Med husbåd rundt på Alqueva-søen

Ren afslapning - og alligevel en aktiv ferie i en motorbåd på Vesteuropas største opdæmmede sø Grande Lago Alqueva er hvad der venter os de kommende dage. Vi kommer til at sejle langs Alentejo-regionens vidunderlige kulturlandslab med besøg i små landsbyer, får kulturelle indtryk og oplever lokal portugisisk madglæde.

Amieira Marina - bådudlejning på Alqueva-søen

Udgangspunktet for bådsejladsen er Amieira Marina, der ligger ved Alqueva-søens sydvestlige hjørne, blot et par timers kørsel fra øst for Lissabon. Det er let at komme hertil. Med fly til Lissabon (godt tre timer fra København), hvor en bil fra udlejningsfirmaet Guerin venter. Netop dette biludlejningsfirma har en særlig aftale med Amieira Marina, så man kan afmelde bilen og lade den stå til man kommer tilbage, og derved kun betaler for de dage man faktisk benytter den.
Mens båden gøres klar benytter vi muligheden til at spise frokost på marinaens højtliggende restaurant Panoramico, der leverer gastronomi af høj klasse, mens vi nyder udsigten ud over søen.
Man kan naturligvis selv medbringe sin proviant, men kan også aftale med marinaen at få maden leveret med ombord fra dette fremragende køkken. Endvidere har Amieira Marina aftaler med lokale restauratører i landsbyerne rundt omkring søen, hvor man kan aftale lokaltransport (transfer) fra anløbsbroerne og til attraktioner og lokale spisesteder og derved opleve den lokale gastronomi.

Efter at de fornødne papirer er ordnet gives der en grundig instruktion i hvorledes båden fungerer - herunder hvordan der navigeres på søen. Der er ingen grund til panik. Langt de fleste kan med lethed styre husbåden, der ikke sejler hurtigere end 10 km. i timen. Der navigeres efter nummererede bøjer, som står med ca. 300 meters mellemrum midt i sejlrenden og som også er vist på det medfølgende søkort. Derudover er her GPS som viser sejlruten og bådens aktuelle placering. Et ekkolod oplyser løbende om søens dybde under båden og når båden nærmere sig lavt vand, lyder der et signal. Al sejlads efter mørkets frembrud er forbudt. Selv større børn kan finde ud af det og vil synes at det er sjovt at styre en motorbåd.
Denne ferieform er for alle som vil hygge sig sammen og bare slappe af. Børnefamilier, venner eller kollegaer. Man skal dog være forberedt på at "komme tæt" på hinanden.

Husbådens indretning

Husbådene findes i flere størrelser og vi er fire personer som lejer en båd med god plads. Her er fem rum med plads til i alt 10 personer. (Det kan dog ikke anbefales at være så mange i én båd). Her er to små toiletter med håndvask og bruser, men brusebadet klares lettest på soldækket. Køkkenet har køleskab og gaskomfur med ovn, varmt og koldt vand. Opvaskevand hentes fra søen og vand til madlavning, der koges, kommer fra bådens vandtank. Vandet fra bådens tank bør ikke drikkes direkte, så husk masser af flaskevand. I forbindelse med køkkenet er der siddepladser omkring et bord - men hvorfor ikke rykke ud på soldækket når vejret er godt! Som supplement til selve båden kan man leje cykler (tjek at alt fungerer), kajakker, fiskegrej etc. så man både er mobil og ikke kommer til at kede sig på turen.

Afslapning på Alqueva-søen

Mens vi tøffer ud af marinaen, finder vi hurtigt ud af at afslapning og afstresning er nøgleordene for denne bådtur. Ivrige for at styre og navigere er der "kamp" om at være skipper, men vi får hurtigt fordelt opgaverne mellem os. Ældste mand tager første tørn, derefter næstældste osv. Vi sætter kurs mod Alqueva-dæmningen, der er årsagen til at vi overhovedet kan sejle her.
Før 2002 løb floden Rio Guadiana, der længere nordpå danner grænsen til Spanien, gennem en stor dal i Alentejo-regionens kuperede landskab. Her levede bønder, dyrkede korn og oliven. Faktisk var Alentejo-regionen allerede i romertiden kendt som Portugals kornkammer. Men man manglede vand og med den industrielle udvikling også el-kraft, så allerede i 1950'erne gjorde man sig tanker om at etablere et vandreservoir. I 2002 stod den 95 meter høje Alqueva-dæmning færdig og spærrede for Guadiana-vandets videre fremløb og langsomt begyndte vandet at stige. Beboerne fra en enkelt landsby Luz måtte flytte og genhuses blot nogle få kilometer fra deres oprindelige hjem, da søen blev skabt. Fra søsiden syner dæmningen ikke af meget, omkring 10 meter høj, men på den anden side kan man se, hvor imponerende stor den egentlig er. Det er ikke muligt at besøge dæmningen fra båden, men en køretur dertil efter bådturen kan varmt anbefales.
Tidligt denne første aften lægger vi til ved Alqueva og efter en forfriskende svømmetur i søen hygger vi med god mad og lokal rødvin, inden vi tørner ind.

