Alt dette oplever du på en vandreferie på Azorerne

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Ruby Rejser

Azorerne er blandt de mest imponerende steder at tage på vandreture. Ikke kun fordi her er vanvittigt smukt, men også fordi her er vandreture i alle sværhedsgrader.

São Miguel med vulkansk aktivitet

Denne uges vandreture foregår på den største af de ni beboede azoriske øer - São Miguel - og her opleve, hvor omskifteligt vejret kan være. De øvrige øer ligger ret så langt fra hinanden med op til mere end 600 km. fra den østligste til den vestligste. Ø-gruppen ligger i Golfstrømmens bælte langt ude i Atlanterhavet på næsten samme breddegrad som Lissabon og lige der hvor den amerikanske, den europæiske og den afrikanske jordplade mødes. Eller rettere langsomt glider fra hinanden - med op til fire mm. om året! Azorerne er da også af vulkansk oprindelse og på disse vandreture ses, at her fortsat er vulkansk aktivitet flere steder og at disse ventiler til undergrunden så at sige virker som "trykkogere".

Varme kilder i Furnas

Efter indkvartering på Terre Nostra Garden Hotel, der ligger i udkanten af den store botaniske have i byen Furnas midt i et af øens store kratere, spadserer vi gennem byen hen til Caldeiras.
Det er de dampende skyer fra jordens ventiler der først ses, og så kommer duften af svovl. I flere huller koger vand og mudder så det bobler og syder, og fra andre huller i skråningen buldrer det uhyggeligt fra dybet. Her føler vi virkelig, at vi går på en tynd jordskorpe og at grunden under os er levende og kan springe i luften når som helst. Men hullerne lader det enorme tryk fra jordens indre slippe ud, så vi kan roligt træde nærmere. Jordoverfladen er mange steder farvet af kalk og svovl samt de mange andre mineraler, der siver med ud.
Lidt fra denne vulkanske aktivitet ses flere af de utallige mineralske kilder, der findes her i området - efter sigende med hver deres helsebringende virkning. Så vi prøver vandet fra en kilde, der skulle være speciel godt for de indre organer! Smagen er præget af jern og kulsyre. Stærk, men bestemt ikke ubehagelig.

Den botaniske have - Terra Nostra

Så er der langt mere fredeligt i den botaniske have - Terra Nostra - som hører til hotellet og som blev anlagt tilbage i 1780’erne. Her er store, gamle træer, eksotiske planter og blomster vi ikke ser hver dag. I den smukt anlagte park, der faktisk er så stor, at det kan være svært at finde rundt, findes kanaler og søer samt en masse fugle. Midt i haven ligger en badesø med gulligt, jernholdigt varmt vand på mere end 30 grader. Et helsebringende bad er populært og fra en naturlig kilde - "Ungdommens Kilde" - vælter ca. 40 grader varmt vand ud i bassinet - så varmt at vi langsomt skal vænne os til at stå under "bruseren" og blive gennemvarme. Her bliver dog ikke lovet noget om evig ungdom!

Omkring Lagoa das Furnas

Det har regnet heftigt i nat. Varmen, der bæres med Golfstrømmen fra den Mexicanske Golf, har dannet skyer ude over Atlanterhavet og når skyerne rammer Azorerne tvinges de op langs kratersiderne og afkøles, så regnen kommer. Skyerne hænger fortsat tungt, da vi iført regntøj vandrer fra hotellet og ud af byen. Vi kommer gennem frodigt landbrugslandskab langs kraterkanten og op over en lille forhøjning og efter ca. to km. kan vi se søen Lagoa das Furnas, som vi i dag skal vandre rundt om.
I et hjørne ved søen støder vi igen på varme kilder. Men her er der også nogle ca. en meter dybe rør, der virker som trykkogere og hvor man tilbereder en af de lokale kulinariske specialiteter - Cozido das Furnas. Maden, en ret bestående af svine-, kyllinge- og oksekød med bønner, kartofler, krydderpølse og blodpølse med ananas, sænkes ned i en gryde og røret dækkes til med låg og jord, hvorefter retten koges i ca. fem timer - ved naturlig varme!

