det det hollandske ensemble Rubato Amsterdam Klezmer Band som gav en forrygende koncert med jødiske toner.

Publikum indtager deres pladser i Filharmonia

Publikum indtager deres pladser i Filharmonia

Vandkulturcentret Fabryka Wody

I den nordlige del af Szczecin ligger vandkulturcentret Fabryka Wody. Måske er dette vandland bedre kendt som ”Vandfabrikken” for udover 21 forskellige svømmebassiner, omkring 60 saunaer og wellnessfaciliteter med spa og massage m.v. er her også et videnskabscenter for vand. I det cirkelrunde laboratorie er loftet prydet med tre glober. To mindre sølvfarvede glober samt en større hvid. Symbolet på et vandmolekyle bestående af to hydrogenatomer samt et oxygenatom. Rampen op langs ydervæggen er prydet med tavler og øverst er der auditorium i den hvide globe: Så stor syner den ikke nedenfra!

Fabryka Wody forventes helt åbent medio 2024.

Vandkulturcenteret Fabryka Wody

Vandkulturcenteret Fabryka Wody

Vinsmagning ved Winnica Turnau i Baniewice

En god halv times kørsel syd for Szczecin ligger vingården Winnica Turnau ved landsbyen Baniewice, hvor du kan besøge en af de største vinproducenter i Polen. Det er to familier som siden 2010 har drevet vinhuset med den første høst i 2015 og siden har udbygget løbende og har modtaget flere internationale anerkendelser for deres gode vine.

Besøget omfatter en mindre vandretur gennem de store vinmarker, hvor der fortælles om vinpodningen på robuste rødder som tåler frost, ligesom du bliver klogere på hvorledes vingården ved hjælp af små vindmøller holder frosten væk fra vinen i det tidlige forår ved at højereliggende varmere luft cirkuleres ned langs vinstokkene. Du hører om selve vinproduktionen og lagringen og ikke mindst får du smagt fire af stedets vine som bl.a. omfatter solaris, riesling m.fl.

Vingaarden Winnica Turnau i Baniewice

Vingaarden Winnica Turnau i Baniewice

Hjem via Rostock

Fra Baniewice kan du køre de ca. tre timer til Rostock og tage færgen til Gedser og måske foretage de sidste indkøb på vejen.

Med Scandlines fra Rostock mod Gedser

Med Scandlines fra Rostock mod Gedser

Fakta om Polen

Hovedstaden i Polen er Warszawa. 

Befolkningstal: Ca. 38 mio.

Areal: Ca. 312.679 km² 

Afstand fra Danmark: Ca. 673 km til Warszawa

Mest besøgte attraktion: Den gamle bydel i Warszawa, Krakow og mange af de andre middelalderbyer med paladser, slotte og borge. Men også naturen omkring de Mauriske Søer er værd at besøge.

Mere information:

Rejsebureau: PolenGo

Turistinformation: Polen