Luz - en ny landsby

Solnedgangen i går aftes var simpelthen smuk og solopgangen denne morgen er ikke mindre imponerende, da de første stråler spejles i det fuldstændigt stillestående og blanke vand.
Vi bruger dagens første timer til at navigere os frem mod landsbyen Luz. Langs søbredden ses olivenlunde og spredte korkegetræer. Mågerne har indtaget bøjerne vi navigerer efter - ingen bøje uden måge. Men her ses også andre fugle som hejre, blishøns, gæs og en enkelt grib.
Ved landgangen i Luz spadserer vi de ca. 800 meter frem til byen. Først på en lang træbro derefter på landevejen.
Luz var den landsby, hvorfra man måtte flytte godt 300 personer fra deres oprindelige levested, som blev oversvømmet - som den eneste - da man skabte Alqueva-søen. Det var bl.a. ældre mennesker, som havde levet hele deres liv i denne dal, og en rørende film, der vises i byens moderne museum, fortæller deres historie. Godt nok fik de nye huse og godt nok roste Portugals premierminister Barroso projektet og lykønskede beboerne med deres nye fremtid, men at skulle forlade det man har opbygget gennem et helt liv - ja, det rører!
Museu da Luz ligger lidt uden for den nye by og udover ovennævnte film har museet en række billeder som fortæller om tiden før og efter, ligesom her er nogle få gamle redskabet. Ved siden af museet er bygget den nye kirke, der er en tro kopi af den oprindelige, der blev væltet og lagt i ruiner ligesom de øvrige bygninger, inden den blev oversvømmet.

Hovedgaden i det nye Luz er helt død og mennesketom. De meget ens kridthvide huse med røde tage og høje skorstene er så ens og uden charme og uden sjæl. Enkelte steder har der været overskud til at pynte lidt op med blomster foran husene. På byens torv, hvor der også ligger en kirke, ser vi et par eneste ældre mænd sidde i skyggen og drøfte verdenssituationen. Men hvor er livet? Hvor er caféerne? Det nye Luz må nærmest betegnes som en spøgelsesby - men er det fordi folk gemmer sig bag husenes høje mure?

Middelalderborgen i Mourao

Denne eftermiddag navigerer vi den korte vej mod bjergbyen Mourao, der med sit højtliggende fæstningsanlæg indgik i den lange række af forsvarsanlæg vendt mod Spanien. I det meste af regionen kan man næsten se fra borg til borg. Efter at have lagt til ved den lille bådebro, spadserer vi de ca. 1,8 km ad landevejen ind mod landsbyen forbi åbne korkegplantager, hvor efterårets blomsterpragt er i fuld flor. Inde i byen går det opad gennem de smalle gader med hvidkalkede huse, for Mourao-borgen er naturligvis bygget på stedets højeste punkt. Borgen, der er fra begyndelsen af 1300-tallet, har en intakt borgmur og havde oprindeligt 11 kvadratiske tårne, hvoraf bl.a. klokketårnet ved indgangen endnu består. Integreret som en del af borgmuren ligger kirken Igreja Matriz de Nossa Santauario med et meget enkelt indrettet kirkerum.

Fra borggården er det muligt at komme op på borgmuren ad gamle stentrapper og spadsere en tur rundt og nyde den fantastiske udsigt ud over landskabet og landsbyen.

Mærket af krig

På en af landsbyens barer kommer vi i snak med tjeneren - en muskuløs type, som kun kan tale få engelske ord. Han får dig forklaret, at han har været udstationeret tre år i Bosnien-Hercegovina og tager sig til hovedet. Han signalerer med hænderne en maskinpistol og tager sig igen til hovedet som han ryster. Ingen tvivl om at han som udsendt soldat har været gennem forfærdelige oplevelser og nu har fundet ro i denne lille, fredelige landsby, hvor han hjælper til ved landbruget og også arbejder som tjener.

En vidunderlig aften

Tilbage ved båden sejler vi ud på søen og fortøjer os til en bøje. Vandet er skønt og frister, og før middagen tilberedes over bådens gaskomfur, slapper vi af og nyder endnu en af de smukke solnedgange ved Alqueva-søen.