Fiskerne

Vi har dog vores egen picnic med og da det bliver ophold i vejret, finder vi et passende sted at indtage frokosten. Fra søbredden har vi udsigt til en gruppe fiskere der er i gang med at sætte net i søen. De har roet fra søbredden i en stor bue ud i søen og har lagt til igen længere henne på bredden. Nu pågår arbejdet med - ved håndkraft - at hive nettet ind og det gøres med største forsigtighed for at eventuelle fisk ikke skal slippe væk. Tre mand hiver og slider i det. Der sidder en pæn, stor aborre i nettet. Den frigøres og kastes på land. Der trækkes videre og et par mellemstore karper er resultatet af alt dette arbejde. De i alt seks mand må prøve lykken igen et andet sted på søen.

Masser af blomster

Nu har vejret skiftet og skyerne er næsten væk og en behagelig - om end fugtig - varme rammer os. På vejen rundt om søen ser vi mange forskellige blomster. Visse steder hele hække af kamelia, nogle allerede i blomst, andre på spring. Så passeres den smukt beliggende kirke Nossa Senhora das Vitórias, hvor blomstrende, lyserøde azaleaer ses overalt.
På den anden side af søen vandres et stykke på landevejen, før det går op på en bakke og vi kan se ud over en "tør sø". I tidernes morgen har der været en sø oppe i terrænet, men et jordskælv/vulkanudbrud lavede "hul" i søen, så vandet løb ned i krateret til det nuværende niveau og dannede Lagoa das Furnas. Nu er her frugtbare landbrugsarealer. Fra toppen af bakken kan vi se ud over hele Furnas.

Fra Lombo do Cavaleiro til Ribeira Quente og lidt til

Vi følger en gammel sti, der benyttes af landarbejderne, når de skal til og fra deres små jordlodder på bjergsiden. Snart kommer vi ind i en skov, der nærmest minder om en regnskov med tæt bevoksning. Overalt vokser hedychium-planten, der nærmest må betragtes som ukrudt på linie med vores bjørneklo. Den er meget vanskelig at udrydde og kvæler al anden vegetation. Flere steder har vi flot udsigt til kysten og havet langt under os. Ved et lille kapel yderst på en vindomsust pynt lidt før Ribeira Quente holder vi hvil og spiser frokosten.

Op ad bakke

Vi har god tid, inden bussen kommer for at hente os, så vi vandrer langs kysten ud på den sorte strand vest for byen. Her skulle det være muligt at bade i vand fra varme kilder der springer ud under sandet på stranden. Turen har ikke været så lang i dag og det foreslås vandre videre helt til Furnas. Det er der flere som godt vil med på. Så de, der har fået nok vandring for i dag, køres hjem, medens vi andre tager turen de 400 højdemeter op over kraterkanten. Og det er en barsk stigning. I en time går det kun opad og ind i mellem skal vi over væltede træstammer, der blokerer stien. Men det går og snart er vi ude af skoven og oppe hvor vi i det fjerne kan se øens højeste punkt Pico da Vara, 1.103 moh. 
Landskabet ændres og små farvestrålende buske afløser skoven. Stien bliver bred og let at vandre på og den gode mærkning fører os op over Pico da Areia, 495 moh, hvorfra vi lige kan skimte Lagoa das Furnas under os. Så går det ned til Furnas - den sidste del på en ret så kedelig landevej.

Mågerne ved Lagoa do Fogo

Flere betragter søen Lagoa do Fugo som den smukkeste af de tre store kratersøer på øen. Ildsøen bliver den kaldt, fordi tåge ofte siver ind og ud af krateret.
Fra den lille by Praia går vi denne formiddag op ad en lille landevej, hvor vi møder flere bønder på vej ned til mejeriet med deres frisktappede mælk. Her kommer traktorer med anhænger, hestetrukne kærre samt enkelte heste med rytter og fastspændte mælkejunger på sadlen. Mange steder går græssende køer og små nysgerrige kalve. Vi passerer vinmarker, hvor rankerne nærmest svæver lavt hen over jorden og møder bønder i gang med at pløje marken.
I skoven lidt oppe på kraterkanten kommer regnen. Jeg har opdaget en lille hule i skrænten og vi er tre, der lige akkurat kan være der og søge læ for den næste tordenbyge.