Kulinarisk oplevelse på Sem-Fim

En af de aftaler vi har indgået med Amieira Marina er at blive afhentet på bådebroen ved Monsaraz og kørt ind til restaurant Sem-Fim, der ligger for foden af middelalderbyen. Restauranten, der er indrettet i en tidligere olivenmølle, er kendt for sit traditionelle portugisiske køkken. I selve pressehallen er der dækket op til et større selskab, så vi finder ud på den overdækkede terrasse med udsigt til marker og bjerg. Stedet kan varmt anbefales, hvis man ønsker en gastronomisk oplevelse med det portugisiske køkken.
Udover at drive restaurant har stedet også en mindre udstilling af kunst og kunsthåndværk.

Monsaraz - på toppen af et bjerg

Efter frokosten køres vi op til den gamle fæstningsby Monsaraz, der regnes for en af Portugals smukkeste landsbyer. Monsaraz er ikke et museum, men en levende by med butikker, caféer og lokal beboelse - samt mange turister. Og man forstår det. At slentre hen ad ad de smalle billøse stræder med toppede brosten, flankeret af kridthvide huse og nyde udsigten udover Alentejo-regionens lavtliggende, flade landskab, er en fryd for øjet.
På byens højeste sted ligger selve 1200-tals borgen, som udover borgmuren også har en oval arena, der benyttes til portugisisk tyrefægtning. Stenreposer udgør siddepladserne.
Byens centrale kirke Igreja Matriz ligger ud til hovedgaden og da vi kommer ud af kirken har en gruppe portugisiske turister samlet sig og istemmer en fado-sang. Folk stopper naturligvis op og lytter. Stemmerne er fortræffelige. Måske er det en sangklub, som er på udflugt?
Livsglade mennesker, der lidt længere nede ad gaden lader deres stemmer høre endnu en gang. Ja, de fortsætter faktisk med at synge til de når deres turistbus lidt neden for byen.
Her hentes vi af restaurant Sem-Fim og køres tilbage til båden, hvor eftermiddagen benyttes til mere afslapning, mens dagen går på hæld.

Afslapning ved bådebroen i Alqueva

Dagene går forbavsende hurtigt og nu er det tid at vende skuden. Vi har ca. fem timers sejlads foran os for at komme tilbage til Alqueva. Vi har ingen aftaler før aftenen, så der er tid til endnu en tur i kajakken. Iført den obligatoriske redningsvest kan man padle ind i en bugt og ind mellem udgåede træer, som rager op fra søbunden. Her er hejre som flakser væk, når man nærmere sig. Her er fisk som springer i vandet. Og så er her fuldstændig ro - bortset fra sangfuglene, som giver lyd fra sig i det tætte buskads.

Alqueva - byen der gav søen navn

Eftermiddagen benyttes til en vandretur ind til Alqueva, der gav navn til Grande Lago Alqueva. Turen byder på ren landlig idyl med udsigt til søen, prægtige korkegetræer og enge med græssende heste. Kommer man ad hovedvejen til byen, mødes man af en fontæne, der symbolisere Alqueva-dæmningen - vandet løber ned over byens navn. Ved siden af ses en skulptur af en traditionel vildsvinejagt, hvor dyret nedlægges af jagthunde, mens jægeren stikker sin kniv i hjertet af svinet. Spadserer man lidt længere ned ad landevejen har man det bedste vue ind over landsbyen. Det er næsten som at spadsere i en labyrint, at nå frem til byens kirke. Gaderne og husene er ganske ens - men heldigvis rager kirkens klokketårn op og kan angive retningen. På kirketorvet sidder nogle af byens mænd (kvinder ses ikke) og nyder en drik på den lokale café. Vi slår os ned blandt dem og får en kop kaffe, men ingen taler et sprog vi kan forstå. En sød lille melodi lyder fra klokketårnet - og kan høres helt nede ved bådebroen.

Folkeliv på restaurant O Artur

Ejeren af restaurant O Artur henter os ved båden denne søndag aften og i restaurantens barstue er flere af landsbyens mænd forsamlet, hvor de meget engageret og under højrystet tale overvære en tv-transmitteret fodboldkamp med deres helte. Vi får bord i restaurantens baglokale, mens husets søn, der som den eneste taler engelsk, tager mod vores bestillinger. I det åbne køkken arbejder hans mor - kort sagt et familieforetagende. Fra barlokalet lyder der et højt råb og stemmerne blander sig med larmen fra tv'et. Heltene har scoret!
Efter maden, en traditionel tyndbanket schnitzel af kalvekød, serveret med spejlæg og pommes frites, køres vi tilbage til båden og kan forberede os til den sidste sejlads næste dag, hvor husbåden afleveres hos Amieria Marina.