Når måger angriber

Så hører regnen igen op og vi kommer helt ud på kanten af krateret og får det første vue ud over den 350 meter dybe sø - Lagoa do Fogo. Udsigten kan tage pusten fra enhver. Her er et berettiget "Whaw" på sin plads. Under os ligger søen i mange forskellige farver, der konstant skifter i takt med lyset og skyernes bevægelser over os. Omkring os svæver måger, der skriger som om vi ville berøve dem denne enestående udsigt. Vi ser os en stund mætte på dette skue (hvis man overhovedet kan) og følger så stien ned mod søen.
Ude i terrænet ligger flere måger på deres reder og på klipperne foran os ses en hel mågekoloni. At mågerne ikke ønsker at blive forstyrret, får de forreste i vores vandregruppe at føle. Mågerne sætter et rasende angreb ind på de der går forreste. I præcise dyk styrter de ned mod "ofrene" og sender kaskader af skidt, som var det bomber fra en F16 jager, ned mod vores intetanende og forsvarsløse venner. Igen og igen bombarderes gruppen af mågerne, indtil vi er på "sikker" afstand af rederne.

Pas dog på, mand!

Vi finder "et fredeligt sted" og slår os på madpakkerne. På den anden side af søen kan vi højt oppe se det udsigtspunkt, hvortil de fleste kørende kommer for at betragte denne smukke sø. 
Men det er ikke muligt at vandre derop eller tage hele turen omkring søen, dertil er klipperne for stejle. Det kunne ellers blive en flot tur!
Vi fortsætter nedad. Nu går jeg forrest og da jeg igen passerer en mågerede, letter fuglen og jeg kan se, at den ligger på tre æg. Og så angriber den. Det er millimeter fra at gå galt og heldigvis lander klatterne lige foran mig - til stor morskab for de efterfølgende. Pas dog på, mand!

Specielt landskab

Fra søen kommer vi ind i et fortryllende grønt, men også barsk landskab med klipper og tåge hængende ned fra kraterkanten. Nærmest et Harry Potter-landskab. Vand pibler ned fra bjergsiderne og længere fremme er vandløbene reguleret i små levadaer. Efterhånden samles disse i større levadaer, som vi følger tilbage på den anden side af dalen mod Praia.

Sluk efter

Nede ved kysten vandrer vi hen til "det lyserøde hotel" Hotel Bahia Palace, der ligger helt ude ved havet. Vi finder baren på øverste terrasse og kan nyde en forfriskning, inden bussen kører os tilbage til Furnas.

Hvalsafari eller bytur i Ponta Delgada?

Vi har reserveret pladser på en lille gummibåd, der fra Vila Franca do Campo skulle sejle os ud på hvalsafari. På vejen derhen bliver det bliver desværre oplyst, at vejret er for hårdt til at tage på havet, så hvalsafarien er aflyst! Her står vi så! Nogle vælger at se nærmere på byen og nogle af os når lige at springe på næste bus mod Ponta Delgada, for at "prøve lykken" der.

Fra Ponta Delgadas store kirke går vi til fortet São Brás der ligger nede ved havnen og skulle indeholde et militær museum, men en MP-vagt afviser os, da vi vil ind på området. Måske har vi valgt en forkert indgang? Vi kom aldrig ind! Op og ned ad gaderne myldrer det med turister - og med biler - langt fra den fred, vi har i Furnas.

Byens gamle gummitræ

I byen brydes gammelt byggeri med helt nyt. I den nordlige del ser vi shoppingscentret Parque Atlantico med mange moderne butikker. Og i den kommunale park, ser vi mange sjældne planter - herunder det gamle, berømte gummitræ. Efter at have "gået byen tynd", når vi den sidste bus mod Furnas.

Kristent optog i nattemørket

Efter aftensmaden på Terra Nostra, er der optog i byen for en af de hellige madonnaer. Vi går ud i nattemørket for at se, om vi kan få denne oplevelse med. Og ganske rigtigt. Fra de smalle gader lyder det smukkeste sangkor, medens optoget langsomt bevæger sig forbi os. Børn, kvinder og mænd - alle med et lys i hænderne - omkranser den gejstlige, der velsigner de mange andre mennesker, som sidder i vinduerne og kikker på. Midt i optoget bæres en stor figur af madonnaen og bagerst kommer følget. Meget højtideligt, smukt og bevægende.

Caldeira das Sete Cidades 

Det har ikke regnet i nat - det har styrtet ned. Og regn i spandevis fortsætter med at vælte ned over os, da vi i de tungt hængende skyer kører nordover denne formiddag. Men det giver et lettelsens suk i hele bussen, da vi kører ned fra kraterkanten og kan se nordkysten. Langsomt klarer det op, og regnen bliver drypvis, da vi når teplantagen ved Gorreana. Vi kommer ind i produktionshuset og ser bl.a. tørremaskineriet og pakkerummet, ligesom der bliver lejlighed til at købe noget af den forskellige te. Efter sigende skulle Azorerne være det eneste sted i Europa, hvor der dyrkes te! Senere kan vi fra udsigtspunktet Santa Iria se langs kysten både mod øst og vest.

Tvillingesøerne

Så er vi fremme ved starten af dagens vandretur oppe på kraterkanten ved Tvillingesøerne Lagoa Azul og Lagoa Verde (den blå sø og den grønne sø). Det tager mindre end en time at vandre op til udsigtspunktet ved Vista do Rei. Og dernede ligger søerne, der betragtes som en af øens flotteste udsigter. Den grønne sø er virkelig grøn. Et godt stykke ud i vandet er det dækket af alger og anden bevoksning, hvori frøer gemmer sig og fisk springer efter insekter. En bro deler søen fra den blå sø og der bliver tid til at nyde udsigten omkring søerne.

Vandfalddet Salto do Prego 

Bussen sætter os af ved endnu en af de mange markerede vandreruter der findes overalt på øen. Turen går fra Água Retorta mod Faial da Terra. Da vi forlader landbrugsområdet kommer vi ind i tæt urskov, hvor træer ligger væltet hen over den smattede sti. Igen er det hedychium-planten der ses overalt. Høje træer med en rød-gul farvestrålende mos samt svampe trives godt i dette fugtige miljø. Vandrestien er flere steder meget glat og vi skal da også passere nogle få vandløb. De mange bække, der strømmer ned ad bjergsiderne, samler sig i små vandfald, så det klukker og bruser overalt. Vi kommer til et skilt, der viser mod Salto do Prego og spadserer de 300 meter ned til det kendte vandfald, der falder omkring 10 meter ned i en lille sø. Vandfaldet er pga. de sidste dages kraftige regnfald ret så vandbærende, så vandet står i en kaskade ud fra klippen. I søen, der er fyldt med glatte, mosgroede sten, er der mulighed for at få sig en dukkert. En lille sti fører op oven for vandfaldet, hvor det er muligt at komme ud på en lille repos og se det hele direkte fra oven.

Kysten ved Faial da Terra

På en god brostenslagt sti med et par serpentinesving undervejs, går det ned til byen Faial da Terra. Netop som vi ankommer, ser vi et lille optog på vej mod kirken. Forrest bæres en sølvkrone og så kommer de gejstlige og deltagerne i optoget og til sidst de uniformerede musikere, der spiller en stille sørgemarch. Efter et velfortjent besøg på den lokale bar, slutter vores vandringer her på øen med en tur under den næsten lodrette klippevæg langs Atlanterhavskysten.